Påsken i år 33 nærmer sig imidlertid, og Jesus må derfor snart af sted igen. Han drager gennem Samaria og op til Galilæa. Det er sidste gang han besøger dette område inden sin død. Mens han og hans disciple befinder sig i Galilæa slutter de sig højst sandsynligt til andre der også er på vej til Jerusalem for at fejre påsken. De følger vejen gennem Peræa, øst for Jordan.

Først på rejsen kommer Jesus til en landsby, enten i Samaria eller i Galilæa, hvor han bliver mødt af ti mænd der lider af spedalskhed. Denne forfærdelige sygdom fortærer langsomt den spedalskes legemsdele — fingre, tæer, ører, næse og læber. For at beskytte andre mod at blive smittet har Guds lov denne bestemmelse angående enhver som er spedalsk: „Han skal tildække overskægget og råbe: ’Uren, uren!’ Alle de dage han er angrebet, vil han være uren. . . . Han skal bo for sig selv.“

De ti følger Lovens bud angående spedalske og bliver derfor stående et godt stykke fra Jesus og råber til ham: „Jesus, lærer, vis os barmhjertighed!“

Da Jesus får øje på dem, befaler han dem: „Gå hen og fremstil jer for præsterne.“ Jesus siger dette fordi Guds lov har bemyndiget præsterne til at erklære spedalske for raske når deres sygdom har fortaget sig. Det giver dem lov til atter at færdes blandt raske mennesker.

De ti spedalske har tro på Jesu mirakuløse evner, og selv om de endnu ikke er blevet helbredt skynder de sig hen for at fremstille sig for præsterne. Mens de er på vej derhen bliver deres tro på Jesus belønnet. De begynder at kunne se og føle at de er blevet helbredt!

Ni af de ti rensede spedalske fortsætter på deres vej. Kun én af dem, en samaritaner, vender tilbage for at lede efter Jesus. Hvorfor? Fordi han er så taknemmelig for det der er sket med ham. Han priser Gud med høj røst, og da han finder Jesus, falder han ned for hans fødder og takker ham.

Det får Jesus til at spørge: „Blev ikke alle ti renset? Hvor er da de ni andre? Var der ingen uden denne mand fra en anden nation som vendte tilbage for at give Gud ære?“

Derpå siger han til samaritaneren: „Rejs dig og gå blot; din tro har gjort dig rask.“

Når vi læser om Jesu helbredelse af de ti spedalske bør vi tænke over hans spørgsmål: „Hvor er da de ni andre?“ Ved ikke at give udtryk for taknemmelighed viste de ni at de havde en alvorlig brist. Vil vi, ligesom samaritaneren, vise at vi er taknemmelige for de ting vi modtager fra Gud, deriblandt det sikre håb vi har om evigt liv i Guds retfærdige nye verden?

Når Menneskesønnen åbenbares

MENS Jesus stadig befinder sig oppe nordpå (enten i Samaria eller i Galilæa), udspørger farisæerne ham om Rigets komme. De er overbeviste om at det vil komme med stor pomp og pragt, men Jesus siger: „Guds rige kommer ikke på en iøjnefaldende måde så man kan iagttage det, heller ikke vil man sige: ’Se her!’ eller: ’Dér!’ For, se, Guds rige er i jeres midte.“

Vendingen „i jeres midte“ er undertiden blevet oversat med „inden i jer“. Mange har derfor troet at Jesus mente at Guds rige hersker i Guds tjeneres hjerter. Det er dog tydeligt at Guds rige ikke findes i hjertet på de vantro farisæere som Jesus taler med. Nej, det befinder sig i deres midte, eftersom den udnævnte konge i Guds rige, Jesus Kristus, er iblandt dem.

Jesus fortæller disciplene mere om Rigets komme, åbenbart efter at farisæerne er gået. Han sigter til sin fremtidige nærværelse i Rigets magt, da han advarer dem: „Man vil sige til jer: ’Se dér!’ eller: ’Se her!’ Gå ikke derud og løb ikke efter [disse falske messiasser]. For ligesom lynet, når det glimter, skinner fra én del af himmelen til en anden del af himmelen, således vil Menneskesønnen være.“ Jesus lader forstå at ligesom et lyn kan ses over et stort område, vil tegnene på hans nærværelse i Rigets magt være tydelige for enhver der ønsker at se dem.

Dernæst drager Jesus nogle paralleller til begivenheder fra fortiden der viser hvilken indstilling folk vil have under hans fremtidige nærværelse. Han forklarer: „Som det gik i Noas dage, sådan vil det også være i Menneskesønnens dage . . . Ligeledes, som det gik i Lots dage: de spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, de byggede. Men den dag da Lot gik ud af Sodoma regnede ild og svovl ned fra himmelen og gjorde det af med dem alle. På samme måde vil det være på den dag da Menneskesønnen åbenbares.“

Jesus siger ikke at folk i Noas og Lots dage gik til grunde fordi de fortsatte med deres daglige gøremål såsom at spise, drikke, købe, sælge, plante og bygge. Selv Noa og Lot og deres familier måtte foretage sig sådanne ting. Nej, grunden til at de blev udslettet var at de i deres daglige gøremål ikke gav agt på hvad der var Guds vilje. Af samme grund vil folk blive tilintetgjort når Kristus åbenbares under den store trængsel for denne tingenes ordning.

For at understrege hvor vigtigt det er at reagere hurtigt på vidnesbyrdene om hans fremtidige nærværelse i Rigets magt, tilføjer Jesus: „På den dag skal den der er på taget men har sine ting i huset, ikke gå ned for at hente dem, og ligeledes skal den der er ude på marken ikke vende tilbage til det der er bagved. Husk på Lots hustru.“

Når tegnene på Kristi nærværelse viser sig, bør man ikke lade kærligheden til materielle ejendele hindre en i at reagere omgående. På vej ud af Sodoma så Lots hustru sig tilbage, tilsyneladende fordi hun længtes efter de ting hun lod bag sig, og derfor blev hun til en saltstøtte.

Jesus fortsætter med at beskrive hvilke forhold der vil råde under hans fremtidige nærværelse, idet han siger til disciplene: „I den nat vil der være to mænd i én seng; den ene tages med, men den anden lades tilbage. Der vil være to kvinder som maler på samme kværn; den ene tages med, men den anden lades tilbage.“

At blive taget med svarer til det at Noa og hans familie gik ind i arken og til at englene førte Lot og hans familie ud af Sodoma. Det er ensbetydende med frelse. At man lades tilbage betyder derimod at man vil lide døden.

Dette får disciplene til at spørge: „Hvor, Herre?“

„Hvor liget er, dér vil ørnene også samles,“ svarer Jesus. De der „tages med“ og frelses, er som vidtskuende ørne i den forstand at de samles om „liget“. Liget henviser til den sande Messias og hans usynlige nærværelse i Rigets magt, og til det åndelige festmåltid som Jehova vil tilvejebringe. Lukas 17:20-37; 1 Mosebog 19:26.

Betydningen af bøn og ydmyghed

DA JESUS ved en tidligere lejlighed befandt sig i Judæa, fremholdt han en billedtale der skulle illustrere nødvendigheden af at være vedholdende i bønnen. Nu på sin sidste rejse til Jerusalem understreger han igen hvor vigtigt det er at bede uden at give op. Jesus befinder sig formentlig stadig i Samaria eller Galilæa, da han fortæller sine disciple denne lignelse:

„I en by var der en dommer som hverken havde frygt for Gud eller respekt for mennesker. Og der var en enke i den by, og hun blev ved med at gå til ham og sige: ’Skaf mig ret over for min modpart i retten.’ En tid lang ville han ikke, men senere sagde han til sig selv: ’Skønt jeg hverken har frygt for Gud eller respekt for mennesker, vil jeg i det mindste fordi denne enke stadig volder mig besvær, skaffe hende hendes ret, så hun ikke bliver ved med at komme og banke løs på mig til mit endeligt.’“

Jesus fortæller derpå hvordan lignelsen skal forstås: „Hør hvad dommeren, skønt uretfærdig, siger! Skulle Gud da ikke sørge for at der skaffes hans udvalgte ret, dem som råber til ham dag og nat, selv om han er langmodig over for dem?“

Jesus vil ikke hermed antyde at Jehova Gud på nogen måde er ligesom denne uretfærdige dommer. Han mener snarere at hvis selv en uretfærdig dommer reagerer på indtrængende bønner, kan der ikke herske tvivl om at Gud, der er helt igennem retfærdig og god, vil lytte til sine tjenere hvis de bliver ved med at bede. Jesus fortsætter derfor: „Jeg siger jer: [Gud] vil sørge for at der skaffes dem ret i hast.“

Retfærdigheden bliver ofte nægtet de ringe og de fattige, mens de mægtige og de rige ofte begunstiges. Men Gud vil ikke blot sørge for at de onde får deres retfærdige straf; han vil også sikre sig at der vises hans tjenere retfærdighed, for han vil skænke dem evigt liv. Men hvor mange mennesker har fuld tillid til at Gud vil sørge for at der skaffes dem ret i hast?

Med særligt henblik på troen i forbindelse med bønnens magt, spørger Jesus: „Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ Spørgsmålet besvares ikke, men det er muligvis underforstået at en sådan tro ikke vil være almindelig når Kristus kommer i Rigets magt.

Nogle af dem der lytter til Jesus føler sig meget selvsikre i deres tro. De mener om sig selv at de er retfærdige, og ser ned på andre. Dette gælder måske endda nogle af Jesu disciple. Han mønter derfor følgende billedtale på sådanne mennesker:

„To mænd gik op til templet for at bede; den ene var farisæer og den anden skatteopkræver. Farisæeren stillede sig op og begyndte at bede således: ’Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, ja, eller som denne skatteopkræver. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt hvad jeg får ind.’“

Farisæerne er kendt for at de offentligt skilter med deres retfærdighed for at gøre indtryk på andre. De har gjort sig det til en regel at faste om mandagen og om torsdagen, og de betaler omhyggeligt tiende af selv de mindste urter på marken. Nogle få måneder tidligere, under løvhyttefesten, kom deres foragt for det jævne folk til udtryk da de sagde: „Denne folkemængde som ikke kender loven [det vil sige farisæernes fortolkning af den], de er forbandede.“

Jesus fortsætter sin billedtale med at fortælle om en sådan ’forbandet’ person: „Men skatteopkræveren, som stod et stykke borte, ville ikke engang løfte sine øjne mod himmelen, men blev ved med at slå sig for brystet og sige: ’Gud, vær nådig mod en synder som mig.’“ Fordi skatteopkræveren så ydmygt erkendte sine synder, fortsætter Jesus: „Jeg siger jer: Denne mand gik ned til sit hus mere retfærdiggjort end den anden; for enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“

Derved understreger Jesus igen nødvendigheden af at være ydmyg. Eftersom Jesu disciple er opdraget i et samfund hvor de selvretfærdige farisæere har stor indflydelse og hvor der altid er blevet lagt stor vægt på stilling og rang, er det ikke overraskende at de også har denne indstilling. Jesus forstår sandelig at undervise i betydningen af ydmyghed! Lukas 18:1-14; Johannes 7:49.