Kort efter når de Genezaret, en smuk, frugtbar slette i nærheden af Kapernaum. Her ankrer de op. Men da de går i land, genkender folk Jesus og begiver sig ud i den omliggende egn, hvor de opsøger de syge, som så bliver ført hen til Jesus på deres bårer. Blot ved at røre ved frynsen på hans yderklædning bliver de raske.

I mellemtiden opdager den folkemængde der havde oplevet bespisningen af den tusindtallige skare, at Jesus er taget af sted. Folk går derfor om bord i nogle små både der ankommer fra Tiberias, og sejler til Kapernaum for at søge efter ham. Da de finder ham, spørger de: „Rabbi, hvornår er du kommet her?“ Men Jesus irettesætter dem, som vi skal se.

„Det sande brød fra himmelen“

DAGEN før havde været begivenhedsrig. Jesus havde mirakuløst skaffet mad til en tusindtallig skare og var derefter undsluppet folkets forsøg på at gøre ham til konge. Om natten var han gået ud på den stormpiskede Galilæas Sø, havde reddet Peter, der begyndte at synke da han gik på de oprørte bølger, og fået søen til at lægge sig og derved frelst disciplene fra at lide skibbrud.

De folk som Jesus mirakuløst havde bespist nordøst for Galilæas Sø, finder ham nu i nærheden af Kapernaum og spørger: „Hvornår er du kommet her?“ Jesus irettesætter dem og siger at de kun har opsøgt ham fordi de regner med igen at få gratis mad. Han tilskynder dem til ikke at arbejde for den mad der forgår, men for den mad der forbliver til evigt liv. Det får dem til at spørge: „Hvad skal vi gøre for at arbejde på Guds gerninger?“

Jesus nævner så det der har størst betydning. „Dette er Guds gerning,“ forklarer han, „at I tror på ham som han har udsendt.“

Men trods alle de mirakler Jesus har udført tror folk ikke på ham. Selv efter alle hans fantastiske gerninger spørger de ham nu, utroligt nok: „Hvad gør du da som et tegn, for at vi kan se det og få tro på dig? Hvilken gerning gør du? Vore forfædre spiste mannaen i ørkenen, som der står skrevet: ’Han gav dem brød fra himmelen at spise.’“

Som svar på deres anmodning om et tegn gør Jesus det klart hvem de mirakuløse gaver stammer fra: „Det var ikke Moses der gav jer brødet fra himmelen, men min Fader giver jer det sande brød fra himmelen. For Guds brød er det der kommer ned fra himmelen og giver liv til verden.“

„Herre, giv os altid dette brød,“ siger folket.

„Jeg er livets brød,“ forklarer Jesus. „Den der kommer til mig skal afgjort ikke sulte, og den der tror på mig skal afgjort aldrig tørste. Men jeg har sagt til jer: I har endog set mig, og dog tror I ikke. Alt hvad Faderen giver mig, vil komme til mig, og den der kommer til mig, vil jeg afgjort ikke jage bort, for jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig. Dette er hans vilje som har sendt mig, at jeg intet skal miste af alt det han har givet mig, men at jeg skal oprejse det på den yderste dag. For dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv.“

Jøderne begynder nu at knurre imod Jesus fordi han siger: „Jeg er det brød der er kommet ned fra himmelen.“ De betragter ham blot som en søn af jordiske forældre og kommer med den samme indvending som hans bysbørn i Nazaret: „Er dette ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan han så nu sige: ’Jeg er kommet ned fra himmelen’?“

Jesus svarer dem: „Hold op med at knurre indbyrdes. Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham; og jeg vil oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’ Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den som er fra Gud; han har set Faderen. Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror, har evigt liv.“

Derefter gentager Jesus: „Jeg er livets brød. Jeres forfædre spiste mannaen i ørkenen og døde dog. Dette er det brød som kommer ned fra himmelen, for at enhver kan spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød der er kommet ned fra himmelen; hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt.“ Ja, ved at tro på Jesus, som Gud har udsendt, kan man opnå evigt liv. Det kan hverken manna eller nogen anden form for brød udvirke!

Samtalen om brødet fra himmelen begynder åbenbart kort efter at folkeskaren har fundet Jesus i nærheden af Kapernaum. Men den fortsætter og når sit højdepunkt senere mens Jesus underviser i en synagoge i Kapernaum.

Mange disciple forlader Jesus

I EN synagoge i Kapernaum underviser Jesus og fortæller om sig selv som det sande brød fra himmelen. Hans tale er åbenbart en fortsættelse af det han sagde til de mennesker der fandt ham da de var på vej tilbage fra østbredden af Galilæas Sø, hvor de havde spist af de brød og fisk Jesus mirakuløst havde tilvejebragt.

Nu fortsætter han med ordene: „Det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ Blot to år før, i foråret år 30, havde Jesus sagt til Nikodemus at Gud elskede verden så meget at han gav sin søn som frelser for den. Jesus viser altså nu at enhver i menneskehedens verden der symbolsk spiser hans kød, nemlig ved at tro på det offer han snart skal bringe, vil få evigt liv.

Men de ord tager folk anstød af. „Hvordan kan denne mand give os sit kød at spise?“ spørger de. Jesus vil gerne have dem til at indse at det skal forstås billedligt. Derfor siger han nu noget der lyder endnu mere frastødende hvis man tager det bogstaveligt.

„Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod,“ erklærer han, „har I ikke liv i jer. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag; for mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, forbliver i samhørighed med mig, og jeg i samhørighed med ham.“

Hvis det var kannibalisme Jesus her talte for, ville hans lære naturligvis lyde meget frastødende. Men han taler selvfølgelig ikke om at spise kød eller drikke blod i bogstavelig forstand. Han understreger blot at alle der vil opnå evigt liv må tro på det offer han vil bringe — hans fuldkomne menneskelegeme og hans udgydte livsblod. Men selv blandt dem der kalder sig hans disciple er der mange som ikke gør noget forsøg på at forstå det han siger. „Denne tale er chokerende,“ siger de blot, „hvem er i stand til at høre på den?“

Da Jesus véd at mange af hans disciple er forargede, siger han: „Får dette jer til at snuble og falde? Hvad da hvis I skulle se Menneskesønnen stige derop hvor han var før? . . . De ord jeg har talt til jer er ånd og er liv. Men der er nogle af jer som ikke tror.“

Han fortsætter: „Det er derfor jeg har sagt til jer: Ingen kan komme til mig hvis ikke det er givet ham af Faderen.“ Det får mange af hans disciple til at skille sig ud fra ham og holde op med at følge ham. Jesus spørger så sine tolv apostle: „Vil I også gå?“

Peter svarer Jesus: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ Dette er sandelig et smukt udtryk for loyalitet, ikke mindst i betragtning af at Peter og de andre apostle måske ikke helt forstår Jesu lære på dette punkt!

Jesus glæder sig over Peters svar, men siger dog: „Har jeg ikke udvalgt jer tolv? Dog er en af jer en bagvasker.“ Han hentyder til Judas Iskariot. Det kan være at han allerede nu har opdaget „begyndelsen“ til en forkert handlemåde hos Judas.

Jesus har netop skuffet folk ved at modsætte sig deres forsøg på at gøre ham til konge, og de har måske tænkt som så: ’Hvordan kan han være Messias hvis han ikke vil påtage sig det hverv Messias skal have?’ Folkeskaren har sikkert ikke glemt denne hændelse. Johannes 6:51-71; 3:16.

Jesus er måske i Kapernaum, da nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem opsøger ham. De leder efter en anledning til at påstå at han bryder deres religiøse love. „Hvordan kan det være at dine disciple overtræder overleveringen fra mænd i tidligere tider?“ spørger de. „For eksempel vasker de ikke hænder når de skal til at spise et måltid.“ Farisæerne betragter det som en alvorlig overtrædelse hvis man ikke gennemfører et ritual der indbefatter at man vasker sine hænder og arme op til albuerne, skønt dette ikke er et krav fra Gud.

I stedet for at svare på anklagen peger Jesus på at de selv, ondsindet og med vilje, bryder Guds lov. „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres overlevering?“ spørger han. „For eksempel har Gud sagt: ’Ær din fader og din moder’; og: ’Lad den der håner fader eller moder lide døden.’ Men I siger: ’Enhver som siger til sin fader eller moder: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er en gave der er viet til Gud,“ han behøver slet ikke at ære sin fader.’“

Farisæerne lærer ganske vist at penge, ejendom eller andet der er viet som gave til Gud, tilhører templet og derfor ikke kan anvendes til andre formål. Men i praksis bliver en sådan gave opbevaret af giveren selv. En mand kan unddrage sig sit ansvar for at hjælpe sine aldrende forældre, der måske er i nød, blot ved at sige at hans penge eller ejendom er „korban“ — en gave der er viet til Gud eller til templet.

Jesus er med rette harm over at farisæerne så ondsindet bøjer Guds lov. Han siger: „Således har I gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres overlevering. I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“

Folkemængden er måske veget til side for at farisæerne kan komme til at udspørge Jesus. Men da Jesus nu har sat farisæerne på plads og de ikke har noget svar, kalder han skaren til sig. „Hør godt efter,“ siger han, „og få fat i meningen: Det er ikke det der går ind i munden som gør et menneske urent; men det er det der kommer ud af munden der gør et menneske urent.“

Da de senere befinder sig i et hus, spørger disciplene ham: „Ved du at da farisæerne hørte hvad du sagde, blev det en snublesten for dem?“

„Enhver plante som min himmelske Fader ikke har plantet, vil blive rykket op med rode,“ svarer Jesus. „Lad dem være. De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“

Jesus er tilsyneladende forbavset da Peter, på disciplenes vegne, beder ham forklare hvad det er der gør et menneske urent. „Er I også stadig uforstandige?“ udbryder Jesus. „Er I ikke klar over at alt det der går ind i munden går videre til maven og tømmes ud i kloakken? Men de ting der går ud af munden kommer fra hjertet, og de gør mennesket urent. For eksempel kommer der fra hjertet onde overvejelser, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, gudsbespottelser. Dette er ting der gør et menneske urent; men at spise med uvaskede hænder gør ikke et menneske urent.“

Jesus taler ikke her om almindelig renlighed. Han siger ikke at man skal lade være med at vaske hænder før man tilbereder et måltid eller giver sig til at spise. Det han fordømmer er hykleriet hos de religiøse ledere som underfundigt søger at omgå Guds retfærdige love ved at fastholde overleveringer der strider mod Skrifterne. Det er altså onde gerninger der gør et menneske urent, og Jesus viser at disse gerninger har deres udspring i hjertet.