Folk køber lodsedler i håb om at vinde mange penge. Dette strider mod Guds bud om at undgå havesyge, der kan være en så alvorlig last at den kan hindre et menneske i at „arve Guds rige“. Hvis en kristen vedblivende lader en sådan havesyge komme til udtryk ved at spille i lotteriet, kan det derfor medføre at vedkommende udelukkes fra menigheden. (1 Korinther 5:11; 6:10) Bibelen siger: „Først får man en arv ved begærlighed, men den velsignes ikke til sidst.“ (Ordsprogene 20:21) Hvis en kristen føler sig fristet til at ’prøve chancen’ i lotteriet, bør han tænke på at lotteri appellerer til folks havesyge. Når det i Efeserbrevet 5:3 hedder at ’havesyge end ikke bør nævnes iblandt os’, siger det sig selv at en kristen må være endnu mere imod at give efter for den.

I mange lande er flertallet af lotterideltagerne desuden fattige. Så selv om udgiften til en lodseddel er lille, tages pengene ofte fra de midler der ellers skulle have været brugt til at dække familiens behov — mere mad og tøj samt bedre lægehjælp. Den der hævder at være kristen men som forsømmer sin families behov, „er værre end én uden tro“. — 1 Timoteus 5:8.

Selv i de tilfælde hvor det ikke har den store indflydelse på økonomien eller på familiens elementære behov at man køber en lodseddel, er det ikke ensbetydende med at det ikke skader andre. Alle der køber en lodseddel ønsker selvfølgelig at vinde. Men hvor kommer gevinsten fra? Hvis en lodseddel for eksempel koster 10 pesos og gevinsten er på 1.000.000 pesos, betyder det at pengene må komme fra 100.000 andre mennesker. Harmonerer dette med Guds bud om at man ikke må begære andres ejendom? (5 Mosebog 5:21)

Det er heller ingen hemmelighed at lotterispil er forbundet med drømmen om at vinde penge som man ikke har arbejdet for, og derved opmuntrer lotterispil til dovenskab. Bibelen, derimod, tilskynder Guds tjenere til at være sparsommelige, flittige og arbejdsomme. I stedet for at fremme den indstilling at man kan få noget for intet, siger den: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2 Thessaloniker 3:10; Ordsprogene 13:4; 20:4; 21:25; 1 Thessaloniker 4:9-12.