SNART forlader Jesus og hans disciple Jerusalem for at vende tilbage til Galilæa. Det er forår, og på markerne står kornet med sine aks.

Hvad er tilladt på en sabbat?

EN ANDEN sabbat besøger Jesus en synagoge i nærheden af Galilæas Sø. Inde i synagogen er der en mand hvis højre hånd er vissen. De skriftlærde og farisæerne holder skarpt øje med Jesus for at se om han vil helbrede ham. Til sidst spørger de: „Er det tilladt at kurere på sabbaten?“

De jødiske religiøse ledere tror at det kun er tilladt at helbrede på en sabbat hvis der er tale om livsfare. For eksempel mener de at det på sabbatten ikke er tilladt at sætte et benbrud sammen eller lægge bind om en forstuvning. De skriftlærde og farisæerne stiller derfor Jesus dette spørgsmål for at få noget at anklage ham for.

Jesus kender imidlertid deres overvejelser. Samtidig er han klar over at de har anlagt et yderliggående, ubibelsk syn på hvad der er en overtrædelse af forbudet mod at arbejde på sabbatsdagen. Jesus lægger derfor op til en konfrontation da han siger til manden med den visne hånd: „Rejs dig og kom herhen i midten.“

Nu vender Jesus sig mod de skriftlærde og farisæerne og siger: „Hvem blandt jer vil ikke, hvis han har et får og det på sabbaten falder i et hul, få fat i det og trække det op?“ Da et får har en vis værdi i penge, ville de ikke lade det blive liggende i hullet til næste dag med risiko for at det blev sygt og mistede sin værdi. Desuden siger Bibelen: „Den retfærdige sørger for sine husdyrs sjæl.“

Jesus fortsætter med en sammenligning: „Når alt tages i betragtning, hvor meget mere er et menneske da ikke værd end et får! Det er altså tilladt at gøre godt på sabbaten.“ Da de religiøse ledere er ude af stand til at gendrive dette logiske, barmhjertige ræsonnement, tier de stille.

Vred og bedrøvet over deres hårdhjertethed ser Jesus rundt på dem. Så siger han til manden: „Ræk din hånd frem.“ Han rækker den frem, og hånden bliver rask.

I stedet for at glæde sig over at mandens hånd er blevet rask, går farisæerne ud og danner straks, sammen med tilhængerne af Herodes’ parti, en sammensværgelse for at få Jesus slået ihjel. Dette politiske parti indbefatter øjensynlig medlemmer af den religiøse gruppe der kaldes saddukæerne. Almindeligvis modstår dette politiske parti og farisæerne åbent hinanden, men i deres modstand mod Jesus er de helt enige. Mattæus 12:9-14; Markus 3:1-6; Lukas 6:6-11; Ordsprogene 12:10; 2 Mosebog 20:8-10.

Esajas’ profeti opfyldes

DA JESUS finder ud af at farisæerne og tilhængerne af Herodes’ parti har i sinde at slå ham ihjel, trækker han og hans disciple sig tilbage til Galilæas Sø. Her samler store skarer fra hele Palæstina sig om ham, ja nogle kommer endog fra områder uden for Palæstinas grænser. Han kurerer mange, med det resultat at alle som har alvorlige lidelser trænger sig frem for at røre ved ham.

Fordi folkemængden er så stor siger Jesus til sine disciple at de hele tiden skal holde en båd i beredskab til ham. Ved at lægge fra land kan han afholde folkeskarerne fra at trænge sig ind på ham. Han kan undervise dem fra båden eller rejse videre til et andet område langs bredden for at hjælpe folk dér.

Disciplen Mattæus bemærker at Jesu gerning opfylder det som var „udtalt gennem profeten Esajas“. Derefter citerer Mattæus den profeti som Jesus opfylder:

„Se! Min tjener som jeg har udvalgt, min elskede, som min sjæl har godkendt! Jeg vil lægge min ånd på ham, og hvad der er ret vil han gøre klart for nationerne. Han vil ikke skændes med nogen, ikke råbe højt, og ingen vil høre hans stemme på de brede gader. Intet siv der er knækket, vil han knuse, og ingen ulmende væge af hør vil han slukke, før han har ført retten frem til sejr. Ja, på hans navn vil folk fra nationerne håbe.“

Den elskede tjener som Gud godkender er selvfølgelig Jesus. Det er Jesus der gør det klart hvad der er ret, hvilket er blevet tilsløret af falske religiøse traditioner. Farisæerne vil, på grund af deres urette udlægning af Guds lov, ikke engang hjælpe et sygt menneske på sabbatten! Ved at ’gøre klart hvad der er ret’ i Guds øjne befrier Jesus folk for de byrder som de uretfærdige traditioner har lagt på dem, hvilket fører til at de religiøse ledere forsøger at slå ham ihjel.

Hvad vil det sige at han ’ikke vil skændes med nogen, eller råbe højt for at høres på de brede gader’? Jo, når Jesus helbreder folk ’pålægger han dem strengt ikke at gøre ham kendt’. Han ønsker ingen larmende opmærksomhed om sig i gaderne, og vil ikke at fordrejede rygter skal gå fra mund til mund.

Jesus bringer sit trøstende budskab til mennesker der billedligt talt er som knækkede siv, nedbøjede og trådt under fode. De er som en ulmende væge hvis sidste livsgnist er ved at slukkes. Jesus knuser ikke det knækkede siv og slukker ikke den flakkende, rygende væge. Men med kærlighed og ømhed taler han på en dygtig måde til de ydmyge så de opløftes. Jesus er sandelig den på hvem nationerne kan håbe! Mattæus 12:15-21; Markus 3:7-12; Esajas 42:1-4.

Apostlene udvælges

DET er nu næsten halvandet år siden at Johannes Døber præsenterede Jesus som Guds lam og Jesus begyndte sin offentlige tjeneste. På det tidspunkt var Andreas, Simon Peter, Johannes og måske Jakob (Johannes’ broder), foruden Filip og Natanael (også kaldet Bartolomæus), blevet hans første disciple. Med tiden sluttede mange andre sig til dem og fulgte Kristus.

Nu er Jesus parat til at udvælge sine apostle. De vil blive hans nærmeste medarbejdere og skal have en særlig oplæring. Men inden han udvælger dem går han op på et bjerg og tilbringer hele natten i bøn, og beder sikkert om visdom og om Guds velsignelse. Da det bliver dag kalder han sine disciple til sig og udvælger tolv af dem. Eftersom de fortsat er Jesu elever kaldes de stadig disciple.

Seks af dem Jesus udvælger — de som er nævnt ovenfor — var de første der blev hans disciple. Mattæus, der blev kaldet fra sit skattekontor, bliver også udvalgt. De fem andre der bliver valgt er Judas (også kaldet Taddæus), Judas Iskariot, Simon Kananæeren, Thomas og Jakob, Alfæus’ søn. Denne Jakob bliver også kaldt Jakob den Lille, måske fordi han er mindre i vækst eller yngre end den anden apostel Jakob.

Disse tolv har allerede været sammen med Jesus i nogen tid, og han kender dem godt. Faktisk er flere af dem hans egne slægtninge. Jakob og hans broder Johannes er øjensynlig Jesu kødelige fætre. Desuden er det sandsynligt at Alfæus er broder til Josef, Jesu adoptivfader. Apostelen Jakob, Alfæus’ søn, er i så fald også en fætter til Jesus.

Jesus har selvfølgelig ingen problemer med at huske sine apostles navne. Men kan du også huske dem? Du skal bare tænke på at der er to der hedder Simon, to der hedder Jakob og to der hedder Judas, og at Simon har en broder, Andreas, og at Jakob har en broder, Johannes. På den måde kan du huske navnene på otte apostle. De fire andre er henholdsvis en skatteopkræver (Mattæus), en der senere tvivlede (Thomas), en som blev kaldet under et træ (Natanael), og dennes ven Filip.

Elleve af apostlene er fra Galilæa, Jesu hjemegn. Natanael er fra Kana. Filip, Peter og Andreas er oprindelig fra Betsajda. Men Peter og Andreas er senere flyttet til Kapernaum, hvor Mattæus sandsynligvis også boede. Jakob og Johannes var fiskere og har efter alt at dømme også boet i eller i nærheden af Kapernaum. Det lader til at Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus, er den eneste apostel fra Judæa. Markus 3:13-19; Lukas 6:12-16.

Den berømteste prædiken der nogen sinde er holdt

DET er en af de mest mindeværdige situationer i bibelhistorien: Jesus sidder på en bjergskråning mens han holder sin berømte bjergprædiken. Det er i nærheden af Galilæas Sø, sandsynligvis nær Kapernaum. Jesus har tilbragt hele natten i bøn til Gud og derefter udvalgt tolv af sine disciple til at være apostle. Han er så kommet ned til dette sted på bjerget sammen med alle de andre.

Nu må Jesus være meget træt, og man skulle tro at han ville lægge sig til at sove. Men store skarer er kommet dertil, nogle hele vejen fra Judæa og Jerusalem omkring 100 kilometer borte. Andre er kommet fra kystegnen ved Tyrus og Zidon i nord. De er kommet for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. Endog mennesker der er plaget af dæmoner (Satans onde engle) er søgt dertil.

Da Jesus er kommet ned, trænger de syge sig hen i nærheden af ham for at røre ved ham, og han helbreder dem alle. Øjensynlig søger Jesus derefter højere op på bjerget. Dér sætter han sig og begynder at undervise skarerne der er spredt ud over det jævne plateau foran ham. Og tænk engang! Nu findes der ikke en eneste i hele forsamlingen der lider af en alvorlig sygdom!

Folket venter spændt på at høre hvad læreren der er i stand til at udføre disse mirakler, har at sige. Men Jesus holder hovedsagelig sin prædiken til gavn for sine disciple, der sikkert er samlet nærmest omkring ham. For at også vi kan drage nytte af hans prædiken har både Mattæus og Lukas nedskrevet den.

Bjergprædikenen i Mattæus’ evangelium er omkring fire gange så lang som i Lukas’ evangelium. Dele af det der hos Mattæus udgør Bjergprædikenen, bliver hos Lukas omtalt som sagt af Jesus ved en anden lejlighed under hans tjeneste, hvilket ses når man sammenligner Mattæus 6:9-13 med Lukas 11:1-4, og Mattæus 6:25-34 med Lukas 12:22-31. Dette burde dog ikke overraske os. Jesus har åbenbart undervist i de samme ting mere end én gang, og Lukas har valgt at omtale de andre lejligheder hvor denne undervisning er foregået.

Det der gør Jesu prædiken så værdifuld er ikke blot indholdets åndelige dybde, men også den enkle og klare måde hvorpå han fremholder disse sandheder. Han benytter sig af dagligdags erfaringer og bruger noget som folk udmærket kender, hvorved han gør sine tanker letforståelige for alle der ønsker at leve et bedre liv på Guds betingelser.

Hvem er virkelig lykkelig?

Vi ønsker alle at være lykkelige. Med dette i tanke begynder Jesus sin bjergprædiken med at fortælle hvem der virkelig kan kaldes lykkelige. Derved fanger han øjeblikkelig den store tilhørerskares opmærksomhed. Hans indledende ord må dog virke selvmodsigende på mange.

Jesus henvender sig til sine disciple og siger: „Lykkelige er I fattige, for Guds rige er jeres. Lykkelige er I som sulter nu, for I vil blive mættet. Lykkelige er I som græder nu, for I skal le. Lykkelige er I når menneskene hader jer . . . I skal fryde jer på den dag og springe, for, se, jeres belønning er stor i himmelen.“

Sådan gengiver Lukas indledningen til Jesu bjergprædiken. Men ifølge Mattæus betegner Jesus også dem som lykkelige der har et mildt sind, er barmhjertige, rene af hjertet og som stifter fred. Jesus gør opmærksom på at de er lykkelige fordi de vil arve jorden og modtage barmhjertighed, og fordi de vil se Gud og blive kaldt Guds sønner.

Det at være lykkelig forbinder Jesus ikke blot med munterhed og latter. Sand lykke bunder dybere og indebærer tanken om at være tilfreds, en følelse af at man lever et rigt og tilfredsstillende liv.

Jesus viser derfor at de der virkelig er lykkelige, er mennesker der erkender deres åndelige behov, er bedrøvede over deres syndige tilstand, men kommer til kundskab om Gud og tjener ham. Selv om de udsættes for had eller forfølgelse fordi de gør Guds vilje, er de lykkelige i bevidstheden om at de behager Gud og vil modtage evigt liv som belønning fra ham.

Mange af Jesu tilhørere mener imidlertid, ligesom mange i dag, at et menneskes lykke afhænger af om det har succes og kan nyde mange af livets goder. Jesus ved at det forholder sig anderledes. Han stiller en modsætning op der må forbavse mange af hans tilhørere, idet han siger:

„Ve jer, I rige, for I har fået hele jeres trøst. Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte. Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde. Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer, for det var det samme deres forfædre plejede at gøre ved de falske profeter.“

Hvad mener Jesus med dette? Hvorfor beklager han dem der er rige og som nyder livets glæder og menneskers ros? Det gør han fordi et menneske der har alt dette og er optaget af det, ikke vil have plads i sit liv til tjenesten for Gud — den tjeneste der alene medfører sand lykke. På den anden side mente Jesus ikke at fattigdom, sult og sorg i sig selv gør et menneske lykkeligt. De der er så ufordelagtigt stillede, reagerer imidlertid ofte positivt på Jesu undervisning, hvorved de velsignes med sand lykke.

Derefter siger Jesus, henvendt til sine disciple: „I er jordens salt.“ Hermed mener han naturligvis ikke at de er salt i bogstavelig forstand. Salt har imidlertid en konserverende virkning. Der lå en stor bunke salt i nærheden af alteret ved Jehovas tempel, og præsterne anvendte det til at salte ofrene med.

Jesu disciple er „jordens salt“ i den forstand at de gennem deres forkyndelse har en bevarende indvirkning på andre. Alle der tager imod det budskab de forkynder vil nemlig bevare livet! Sådanne mennesker vil desuden opdyrke egenskaber som stabilitet, loyalitet og trofasthed, der beskytter dem mod åndeligt og moralsk fordærv.

„I er verdens lys,“ siger Jesus til sine disciple. ’Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men for at sætte den på standeren.’ Derfor siger Jesus videre: „På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk.“ Dette gør Jesu disciple både ved deres offentlige forkyndelse og ved at tjene som lysende eksempler gennem en opførsel der stemmer med Bibelens principper.

Høje normer for hans disciple

De religiøse ledere betragter Jesus som en overtræder af Guds lov, og de har endog lagt planer om at dræbe ham. Derfor siger Jesus videre i sin bjergprædiken: „I må ikke tro at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.“

Jesus sætter Guds lov højt, og han opmuntrer andre til også at gøre det, idet han siger: „Enhver der bryder et af de mindste af disse bud og lærer folk den slags, [vil derfor] blive kaldt ’mindst’ med hensyn til himlenes rige,“ hvilket betyder at et sådant menneske slet ikke vil komme ind i Riget.

I stedet for at lade hånt om Guds lov fordømmer Jesus endog selve den tankegang der får nogle til at overtræde den. Han henleder opmærksomheden på Loven, der siger: „Du må ikke myrde.“ Derefter tilføjer han: „Men jeg siger jer at enhver som vedvarende er vred på sin broder, skal stå til ansvar over for domstolen.“

Det er en meget alvorlig sag at være vedvarende vred på sin næste — for det kan føre til mord. Derfor bruger Jesus en illustration for at vise hvor langt man bør gå for at opnå fred. Han siger: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“

Derefter retter Jesus opmærksomheden mod det syvende bud, idet han siger: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud.’“ Men Jesus fordømmer endog en vedvarende forkert holdning til det at begå ægteskabsbrud. „Jeg siger jer at enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“

Jesus hentyder ikke til det at man blot strejfes af en umoralsk tanke, men at man „bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende“. Hvis man fortsætter med dette, vækker man et begær som, hvis lejligheden byder sig, kan føre til at man begår ægteskabsbrud. Hvordan kan man undgå at noget sådant sker? Med endnu et billede viser Jesus hvor drastiske forholdsregler det kan være nødvendigt at tage. Han siger: „Hvis nu dit højre øje dér bringer dig til snublen og fald, så riv det ud og kast det fra dig. . . . Og hvis din højre hånd bringer dig til snublen og fald, så hug den af og kast den fra dig.“

Man vil som regel være villig til at ofre et bogstaveligt lem der er sygt, hvis man derved kan redde livet. Men ifølge Jesu ord er det af endnu større betydning at man skiller sig af med hvad det end måtte være — selv om det kunne synes lige så værdifuldt som et øje eller en hånd — for at undgå umoralske tanker og handlinger. Den der undlader dette, forklarer Jesus, vil blive kastet i Gehenna (en brændende affaldsplads uden for Jerusalem), der symboliserer evig udslettelse.

Jesus taler også om hvordan man skal forholde sig til dem der volder fortræd og krænker en. „Modstå ikke den der er ond,“ lyder hans råd. „Men uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ Jesus mener ikke at man ikke må forsvare sig selv eller sin familie hvis man bliver angrebet. Et slag på kinden gives imidlertid ikke for at volde fysisk skade men for at fornærme. Jesus siger altså at hvis nogen søger at provokere én til slagsmål eller diskussion, ved enten bogstaveligt at slå én med åben hånd eller ved at fremsætte provokerende udtalelser, vil det være forkert at gøre gengæld.

Efter at Jesus har henledt opmærksomheden på Guds lov om at man skal elske sin næste, siger han: „Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ Han giver en vægtig bevæggrund for dette, idet han tilføjer: „Så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode.“

Jesus afslutter denne del af sin prædiken med formaningen: „I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ Jesus mener ikke at man skal være fuldkommen med alt hvad dette indebærer, men at man ved at efterligne Gud kan udvide sin kærlighed til endog at omfatte ens fjender. Lukas gengiver Jesu ord på denne måde: „Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“

Bøn og tillid til Gud

Jesus fortsætter sin prædiken med at fordømme hykleriet hos dem der gør noget stort ud af deres påtagede gudsfrygt. „Når du . . . går hen for at give [gaver],“ siger han, „så lad ikke blæse i trompet foran dig, sådan som hyklerne gør.“

Jesus fortsætter med at sige: „Og når I beder må I heller ikke være som hyklerne; de kan jo lide at stå og bede i synagogerne og på hjørnerne af de brede gader så de kan blive set af mennesker.“ I stedet giver han dem følgende vejledning: „Når du beder, da gå ind i dit inderste rum, luk din dør, og bed så til din Fader som er i det skjulte.“ Jesus fremsagde selv bønner i al offentlighed, så det er ikke dette han fordømmer. Det han fordømmer er bønner der bliver fremsagt for at gøre indtryk på tilhørerne og for at høste deres beundrende ros.

Jesus giver endvidere dette råd: „Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør.“ Jesus mener ikke at gentagelser i sig selv er forkerte. Ved en lejlighed brugte han selv gentagne gange de samme ord da han bad. Det han misbilliger er at man siger udenadlærte remser „igen og igen“, som de der beder ved hjælp af en rosenkrans.

For at hjælpe sine tilhørere til at bede lærer Jesus dem en bøn der indeholder syv anmodninger, en mønsterbøn. De tre første omfatter med rette vigtigheden af at have Guds overhøjhed og hans hensigter i tanke. Man anmoder om at Guds navn må blive helliget, om at hans rige må komme, og om at hans vilje må ske. De fire øvrige anmodninger er af personlig art, nemlig om den daglige føde, om tilgivelse for synder, om ikke at blive fristet ud over hvad man kan udholde, og om at blive befriet fra den onde.

Jesus peger endvidere på den snare det er at lægge for megen vægt på materielle ejendele. Han tilskynder: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.“ Ikke alene er sådanne værdier forgængelige, men de skaffer heller ikke én nogen fortjeneste hos Gud.

Jesus siger derfor: „I skal hellere samle jer værdier i himmelen.“ Dette gør man ved at sætte Gud først i sit liv. Den fortjeneste man på denne måde indlægger sig hos Gud, kan ingen stjæle. Jesus tilføjer: „Dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være.“

I sin videre omtale af materialismens snare siger Jesus: „Øjet er legemets lampe. Hvis derfor dit øje er klart, vil hele dit legeme være lyst; men hvis dit øje er ondt, vil hele dit legeme være mørkt.“ Et øje der fungerer som det skal, hjælper legemet på samme måde som en tændt lampe lyser op på et mørkt sted. Men for at kunne se rigtigt må øjet være klart, det må kunne stille skarpt på én bestemt ting. Sker dette ikke, fejlbedømmer man ting, og man sætter materielle ejendele over tjenesten for Gud, hvilket resulterer i at hele ens „legeme“ bliver mørkt.

Jesus sætter tingene på plads med denne magtfulde illustration: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“

Efter at have givet sine tilhørere denne vejledning forsikrer Jesus dem om at de ikke behøver at være bekymrede for deres materielle behov hvis de sætter tjenesten for Gud i første række. „Se nøje på himmelens fugle,“ siger han, „for de hverken sår, høster eller samler i forrådshuse; dog giver jeres himmelske Fader dem føde.“ Så stiller han spørgsmålet: „Er I ikke mere værd end de?“ Derefter henviser Jesus til liljerne på marken og bemærker at „ikke engang Salomon i al sin herlighed var klædt som en af dem.“ Han fortsætter: „Når Gud nu således klæder markens planter, . . . vil han da ikke langt snarere sørge for tøj til jer, I småttroende?“

Jesus kommer så med følgende konklusion: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ . . . Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“

Vejen til livet

Vejen til livet finder man ved at følge Jesu lære. Men det er ikke nogen let sag. Farisæerne, for eksempel, er tilbøjelige til at dømme andre strengt, og mange efterligner dem. Da Jesus fortsætter sin bjergprædiken giver han derfor følgende formaning: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt.“

Det er farligt at følge de overkritiske farisæeres eksempel. Ifølge beretningen i Lukasevangeliet illustrerer Jesus denne fare med ordene: „En blind kan ikke lede en blind, vel? Begge vil falde i et hul, ikke sandt?“

At være for kritisk over for andre, at fremhæve andres fejl og være hurtig til at slå ned på dem, er en alvorlig forseelse. Jesus spørger derfor: „Hvordan kan du sige til din broder: ’Broder, lad mig tage den splint ud der er i dit øje,’ du som ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud som er i din broders øje.“

Dette betyder ikke at Jesu disciple ikke må bruge deres dømmekraft, for han siger: „Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin.“ Sandhederne fra Guds ord er hellige. De er som symbolske perler. Men hvis nogle viser lige så lidt værdsættelse af disse værdifulde sandheder som hunde eller svin, skal Jesu disciple forlade sådanne mennesker og søge efter nogle der er mere modtagelige.

Jesus har tidligere i sin prædiken omtalt bøn, men nu fremhæver han betydningen af vedholdenhed. „Bliv ved med at bede,“ tilskynder han, „og der vil blive givet jer.“ For at illustrere Guds villighed til at besvare bønner spørger Jesus: „Hvem er den mand iblandt jer som, når hans søn beder om brød, rækker ham en sten? . . . Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham?“

Dernæst fremsætter Jesus det der er blevet en berømt adfærdsregel, almindeligvis kaldet den gyldne regel. Han siger: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ At leve efter denne regel indbefatter at man aktivt tager skridt til at gøre godt mod andre, og behandler dem sådan som man selv ønsker at blive behandlet.

Vejen til liv er ikke let. „Gå ind ad den snævre port,“ siger Jesus, „for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“

Faren for at blive ført vild er stor. Derfor siger Jesus advarende: „Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve.“ Nøjagtig som gode træer og dårlige træer kan kendes på deres frugter, siger Jesus, kan falske profeter kendes på deres adfærd og lære.

Videre forklarer Jesus at det ikke er hvad et menneske siger der gør vedkommende til en af hans disciple, men hvad vedkommende gør. Nogle hævder at Jesus er deres Herre, men hvis de ikke gør hans Faders vilje vil han erklære over for dem: „Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“

Jesus giver sin prædiken en mindeværdig afslutning. Han siger: „Enhver som hører disse mine ord og handler efter dem, [kan] sammenlignes med en klog mand som byggede sit hus på klippen. Og regnen strømmede ned og floderne kom og vindene blæste og kastede sig mod det hus, men det styrtede ikke sammen, for det var grundfæstet på klippen.“

Som modsætning hertil erklærer Jesus: „Enhver som hører disse mine ord og ikke handler efter dem, [kan] sammenlignes med en tåbelig mand som byggede sit hus på sandet. Og regnen strømmede ned og floderne kom og vindene blæste og ramte det hus, og det styrtede sammen, og sammenstyrtningen var stor.“

Da Jesus slutter sin prædiken er folkeskarerne forbløffede over hans måde at undervise på, for han underviser dem som en der har myndighed og ikke som deres religiøse ledere.

En officer hvis tro var stor

PÅ DET tidspunkt da Jesus holder sin bjergprædiken, er han nået omkring halvvejs igennem sin offentlige tjeneste. Det betyder at han kun har et år og ni måneder tilbage til at fuldføre sin jordiske gerning.

Jesus går nu ind i byen Kapernaum, der er blevet en slags udgangspunkt for hans forkyndervirksomhed. Her henvender nogle jødiske ældste sig til ham med en anmodning. De er blevet sendt til ham af en mand som ikke er af jødisk afstamning, en officer i den romerske hær.

Denne officer, en centurion, har en elsket tjener der er ved at dø af en alvorlig sygdom, og han ønsker at Jesus skal helbrede tjeneren. Jøderne bønfalder ham inderligt på centurionens vegne: „Han fortjener at du gør dette for ham, for han elsker vor nation og han har bygget synagogen til os.“

Uden at betænke sig begiver Jesus sig på vej med mændene. Men da de kommer hen i nærheden af centurionens hus sender denne nogle venner ud for at sige: „Herre, du skal ikke ulejlige dig, for jeg er ikke god nok til at du skal gå ind under mit tag. Det var af den grund jeg ikke anså mig for værdig til at komme til dig.“

Hvilken ydmyg udtalelse af en officer der er vant til at give ordrer til andre! Hans holdning skyldes sikkert også hensyn til Jesus, idet han ved at jøder ikke må omgås ikkejøder. Peter sagde ved en lejlighed: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning.“

Måske ønsker officeren ikke at Jesus skal udsættes for de konsekvenser det vil få at overtræde denne skik, og har derfor sendt sine venner af sted med anmodningen: „Sig et ord og lad min tjener blive helbredt. For jeg er selv et menneske der står under myndighed, og jeg har soldater under mig, og siger jeg til en af dem: ’Gå!’ så går han, og til en anden: ’Kom!’ så kommer han, og til min træl: ’Gør dette!’ så gør han det.“

Da Jesus hører dette undrer han sig over ham. „Jeg vil sige jer en sandhed,“ udbryder han. „Hos ingen i Israel har jeg fundet så stor en tro.“ Efter at have helbredt officerens tjener, benytter Jesus lejligheden til at berette om hvordan troende ikkejøder vil blive begunstiget med velsignelser som troløse jøder har afvist.

„Mange,“ siger Jesus, „fra øst og vest vil komme og ligge til bords med Abraham og Isak og Jakob i himlenes rige; hvorimod rigets sønner vil blive kastet ud i mørket udenfor. Dér vil de græde og skære tænder.“

„Rigets sønner“, der bliver „kastet ud i mørket udenfor“, er de kødelige jøder som var de første der fik tilbudet om at regere sammen med Kristus, men som ikke tog imod det. Abraham, Isak og Jakob repræsenterer Guds rigsordning. Det Jesus taler om, er altså at hedninger vil blive indbudt til så at sige at ’lægge sig til bords’ som Kristi medregenter „i himlenes rige“. Lukas 7:1-10; Mattæus 8:5-13; Apostelgerninger 10:28.

En enkes sorg vendes til glæde

KORT tid efter at Jesus har helbredt centurionens tjener, begiver han sig til byen Nain, der ligger godt 30 kilometer sydvest for Kapernaum. Hans disciple og en stor folkemængde følger ham. Det er sandsynligvis hen mod aften da de nærmer sig udkanten af byen, og her møder de et begravelsestog. En ung mand der er død bæres ud af byen for at blive begravet.

For den efterladte moder er situationen særlig tragisk fordi hun er enke og dette er hendes eneste barn. Da hendes mand døde, fandt hun trøst i sin søn. Hendes forhåbninger, ønsker og mål for fremtiden var knyttet til sønnen. Men nu er der ingen hun kan finde trøst hos. Hun er knuget af sorg mens folk i byen ledsager hende til begravelsespladsen.

Da Jesus får øje på kvinden, bevæges hans hjerte af hendes dybe bedrøvelse. Med mildhed, og dog med en fasthed der indgyder tillid, siger han derfor til hende: „Græd ikke mere.“ Hans holdning og opførsel tiltrækker sig folkeskarens opmærksomhed. Da han går frem og rører ved ligbåren som den unge mand ligger på, standser bærerne. Alle tænker sikkert på hvad han vil gøre.

Sandt nok har de der følger Jesus set at han mirakuløst har helbredt mange for deres sygdomme. Men de har åbenbart aldrig set ham oprejse nogen fra de døde. Kan han virkelig gøre noget sådant? Henvendt til den døde unge mand siger Jesus: „Unge mand, jeg siger dig: Stå op!“ Og manden sætter sig op! Han begynder at tale, og Jesus giver ham til hans moder.

Da folk ser at den unge mand virkelig er i live, begynder de at sige: „En stor profet er blevet oprejst iblandt os.“ Andre siger: „Gud har vendt sin opmærksomhed mod sit folk.“ Nyheden om denne fantastiske gerning spredes hurtigt i hele Judæa og hele det omliggende land.

Johannes Døber er stadig i fængsel, og han vil gerne vide mere om de gerninger Jesus udfører. Johannes’ disciple fortæller ham om dem. Hvordan reagerer han? Lukas 7:11-18.

Manglede Johannes tro?

JOHANNES DØBER, der nu har været fængslet i et års tid, får at vide at enkens søn fra Nain er blevet oprejst. Da Johannes gerne vil høre af Jesu egen mund hvilken betydning han kan lægge i dette, sender han to af sine disciple hen for at spørge: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“

Det kunne lyde som et mærkeligt spørgsmål, især i betragtning af at Johannes selv så Guds ånd dale ned over Jesus og hørte Gud udtale sin godkendelse af ham dengang han døbte Jesus næsten to år tidligere. Nogle kunne drage den slutning at Johannes’ tro er blevet svag. Men det er ikke tilfældet. Jesus ville ikke tale så anerkendende om Johannes som han gør ved denne lejlighed, hvis Johannes var begyndt at tvivle. Hvad ligger der da i Johannes’ spørgsmål?

Måske ønsker Johannes ganske enkelt at Jesus skal bekræfte at han er Messias. Det ville styrke Johannes meget under hans trængsler i fængselet. Men øjensynlig ligger der mere i det. Johannes vil åbenbart gerne vide om der skal komme en anden, så at sige en efterfølger, der skal fuldbyrde opfyldelsen af alt det som Messias ifølge profetierne skal udføre.

Ifølge de bibelske profetier som Johannes kender så godt skal Guds Salvede være en konge, en der frigiver fanger. Men Johannes er stadig fange, og der er gået mange måneder siden Jesus blev døbt. Åbenbart spørger Johannes altså om dette: ’Er du den der skal oprette Guds rige i al dets synlige magt, eller skal vi vente en anden, en efterfølger, som vil opfylde alle de skønne profetier angående Messias’ herlighed?’

Jesus siger ikke til Johannes’ disciple: ’Naturligvis er jeg den der skal komme!’, men han udfører i den selv samme time nogle forunderlige gerninger, idet han helbreder mange for alle slags sygdomme og lidelser. Derpå siger han til disciplene: „Gå blot og meddel Johannes hvad I har set og hørt: blinde ser igen, halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst, fattige får den gode nyhed forkyndt.“

Johannes’ spørgsmål indebærer måske en forventning om at Jesus vil gøre mere end han allerede gør, for eksempel befri ham. Men Jesus lader Johannes forstå at han ikke skal forvente mere end de mirakler han udfører.

Da Johannes’ disciple tager af sted, henvender Jesus sig til skarerne og fortæller dem at Johannes er det „sendebud“ fra Jehova der er profeteret om i Malakias 3:1, og „profeten Elias“ hvis komme er forudsagt i Malakias 4:5, 6. Han priser Johannes og siger at han er lige så stor en profet som nogen før ham. „Jeg skal sige jer en sandhed,“ udtaler Jesus. „Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han. Og fra Johannes Døbers dage og indtil nu er himlenes rige det mål folk trænger sig frem imod.“

Jesus viser her at Johannes ikke skal være med i det himmelske rige, da en af de mindre i Riget er større end han. Johannes har beredt vejen for Jesus, men hans død vil indtræffe før Kristus besegler pagten med sine disciple om at de skal være hans medregenter i hans rige. Derfor siger Jesus at Johannes ikke skal være med i det himmelske rige, men i stedet være en jordisk undersåt under Guds rige. Lukas 7:18-30; Mattæus 11:2-15.

De stolte og de ydmyge

EFTER at Jesus har talt rosende om Johannes Døber, henleder han opmærksomheden på det stolte, lunefulde folk han er iblandt. „Denne generation,“ udbryder han, „er som små børn der sidder på torvene og som råber til deres legekammerater og siger: ’Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; vi kom med klageråb, men I slog ikke jer selv af sorg.’“

Hvad mener Jesus med det? Han forklarer: „Her kom Johannes, som hverken spiser eller drikker, og folk siger: ’Han har en dæmon’; så kom Menneskesønnen, som både spiser og drikker, og folk siger: ’Se! En frådser, forfalden til vin, ven med skatteopkrævere og syndere.’“

Det er umuligt at gøre disse folk tilfredse. Intet falder i deres smag. Johannes har levet en nøjsom tilværelse som nasiræer, idet han har fulgt det engelen sagde: „Vin og stærk drik må han ikke drikke.“ Det får folk til at sige at han er dæmonbesat. Jesus lever derimod en normal tilværelse uden askese — og han bliver beskyldt for at være umådeholden.

Ja, hvor er disse folk dog svære at gøre tilpas! De er som børn der ikke vil danse når deres legekammerater spiller på fløjte, eller som ikke vil sørge når de kommer med klageråb. „Dog,“ siger Jesus, „visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.“ Ja, vidnesbyrdene — gerningerne — viser tydeligt at beskyldningerne både mod Johannes og mod Jesus er ubegrundede.

Jesus retter derpå bebrejdelser mod de tre byer Korazin, Betsajda og Kapernaum, hvor han har udført de fleste af sine kraftige gerninger. Hvis han havde udført disse gerninger i de fønikiske byer Tyrus og Zidon, ville de have ændret sind i sæk og aske, siger han. Angående Kapernaum, der øjensynlig har været Jesu hjemby under hans tjeneste, siger han fordømmende: „På dommens dag vil det være mere udholdeligt for Sodomas land end for dig.“

Derefter priser Jesus offentligt sin himmelske Fader. Det føler han sig tilskyndet til at gøre fordi Gud holder værdifulde åndelige sandheder skjult for vise og intellektuelle men åbenbarer dem for ydmyge, for dem der så at sige er som spædbørn.

Jesus slutter med den bevægende opfordring: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“

Hvordan kan Jesus give folk ny styrke? Det kan han ved at skaffe dem frihed fra de trælbindende overleveringer som de religiøse ledere har bebyrdet dem med, deriblandt de stramme regler for hvad man må på en sabbat. Han viser også vejen til udfrielse for dem der føler sig knuget under vægten af politiske myndigheders herredømme, og for dem der har en skyldbetynget samvittighed. Han gør det klart for disse nødlidende hvordan deres synder kan blive tilgivet og hvordan de kan opnå et dyrebart forhold til Gud.

Det skånsomme åg Jesus tilbyder folk består i at de foretager en fuldstændig indvielse til vor medfølende, barmhjertige himmelske Fader, med mulighed for at tjene ham. Og den lette byrde Jesus tilbyder dem der kommer til ham, består i at de adlyder Guds krav for at opnå livet, hans bud som er optegnet i Bibelen. Og det er ikke byrdefuldt at følge disse bud. Mattæus 11:16-30; Lukas 1:15; 7:31-35; 1 Johannes 5:3.

En lektion i barmhjertighed

JESUS befinder sig muligvis stadig i Nain, hvor han for nylig har oprejst en enkes søn; eller måske besøger han en nærliggende by. En farisæer ved navn Simon vil gerne stifte nærmere bekendtskab med den der udfører sådanne bemærkelsesværdige gerninger, og indbyder derfor Jesus til at spise hos sig.

Jesus betragter det som en lejlighed til at forkynde for de tilstedeværende og tager derfor imod indbydelsen, ligesom han før har taget imod indbydelser til at spise sammen med skatteopkrævere og syndere. Men da han træder ind i Simons hus bliver han ikke betjent så hjerteligt som gæster normalt bliver det.

Sandalklædte fødder bliver varme og snavsede af at færdes på de støvede veje, og det hører til almindelig gæstfrihed at man vasker sine gæsters fødder med køligt vand. Men Jesus får ikke sine fødder vasket da han ankommer. Han bliver heller ikke modtaget med et velkomstkys, noget som takt og tone ellers foreskriver. Ej heller bliver han modtaget med olie til sit hår, som det også er skik og brug.

Mens gæsterne ligger til bords træder en uindbudt kvinde stilfærdigt ind. I byen er hun kendt for at leve et umoralsk liv. Sandsynligvis har hun hørt Jesus undervise og blandt andet hørt ham opfordre ’alle der er tyngede af byrder, til at komme til ham og få ny styrke’. Dybt bevæget af det hun har set og hørt har hun nu opsøgt Jesus.

Hun går hen bag Jesus og knæler ved hans fødder, og da hendes tårer falder på hans fødder, tørrer hun dem med sit hår. Hun kysser hans fødder og gyder vellugtende olie fra sin krukke ud over dem. Det holder Simon ikke af. „Hvis denne mand var en profet,“ tænker han, „ville han vide hvem og hvad den kvinde er som rører ved ham, at hun er en synder.“

Men Jesus opfatter hvad han tænker, og siger: „Simon, jeg har noget at sige dig.“

„Lærer, sig det!“ svarer han.

„To mænd var i gæld til en mand der lånte penge ud,“ begynder Jesus. „Den ene skyldte fem hundrede denarer, og den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale tilbage med, eftergav han uden videre dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?“

„Jeg antager at det er den som han uden videre eftergav mest,“ siger Simon, måske med en ligegyldig mine fordi spørgsmålet ikke interesserer ham.

„Du dømte korrekt,“ svarer Jesus. Han vender sig derpå mod kvinden og siger til Simon: „Ser du denne kvinde? Jeg gik ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder. Men denne kvinde har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men denne kvinde har siden den time jeg kom ind, uden ophør ømt kysset mine fødder. Du indgned ikke mit hoved med olie; men denne kvinde indgned mine fødder med vellugtende olie.“

Kvinden har på denne måde vist at hun angrer sin umoralitet, og Jesus slutter: „I kraft af dette, siger jeg dig, er hendes synder, mange som de er, tilgivet, for hun har elsket meget; men den der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.“

Jesus hverken undskylder eller godkender umoralitet. Denne tildragelse viser imidlertid hvor medfølende og forstående han er over for folk der begår fejltrin, men som derpå viser at de angrer disse synder og kommer til ham for at søge lindring. Jesus giver denne kvinde ny og sand styrke idet han siger: „Dine synder er tilgivet. . . . Din tro har frelst dig; gå blot med fred.“ Lukas 7:36-50; Mattæus 11:28-30.