Det er ikke så underligt at såvel malere som forfattere har skildret disse øer som paradis på jorden. Og for de søfarende der for måske tusind år eller længere siden opdagede øerne og slog sig ned her, må de virkelig have set ud som paradis. Disse bemærkelsesværdige kolonister, der tilsyneladende stammede fra Sydøstasien, er nogle af forfædrene til det folk vi nu kender som polynesierne. I århundredernes løb spredte de sig ud fra etablerede øsamfund og sejlede længere og længere ud på Stillehavet og koloniserede dets myriader af øer og atoller.

Europæere kommer til øerne

I 1595 opdagede spanieren Álvaro de Mendaña de Neira nogle af Marquesasøerne. Pedro Fernandes de Queirós, som havde været i tjeneste hos Mendaña de Neira, fandt i 1606 nogle af Tuamotuøerne. Den hollandske opdagelsesrejsende Jacob Roggeveen opdagede Bora Bora, Makatéa og Maupiti i 1722. I 1767 gik kaptajn Samuel Wallis fra det britiske krigsskib Dolphin i land på Tahiti, den største ø i Fransk Polynesien. Og året efter gjorde den franske kaptajn Louis-Antoine de Bougainville det samme.

Bougainville, som blev dybt betaget af Tahitis skønhed og forbavset over indbyggernes amourøse væremåde, kaldte øen „Nouvelle Cythère efter den peloponnesiske ø Kythera, hvor Afrodite [kærlighedens og skønhedens gudinde] efter sigende kom op af havet,“ oplyser bogen Cook & Omai — The Cult of the South Seas. Fra 1769 til 1777 besøgte den britiske opdagelsesrejsende James Cook Tahiti fire gange. Han gav øgruppen som Tahiti hører til, navnet Selskabsøerne.

Efter de opdagelsesrejsende kom missionærerne. De mest effektive var dem der blev udsendt af det protestantiske missionsselskab London Missionary Society. To af missionærerne derfra, Henry Nott og John Davies, gennemførte den mammutopgave at udarbejde et tahitisk skriftsprog og derefter oversætte Bibelen til dette sprog. Frem til den dag i dag bruges den tahitiske bibel i vid udstrækning i Fransk Polynesien, særlig på de mange øer hvor den protestantiske kirke er dominerende. Missionærer fra adventisterne, mormonerne og den katolske kirke havde også en vis succes med deres arbejde. For eksempel har den katolske kirke fået stærkt fodfæste på Marquesasøerne, Gambierøerne og de østlige Tuamotuøer.

Hvordan gik det til at de fem øgrupper blev fransk territorium? Fra 1880 annekterede Frankrig gradvis øerne, som kom til at udgøre en ny fransk koloni. Papeete på Tahiti blev gjort til hovedstad, og de indfødte fik tilkendt fransk statsborgerskab. I 1946 gav Frankrig øerne status som oversøisk territorium, og i 1957 antog territoriet navnet Fransk Polynesien.