Hasardspillets nye målgruppe — unge!
RYSTER du vantro på hovedet når du hører om hvor afhængige voksne mennesker kan blive af spil? Forekommer det dig ufatteligt når du læser om hvordan voksne mennesker giver afkald på deres livsværk — deres arbejde, deres forretning, deres familie, ja, måske selve livet — på grund af deres spillelidenskab? Kan du fatte hvad det er der får en voksen, veluddannet mand der vinder 1,5 millioner dollars i spil, til at fortsætte med at spille indtil han samme aften har tabt 7 millioner dollars? I mange tilfælde er det begærlighed, jagten på det flygtige guld. Men det er også alt for ofte spændingen ved selve spillet.
Hvis du har mindreårige børn beroliger du måske dig selv med at hasardspil er de voksnes tidsfordriv. Men det er desværre ikke rigtigt. De unge står parate i kulissen, eller er måske allerede på banen. Følgende oplysninger vil måske forbløffe dig.
I den senere tid har man kunnet læse følgende overskrifter i aviser og blade: „Chancer for at spil vil blive 90’ernes store last blandt unge.“ „Flere unge spillenarkomaner.“ „90’ernes crack: Spil gør unge afhængige.“ „Min søn kunne ikke holde op med at spille.“
Lad os prøve at læse hvad der er blevet skrevet i artiklerne. „Myndighederne mener at krisen i det store og hele skyldes det omsiggribende stats- og kirkestøttede hasardspil,“ har en avis skrevet. „I dag er det nemmere end nogen sinde for sårbare unge at blive inddraget i spil. Specialister advarer om at over 90 procent af voksne spillenarkomaner begynder på deres last før de er fyldt 14,“ skriver avisen. „Tidligere har det været sådan at de fleste spillenarkomaner begyndte at spille omkring 14-årsalderen. Nu ser vi at alderen er faldet til 9 eller 10 år,“ har en forsker sagt. „Hvorfor? Fordi muligheden foreligger,“ tilføjer hun. „Børn . . . bliver overalt bombarderet med annoncer for spil. Samfundet har accepteret det som et helt legalt tidsfordriv.“ En talsmand for en gruppe der kalder sig Anonyme Spillere har sagt at „det bliver hurtigt værre og værre. Børnene begynder at spille i en stadig yngre alder, og flere end nogen sinde før bliver grebet af det.“
Ifølge en undersøgelse blandt teenagespillere i en amerikansk stat, var cirka 3,5 procent potentielle spillenarkomaner; yderligere 9 procent ville sandsynligvis blive spillere der var villige til at sætte alt over styr. „Tallene viser typisk at der er flere spillere blandt unge end blandt den voksne befolkning,“ siger William C. Phillips, der er vejleder ved et amerikansk universitet. „I det næste årti vil vi opleve flere problemer med unge der spiller end med stofmisbrug — især med ulovligt stofmisbrug,“ har en anden vejleder sagt. Professor Henry Lesieur har lavet en undersøgelse blandt highschool-elever på forskellige niveauer, og The Los Angeles Times har rapporteret at hans „resultater har en slående lighed med en undersøgelse foretaget blandt universitetsstuderende: Antallet af teenagere der har en sygelig trang til at spille eller som er spillenarkomaner, altså nogle der ikke længere har kontrol over deres spil, udgør cirka 5% af alle [USA’s] teenagere.“
Spilleterapeuter er enige om at det ikke er antallet af unge spillere der bekymrer dem, men snarere „den indstilling børn, forældre og lærere har til at teenagere spiller. . . . Mange unge og deres forældre betragter spil som en harmløs adspredelse der ikke har nær så alvorlige konsekvenser som stoffer, alkohol, vold eller promiskuitet.“ Men adfærdsforskeren Durand Jacobs har advaret om at hasardspil kan medføre at unge bliver kriminelle, pjækker eller får hang til lettjente penge.
En highschoolelev der begyndte at spille som ganske ung, brugte for eksempel mange undervisningstimer på at spille med andre elever. Når han havde tabt alle sine lommepenge, stjal han penge fra nogle fonde som eleverne havde oprettet for at der kunne købes mad til fattige familier. Ved at spille for de stjålne penge håbede han at blive i stand til at indløse sin families fjernsyn og en onyksring som han havde pantsat for at kunne betale en tidligere spillegæld. Da han gik i niende klasse havde han allerede tilbragt 20 dage på et ungdomshjem for at have stjålet 1500 dollars, og han var dybt involveret i poker- og poolspil om penge. „Efterhånden som jeg blev ældre blev beløbene større,“ fortæller han. Inden længe begyndte han at stjæle fra naboerne for at kunne betale sin spillegæld. Hans mor var fortvivlet. Som 18-årig var han blevet spillenarkoman.
Sociologer siger at de lemfældige spillelove i England tillader børn at spille på enarmede tyveknægte. De spiller i lufthavne og i spillehaller, og mange skaffer pengene til deres last ved at stjæle fra deres forældre og ved butikstyveri.
„En af de mest populære og hurtigst voksende former for spil på junior-highschools, highschools og universiteter er interne væddemål om sportsbegivenheder, noget der nogle gange støttes af lokale bookmakere,“ siger Durand Jacobs. „Jeg tror at det er meget få highschools og universiteter der ikke driver velorganiseret spil om store beløb.“ Dertil kommer kortspil, lotterier og kasinoer hvor teenagere lukkes ind fordi de ser ældre ud end de er.
„Man bør huske at de fleste er blevet spillenarkomaner fordi de som teenagere har været vindere,“ siger Durand Jacobs. „Langt den overvejende del af de unge er blevet ført ind i spilleverdenen af deres forældre eller slægtninge der har betragtet det som en uskadelig fornøjelse,“ siger han videre til The Los Angeles Times. En anden vejleder har sagt: „Forældre må overveje de samme spørgsmål som de overvejer i forbindelse med alkohol og narkotika. Jeg tror at jo flere spil der findes, jo flere unge spillenarkomaner bliver der.“ Specialister der behandler spillenarkomaner siger at flere og flere unge spillenarkomaner skaffer penge til deres last ved at stjæle, handle med stoffer eller prostituere sig selv, nøjagtig ligesom det er tilfældet med dem der har et stof- eller alkoholmisbrug. Det kan godt være at forældre betragter spil som en uskadelig fornøjelse, men det gør politiet ikke.
„Børn der er blevet afhængige af at spille på enarmede tyveknægte . . . viser samme destruktive adfærdsmønster som voksne spillenarkomaner. De unge der er afhængige af spilleautomater er måske allerede begyndt som 9- eller 10-årige. De har brugt deres lommepenge, pengene til skolemad og de småbeløb de har fundet rundt omkring i hjemmet. Et år eller to senere er drengene måske begyndt at stjæle. Alt hvad der kunne sælges fra barnets eget værelse blev solgt: boldtræer, bøger, ja selv båndoptagere. Andre børn har måske opdaget at også deres legetøj forsvandt. Intet i hjemmet var sikkert. Moody har hørt om fortvivlede mødre som har gemt deres ejendele i ét værelse for at de kunne holde øje med dem, eller som har måttet skjule deres håndtaske under hovedpuden når de har lagt sig til at sove. Disse ulykkelige mødre kunne lige så lidt fatte hvad der skete med deres afkom som de fugle hvis reder blev plyndret af en gøg. Det lykkedes dog alligevel børnene at stjæle et eller andet. Når de blev 16 år stod politiet ved døren og bankede på.“ — Easy Money: Inside the Gambler’s Mind af David Spanier.
Som vi har påpeget i disse artikler er både voksne og børn blevet præsenteret for spil i deres kirke gennem bingo, lotterier og den slags. Bør religiøse institutioner og deres ledere, der hævder at være Kristi disciple, opmuntre til, fremme og støtte spil i nogen som helst form? Bestemt ikke! Spil i alle dets afskygninger appellerer til nogle af de værste egenskaber hos mennesker, nemlig ønsket om at få noget for intet. Det kaldes også begærlighed. De der fremmer denne egenskab får folk til at tro at det er helt i orden at lukrere på andres tab. Ville Jesus fremme en aktivitet der kan føre til familiens opløsning, skam, et dårligt helbred og ødelæggelse af ens liv? Aldrig! Guds inspirerede ord siger klart at havesyge mennesker ikke skal arve Guds rige. — 1 Korinther 6:9, 10.
Forældre må i en tidlig alder lære deres børn at enhver form for hasardspil er forkert. Betragt det ikke som en uskyldig fornøjelse, men som noget der kan føre til dovenskab, løgn, snyderi og uærlighed. I mange byer er der blevet oprettet hjælpeprogrammer, såsom Anonyme Spillere. Hvis du har et problem vil det desuden være vigtigt at du søger hjælp i den inspirerede vejledning der findes i Guds ord, Bibelen. Nogle der har overvejet selvmord siger at de kun lever fordi de har fulgt denne inspirerede vejledning.
Jehovas Vidner har interessant nok hjulpet mange med at slippe ud af spillenarkomanien. En tidligere spillenarkoman har skrevet at der efter mange år med forskellige laster, deriblandt spil, ’skete en pludselig og drastisk forandring da han og hans veninde begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner’. „Jeg var afhængig af spil og havde meget svært ved at styre det,“ fortæller han. „Men med Jehovas hjælp og med støtte fra min veninde — samt gennem studium, bøn og meditation, især over Guds syn på begærlighed — fik jeg styr på min spillelidenskab. Derefter indviede jeg mit liv til Jehova, og det samme gjorde min veninde, der nu i 38 år har været min kone. Vi har virket hvor der har været stort behov [for Jehovas vidner], har været mange år i heltidstjenesten, og jeg har været en af Vagttårnsselskabets rejsende repræsentanter; men jeg mærker stadig trangen til at spille. Det er kun takket være Jehovas hjælp og ledelse at det er lykkedes mig at beherske denne trang.“
Kan man bryde med spillevanen? Ja, hvis man hele tiden tager imod hjælpen fra Gud og tilbyder denne hjælp til andre med samme behov.
[Tekstcitat på side 9]
Inden længe vil der være flere problemer med unge spillere end med unge stofmisbrugere
[Tekstcitat på side 11]
Begærlige mennesker vil ikke arve Guds rige
[Ramme på side 10]
Den katolske kirke i Las Vegas modtager gerne spillejetoner
De der besøger Kirken for den Allerhelligste Genløser spørger ofte præsten: „Fader, vil du bede for mig om at jeg må vinde?“
Millioner af mennesker kommer hvert år fra hele verden for at besøge Las Vegas i den hensigt at prøve lykkens lunefulde spil. I denne katolske kirke med hyggebelysning, og statuer der forestiller Jesu fødsel, den sidste nadver og korsfæstelsen opstillet langs væggene, anvendes gevinsterne også på kirkebænkene; kirkegængerne kommer nemlig spillejetoner i kollektbøssen.
„Nu og da finder vi en 500-dollar-jeton i en af kollektbøsserne,“ fortæller kirkens fader Leary med en blød irsk dialekt.
En katolsk kirke længere oppe i Las Vegas-bæltet har i årtier betjent kirkegængere, men da fire af verdens største hotelkasinoer — MGM Grand, Luxor, Exalibur og Tropicana — blev bygget i den sydlige del af Las Vegas, byggede man Kirken for den Allerhelligste Genløser i en nærliggende gade.
Da præsten blev spurgt om grunden hertil, sagde han: „Hvorfor ikke? Det er jo her folk er.“
Ja, og det er jo også her pengene er, så hvorfor egentlig ikke?
[Illustration på side 9]
Spil fører til at man kommer i dårligt selskab