En tid til at blive oplært

Efter en opfordring fra afdelingskontoret på Fiji flyttede John Hubler og hans kone, Ellen, som kom fra Australien, til Tahiti i 1959 for at hjælpe den nyoprettede menighed i Papeete. John virkede som menighedstjener i de syv måneder hvor han og Ellen havde mulighed for at blive på Tahiti. John var født i Schweiz og talte flydende fransk. Også Ellen kunne sproget, for hun havde i en del år tjent sammen med sin mand i Ny Kaledonien. Ægteparret Hubler gav de nye forkyndere en tiltrængt oplæring i tjenesten fra hus til hus, for de fleste var kun vant til at forkynde uformelt.

I 1960 begyndte John og Ellen i kredstjenesten. Da de fik tildelt Fransk Polynesien som deres distrikt, kunne de fortsætte med at yde hjælp til de lokale forkyndere. John fortæller: „I 1961 blev jeg indbudt til at overvære Gileadskolen. Da jeg havde afsluttet skolen, blev jeg udnævnt som kredstilsynsmand for alle de fransktalende øer i Stillehavet.“

Den første rigssal

„Under vores andet besøg på Tahiti,“ fortæller broder Hubler, „fik jeg den forret at begynde at studere Bibelen med en tidligere skolelærer, Marcelle Anahoa. På daværende tidspunkt ledte vi desperat efter et stykke jord hvor vi kunne bygge en rigssal. Men der var to forhindringer. For det første var der tilsyneladende ingen som var villige til at sælge noget jord; for det andet var menighedens midler meget små. Vi blev dog ved med at søge og stolede på at Jehova ville lede begivenhedernes gang.

Da jeg studerede med Marcelle, fortalte jeg hende om situationen. ’Der er noget jeg gerne vil vise dig,’ sagde hun. Hun tog mig med udenfor, pegede og sagde: ’Kan du se det stykke land dér? Det tilhører mig. Jeg havde planlagt at bygge lejligheder, men nu hvor jeg er ved at lære sandheden at kende, har jeg skiftet mening. Jeg vil give halvdelen af grundstykket til en rigssal.’ Med det samme bad jeg fuld af taknemmelighed en stille og inderlig bøn til Jehova.“

Så snart de juridiske formaliteter var i orden, byggede Papeete-menigheden sin første rigssal, som stod færdig i 1962. Det var en enkel konstruktion med åbne sider, og taget var lavet af blade fra skruepalmer. Desværre kunne hønsene i nabolaget ikke modstå fristelsen til at bygge reder på sæderne og sætte sig til hvile på tagspærene. Når brødrene kom til møde, fandt de derfor æg og andre langt mindre ønskværdige tegn på de fjerklædtes invasion af gulve og inventar. På trods af dette kunne rigssalen dække behovet indtil brødrene byggede en større og mere permanent bygning.

Juridiske spørgsmål afklares

I begyndelsen var brødrene usikre på hvilken juridisk status Jehovas Vidner havde i Fransk Polynesien. I Frankrig havde bladet Vagttårnet været forbudt siden 1952, men selve arbejdet var ikke underlagt forbud. Gjaldt det samme i dette franske territorium? Som tiden gik, blev antallet af forkyndere ved med at vokse, og det betød at Jehovas Vidner kom i offentlighedens søgelys. Ja, hen imod slutningen af 1959 dukkede politiet endda op ved et møde for at se hvad der foregik.

Som følge af dette blev brødrene rådet til at danne et juridisk selskab. En officiel registrering ville afklare tvivl og rydde mistro af vejen. Brødrene var meget lykkelige da de den 2. april 1960 modtog en bekræftelse på at de var blevet officielt registreret som Jehovas Vidners Forening.

Vagttårnet var dog stadig forbudt i Frankrig. I den tro at dette forbud også gjaldt i Fransk Polynesien, modtog brødrene vagttårnsartikler i et tidsskrift kaldet La Sentinelle (Skildvagten), som blev sendt fra Schweiz. Ved en lejlighed afslørede politiet over for den daværende formand for den juridiske forening, Michel Gelas, at de udmærket var klar over at La Sentinelle var en erstatning for Vagttårnet. Alligevel satte de ikke en stopper for forsendelsen af bladet. Brødrene fik forklaringen da forbuddet mod Vagttårnet blev ophævet i Frankrig i 1975.

Da dette forbud blev ophævet, søgte brødrene på Tahiti om tilladelse til at modtage Vagttårnet lokalt. Det kom så for dagen at forbuddet aldrig var blevet bekendtgjort i Fransk Polynesiens Statstidende. Vagttårnet havde altså aldrig været forbudt i Fransk Polynesien, og det var en overraskelse for mange.

Hvad angik udstedelse og forlængelse af visa, var de lokale myndigheder imidlertid meget strikse. Derfor kunne de der ikke var franske statsborgere, såsom Clyde og Ann Neill, der er nævnt tidligere, normalt kun blive i nogle få måneder. Ægteparret Hubler hørte også til den kategori. Men fordi John også var medlem af den juridiske forening, som ifølge fransk lov måtte have én udlænding med i bestyrelsen, havde han mindre besvær med at få visum.

Det var en hjælp for John i hans opgave som kredstilsynsmand. En dag bad politidirektøren faktisk John om at møde op på hans kontor fordi han gerne ville vide hvorfor John så ofte besøgte øerne. John forklarede at han som medlem af foreningen skulle overvære bestyrelsesmøder. Den forklaring stillede politidirektøren sig tilfreds med. Men det blev ikke den eneste gang John måtte forklare sig over for politidirektøren.

I 1963 begyndte mange polynesiere, deriblandt mindst én fremtrædende præst, at udtrykke vrede over atomprøvesprængningerne i Stillehavsområdet. En frafalden benyttede lejligheden til over for politiet at anklage broder Hubler for at være en af urostifterne, hvilket naturligvis var usandt. Ikke desto mindre blev John igen bedt om at møde op hos politidirektøren. I stedet for at sige noget nedsættende om den der havde rejst anklagen, gjorde John venligt rede for vores bibelsk begrundede neutralitet og vores respekt for myndighederne. (Rom. 13:1) Han gav også politidirektøren noget læsestof. Til sidst nåede denne embedsmand til den korrekte slutning at nogen blot prøvede at skabe problemer for Vidnerne.

På et tidspunkt kunne John og Ellen Hubler dog ikke længere få fornyet deres visa. De vendte derfor tilbage til Australien og fortsatte i rejsetjenesten indtil 1993, hvor et svigtende helbred tvang dem til at stoppe.

I den periode hvor ægteparret Hubler var på øerne, så de adskillige personer gøre bemærkelsesværdige forandringer i deres liv for at glæde Jehova. En af dem var en 74-årig kvinde med 14 børn, som alle var født uden for ægteskab. „Vi plejede at kalde hende Mama Roro,“ fortæller John. „Da Mama Roro lærte sandheden at kende, giftede hun sig med den mand hun levede sammen med, og fik alle sine børn lovmæssigt registreret, selvom de havde forskellige fædre. Borgmesteren blev nødt til at sætte to formularer sammen til én lang liste for at få plads til alle børnene. Mama Roro var fast besluttet på at tingene skulle gøres på Jehovas måde.“ Efter sin dåb begyndte denne trofaste søster som pioner, og hun viste sig at være en sand mester i at sprede blade. Sammen med andre forkyndere tog hun endda ud til fjerntliggende øer for at forkynde.

[Illustration på side 85]

John og Ellen Hubler begyndte i kredstjenesten i 1960