I 1979 fandt vi ud af at vores datter, Jemima, var på vej, og det gjorde det nødvendigt at forlade rejsetjenesten. Juliennes lillesøster, som vi kaldte Pépé, kom fra Benin for at bo hos os. Vores familie blev yderligere forøget med to drenge: Caleb i 1983 og Silas i 1987. Nu var vi en familie på otte. Julienne og jeg ønskede at være gode forældre, men vi ville også gerne blive i heltidstjenesten hvis det overhovedet var muligt. Hvordan kunne det lade sig gøre? Vi lejede en mark og dyrkede maniok, majs og cocoyams. Vi byggede også et lille hus i landsbyen Ilogbo-Eremi.

Når Julienne og jeg havde sendt børnene i skole, gik vi ud i forkyndelsen om formiddagen. Vi var altid hjemme så hele familien kunne spise sammen. Efter siesta arbejdede vi i marken. Desuden solgte Julienne og Pépé nogle af afgrøderne på markedet. Vi arbejdede alle meget hårdt. Vi er taknemmelige for at vi sjældent var syge de år.

I 1994 flyttede vores familie tilbage til Benin, men Pépé, Bola og deres familier blev i Nigeria.

Det var muligt for mig at finde deltidsarbejde. Den beskedne leje vi fik for vores hus i Nigeria, samt Bolas gavmilde hjælp gjorde at vi kunne bygge et hus hvor vi fem kunne bo ikke langt fra afdelingskontoret. Jemima var pioner i over seks år og forsørgede sig selv ved at arbejde som syerske. Så giftede hun sig med Kokou Ahoumenou, og de arbejder nu på det nærliggende afdelingskontor. Caleb og Silas er ved at gøre deres skolegang færdig. Med Guds hjælp og familiens støtte har Julienne og jeg kunnet blive i heltidstjenesten i over 40 år.