Til sidst kommer de til Kapernaum, der var en slags udgangspunkt for Jesu tjeneste. Det er også Peters og nogle af de andre apostles hjemby. Dér henvender de der opkræver tempelskatten sig til Peter, muligvis for at se om de kan få Jesus til at bryde en almindeligt anerkendt skik. De spørger: „Betaler jeres lærer ikke to-drakmeskatten [til templet]?“

„Jo,“ svarer Peter.

Jesus, som antagelig er ankommet til huset kort efter, er klar over hvad der er sket, og før Peter selv kan nå at forklare situationen, kommer Jesus ham i forkøbet ved at spørge: „Hvad mener du, Simon? Hvem får jordens konger afgifter eller kopskat af? Af deres egne sønner eller af de fremmede?“

„Af de fremmede,“ svarer Peter.

„Så er sønnerne altså fritaget,“ siger Jesus. Ja, Jesus er søn af universets Konge, den man tilbeder i templet, så det er klart at han ikke er forpligtet til at betale tempelskatten. Men Jesus siger videre: „For at vi ikke skal blive dem en årsag til snublen og fald, gå så ned til søen, kast en fiskekrog ud og tag den første fisk der kommer op, og når du åbner munden på den finder du en mønt, en statér [fire drakmer]. Tag den og giv den til dem for mig og dig.“

Efter at disciplene er kommet tilbage til Kapernaum samles de, muligvis i Peters hjem, og spørger Jesus: „Hvem er egentlig størst i himlenes rige?“ Jesus er klar over hvad der får dem til at stille dette spørgsmål, for han ved hvad disciplene talte om da de fulgte efter ham på vejen fra Cæsarea Filippi. Derfor spørger han: „Hvad diskuterede I på vejen?“ Så bliver de flove og tier stille, for de har haft en diskussion om hvem der ville blive den største.

Det lyder måske utroligt at disciplene kunne diskutere sådan noget, efter at de var blevet undervist af Jesus i næsten tre år. Men det viser hvilken stærk indflydelse den menneskelige ufuldkommenhed og den religiøse baggrund kan have. Den jødiske form for gudsdyrkelse som disciplene var opvokset i, lagde vægt på position eller rang i alle forhold. Desuden følte Peter måske at han havde et fortrin fordi Jesus havde lovet at han skulle modtage Rigets „nøgler“. Jakob og Johannes kan have haft lignende ideer fordi de havde fået den forret at være vidner til Jesu forvandling på bjerget.

Men uanset hvordan det forholder sig, arrangerer Jesus nu et bevægende optrin i et forsøg på at rette deres indstilling. Han kalder et lille barn hen til sig, stiller det midt iblandt dem, lægger armene om det og siger til dem: „Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige. Så enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige; og enhver som tager imod et sådant lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig.“

Hvilken fin måde at irettesætte disciplene på! Jesus bliver ikke vred på dem og kalder dem ikke hovmodige, begærlige eller ærgerrige. Nej, han irettesætter dem ved at bruge små børn som en illustration. De kendetegnes af beskedenhed, de er fri for ærgerrighed, og almindeligvis tænker de ikke på indbyrdes rangforskelle. Derved viser Jesus at hans disciple har behov for at udvikle de egenskaber der kendetegner ydmyge børn. Som Jesus til slut siger: „Den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.“

Yderligere vejledning fra Jesus

MENS Jesus og hans apostle stadig er i huset i Kapernaum, hvor de har drøftet apostlenes strid om hvem der er størst, tager de også et andet spørgsmål op. Den begivenhed de drøfter har måske også fundet sted under deres rejse til Kapernaum, mens Jesus ikke lige har været i nærheden. Apostelen Johannes fortæller: „Vi så en som uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi søgte at hindre ham, da han jo ikke fulgtes med os.“

Johannes betragter åbenbart apostlene som nogle der har fået eneret på at helbrede. Han mener derfor at manden slet ikke havde lov til at udføre kraftige gerninger når han ikke hørte til deres gruppe.

Jesus kommer med følgende vejledning: „Søg ikke at hindre ham, for der er ingen som vil gøre en kraftig gerning på grundlag af mit navn og som snart efter vil kunne håne mig; for den der ikke er imod os, er for os. For enhver som giver jer et bæger vand at drikke af den grund at I tilhører Kristus — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.“

Manden behøvede ikke rent bogstaveligt at følges med Jesus for at kunne gøre fælles sag med ham. Den kristne menighed var endnu ikke oprettet, så det at han ikke fulgtes med dem betød ikke at han tilhørte en anden menighed. Han havde virkelig tro på Jesu navn, og derfor var det lykkedes for ham at uddrive dæmoner. Han havde gjort noget som svarede til det der, ifølge Jesu ord, ville blive belønnet. Derfor skulle han ikke gå glip af sin belønning.

Hvad nu hvis manden blev bragt til snublen af apostlenes ord og handlinger? Det ville være alvorligt! Jesus bemærker: „Enhver som bringer en af disse små som tror, til snublen og fald, for ham ville det være bedre om en af de møllesten der drejes af et æsel, var lagt om halsen på ham og han var kastet i havet.“

Hvis noget kan bringe disciplene til snublen og fald, skal de skille sig af med det, siger Jesus — om så det er lige så dyrebart som en hånd, en fod eller et øje. Det er bedre at undvære disse dyrebare legemsdele og komme ind i Guds rige end at beholde dem og blive kastet i Gehenna (en brændende affaldsplads nær Jerusalem), et symbol på evig udslettelse.

Jesus advarer også: „Se til at I ikke foragter en af disse små; jeg skal nemlig sige jer at deres engle i himlene hele tiden ser min himmelske Faders ansigt.“ Derefter illustrerer han hvor dyrebare „disse små“ er, ved at fortælle om en mand som ejer hundrede får men mister ét. Manden vil forlade de 99 og gå ud for at lede efter det ene der er faret vild, og når han finder det vil han fryde sig mere over det end over de 99. „På lignende måde er det heller ikke min himmelske Faders ønske at en af disse små skal gå tabt.“

Formentlig tænker Jesus stadig på apostlenes indbyrdes strid, da han nu tilskynder dem: „Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden.“ Mad smager bedre med salt. Når det man siger bliver tilsat symbolsk salt, er det lettere for andre at tage det til sig. Hvis vi bruger den slags salt vil det medvirke til at bevare freden.

Den menneskelige ufuldkommenhed bevirker at der alligevel kan opstå alvorlige meningsforskelle. Jesus giver nogle retningslinjer for hvordan man klarer dem. „Hvis nu din broder begår en synd,“ siger Jesus, „så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ Hvis han ikke hører, „så tag en eller to mere med dig, for at enhver sag kan blive stadfæstet ved to eller tre vidners mund“.

Kun som en sidste mulighed bør man gå til menigheden, det vil sige menighedens ansvarshavende tilsynsmænd, som kan træffe en upartisk afgørelse. Hvis synderen ikke vil rette sig efter deres afgørelse, siger Jesus til slut, „så lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver“.

For at kunne træffe en sådan afgørelse må tilsynsmændene nøje følge vejledningen i Jehovas ord. Når de finder en enkeltperson skyldig og strafværdig, vil dommen ’være noget som allerede er bundet i himmelen’. Når de ’løser på jorden’, det vil sige finder én uskyldig, så er det noget som allerede er „løst i himmelen“. Angående sådanne drøftelser i dømmende udvalg siger Jesus: „Hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ Mattæus 18:6-20; Markus 9:38-50; Lukas 9:49, 50.

En belæring om at tilgive

JESUS befinder sig øjensynlig stadig i huset i Kapernaum sammen med sine disciple. Han har talt med dem om hvad man skal gøre når der opstår uoverensstemmelser mellem brødre. Det får Peter til at spørge: „Herre, hvor mange gange skal min broder synde imod mig og jeg tilgive ham?“ Da jødernes religiøse lærere anbefaler at man tilgiver andre op til tre gange, mener Peter sikkert selv at det er meget storsindet af ham at foreslå: „Indtil syv gange?“

Men det er forkert i det hele taget at holde regnskab med den slags. Jesus retter ham derfor: „Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ Dermed viser han at der slet ikke bør være nogen grænse for hvor mange gange Peter skal tilgive sin broder.

For at indskærpe disciplene at de bør være tilgivende, fortæller Jesus nu en lignelse. Den handler om en konge som ønsker at gøre regnskabet op med sine trælle. En træl der skylder ham en vældig sum, 60.000.000 denarer, bliver ført frem for ham. Men det er aldeles umuligt for denne træl at betale så stor en gæld. Derfor befaler kongen at han, hans kone og hans børn skal sælges og gælden betales.

Da trællen hører dette, kaster han sig ned for sin herres fødder og bønfalder ham: „Vær tålmodig med mig, og jeg vil betale alt tilbage til dig.“

Kongen får ondt af trællen og eftergiver ham barmhjertigt hele den enorme gæld. Men aldrig så snart har han gjort det, før denne træl går hen og finder en af sine medtrælle som skylder ham et lille beløb på kun 100 denarer, fortæller Jesus videre. Trællen griber sin medtræl i struben og er ved at kvæle ham idet han siger: „Betal hvad du skylder.“

Da manden ikke har pengene, kaster han sig ned for fødderne af den træl han er i gæld til, og bønfalder: „Vær tålmodig med mig, og jeg skal betale dig.“ Men trællen er ikke barmhjertig som sin herre, så han får manden kastet i fængsel.

De andre trælle, som har set hvad der er sket, går hen og fortæller deres herre om det. Rasende tilkalder herren derpå trællen. „Onde træl, jeg har eftergivet dig hele denne gæld da du bønfaldt mig. Burde du da ikke til gengæld have vist barmhjertighed mod din medtræl, sådan som jeg viste dig barmhjertighed?“ Vred som hans herre nu er blevet, overgiver han ham til fangevogterne, indtil han betaler alt.

Jesus slutter med at sige: „På samme måde vil min himmelske Fader også behandle jer, hvis I ikke hver især af hjertet tilgiver jeres broder.“

Hvilken glimrende belæring om nødvendigheden af at tilgive! Sammenlignet med den store skyld som Gud har tilgivet os, vil enhver overtrædelse som en af vore medkristne begår mod os, være ganske lille. Desuden har Jehova Gud tilgivet os tusinder af gange. Ofte er vi ikke engang klar over det når vi har syndet mod ham. Skulle vi da ikke kunne tilgive vor broder nogle få gange, også selv om vi har grund til at beklage os? Husk på at Gud, som Jesus sagde i Bjergprædikenen, vil ’tilgive os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere’. Mattæus 18:21-35; 6:12; Kolossenserne 3:13.

DET er i efteråret år 32, og løvhyttefesten nærmer sig. Siden påsken i år 31, hvor jøderne forsøgte at dræbe Jesus, har han for det meste begrænset sin virksomhed til Galilæa. Siden da har han sikkert kun været i Jerusalem for at overvære jødernes tre årlige højtider.