I 1969 kom Ato Lacour sammen med sin familie til Rurutu i Tubuaiøgruppen efter at have bedt om at blive forflyttet dertil i forbindelse med sit arbejde. Ato, der kun havde været døbt i tre år, var den eneste i sin familie som var i sandheden, og han var også den eneste forkynder på disse øer. Dagen efter at han var ankommet, gik han ud for at forkynde. Han skrev i sin dagbog: „Jeg er begyndt at forkynde — helt alene. Det er svært. Babylon den Store er dybt rodfæstet her.“

Inden længe begyndte nogle dog at vise interesse for den gode nyhed, og der blev dannet en gruppe. I starten mødtes man i stuen hjemme hos familien Lacour. Ato fortæller: „Eftersom vi var medlemmer af et nyt trossamfund på øen, blev vores gruppe kaldt ’Lacours religion’. Men Jehova ’fik det stadig til at gro’, og i 1976 blev vores gruppe til en menighed.“ (1 Kor. 3:6)

Rudolphe og Narcisse Haamarurai flyttede til Bora Bora. Rudolphe opsagde sin stilling som tilsynsførende på Tahitis regionale elværk, og på Bora Bora fik han arbejde med at høste kokosnødder og forarbejde kopra. I to år lykkedes det ham ikke at finde noget andet arbejde. Men Jehova velsignede ham og hans kone, for med tiden blev der oprettet en menighed på øen. I mere end 25 år mødtes menigheden i Haamarurais hjem. I 2000 flyttede menigheden ind i en splinterny rigssal, tæt ved Bora Boras maleriske lagune.