-
Vil du gerne være millionær?Vågn op! – 1992 | 8. juni
-
-
Lotterierne har kronede dage, men også en anden spilleform har vundet stærkt frem, nemlig spilleautomaterne. Skønt ’de enarmede tyveknægte’ ikke kan gøre én rig på et øjeblik, giver de spilleren mulighed for at vinde nogle småpenge eller spillemønter — hvilket er tilstrækkeligt. Og spilleautomater findes ikke kun i kasinoer. Med blinkende lys og iørefaldende lyde og pludselige kaskader af klirrende mønter gør de opmærksom på deres tilstedeværelse på mange caféer, barer, restauranter og hoteller.
Frances er en ældre enke som bor i New York. To til tre gange om ugen tager hun den to og en halv time lange bustur til Atlantic City i New Jersey. Ved ankomsten går hun ind i et af byens kasinoer og spiller på spilleautomaterne i seks timer eller mere før hun tager hjem igen. „Jeg ved ikke hvordan jeg skulle klare mig uden Atlantic City,“ bemærker hun. „Det er vores største fornøjelse, derfor gør vi det.“
For andre er spil andet og mere end blot fornøjelse, det er en flugt fra den daglige rutine eller et håbefuldt forsøg på at blive rig. I deres tilfælde er det en betydningsfuld — ja, næsten uundværlig — del af livet.
„Jeg er spiller fordi jeg godt kan lide at tage en chance,“ forklarer Luciano fra Córdoba i Spanien. „Det er ikke fordi jeg vil finde på undskyldninger for mig selv,“ tilføjer han, „men sagen er at jeg var deprimeret, og derfor begyndte jeg at spille bingo. Derefter gik jeg over til at spille hasard.“ Luciano fortæller at han føler sig storartet tilpas når han har lommen fuld af pengesedler til at spille med. En anden vanespiller, som mistede sit arbejde som direktør for et firma, blev spurgt om han nogen sinde havde tænkt sig at holde op med at spille. „Holde op?“ svarede han. „Det er umuligt. Det er det jeg lever og ånder for.“
-
-
Spillelidenskabens bitre prisVågn op! – 1992 | 8. juni
-
-
Når man mister kontrollen
Hvordan kan nogen der blot spiller i ny og næ gå hen og blive spillenarkomaner? Der er forskellige årsager, men af den ene eller den anden grund kommer nogle spillere til et punkt hvor de ikke kan leve uden at spille. (Se rammen side 7.) Nogle føler at det at spille giver dem den spænding som de mangler i tilværelsen. En spiller forklarer: „Jeg er egentlig ligeglad med om jeg vinder eller ej. Hvis jeg indgår et væddemål føler jeg at jeg er den mest betydningsfulde person i verden, især hvis jeg satser mere end de andre. Folk respekterer mig. Jeg føler mig meget opstemt!“
Andre begynder at spille fordi de er ensomme eller deprimerede. Ester, der har fire børn, var gift med en militærmand som ofte var væk hjemmefra. Hun følte sig ensom og begyndte at hænge ved spilleautomaterne. Inden længe spillede hun flere timer hver dag. Husholdningspengene var snart spillet bort og problemerne tårnede sig op. Hun prøvede at skjule problemet for sin mand og forsøgte desperat at låne penge i banken eller af andre for at tilfredsstille sin lidenskab, der kostede hende næsten 1300 kroner om dagen.
Nogle bliver også spillefugle fordi de har vundet en stor præmie. Robert Custer, en forsker med speciale i tvangsspilleri, forklarer: „Det er almindeligvis dem der vinder på et tidligt tidspunkt i deres spillekarriere der bliver grebet af spillelidenskaben.“ Derefter bliver de overmandet af ønsket om at vinde.
-
-
Spillelidenskabens bitre prisVågn op! – 1992 | 8. juni
-
-
Kærlighed til penge
Folk spiller for pengenes skyld og går ofte efter de store summer. Men i tilfældet med spillenarkomanen er der tale om en særlig fortryllelse ved gevinstpengene. Robert Custer siger at i spillerens øjne betyder penge ’indflydelse, venskab og medicin’. Hvorfor betyder penge så meget for spilleren?
I spillerkredse beundrer folk den store vinder og den der slår om sig med penge. De ønsker at være i nærheden af ham. At spilleren har vundet fortæller ham at han er betydningsfuld, at han er smart. Pengene får ham også til at glemme sine problemer, de hjælper ham til at slappe af og sætter ham i godt humør. Sagt med forskeren Jay Livingstons ord, sætter lidenskabelige spillere „følelsesmæssigt set alt på ét bræt — på pengene“. Det er en tragisk fejltagelse.
Når sæbeboblen brister og spilleren taber igen og igen, får pengene endnu større betydning. Han ønsker nu desperat at vinde det tabte tilbage. Hvordan kan han skrabe tilstrækkeligt med penge sammen til at betale sine kreditorer, og til igen at spille og genoptage vinderperioden? Inden længe udvikler hans liv sig til en konstant søgen efter likvider.
Sådan former livet sig for millioner af spillere. Sammenlagt tabte danske kasinogæster en kvart milliard kroner i 1991. Og spillerne er af begge køn, kommer fra alle aldersklasser og fra alle samfundslag. Alle er i farezonen. Det fremgår af den seneste bølge af spillelidenskab blandt teenagere og husmødre.
Spillesyge teenagere og husmødre
Teenagere er et let bytte for de fascinerende spilleautomater eller andre former for hasardspil som stiller dem lettjente penge i udsigt. En undersøgelse foretaget i en engelsk by afslørede at 4 ud af 5 14-årige regelmæssigt spillede på spilleautomater og at de fleste var begyndt i 9-årsalderen. Nogle pjækker fra skolen for at spille. En undersøgelse på en amerikansk highschool afslørede at 6 procent af eleverne „viste tegn på ’patologisk spillemani’“.
Manuel Melgarejo, som er præsident for en selvhjælpsgruppe der består af forhenværende spillere i Madrid i Spanien, forklarer til Vågn op! at en letpåvirkelig teenager kan bide på krogen allerede efter at have vundet én stor jackpot i en spilleautomat. På et øjeblik er spillet blevet et tidsfordriv og en lidenskab. Inden længe begynder den unge spillenarkoman at sælge familiens arvestykker eller at stjæle fra familien. Måske giver han sig endda af med smårapserier eller prostitution for at finansiere sin last.
-
-
Spillelidenskabens bitre prisVågn op! – 1992 | 8. juni
-
-
Drømme der bliver til mareridt
Spillelidenskab bygger på drømme. For nogle spillere er drømmene om rigdom kortvarige, men for spillenarkomanen bliver de en besættelse, en besættelse som ubønhørligt skubber ham ud mod bankerot, fængsel og endog død.
Spil giver løfte om at kunne opfylde legitime behov — behovet for behageligt tidsfordriv, lidt spænding, lidt ekstra penge eller en flugt fra hverdagens bekymringer — men den skjulte pris er uhyrlig, hvilket mangen en spiller med smerte har måttet sande.
-