Et folk der har frihed under ansvar

„I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — JOHANNES 8:32

1, 2. (a) Hvilken rolle har frihed spillet i menneskehedens historie? (b) Hvem alene ejer frihed i absolut forstand? Forklar nærmere.

FRIHED er et stærkt ord. Verden har været plaget af utallige krige og revolutioner samt den ene sociale omvæltning efter den anden på grund af menneskers frihedstrang. Intet under at Encyclopedia Americana skriver: „I civilisationens udvikling . . . har intet begreb spillet en mere betydningsfuld rolle end frihed.“

² Men hvor mange mennesker ejer sand frihed? Hvor mange ved hvad det indebærer at være fri? The World Book Encyclopedia siger: „Hvis menneskene skal have fuld frihed, må der ikke være lagt nogen begrænsning på deres tale, tanker eller handlinger. De må vide hvilke muligheder de har, og de må have magt til at vælge mellem disse muligheder.“ Kender du, i betragtning heraf, nogen som er virkelig frie? Og om hvem man kan sige at der ikke er „lagt nogen begrænsning på deres tale, tanker eller handlinger“? Denne beskrivelse passer kun på én person i hele universet — Jehova Gud. Kun han besidder absolut frihed. Kun han kan frit vælge at gøre alt hvad han ønsker og derefter gennemføre det. Han er „den Almægtige“. — Åbenbaringen 1:8; Esajas 55:11.

3. Hvad er menneskers frihed i regelen betinget af?

³ Vi små mennesker kan kun opnå relativ frihed. Som regel er det en myndighed der skænker eller garanterer os friheden, og vor frihed afhænger af om vi adlyder denne myndighed. I de fleste tilfælde kan man kun være fri hvis man anerkender den myndighed som garanterer friheden. Her i den såkaldt frie verden nyder vi mange former for frihed, deriblandt bevægelsesfrihed, talefrihed og religionsfrihed. Hvad garanterer denne frihed? Det gør landets lov. Man kan kun nyde denne frihed så længe man adlyder loven. Hvis man misbruger sin frihed og bryder loven, kræver myndighederne en til regnskab, og man bliver måske berøvet sin frihed og sat i fængsel. — Romerne 13:1-4.

Gudgiven frihed under ansvar

4, 5. Hvilken frihed nyder tilbedere af Jehova, og hvad vil han holde dem ansvarlige for?

⁴ I det første århundrede talte Jesus om frihed og sagde til jøderne: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:31, 32) Det var ikke tale- eller trosfrihed han sigtede til. Han talte ikke om frihed fra det romerske åg, som mange jøder ønskede at kaste af sig. Nej, det var en langt mere værdifuld frihed han tænkte på, ikke en frihed der garanteres af menneskers love eller en lunefuld jordisk hersker, men af universets højeste Suveræn, Jehova, nemlig frihed fra overtro, religiøs uvidenhed og meget andet. Den frihed Jehova skænker er sand frihed, og den vil vare evigt.

⁵ Apostelen Paulus sagde: „Jehova er Ånden; og hvor Jehovas ånd er, er der frihed.“ (2 Korinther 3:17) I århundredernes løb har Jehova handlet med menneskeheden på en sådan måde at de trofaste til sidst vil få den ypperste og største frihed mennesker kan opnå, nemlig „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21) Indtil da giver Jehova os et mål af frihed gennem Bibelens sandhed, og han holder os ansvarlige hvis vi misbruger denne frihed. Apostelen Paulus skrev: „Der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ — Hebræerne 4:13.

6-8. (a) Hvilken frihed nød Adam og Eva, og på hvilken betingelse kunne de bevare denne frihed? (b) Hvad mistede det første menneskepar, til skade for sig selv og deres efterkommere?

⁶ At mennesket skal stå Jehova til regnskab blev understreget i forbindelse med vore første forældre, Adam og Eva. Jehova gav dem den frie viljes dyrebare gave. Så længe de brugte den frie vilje på en ansvarlig måde, fik de andre velsignelser, deriblandt frihed for frygt, frihed for sygdom, frihed for død og frihed til at henvende sig til deres himmelske Fader med en ren samvittighed. Men da de misbrugte deres frie vilje ændrede alt dette sig.

⁷ Jehova satte Adam og Eva i Edens have, og gav dem lov til at spise af frugten på alle havens træer — undtagen ét, „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mosebog 2:16, 17) Ved at holde sig fra dette træ ville Adam og Eva vise at de anerkendte at kun Jehova havde frihed til at sætte normer for hvad der er godt og ondt. Hvis de handlede ansvarligt og lod være at spise af den forbudne frugt, ville Jehova fortsat garantere deres øvrige friheder.

⁸ Desværre lyttede Eva til slangens underfundige opfordring til selv at lære at ’kende godt og ondt’. (1 Mosebog 3:1-5) Først spiste hun, og derefter Adam, af den forbudne frugt. Som følge heraf blev de skamfulde og gemte sig da Jehova kom for at tale med dem i Edens have. (1 Mosebog 3:8, 9) De var nu syndere og kunne ikke længere frit nærme sig Gud da dette kræver at man har en ren samvittighed. Dermed mistede de også friheden for sygdom og død, både for sig selv og deres efterkommere. Paulus sagde: „Ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12; 1 Mosebog 3:16, 19.

9. Nævn nogle som gjorde fornuftig brug af deres frihed.

⁹ Menneskene havde imidlertid stadig en fri vilje, og som tiden gik valgte nogle ufuldkomne mennesker ansvarsbevidst at tjene Jehova. Navnene på nogle af dem er blevet bevaret til os fra oldtiden. Mænd som Abel, Enok, Noa, Abraham, Isak og Jakob (også kaldet Israel) brugte det mål af frihed de ejede til at gøre Guds vilje, og derfor gik det dem godt. — Hebræerne 11:4-21.

Den frihed Guds udvalgte folk nød

10. Hvilke betingelser indeholdt den pagt Jehova sluttede med sit folk?

¹⁰ På Moses’ tid udfriede Jehova Israels sønner — som dengang talte millioner — fra trældom i Ægypten og indgik en pagt med dem, hvorved de blev hans ejendomsfolk. Under denne pagt havde israelitterne et præsteskab og en offerordning, hvorunder der blev bragt dyreofre som symbolsk dækkede deres synder. De havde således frihed til at nærme sig Gud i tilbedelse. De havde også love og forordninger som bevarede dem fri af overtroiske skikke og falsk tilbedelse. Senere fik de det forjættede land i arv, med forsikring om at Gud ville hjælpe dem imod deres fjender. I pagten havde israelitterne forpligtet sig til at holde Jehovas lov. Israelitterne gik villigt ind på denne betingelse og sagde: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ — 2 Mosebog 19:3-8; 5 Mosebog 11:22-25.

11. Hvad blev resultatet da Israel ikke holdt sin del af pagten med Jehova?

¹¹ I mere end 1500 år havde israelitterne et særligt forhold til Jehova. Men igen og igen undlod de at overholde pagten. Gentagne gange blev de forledt til falsk gudsdyrkelse og kom i trældom under afgudsdyrkelse og overtro. Derfor tillod Gud at de blev trælle for deres fjender. (Dommerne 2:11-19) I stedet for at glæde sig over den frigørelse der var forbundet med at holde Loven, blev de straffet fordi de overtrådte den. (5 Mosebog 28:1, 2, 15) Til sidst, i år 607 f.v.t., tillod Jehova at nationen blev ført i trældom i Babylon. — 2 Krønikebog 36:15-21.

12. Hvad stod til sidst klart i forbindelse med Lovpagten?

¹² Dette var en hård lektie. Den burde have indprentet israelitterne betydningen af at holde Loven. Men da israelitterne 70 år senere vendte tilbage til deres eget land, undlod de stadig at holde Loven. Næsten hundrede år efter deres hjemkomst sagde Jehova til Israels præster: „I er veget bort fra vejen. I har fået mange til at snuble over loven. I har ødelagt pagten med Levi.“ (Malakias 2:8) Men selv de mest oprigtige israelitter kunne ikke leve op til den fuldkomne lov. I stedet for at være en velsignelse blev den, med Paulus’ ord, „en forbandelse“. (Galaterne 3:13) Der skulle altså mere end Moseloven til for at bringe trofaste ufuldkomne mennesker ind i Guds børns herlige frihed.

Den kristne frihed

13. Hvilket bedre grundlag for frihed blev tilvejebragt?

¹³ Der var behov for Jesu Kristi genløsningsoffer. Omkring år 50 skrev Paulus et brev til de salvede kristne i Galatien. Han beskrev hvordan Jehova havde udfriet dem fra trældom under lovpagten og sagde derefter: „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ (Galaterne 5:1) På hvilken måde havde Jesus frigjort mennesker?

14, 15. I hvilke henseender frigjorde Jesus jøder såvel som ikkejøder?

¹⁴ Efter Jesu død anerkendte nogle jøder ham som Messias og blev hans disciple under en ny pagt, som erstattede den gamle lovpagt. (Jeremias 31:31-34; Hebræerne 8:7-13) Under denne nye pagt blev de — og de ikkejøder som senere sluttede sig til dem — medlemmer af en ny, åndelig nation der afløste det kødelige Israel som Guds særlige folk. (Romerne 9:25, 26; Galaterne 6:16) Som Guds folk nød de den frihed Jesus gav løfte om da han sagde: „Sandheden skal frigøre jer.“ Ud over at sandheden frigjorde jødiske kristne fra Moselovens forbandelse, befriede den dem også fra alle de byrdefulde traditioner som de religiøse ledere havde påført dem. Og den frigjorde ikkejødiske kristne fra afgudsdyrkelse og overtro. (Mattæus 15:3, 6; 23:4; Apostelgerninger 14:11-13; 17:16) Men det var ikke alt.

¹⁵ Da Jesus talte om den frigørende sandhed sagde han: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Enhver som øver synden, er syndens træl.“ (Johannes 8:34) Eftersom Adam og Eva syndede, har alle der har levet indtil nu været syndere og således syndens trælle. Den eneste undtagelse var Jesus selv. Hans offer frigjorde hans disciple fra denne trældom. De var ganske vist stadig syndige og ufuldkomne. Men nu kunne de angre deres synder og bede om tilgivelse på grundlag af Jesu offer, i tillid til at deres bønner ville blive hørt. (1 Johannes 2:1, 2) På grundlag af Jesu genløsningsoffer erklærede Gud dem retfærdige og derfor kunne de henvende sig til ham med en ren samvittighed. (Romerne 8:33) Eftersom genløsningen har åbnet mulighed for en opstandelse til evigt liv, har sandheden endog befriet dem fra frygten for døden. — Mattæus 10:28; Hebræerne 2:15.

16. Hvordan overgår den kristne frihed den frihed verden kan tilbyde?

¹⁶ På forunderlig vis blev det muligt for mænd og kvinder, uanset hvilken situation de menneskeligt set befandt sig i, at få del i den kristne frihed. Fattige mennesker, fanger, ja, selv trælle, kunne opnå frihed. De højtstående personer i nationerne som forkastede budskabet om Kristus, var imidlertid stadig i trældom under overtro, synd og frygt for døden. Vi bør aldrig holde op med at takke Jehova for den frihed vi nyder. Intet af det verden tilbyder kan sammenlignes med den.

Frihed under ansvar

17. (a) Hvordan mistede nogle i det første århundrede deres kristne frihed? (b) Hvorfor bør vi ikke lade os besnære af den tilsyneladende frihed i Satans verden?

¹⁷ De fleste af de salvede kristne i det første århundrede frydede sig sikkert over deres frihed og holdt fast ved deres uangribelighed uanset prisen. Men desværre var der nogle som smagte den kristne frihed og derefter vragede den og vendte tilbage til trældom i verden. Hvordan kan det være? Troen blev uden tvivl svækket hos mange, hvorefter de simpelt hen ’gled bort’. (Hebræerne 2:1) Andre ’skubbede troen og den gode samvittighed fra sig og led skibbrud med hensyn til deres tro’. (1 Timoteus 1:19) Måske faldt de for materialisme eller umoralitet. Hvor er det vigtigt at vi vogter vor tro og opbygger den, idet vi er travlt optaget af det personlige studium, møderne, bønnen og de kristne aktiviteter! (2 Peter 1:5-8) Lad os altid påskønne den kristne frihed! Nogle vil måske blive fristet af den eftergivenhed de ser uden for menigheden og tænke at de der lever i verden nyder større frihed end vi gør. Men det der ser ud som frihed i verden er som regel blot ansvarsløshed. Hvis vi ikke er Guds trælle, er vi syndens trælle, og denne trældom betaler en bitter løn. — Romerne 6:23; Galaterne 6:7, 8.

18-20. (a) Hvordan blev nogle „fjender af marterpælen“? (b) Hvordan brugte nogle ’deres frihed som et dække for slethed’?

¹⁸ I sit brev til Filipperne skriver Paulus videre: „Der er mange — jeg plejede at nævne dem ofte, og nu nævner jeg dem også med gråd — der vandrer som fjender af Messias’ marterpæl.“ (Filipperne 3:18) Ja, tidligere kristne er blevet fjender af troen og måske frafaldne. Og det er meget vigtigt at vi ikke går i deres spor! Peter skriver videre: „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud.“ (1 Peter 2:16) Hvordan kan man bruge friheden som et dække for slethed? Ved at begå alvorlige synder — måske i det skjulte — mens man stadig kommer i menigheden.

¹⁹ Husk på Diotrefes. Om ham sagde Johannes: „Diotrefes, som gerne vil være først [i menigheden], tager ikke imod noget fra os med respekt. . . . Selv tager han ikke imod brødrene med respekt, og dem som ønsker at gøre det prøver han at hindre deri og at støde ud af menigheden.“ (3 Johannes 9, 10) Diotrefes brugte sin frihed som et dække for sine egne selviske ambitioner.

²⁰ Disciplen Judas skrev: „Grunden er at der har sneget sig nogle mennesker ind som af Skriften for længe siden har fået denne dom: ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed og som fornægter vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus.“ (Judas 4) Disse personer øvede en dårlig indflydelse på menigheden. (Judas 8-10, 16) I Åbenbaringens Bog læser vi at menighederne i Pergamum og Tyatira blev hjemsøgt af sektdannelser, afgudsdyrkelse og umoralitet. (Åbenbaringen 2:14, 15, 20-23) Hvilket misbrug af den kristne frihed!

21. Hvad venter der dem som misbruger deres kristne frihed?

²¹ Hvad vil der ske med dem der misbruger deres kristne frihed på denne måde? Husk hvad der skete med Israel. Israel var Guds udvalgte folk. Alligevel forkastede Jehova dem til sidst. Hvorfor? Fordi israelitterne brugte deres særlige forhold til Gud som et dække for slethed. De pralede med at de var Abrahams sønner men forkastede Jesus, Abrahams sæd og Jehovas udvalgte Messias. (Mattæus 23:37-39; Johannes 8:39-47; Apostelgerninger 2:36; Galaterne 3:16) „Guds Israel“ som helhed vil ikke være utro. (Galaterne 6:16) Men enhver kristen som øver en skadelig indflydelse moralsk eller åndeligt set, vil blive tugtet og måske få en ugunstig dom. Vi må alle stå til ansvar for hvordan vi bruger vor kristne frihed.

22. Hvilken glæde opnår de der bruger deres kristne frihed til at tjene Gud?

²² At trælle for Gud og opnå sand frihed er langt bedre. Kun Jehova kan skænke en frihed som er af sand værdi. I Ordsprogenes Bog 27:11 siges der: „Vær viis, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ Lad os bruge vor kristne frihed til at ophøje Jehova. Hvis vi gør det, vil vort liv have mening, vi vil behage vor himmelske Fader og til sidst være blandt dem der opnår Guds sønners herlige frihed.

Lad os bruge vor kristne frihed forstandigt

„Vær som frie, og dog . . . som trælle for Gud.“ — 1 PETER 2:16

1. Hvilken frihed mistede Adam, og til hvilken frihed vil Jehova genrejse menneskene?

DA VORE første forældre syndede i Edens have mistede de noget værdifuldt som de kunne have givet i arv til deres børn — nemlig friheden for synd og fordærv. Som følge heraf er vi alle født som trælle under fordærv og død. Lykkeligvis har Jehova dog til hensigt atter at give mennesker en vidunderlig frihed. I dag ser oprigtigt indstillede mennesker længselsfuldt frem til at „Guds sønner skal åbenbares“, hvilket vil føre til at de „vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:19-21.

’Salvet til at forkynde’

2, 3. (a) Hvem er „Guds sønner“? (b) Hvilken vidunderlig stilling indtager de, og hvilket ansvar fører deres kristne frihed med sig?

² Hvem er „Guds sønner“? Det er Jesu åndsavlede brødre som skal være regenter sammen med ham i det himmelske rige. De begyndte at vise sig i det første århundrede. De tog imod den frigørende sandhed Jesus fremholdt, og fra pinsedagen i år 33 fik de del i det storslåede privilegium som Peter omtalte da han skrev til dem: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’.“ — 1 Peter 2:9a; Johannes 8:32.

³ Det er en stor velsignelse at være Guds særlige ejendom! Og i dag indtager resten af disse salvede sønner af Gud en lignende velsignet stilling hos Gud. Men der følger et ansvar med et sådant ophøjet privilegium. Det fremhævede Peter da han videre sagde: „’For at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:9b.

4. Hvordan har salvede kristne opfyldt den forpligtelse som følger med deres kristne frihed?

⁴ Har salvede kristne opfyldt deres forpligtelse til vidt og bredt at forkynde Guds dyder? Ja, Esajas siger profetisk om de salvede siden 1919: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede; for at udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud.“ (Esajas 61:1, 2) Ved nidkært at forkynde frihedens gode nyhed for andre følger den salvede rest Jesu eksempel, på hvem dette skriftsted fik sin primære opfyldelse. — Mattæus 4:23-25; Lukas 4:14-21.

5, 6. (a) Hvad er blevet resultatet af de salvede kristnes nidkære forkyndelse? (b) Hvilke privilegier og hvilket ansvar har de der tilhører den store skare?

⁵ Som et resultat af den salvede rests nidkære forkyndelse har der her i disse sidste dage vist sig en stor skare af andre får på verdensskuepladsen. De er kommet fra alle nationer for at slutte sig til de salvede i tjenesten for Jehova, og sandheden har ligeledes frigjort dem. (Zakarias 8:23; Johannes 10:16) Ligesom Abraham er de blevet erklæret retfærdige på grundlag af tro og er kommet ind i et nært forhold til Jehova Gud. Og ligesom i tilfældet med Rahab har det at de er blevet erklæret retfærdige givet dem mulighed for at overleve Harmagedon. (Jakob 2:23-25; Åbenbaringen 16:14, 16) Men med disse storslåede forrettigheder følger et ansvar for at fortælle andre om Guds herlighed. Det er derfor Johannes så dem prise Jehova offentligt og „råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet’.“ — Åbenbaringen 7:9, 10, 14.

⁶ Sidste år anvendte den store skare, som nu tæller mere end fire millioner, sammen med den lille rest af salvede kristne, næsten en milliard timer på at forkynde Jehovas dyder vidt og bredt. Det var den bedst tænkelige måde de kunne bruge deres åndelige frihed på.

„Ær kongen“

7, 8. Hvilket ansvar over for de verdslige myndigheder følger med den kristne frihed, og hvilken forkert indstilling må vi undgå i denne forbindelse?

⁷ Der følger også et andet ansvar med vor kristne frihed. Det påpegede Peter da han skrev: „Ær alle slags mennesker, elsk hele brodersamfundet, frygt Gud, ær kongen.“ (1 Peter 2:17) Hvad ligger der i udtrykket „ær kongen“?

⁸ „Kongen“ er her et billede på denne verdens politiske herskere. Verden er i dag præget af manglende respekt for myndighed, og dette kunne let påvirke kristne. En kristen undrer sig måske over at han skal ære „kongen“, når „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) I betragtning heraf føler han måske at han kan ignorere ubekvemme love og lade være med at betale skat hvis han kan slippe af sted med det. Men dette ville være i modstrid med det Jesus Kristus sagde om at ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’, og ville i realiteten være at ’bruge friheden som et dække for slethed’. — Mattæus 22:21; 1 Peter 2:16.

9. Af hvilke to gode grunde må vi være lydige mod de verdslige myndigheder?

⁹ Kristne er forpligtede til at respektere myndighederne og underordne sig dem — selv om der ganske vist er tale om en relativ underkastelse. (Apostelgerninger 5:29) Hvorfor? I Første Petersbrev 2:14, 15 nævner Peter tre grunde til dette, idet han siger at landshøvdinger „sendes af [Gud] for at straffe forbrydere og rose dem der gør det gode“. Frygt for straf er grund nok til at adlyde myndighederne. Hvor ville det være en vanære hvis et af Jehovas vidner fik en bøde eller blev fængslet på grund af overfald, tyveri eller andre forbrydelser! Forestil dig hvor ivrige nogle ville være efter at publicere en sådan nyhed! Når vi på den anden side er kendt for at adlyde øvrigheden, vil vi modtage ros fra retlinede administratorer. Vi vil måske få større frihed til at forkynde den gode nyhed. Og ’ved at gøre det gode kan vi få ufornuftige menneskers uvidende snak til at forstumme’. (1 Peter 2:15b) Dette er endnu en grund til at adlyde øvrigheden. — Romerne 13:3.

10. Hvad er den væsentligste grund til at adlyde de verdslige myndigheder?

¹⁰ En endnu vægtigere grund til at adlyde myndighederne er at Jehova tillader dem at eksistere. Som Peter siger, „sendes“ de politiske herskere af Jehova, og det er „Guds vilje“ at kristne skal blive ved at underordne sig dem. (1 Peter 2:15a) Tilsvarende siger apostelen Paulus: „De eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Derfor tilskynder vor bibeloplærte samvittighed os til at adlyde myndighederne. Hvis vi nægter at underordne os dem, ’står vi Guds ordning imod’. (Romerne 13:1, 2, 5) Hvem af os ønsker at stå Guds ordning imod? Det ville være at misbruge den kristne frihed!

„Elsk hele brodersamfundet“

11, 12. (a) Hvilket ansvar over for trosfæller følger med vor kristne frihed? (b) Hvem fortjener især vor kærlighed, og hvorfor?

¹¹ Peter sagde også at en kristen skulle ’elske hele brodersamfundet’. (1 Peter 2:17) Dette hører med til det ansvar der følger med den kristne frihed. De fleste af os tilhører en menighed, og vi tilhører alle det internationale brodersamfund. Ved at vise brødrene kærlighed gør vi klogt brug af vores frihed. — Johannes 15:12, 13.

¹² Apostelen Paulus pegede på en gruppe kristne som især fortjener vores kærlighed. Han skrev: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ (Hebræerne 13:17) Det er de udnævnte ældste der fører an i menigheden. Ganske vist er de ikke fuldkomne. Men de er blevet udnævnt under Det Styrende Råds ledelse. De går foran ved deres eksempel og ved at vise omsorg, og de er sat til at våge over vore sjæle. Det er et stort ansvar de bærer! (Hebræerne 13:7) Det er en fornøjelse for de ældste at føre tilsyn med en samarbejdsvillig, åndeligsindet menighed, og sådan er de fleste menigheder heldigvis. Det er straks vanskeligere hvis nogle i menigheden ikke vil samarbejde. De ældste vil fortsat udføre deres arbejde, men de vil gøre det „sukkende“, som Paulus siger. Vi ønsker bestemt ikke at de ældste skal ’sukke’! Vi ønsker at de skal finde glæde i deres opgave, så de kan opbygge os.

13. Hvordan kan vi samarbejde med de ældste?

¹³ Hvordan kan vi samarbejde med de ældste? Ved for eksempel at være med til at holde rigssalen og hjælpe til med rengøringen. Eller ved at besøge de syge og hjælpe de handicappede. Desuden kan vi stræbe efter at forblive åndeligt stærke så vi ikke ligger nogen til byrde. En vigtig måde vi også kan samarbejde på, er ved at bevare menighedens moralske og åndelige renhed, både ved vor egen adfærd og ved at gå til de ældste hvis vi er klar over at der er begået alvorlige synder.

14. Hvordan bør vi samarbejde når de ældste tugter menighedens medlemmer?

¹⁴ For at holde menigheden ren må de ældste undertiden udstøde en overtræder der ikke angrer. (1 Korinther 5:1-5) Dette gør de for at beskytte menigheden, men også for at hjælpe overtræderen. I mange tilfælde har en sådan tugt hjulpet en overtræder til at komme til fornuft. Men hvad nu hvis den der bliver udstødt er en nær ven eller en slægtning? Hvis det måske endda er ens far eller mor, eller ens søn eller datter? Vil vi så alligevel respektere de ældstes afgørelse? Det kan måske være svært. Men det ville i høj grad være at misbruge sin frihed hvis man satte spørgsmålstegn ved de ældstes afgørelse og blev ved med at komme sammen med en der øver en fordærvende indflydelse på menigheden! (2 Johannes 10, 11) Jehovas folk som helhed skal roses fordi de samarbejder med de ældste i sådanne sager. Resultatet er at Jehovas organisation bevares ren og ubesmittet af verden. — Jakob 1:27.

15. Hvad bør man øjeblikkelig gøre hvis man begår en alvorlig synd?

¹⁵ Hvad så hvis vi selv begår en alvorlig synd? Kong David beskrev dem Jehova godkender, med ordene: „Hvem kan gå op på Jehovas bjerg, og hvem kan stå frem på hans hellige sted? Den med skyldfri hænder og med et rent hjerte, den som ikke på uværdig måde har brugt Min sjæl i en ed, og ikke har svoret med svig.“ (Salme 24:3, 4) Hvis vi af en eller anden grund ikke længere har ’skyldfri hænder og et rent hjerte’, så lad os skynde os at få rettet forholdet. Vort evige liv står på spil.

16, 17. Hvorfor bør en der har begået en alvorlig synd ikke forsøge at klare sagen på egen hånd?

¹⁶ Nogle er blevet fristet til at skjule alvorlige synder, og har måske tænkt: ’Jeg har bekendt sagen for Jehova og har ændret sind — hvorfor så blande de ældste ind i det?’ Overtræderen føler sig måske pinligt berørt eller frygter for de ældstes reaktion. Han bør dog huske at selv om det kun er Jehova der kan rense os for synd, har Han givet de ældste hovedansvaret for menighedens renhed. (Salme 51:2) De er der for at læge, „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand“. (Efeserne 4:12) At undlade at søge deres åndelige hjælp er lige så farligt som at nægte at gå til lægen når man er syg.

¹⁷ Nogle forsøger at klare sagen på egen hånd, men deres samvittighed bliver ved at plage dem i månedsvis eller måske årevis. Eller endnu værre, nogle som skjuler en alvorlig synd begår måske flere synder. Når sagen til sidst kommer de ældste for øre, er der tale om at man har fremturet i synd. Hvor langt bedre er det ikke at følge Jakobs vejledning! Han skrev: „Er nogen iblandt jer syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn.“ (Jakob 5:14) Gå til de ældste mens der endnu er tid til at helbrede. Hvis vi venter for længe, bliver vi måske forhærdede syndere. — Prædikeren 3:3; Esajas 32:1, 2.

Soignering og adspredelse

18, 19. Hvorfor udtalte en præst sig rosende om Jehovas vidner?

¹⁸ For fem år siden roste en præst fra Italien Jehovas Vidner i høje toner i et sogneblad.a Han skrev: „Personligt kan jeg godt lide Jehovas vidner; det indrømmer jeg åbent. . . . De Jehovas vidner jeg kender optræder ulasteligt, taler med mild stemme . . ., [og] virker meget overbevisende. Hvornår går det op for os at sandheden kræver at blive fremlagt på en passende måde? At de der forkynder sandheden ikke nødvendigvis behøver at være halvhjertede, ildelugtende, uordentlige og sjuskede?“

¹⁹ Det der blandt andet havde gjort indtryk på denne præst, var Jehovas vidners påklædning og fremtræden. De forkyndere han havde mødt, havde åbenbart lyttet til den vejledning „den trofaste og kloge træl“ i årenes løb har givet på dette område. (Mattæus 24:45) Bibelen siger at kvinders påklædning skal være ’velordnet og fordringsløs’. (1 Timoteus 2:9) I vores forkvaklede tid er denne vejledning også aktuel for mænd. Er det ikke logisk at de der repræsenterer Guds rige bør have en pæn fremtræden over for udenforstående?

20. Hvorfor bør en kristen til enhver tid være opmærksom på sin påklædning?

²⁰ Nogle kan godt se at de bør tænke på hvordan de klæder sig når de skal til møde eller ud i forkyndelsen, men mener måske at de på andre tidspunkter ikke behøver at følge Bibelens principper. Bør vi imidlertid ikke altid være repræsentanter for Guds rige? Omstændighederne betyder selvfølgelig noget for hvordan vi klæder os. Hvis vi er med til at bygge en rigssal, vil vi tage noget andet tøj på end hvis vi skal overvære et møde i den samme rigssal. Og når vi slapper af, klæder vi os måske anderledes igen. Men vor påklædning bør være ’velordnet og fordringsløs’ på alle tidspunkter hvor vi iagttages af andre.

21, 22. Hvordan er vi blevet beskyttet mod nedbrydende former for adspredelse, og hvordan bør vi betragte de påmindelser vi får i denne henseende?

²¹ Et andet område der er blevet vist stor opmærksomhed er adspredelse. Alle mennesker — og især unge — har brug for adspredelse. Det er ikke syndigt eller spild af tid at planlægge adspredelse for familien. Selv Jesus opfordrede sine disciple til at ’hvile sig lidt’. (Markus 6:31) Men kristne må passe på at deres adspredelse ikke fører til åndelig besmittelse. Vi lever i en verden hvor meget af den underholdning der tilbydes, er præget af kønslig umoralitet, grov vold, skrækeffekter eller spiritisme. (2 Timoteus 3:3; Åbenbaringen 22:15) Den trofaste og kloge træl er opmærksom på denne fare og advarer os hele tiden imod den. Føler du at disse påmindelser griber ind i din frihed? Eller er du taknemmelig for at Jehovas organisation har så stor omsorg for dig at den henleder din opmærksomhed på disse farer? — Salme 19:7; 119:95.

²² Selv om Jehova har skænket os en vis frihed, skal vi stå ham til regnskab for den måde vi bruger den på. Hvis vi ignorerer de gode råd vi får og træffer forkerte afgørelser, kan vi ikke give andre skylden. Som apostelen Paulus skriver: „Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ — Romerne 14:12; Hebræerne 4:13.

Se frem til at opnå Guds børns frihed

23. (a) Hvilke velsignelser med hensyn til frihed nyder vi nu? (b) Hvilke velsignelser ser vi med spændt forventning frem til?

²³ Som folk betragtet får vi mange velsignelser. Vi er frigjort fra falsk religion og overtro. Takket være Jesu Kristi sonoffer kan vi nærme os Jehova med en ren samvittighed, idet vi i åndelig forstand er frigjort fra trældom under synd og død. Og snart vil ’Guds sønner blive åbenbaret’. I Harmagedon vil Jesu brødre i deres himmelske herlighed blive åbenbaret for mennesker som nogen der tilintetgør Jehovas fjender. (Romerne 8:19; 2 Thessaloniker 1:6-8; Åbenbaringen 2:26, 27) Derefter vil Guds sønner blive åbenbaret og formidle de velsignelser menneskeheden vil modtage fra Guds trone. (Åbenbaringen 22:1-5) Til sidst vil Guds sønners åbenbarelse føre til at den trofaste menneskehed velsignes med Guds børns herlige frihed. Ser du frem til alt dette? Så gør forstandig brug af din kristne frihed. Træl derfor nu for Jehova, og du vil for evigt få del i denne vidunderlige frihed!

[Fodnote]