-
“Dine synder er blevet tilgivet”Jesus – vejen, sandheden og livet
-
-
KAPITEL 26
“Dine synder er blevet tilgivet”
MATTHÆUS 9:1-8 MARKUS 2:1-12 LUKAS 5:17-26
JESUS TILGIVER EN LAM MANDS SYNDER OG HELBREDER HAM
Folk fra nær og fjern har nu hørt om Jesus. Mange rejser endda til afsidesliggende steder for at høre ham undervise og se ham gøre mirakler. Men efter nogle dage vender han tilbage til Kapernaum, udgangspunktet for hans forkyndelse. Nyheden om at han er tilbage, spredes hurtigt her i byen ved Galilæas Sø, og derfor kommer mange til det hus han opholder sig i. Nogle af dem er farisæere og lovlærere der er kommet fra hele Galilæa og Judæa, deriblandt Jerusalem.
‘Der samler sig så mange at der ikke er plads til flere, ikke engang uden for døren, og han begynder at forkynde Guds ord for dem.’ (Markus 2:2) Scenen er sat for noget helt utroligt. Det er en begivenhed der hjælper os til at forstå at Jesus har magt til at fjerne årsagen til at mennesker lider, og at helbrede alle dem han vil.
Mens Jesus er i gang med at undervise i det overfyldte rum, kommer fire mænd hen til huset med en lam mand på en båre. De vil gerne have Jesus til at helbrede deres ven, men på grund af de mange mennesker kan de “ikke få ham helt hen til Jesus”. (Markus 2:4) Hvor må det virke nedslående. De kravler op på husets flade tag, laver en åbning i tegltaget og firer båren med den lamme mand ned i huset.
Bliver Jesus vred over forstyrrelsen? Nej, slet ikke! Deres tro gør et stort indtryk på ham, og han siger til den lamme mand: “Dine synder er blevet tilgivet.” (Matthæus 9:2) Men kan Jesus virkelig tilgive synder? Det mener de skriftlærde og farisæerne ikke, og de tænker: “Hvorfor siger han sådan? Det er jo blasfemi. Hvem andre end Gud kan tilgive synder?” – Markus 2:7.
Jesus ved hvad de tænker, og siger til dem: “Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er lettest at sige til den lamme: ‘Dine synder er blevet tilgivet’ eller ‘Rejs dig op, tag din båre og gå’?” (Markus 2:8, 9) Ja, på grundlag af det offer Jesus inden længe vil bringe, kan han tilgive mandens synder.
Så viser Jesus folkemængden, og dermed også sine kritikere, at han har myndighed på jorden til at tilgive synder. Han vender sig mod den lamme og siger: “Rejs dig op, tag din båre og gå hjem.” Og straks rejser manden sig op, tager sin båre og går ud for øjnene af alle der er til stede. Folk er ude af sig selv af begejstring! De lovpriser Gud og udbryder: “Vi har aldrig set noget lignende”! – Markus 2:11, 12.
Det er værd at lægge mærke til at Jesus nævner synd i forbindelse med sygdom, og at tilgivelse af synder er forbundet med fysisk sundhed. Bibelen beretter at vores første forfar, Adam, syndede, og at vi alle har arvet følgerne af synd, nemlig sygdom og død. Men under Guds riges styre vil Jesus tilgive alle der elsker Gud og tjener ham. Så vil sygdom være fjernet for altid. – Romerne 5:12, 18, 19.
-
-
Matthæus bliver kaldetJesus – vejen, sandheden og livet
-
-
KAPITEL 27
Matthæus bliver kaldet
MATTHÆUS 9:9-13 MARKUS 2:13-17 LUKAS 5:27-32
JESUS KALDER MATTHÆUS, SKATTEOPKRÆVEREN
JESUS KOMMER SAMMEN MED SYNDERE FOR AT HJÆLPE DEM
Efter at have helbredt den lamme mand bliver Jesus en kort tid i Kapernaum og omegn ved Galilæas Sø. Igen strømmer mange mennesker til ham, og han begynder at undervise dem. Da han går videre, ser han Matthæus, der også bliver kaldt Levi, sidde på skattekontoret. Jesus giver ham en fantastisk indbydelse: “Følg mig.” – Matthæus 9:9.
Sandsynligvis kender Matthæus allerede en del til Jesus’ undervisning og de gerninger han har udført i området, ligesom Peter, Andreas, Jakob og Johannes gjorde. Og Matthæus reagerer også prompte. Han beskriver det i sit evangelium på denne måde: “Han [Matthæus selv] rejste sig straks og fulgte ham.” (Matthæus 9:9) Matthæus forlader altså sit arbejde som skatteopkræver og bliver en discipel af Jesus.
På et senere tidspunkt holder Matthæus en stor fest i sit hjem, måske for at vise sin taknemmelighed for den særlige indbydelse Jesus har givet ham. Hvem er inviteret foruden Jesus og hans disciple? Det er mange af Matthæus’ tidligere kolleger, andre skatteopkrævere. De opkræver skatter for de forhadte romerske myndigheder, deriblandt skat på skibe der lægger til i havnen, skat på karavanetrafikken på hovedvejene og afgift på importerede varer. Hvordan ser jøderne generelt på skatteopkræverne? Folk har ikke noget tilovers for dem fordi de ofte uærligt forlanger flere penge end den fastsatte skat. Der er også ‘syndere’ til festen, mennesker som har et blakket ry fordi de lever i strid med Loven. – Lukas 7:37-39.
Da nogle af de selvretfærdige farisæere ser at Jesus er til fest sammen med sådan nogle mennesker, spørger de hans disciple: “Hvorfor spiser jeres lærer sammen med skatteopkrævere og syndere?” (Matthæus 9:11) Jesus hører dem og svarer: “De raske har ikke brug for en læge, men det har de syge. Gå hjem og find ud af hvad disse ord betyder: ‘Jeg ønsker barmhjertighed, ikke slagtoffer.’ Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.” (Matthæus 9:12, 13; Hoseas 6:6) Farisæerne kalder Jesus for “lærer” uden at mene det, men i virkeligheden kan de lære noget af ham om hvad der er rigtigt.
Matthæus har tilsyneladende inviteret skatteopkrævere og syndere hjem til sig så de kan lytte til Jesus og blive åndeligt helbredt, “for mange af dem fulgte ham”. (Markus 2:15) Jesus vil gerne hjælpe dem til at få et godt forhold til Gud. I modsætning til de selvretfærdige farisæere ser Jesus ikke ned på dem. Han er medfølende og barmhjertig; han kan være en åndelig læge for alle dem der er åndeligt syge.
Jesus viser ikke skatteopkrævere og syndere barmhjertighed fordi han godkender deres synder, men fordi han har den samme medfølelse med dem som han har med de fysisk syge. Han viste for eksempel stor kærlighed da han rørte ved den spedalske mand og sagde: ‘Det vil jeg! Bliv rask.’ (Matthæus 8:3) Burde vi ikke også opdyrke den samme medfølende indstilling og støtte dem der har brug for det, især ved at hjælpe dem åndeligt?
-