De når til sidst frem til Kapernaum, udgangspunktet for Jesus’ forkyndelse og flere af apostlenes hjemby. Der henvender de mænd der opkræver tempelskatten, sig til Peter. Måske i et forsøg på at anklage Jesus for ikke at betale skat spørger de: “Betaler jeres lærer ikke tempelskat?” – Matthæus 17:24.

“Jo,” svarer Peter. Tilbage i huset véd Jesus allerede hvad der er sket. Så i stedet for at vente på at Peter selv bringer emnet på bane, spørger Jesus: “Hvad mener du, Simon? Hvem får jordens konger afgifter og skat af? Af deres egne sønner eller af de fremmede?” Peter svarer: “Af de fremmede.” Til det siger Jesus: “Så er sønnerne altså fritaget for at betale skat.” – Matthæus 17:25, 26.

Jesus’ Far er universets Konge og den der bliver tilbedt i templet. Derfor er Guds Søn ikke juridisk forpligtet til at betale tempelskatten. Jesus siger: “Men for at vi ikke skal være årsag til at de tager anstød, så gå ned til søen, kast en fiskekrog ud, og tag den første fisk der kommer op, og når du åbner munden på den, finder du en sølvmønt [en statér, eller tetradrakme]. Tag den, og giv den til dem for mig og dig.” – Matthæus 17:27.

Snart er disciplene samlet, og de har et spørgsmål til Jesus om hvem der vil være størst i Riget. De selv samme mænd var for nylig bange for at spørge til Jesus’ forestående død, men nu er de ikke bange for at udspørge ham om deres egen fremtid. Jesus ved hvad de tænker. Det er noget de allerede har diskuteret mens de fulgtes med ham på vejen tilbage til Kapernaum. Så han spørger: “Hvad diskuterede I på vejen?” (Markus 9:33) Disciplene bliver flove og siger ikke noget fordi de diskuterede hvem der er den største iblandt dem. Til sidst stiller de Jesus det spørgsmål der har optaget dem: “Hvem er egentlig størst i himlenes rige?” – Matthæus 18:1.

Det virker utroligt at disciplene diskuterer det emne efter at de i næsten tre år har været sammen med og lyttet til Jesus. Men de er ufuldkomne og er vokset op i et religiøst miljø hvor der bliver lagt stor vægt på position og titler. Dertil kommer at Jesus kort forinden har lovet Peter at han skulle få Rigets “nøgler”. Får det ham mon til at føle sig hævet over de andre? Jakob og Johannes føler sig måske også bedre end de andre fordi de var øjenvidner til Jesus’ forvandling.

Uanset hvad årsagen er, prøver Jesus at korrigere deres indstilling. Han kalder på et barn, stiller det midt iblandt dem og siger til disciplene: “Medmindre I forandrer jer og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige. Derfor er enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, den største i himlenes rige, og enhver som tager imod sådan et lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig.” – Matthæus 18:3-5.

Hvilken fantastisk måde at undervise på! Jesus bliver ikke vred på disciplene og kalder dem grådige eller ambitiøse. Han gør derimod brug af et eksempel. Børn har ikke en høj status eller en fremtrædende stilling. Jesus viser altså at det er nødvendigt for disciplene at få et sådant syn på sig selv. Derefter slutter Jesus med at sige: “Den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.” – Lukas 9:48.

Jesus har lige illustreret hvilken indstilling hans disciple skal have. De skal se sig selv som børn, ydmyge og uden en høj status. De skal tage imod sådanne små børn på grundlag af hans navn og på den måde også tage imod ham. – Matthæus 18:5.

Apostlene har for kort tid siden diskuteret hvem der er den største, så de betragter måske Jesus’ ord som en irettesættelse. Nu nævner apostlen Johannes noget andet der lige er sket: “Vi så en der uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi prøvede at forhindre ham i det, for han følges jo ikke med os.” – Lukas 9:49.

Mener Johannes at apostlene er de eneste der har lov til at helbrede andre eller uddrive dæmoner? Hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være at denne jødiske mand også er i stand til at uddrive onde ånder? Johannes synes åbenbart ikke at manden bør udføre magtfulde gerninger, for han følges ikke med Jesus og apostlene.

Til Johannes’ overraskelse siger Jesus: “I skal ikke prøve at forhindre ham i det, for ingen der udfører en magtfuld gerning på grundlag af mit navn, vil lige efter kunne sige noget ondt om mig. For enhver der ikke er imod os, er med os. Og enhver der giver jer et bæger vand at drikke fordi I tilhører Kristus – det siger jeg jer: Han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.” – Markus 9:39-41.

Nej, på dette tidspunkt er det ikke nødvendigt for manden at følge Kristus for at være på hans side. Den kristne menighed er endnu ikke dannet, så den kendsgerning at manden ikke rejser sammen med Jesus, betyder ikke at han er en modstander eller fremmer falsk religion. Manden har tydeligvis tro på Jesus’ navn, og det Jesus siger, viser at manden ikke vil gå glip af sin belønning.

På den anden side ville det være alvorligt hvis manden snublede på grund af apostlenes ord og gerninger. Jesus bemærker: “Hvis nogen får en af disse små som tror, til at snuble, ville det være bedre for ham at få en møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive kastet i havet.” (Markus 9:42) Jesus siger derefter at hans disciple skal skille sig af med det der kan få dem til at snuble, selv hvis det er noget der er så værdifuldt som en hånd, en fod eller et øje. Det er bedre at undvære en af disse vigtige kropsdele og komme ind i Guds rige end at beholde dem og ende i Gehenna (Hinnomdalen). Apostlene har uden tvivl set denne dal uden for Jerusalem hvor man brænder affald, så de forstår at det er et billede på fuldstændig tilintetgørelse.

Jesus advarer også: “Pas på at I ikke ser ned på en af disse små, for jeg siger jer at deres engle i himlen hele tiden ser min himmelske Fars ansigt.” Hvor værdifulde er “disse små” for hans himmelske Far? Jesus fortæller om en mand der har 100 får, men mister ét. Manden forlader de 99 for at lede efter det ene der er faret vild, og da han finder det, glæder han sig mere over det end over de 99. Jesus tilføjer: “Min Far i himlen ønsker ... ikke at en eneste af disse små skal gå tabt.” – Matthæus 18:10, 14.

Måske med tanke på apostlenes diskussion om hvem der er størst, tilskynder Jesus: “Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden.” (Markus 9:50) Salt gør mad mere velsmagende. Symbolsk salt kan gøre det man siger, lettere for andre at acceptere og kan være med til at bevare freden, noget diskussioner ikke gør. – Kolossenserne 4:6

Af og til vil der opstå alvorlige problemer, og Jesus fortæller hvordan man skal håndtere dem. “Hvis din bror synder imod dig,” siger Jesus, “så gå hen og fortæl ham hvad han har gjort forkert, og gør det på tomandshånd. Hvis han vil lytte til dig, har du vundet din bror.” Men hvad nu hvis han ikke vil lytte til dig? Jesus giver denne vejledning: “Tag en eller to mere med dig så enhver sag kan blive slået fast ved to eller tre vidners forklaring.” Hvis det ikke løser sagen, skal de sige det “til menigheden”, altså til de ældste, som kan træffe en afgørelse. Hvad så hvis synderen stadig ikke vil lytte? Så skal man “betragte ham som en fra nationerne og som en skatteopkræver”, folk som jøderne ikke ville omgås. – Matthæus 18:15-17.

Tilsynsmænd i menigheden skal holde sig til Guds ord. Hvis de når frem til at nogen er skyldig i en alvorlig synd og skal retledes, vil deres dom “allerede være bundet i himlen”. Men hvis de når frem til at han er uskyldig, vil den være “løst i himlen”. Disse retningslinjer vil være en hjælp når den første kristne menighed bliver oprettet. Jesus siger angående den slags alvorlige sager: “Når to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt iblandt dem.” – Matthæus 18:18-20.

Peter har hørt Jesus’ vejledning om at problemer mellem brødre helst skal løses mellem de to parter alene. Men Peter vil gerne have et tal på hvor mange gange man skal tilgive en anden.

Peter spørger: “Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min bror når han synder imod mig? Op til syv gange?” Nogle af de religiøse ledere lærer at man skal tilgive op til tre gange. Så Peter føler måske at han ville være meget storsindet hvis han tilgav sin bror “op til syv gange”. – Matthæus 18:21.

Men at holde regnskab med hvor mange gange en anden har gjort os noget, er ikke i harmoni med Jesus’ lære. Så Jesus korrigerer Peter: “Jeg siger dig: Ikke op til syv gange, men op til 77 gange.” (Matthæus 18:22) Det betyder med andre ord et ubegrænset antal gange. Der er ikke nogen grænse for hvor mange gange Peter skal tilgive sin bror.

For at gøre det helt klart for Peter og de andre hvor nødvendigt det er at tilgive, fortæller Jesus en lignelse. Den handler om en træl der ikke efterligner sin barmhjertige herre, kongen, der vil have at hans trælle skal betale deres gæld til ham. En træl der har en kæmpe gæld på 10.000 talenter [60.000.000 denarer], bliver ført ind til ham. Det er fuldstændigt umuligt for ham at betale så stor en gæld. Så kongen befaler at trællen og hans kone og børn skal sælges og gælden betales. Men trællen falder på knæ for sin herre og trygler: “Vær tålmodig med mig, så vil jeg betale alt tilbage til dig.” – Matthæus 18:26.

Kongen får inderligt ondt af trællen og eftergiver barmhjertigt hans store gæld. Bagefter går trællen ud og finder en af sine medtrælle, der skylder ham 100 denarer. Han griber ham i struben og siger: “Betal hvad du skylder.” Men medtrællen falder på knæ for den træl han står i gæld til, og bønfalder ham: “Vær tålmodig med mig, så vil jeg betale dig.” (Matthæus 18:28, 29) Den træl der fik eftergivet sin gæld af kongen, efterligner dog ikke sin herre. Han får sin medtræl, der skylder langt mindre, kastet i fængsel indtil han kan betale hvad han skylder.

Jesus fortæller så at andre trælle der er vidne til den ubarmhjertige behandling, går hen og fortæller det til herren, som derpå tilkalder trællen og siger: “Onde træl, jeg eftergav dig hele din gæld da du bønfaldt mig. Burde du ikke også have vist din medtræl barmhjertighed, ligesom jeg viste dig barmhjertighed?” Den vrede konge overgiver den ubarmhjertige træl til fangevogterne indtil han betaler alt hvad han skylder. Jesus slutter med ordene: “Min Far i himlen vil behandle hver eneste af jer på samme måde hvis ikke I af hjertet tilgiver jeres bror.” – Matthæus 18:32-35.

Hvor er det en fantastisk lektion i tilgivelse! Gud har tilgivet alle vores synder, som udgør en kæmpe gæld til ham. Uanset hvad en kristen bror gør imod os, er det meget lidt i sammenligning med det. Og Jehova tilgiver os ikke kun én gang, men tusindvis af gange. Kan vi så ikke tilgive vores bror mange gange, selv hvis vi har grund til at beklage os? Som Jesus forklarede i Bjergprædikenen, vil Gud ‘tilgive os vores gæld til ham, ligesom vi har tilgivet dem der er kommet i gæld til os’. – Matthæus 6:12.

Jesus har i et stykke tid begrænset sin tjeneste til primært at foregå i Galilæa, hvor folk har reageret mere positivt end i Judæa. Da Jesus var i Jerusalem og helbredte en mand på sabbatten, blev jøderne desuden “endnu mere opsatte på at dræbe ham”. – Johannes 5:18; 7:1.