Modstridende meninger om Jesus

KORT efter at Jesus har besøgt Simon indleder han sin anden forkyndelsesrejse i Galilæa. På sin foregående rejse i området var han ledsaget af sine første disciple, Peter, Andreas, Jakob og Johannes. Men nu er han sammen med de tolv apostle foruden nogle kvinder, deriblandt Maria Magdalene, Susanna, og Johanna, hvis mand har en høj stilling hos kong Herodes.

Efterhånden som Jesu tjeneste intensiveres, øges også uenigheden omkring hans gerninger. Man kommer til ham med en dæmonbesat mand der er blind og stum, og da Jesus befrier ham for dæmonerne så han både kan se og tale, er de mange mennesker simpelt hen betagede. „Dette skulle vel ikke være Davidssønnen?“ siger de.

Folk samler sig i så stort tal omkring det hus Jesus befinder sig i, at han og hans disciple ikke engang kan spise et måltid. Foruden dem der tænker at han måske er den lovede ’Davidssøn’, er der skriftlærde og farisæere som er kommet hele vejen fra Jerusalem for at bringe ham i vanry. Da Jesu slægtninge hører om det røre der er opstået omkring ham, kommer de hen for at få fat i ham. Hvorfor?

Blandt andet fordi Jesu egne brødre endnu ikke tror at han er Guds søn. Desuden ligner det slet ikke den Jesus de kender fra drengeårene i Nazaret at foranstalte en sådan tumult og uenighed. Derfor tror de at der er noget mentalt i vejen med Jesus. „Han er gået fra forstanden,“ konkluderer de, og de vil føre ham bort med magt.

Men Jesus har jo vitterlig helbredt den dæmonbesatte mand. Det véd de skriftlærde og farisæerne at de ikke kan bortforklare. For at bringe Jesus i vanry siger de derfor til folket: „Dette menneske uddriver ikke dæmonerne uden ved Beelzebul, dæmonernes hersker.“

Men Jesus, der kender deres tanker, kalder de skriftlærde og farisæerne til sig og siger: „Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde, og ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå. På samme måde her: Hvis Satan uddriver Satan er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige da bestå?“

Hvilken indlysende logik! Og da farisæerne påstår at nogle af deres egne også har uddrevet dæmoner, spørger Jesus dem: „Hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul, ved hvem uddriver jeres sønner dem da?“ Deres anklage mod Jesus kan altså lige så vel rettes mod dem selv. Han advarer dem derpå: „Men hvis det er ved hjælp af Guds ånd jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.“

Hans magt til at uddrive dæmoner må være et bevis på at han også har magt over Satan. „Hvordan kan nogen trænge ind i en stærk mands hus og tage hans ejendele, medmindre han først binder den stærke mand? Derpå vil han så plyndre hans hus. Den der ikke er med mig er imod mig, og den der ikke samler med mig spreder.“ Farisæerne er tydeligvis imod Jesus — og viser derved at de går Satans ærinde. De spreder israelitterne ved at jage dem bort fra Jesus.

Jesus advarer derfor disse djævelske modstandere om at ’bespottelse imod ånden ikke vil blive tilgivet’. Han uddyber det: „Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ Disse skriftlærde og farisæere har begået en utilgivelig synd ved ondsindet at tilskrive Satan det der ganske klart er et resultat af Guds hellige ånds mirakuløse virke. Mattæus 12:22-32; Markus 3:19-30; Johannes 7:5.

Jesus irettesætter farisæerne

HVIS det er Satan der sætter Jesus i stand til at uddrive dæmoner, så er Satan kommet i splid med sig selv. Jesus fortsætter: „I må enten gøre træet godt og dets frugt god eller gøre træet råddent og dets frugt rådden; for træet kendes på sin frugt.“

Det er tåbeligt at hævde at den gode frugt som består i at uddrive dæmoner, skyldes at Jesus er Satans tjener. Hvis frugten er god, kan træet ikke være råddent. Derimod viser den rådne frugt som farisæerne frembringer i form af latterlige beskyldninger og uberettiget modstand mod Jesus, at de selv er rådne. „Giftslangeyngel,“ udbryder Jesus, „hvordan kan I sige noget godt, når I er onde? For af hjertets overflod taler munden.“

Ja, det vi siger afspejler vor hjertetilstand; derfor danner vore udtalelser grundlag for dom. „Jeg siger jer,“ erklærer Jesus, „at menneskene på dommens dag skal aflægge regnskab for hver eneste unyttig udtalelse de fremsætter; for ud fra dine ord vil du blive erklæret retfærdig, og ud fra dine ord vil du blive fordømt.“

Trods alle Jesu magtfulde gerninger siger de skriftlærde og farisæerne til ham: „Lærer, vi vil gerne se et tegn fra dig.“ Disse mænd fra Jerusalem har måske ikke personligt set ham udføre mirakler, men der findes uigendrivelige øjenvidneskildringer af det der er sket. Jesus siger derfor til de jødiske ledere: „En ond og utro generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den noget tegn ud over profeten Jonas’ tegn.“

Hvad mener Jesus med det? Jo, „ligesom Jonas var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i jordens hjerte tre dage og tre nætter“. Da Jonas kom ud af den fisk der havde slugt ham, var det som om han blev oprejst fra de døde. Sådan forudsiger Jesus at han selv vil dø og blive oprejst på den tredje dag. Men senere, da dette virkelig sker, forkaster de jødiske ledere „Jonas’ tegn“.

Derfor siger Jesus at mændene fra Nineve, der vendte om på grund af Jonas’ forkyndelse, vil opstå ved dommen og fordømme de jøder der forkastede Jesus. Han drager også en parallel til dronningen af Saba, der kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom og undrede sig over det hun så og hørte. „Og se,“ bemærker Jesus, „her er mere end Salomon.“

Han fremsætter derefter en billedtale om en mand der er blevet befriet for en uren ånd. Manden fylder ikke pladsen ud med gode ting; derfor bliver han besat af syv andre ånder, der er værre end den første. „Sådan vil det også være for denne onde generation,“ siger Jesus. Israels nation var blevet renset og havde oplevet forandringer — ligesom en ond ånds midlertidige fravær. Men det at nationen har forkastet Guds profeter og til sidst modstår Kristus selv, afslører at den nu befinder sig i en tilstand der er langt værre end i begyndelsen.

Mens Jesus taler kommer hans moder og hans brødre og stiller sig i udkanten af skaren. Derefter siger en eller anden: „Se! Din moder og dine brødre står udenfor og søger at komme til at tale med dig.“

„Hvem er min moder, og hvem er mine brødre?“ spørger Jesus. Og idet han rækker hånden ud mod sine disciple, siger han: „Se! Min moder og mine brødre! For enhver der gør min himmelske Faders vilje, det er min broder og søster og moder.“ På denne måde viser Jesus at uanset hvor nære bånd der knytter ham til hans slægtninge, er hans forhold til disciplene endnu stærkere. Mattæus 12:33-50; Markus 3:31-35; Lukas 8:19-21.

Undervisning ved hjælp af billedtale

JESUS befinder sig øjensynlig i Kapernaum da han irettesætter farisæerne. Senere samme dag går han ned til den nærliggende Galilæas Sø, hvor skarer af mennesker samler sig. Her går han om bord i en båd, lægger fra land og begynder at undervise folkene på bredden om himlenes rige. Han benytter sig af en række lignelser, eller billeder, der alle handler om noget folk kender til.

Først fortæller Jesus om en landmand der sår. Noget sæd falder langs vejen og bliver spist af fugle. Andre sædekorn falder i noget jord hvorunder der er klippegrund. Eftersom rødderne ikke kommer særlig dybt ned, visner de nye planter under den brændende sol. Andet falder blandt tornede planter der kvæler kornet når det kommer op. Endelig er der noget sæd der falder i god jord, og noget af dette frembringer hundrede fold, noget tres fold og noget tredive fold.

I en anden billedtale sammenligner Jesus Guds rige med en mand som har sået. Dagene går, og sæden vokser, både når manden sover og når han er vågen. Manden ved ikke hvordan. Den gror helt af sig selv og sætter kerne. Når kornet er modent høster han det.

Jesus fremholder en tredje billedtale om en mand der sår den rette slags sæd. Mens ’folkene sover’ kommer en fjende og sår ukrudt blandt hveden. Mandens tjenere spørger om de skal trække ukrudtet op, men han svarer: ’Nej, for hvis I gør det, vil I også trække noget af hveden med op. Lad begge dele vokse sammen indtil høsten. Så vil jeg bede høstfolkene om at sortere ukrudtet fra og brænde det og bringe hveden ind i laden.’

Mens Jesus fortsætter sin tale til skarerne på bredden benytter han endnu to lignelser. Han forklarer at „himlenes rige“ er som et sennepsfrø en mand sår. Skønt dette frø er det mindste af alle, vokser det op og bliver til den største af alle urter. Det bliver et træ i hvis grene fugle kommer og finder ly.

I dag indvender nogle at der er frø som er mindre end sennepsfrø. Men Jesus underviser ikke her i botanik. Blandt de frø som galilæerne på hans tid var godt kendt med, var sennepsfrøet faktisk det mindste. De forstår derfor udmærket at Jesus her vil skildre en kolossal vækst.

Til sidst sammenligner Jesus „himlenes rige“ med surdej som en kvinde tager og blander i tre store mål hvedemel. Med tiden vil den gennemsyre hele dejen, fortæller han.

Efter at have fortalt disse fem lignelser lader Jesus folkeskarerne gå, og begiver sig tilbage til det hus hvor han opholder sig. Her bliver han kort efter opsøgt af sine tolv apostle og nogle andre.

Disciplene lærer af lignelserne

Da disciplene kommer hen til Jesus efter at han har talt til folkeskaren på søbredden, vil de gerne vide mere om hans nye undervisningsmetode. Jo, de har da før hørt ham gøre brug af billedtale — men aldrig i så vid udstrækning. De spørger ham derfor: „Hvordan kan det være at du taler til dem i billeder?“

En af grundene er at Jesus ønsker at opfylde profetens ord: „Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil kundgøre ting som har været skjult siden grundlæggelsen.“ Men der er også en anden årsag: Det medvirker til at afsløre folks hjertetilstand.

I virkeligheden er de fleste kun interesserede i Jesus fordi de betragter ham som en blændende taler og en mirakelmager — ikke fordi de uselvisk ønsker at følge ham som deres Herre. De har ikke lyst til at lade noget gribe forstyrrende ind i deres livsform og den indstilling de har til tingene. Så dybt vil de ikke lade budskabet trænge ind.

Af den grund siger Jesus: „Det er derfor jeg taler til dem i billeder, for når de ser, ser de forgæves, og når de hører, hører de forgæves, og de får heller ikke fat i meningen; og på dem opfyldes Esajas’ profeti, som siger: ’. . . For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt.’“

„Men,“ fortsætter Jesus, „lykkelige er jeres øjne fordi de ser, og jeres ører fordi de hører. For jeg skal sige jer en sandhed: Mange profeter og retfærdige har brændende ønsket at se det I ser, og fik det ikke at se, og at høre det I hører, og fik det ikke at høre.“

Ja, de tolv apostle og de der er sammen med dem, har modtagelige hjerter. Til dem siger Jesus: „Jer er det givet at forstå himlenes riges hellige hemmeligheder, men dem er det ikke givet.“ Og da disciplene ønsker at forstå det han har sagt, forklarer han billedet med sædemanden for dem.

„Sæden er Guds ord,“ siger han, og jorden er menneskers hjerte. Om sæden der sås i den hårde jord langs vejen forklarer han: „Djævelen [kommer] og tager ordet bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst.“

Den sæd der sås i jord som ligger på klippegrund, skildrer mennesker hvis hjerte med glæde tager imod ordet. Men da ordet ikke kan sætte dybe rødder i sådanne hjerter, vil disse mennesker falde fra når der opstår prøvelser eller forfølgelse.

Hvad angår sæden der faldt blandt tornede planter, forklarer Jesus at den er et billede på folk der har hørt ordet men som rives med af dette livs bekymringer, rigdom og sanselige nydelser. De ’kvæles fuldstændig og bringer intet til fuldendelse’.

Endelig forklarer Jesus at den sæd der faldt i den gode jord skildrer dem der, efter at have ’hørt ordet med et smukt og godt hjerte, beholder det og bærer frugt med udholdenhed’.

De disciple der er kommet til Jesus for at få en forklaring på hans billedtale bliver i høj grad velsignet! Jesu hensigt er at hans lignelser skal forstås og dermed bibringe andre sandheden. „Man kommer ikke med en lampe for at sætte den under målekarret eller under sengen, vel?“ siger Jesus. Nej, „man kommer med den for at sætte den på standeren.“ Han tilføjer: „Vær derfor opmærksomme på hvordan I hører efter.“

Velsignet med yderligere undervisning

Da disciplene har fået forklaret billedtalen om sædemanden, vil de gerne vide mere. „Forklar billedet med ukrudtet på marken for os,“ beder de.

Disciplene har sandelig en anden indstilling end resten af folkemængden på bredden, der ikke virkelig ønsker at forstå hvad lignelserne betyder men er tilfredse med blot at få et overfladisk kendskab til dem. Denne forskel mellem de videbegærlige disciple der har henvendt sig til ham i huset, og resten af tilhørerskaren, får Jesus til at sige:

„Med det mål som I udmåler med, vil I få udmålt, ja, I vil få noget i tilgift.“ Det som disciplene „udmåler“ til Jesus er deres ægte interesse og opmærksomhed; derfor bliver de velsignet med yderligere undervisning. Som svar på deres bøn siger Jesus:

„Den der sår den gode sæd er Menneskesønnen; marken er verden; den gode sæd, det er rigets sønner; men ukrudtet er den ondes sønner, og fjenden der såede det, er Djævelen. Høsten er en afslutning på en tingenes ordning, og høstfolkene er engle.“

Efter at Jesus således har forklaret betydningen af de enkelte elementer i billedtalen, beskriver han hvad udfaldet vil blive. Ved afslutningen på tingenes ordning, siger han, vil „høstfolkene“ (som er engle) skille de falske kristne, ukrudtet, fra de sande kristne, „rigets sønner“. „Den ondes sønner“ vil da blive viet til udslettelse, hvorimod Guds riges sønner, „de retfærdige“, vil skinne klart i deres Faders rige.

Jesus velsigner sine videbegærlige disciple med endnu tre billedtaler. Først siger han: „Himlenes rige er ligesom en skat som var skjult i en mark og som en mand finder og skjuler; og i sin glæde går han hen og sælger hvad han har og køber den mark.“

„Himlenes rige,“ fortsætter han, „er også ligesom en rejsende købmand der søgte efter smukke perler. Da han havde fundet én perle af stor værdi, gik han bort og solgte straks alt hvad han havde, og købte den.“

Jesus ligner selv den mand der finder en skjult skat, og købmanden der finder en perle af stor værdi. Han har ’solgt alt hvad han havde’ ved at give afkald på sin ærefulde stilling i himmelen for at blive menneske. Under sin jordiske tilværelse udholder han skændsel og forfølgelse, hvorved han viser sig værdig til at blive hersker i Guds rige.

Heri ligger der en udfordring til Jesu disciple om også at sælge alt for at modtage den storslåede belønning at blive enten regent sammen med Kristus eller jordisk undersåt af ham. Anser vi dét at få del i Guds rige for mere værdifuldt end noget som helst andet her i livet, som en uvurderlig skat eller en kostbar perle?

Til sidst sammenligner Jesus „himlenes rige“ med et vod der opsamler fisk af enhver slags. Fiskene bliver sorteret — de ubrugelige bliver smidt ud mens de gode bliver samlet fra. Sådan, siger Jesus, vil det være ved afslutningen på tingenes ordning; englene vil skille de onde fra de retfærdige, og de onde vil blive tilintetgjort.

Jesus sætter selv dette arbejde i gang, idet han gør sine første disciple til „menneskefiskere“. Under englenes ledelse fortsættes dette arbejde op gennem århundrederne. Endelig kommer tidspunktet hvor ’voddet’ — de organisationer på jorden der hævder at være kristne — skal trækkes ind.

De ubrugelige fisk bliver tilintetgjort, men vi kan være blandt ’de gode fisk’ der bliver bevaret. Hvis vi nærer et oprigtigt ønske om at opnå større viden og forståelse, ligesom Jesu disciple dengang, vil vi ikke alene blive velsignet med yderligere undervisning, men også med evigt liv. Mattæus 13:1-52; Markus 4:1-34; Lukas 8:4-18; Salme 78:2; Esajas 6:9, 10.