KASTET I ILDOVNEN!

18, 19. Hvad skete der da de tre hebræere blev kastet i ildovnen?

¹⁸ Fyldt af forbitrelse befalede Nebukadnezar at hans tjenere skulle gøre ildovnen syv gange hedere end den plejede at være. Derpå gav han „nogle mænd som var vældige krigere“ ordre til at binde Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego og kaste dem i „den brændende ildovn“. De fulgte kongens ordre og kastede de tre hebræere ind i ilden, bundne og fuldt påklædte — måske for at de des hurtigere kunne blive fortæret af ilden. Det var imidlertid Nebukadnezars egne mænd der blev dræbt af flammerne. — Daniel 3:19-22.

¹⁹ Men nu skete der noget mærkeligt. Skønt Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego befandt sig midt i ildovnen, blev de ikke fortæret af flammerne! Man kan forestille sig Nebukadnezars forbløffelse. De var blevet kastet ind i flammerne, forsvarligt bundet, men de levede stadig. De gik oven i købet frit omkring inde i ilden! Men Nebukadnezar lagde også mærke til noget andet. „Var det ikke tre mænd vi kastede bundne ind i ilden?“ spurgte han sine kongelige embedsmænd. „Jo, det var, o konge,“ svarede de. „Se!“ råbte Nebukadnezar. „Jeg ser fire mænd gå frit omkring inde i ilden, og de har ingen skade taget, og den fjerdes udseende ligner en gudssøns.“ — Daniel 3:23-25.

20, 21. (a) Hvad lagde Nebukadnezar mærke til da Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego kom ud af ildovnen? (b) Hvad måtte Nebukadnezar indrømme?

²⁰ Nebukadnezar gik hen til døren til den brændende ildovn. „Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, I den højeste Guds tjenere,“ råbte han, „træd ud og kom herhen!“ Da trådte de tre hebræere ud af ilden. Alle som var øjenvidner til dette mirakel — deriblandt satrapperne, præfekterne, landshøvdingerne og de kongelige embedsmænd — var lamslåede. Det var som om disse tre unge mænd slet ikke havde været i ildovnen! Der var ingen brandlugt ved dem, og ikke et hår på deres hoveder var svedet. — Daniel 3:26, 27.

²¹ Nu måtte kong Nebukadnezar indrømme at Jehova er den højeste Gud. Han erklærede: „Velsignet være Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, der sendte sin engel og reddede sine tjenere som stolede på ham og som gik imod kongens ord og overgav deres legemer, fordi de ikke ville tjene eller tilbede nogen som helst anden gud end deres egen Gud.“ Og han føjede denne advarsel til: „Jeg udsteder hermed en befaling om at i hvert folkeslag, hver folkestamme og hvert tungemål skal den der siger noget som er forkert om Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, sønderlemmes, og hans hus skal gøres til et offentligt nødtørftssted, for der findes ingen anden gud der som han kan udfri.“ Således genvandt de tre hebræere kongens gunst, og de havde „fremgang i provinsen Babylon“. — Daniel 3:28-30.

[Helsides illustration på side 78]