Min generation — højt privilegeret og enestående!
FORTALT AF MELVIN SARGENT
I DAG findes der mange unge som har forældre der er Jehovas vidner. Men i 1896, da jeg blev født, var det et yderst sjældent privilegium når dette var tilfældet. Lige fra min spæde barndom oplærte min mor mig til at frygte Jehova på den rette måde, og at værdsætte det genløsningsoffer hans søn havde bragt. Jeg tilhører altså en enestående og højt privilegeret generation, en generation der er gammel nok til at have oplevet begyndelsen af tegnet på Kristi nærværelse i 1914, og alligevel ung nok til at være blandt dem der kan komme til at opleve profetiens fuldendelse ved Harmagedon. — Mattæus 24:3, 33, 34.
En god opdragelse
Som barn blev jeg opdraget efter et princip kaldet TLC, der stod for Tender Loving Care (nænsom, kærlig omsorg). I dag ville nogle måske betragte denne opdragelsesform som streng. Jeg husker en hændelse hvor min mor tilfældigvis lyttede mens jeg legede med en større dreng, der pludselig begyndte at bruge nogle ord jeg aldrig havde hørt før. „Det er slemme ord som du aldrig må bruge,“ indprentede hun mig, og slog det fast rent bogstaveligt! Men jeg tog det som et udtryk for hendes nænsomme, kærlige omsorg, og jeg kan huske at det undrede mig at Jimmies mor ikke havde tugtet ham. Mon hun ikke holdt rigtig af ham?
Vi var den eneste familie i Jewell County i Kansas der var Jehovas vidner. Far var ikke en indviet tjener for Jehova, men ledede alligevel trofast et bibelstudium med os børn. Min søster Eva var den ældste, og Walter var seksten måneder ældre end jeg. Hver aften forventedes det at vi hjalp til med opvasken. Men Walter fandt ofte på undskyldninger og bad sig fri. Eva og jeg betragtede imidlertid dette tidspunkt som en lejlighed til dagligt at tale om Bibelens sandheder, så egentlig var opvasken en velsignelse. Senere gik det op for mig at folk der kniber uden om deres ansvar i livet, går glip af mange velsignelser. Sådan gik det også med Walter, der senere forlod sandheden.
Den 4. august 1912 skulle det vise sig at vores TLC-opdragelse havde været en succes. Før daggry stod Eva og jeg op og kørte seksten kilometer i hestevogn for at nå morgentoget til Jamestown i Kansas. Her var der besøg af en pilgrimsbroder (betegnelsen for en omrejsende bibelstudent), og dette var det første møde med bibelstudenter vi overværede uden for vort eget hjem. Den dag blev vi begge døbt.
Selv om jeg kun var 16 år gammel spurgte jeg pilgrimsbroderen om jeg kunne begynde i heltidstjenesten, der dengang blev kaldt kolportørarbejdet. Han opfordrede mig til at skrive til Vagttårnets selskab. Men eftersom der stadig var brug for mig derhjemme, måtte dette udsættes. I mellemtiden brugte jeg min fritid til regelmæssigt at hjælpe bibelstudenterne i Jamestown med at uddele traktater i omkring 75 omliggende byer og landsbyer.
Jeg forkyndte også ved andre lejligheder. Engang da vores husværtinde kom til byen på en forretningsrejse og boede hos os nogle få dage, gav jeg hende en traktat. Dette må have gjort indtryk på hende. Men efter at hun var taget tilbage til Iowa skulle der gå 30 år før jeg traf hende igen. Hun var i mellemtiden blevet adventist og var ikke interesseret i „min religion“. Men hun havde en ejendom der skulle passes, og da hun ikke kendte nogen „sand kristen mand“ som hun havde tillid til inden for sin egen kirke, henvendte hun sig til mig. Den løn jeg modtog hjalp mig til at forblive i heltidstjenesten i adskillige år. En storslået bekræftelse af Prædikeren 11:1: „Send dit brød ud på vandet, for efter mange dages forløb vil du finde det igen.“ Eller af det Jesus engang sagde: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.
Uforglemmelige indtryk
Jeg overværede mit første stævne i 1913. Det gjorde indtryk på mig at se 41 nye blive døbt, og det hjalp mig også til at indse at med min lovende begyndelse (jeg havde været døbt i ti måneder) var der en chance for at det ville lykkes mig at udvikle en „kristuslignende karakter“ inden 1914, således at min ’udvælgelse og kaldelse’ kunne stadfæstes. Det gjorde også indtryk på mig at se så mange røde og gule bånd. Kolportører der var på udkig efter en samarbejdspartner bar røde bånd, og enhver der gerne ville slutte sig til kolportørerne bar et gult bånd.
Det var et højdepunkt for mig at se Skabelsens Fotodrama ved stævnet i 1914 og stifte nærmere bekendtskab med broder Russell. Han havde en varm udstråling og nærede et inderligt ønske om at formidle opmuntrende tanker til sine tilhørere. Han var forstående og villig til at lytte til dem der kom til ham med deres problemer. Men han følte sig ikke for god til at være med når en teenager lavede lidt sjov. En aften da vi solgte scenarier til Fotodramaet kom han hastende forbi. Jeg tilbød ham et eksemplar idet jeg lod som om jeg ikke genkendte ham. Først gik han bare forbi, men så vendte han sig om og takkede mig med et smil og lod mig forstå at han havde forstået spøgen.
I 1917, 21 år gammel, blev jeg endelig i stand til at begynde i kolportørarbejdet. Den første verdenskrig havde allerede raset i næsten tre år. Med en kuffert i hånden, en stor portion bøger og 30 dollars på lommen drog jeg mod Nebraska med min makker, Ernest Leuba, der var en ældre, erfaren kolportør. Vi havde både gode og dårlige oplevelser. For eksempel husker jeg engang hvor vi besluttede os til at prøve at afsætte bøger i et hurtigt tempo. Vi fik trykt nogle kort der tilbød folk at låne bogen Den Fuldbyrdede Hemmelighed til gratis gennemsyn i to dage, hvorefter de kunne købe den for 60 cents når vi kom tilbage. En formiddag udlånte vi hver ti bøger på denne måde. To dage senere afsatte jeg syv af mine bøger, hvorimod broder Leuba, der havde arbejdet i et overvejende katolsk distrikt, kun afsatte én. Da han skulle have en af de udlånte bøger tilbage måtte han gå til den lokale katolske præst, eftersom den var blevet givet til ham. Vi fandt derfor hurtigt ud af at denne nye metode egentlig ikke var så god som hvis vi brugte mere tid på at tale med folk.
Vi havde selvfølgelig småt med penge, hvilket betød at vi til tider var ret opfindsomme når der skulle udtænkes metoder til at spare. Da vi senere rejste til et nyt distrikt i Boulder i Colorado købte vi en billet til den nærmeste station på den anden side af statsgrænsen. Der stod vi af toget og købte en anden billet til det næste tog, som gjaldt resten af rejsen. Hvorfor det? Jo, billetter inden for statsgrænserne kostede kun to cents pr. mile, hvorimod det blev dyrere hvis man krydsede statsgrænserne. Ud over at vi sparede nogle penge havde vi så også mulighed for at bruge ventetiden til at aflægge uformelle vidnesbyrd.
Krigsårene og en ny begyndelse
I 1918 var De Forenede Stater stærkt involveret i krigen. Der begyndte at rejse sig en mur af åben modstand mod bibelstudenterne, hvilket var med til at skille de frygtsomme ud. Selv om brødrene i den militærpligtige alder af samvittighedsgrunde nægtede at bære våben, gik nogle med til at udføre nonkombattant militærtjeneste.
Da jeg kom på session krævede jeg fritagelse som en ordets tjener. Jeg fandt selv mine argumenter velbegrundede, og min indkaldelsesordre blev udsat mens min sag blev behandlet i ankenævnet. Her så man anderledes på sagen og afviste min forklaring. Denne forsinkelse gjorde imidlertid at jeg undgik at komme i fængsel eftersom det nu var blevet høst, og jeg fik udsættelse indtil dette vigtige arbejde på mine forældres gård var overstået. Det endte med at jeg blev indkaldt til den 15. november. Krigen sluttede den 11. november. Kun fire dage skilte mig fra at komme i fængsel.
Andre der frygtløst stod op for deres kristne neutralitet var knap så heldige. Ved et stævne i Denver mødte jeg en af disse. Da broderen skulle forklare hvorfor han var skaldet fortalte han at han var blevet bundet til et træ af en fanatisk pøbel der havde hældt varm tjære over ham. „Kvinderne i flokken var de værste,“ sagde han. Han havde barberet sit hår af for at fjerne tjæren. Men så stak han os et stort smil og sagde om denne hændelse: „Jeg ville ikke for noget i verden have undværet den.“
På grund af deres kompromisløse holdning blev nogle af Vagttårnsselskabets ledere på falske anklager kastet i fængsel. Men i 1919, mens de stadig sad fængslet, blev de genvalgt til deres poster inden for Selskabet, til trods for at nogle frafaldne gjorde forsøg på at fortrænge dem. De brødre der forblev trofaste tog dette som et udtryk for Jehovas godkendelse. Fyldt med glæde og opmuntret af den hellige ånds uhæmmede virke, var de nu mere end nogen sinde besluttede på atter at gå i gang med forkyndelsesarbejdet og at afsløre hvordan gejstligheden hyklerisk havde undladt at støtte Guds rige. Et fuldstændigt brud med Babylon havde taget sin begyndelse.
Efter at De Forenede Stater den 6. april 1917 var blevet inddraget i den første verdenskrig, holdt broder Rutherford den 24. februar 1918 i Los Angeles, Californien, for første gang det spændende foredrag: „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø.“
Betydningsfulde forandringer i årenes løb
Lydia Tannahill og jeg havde i syv år opbygget et venskab, hovedsagelig gennem brevskrivning. Efter omhyggelig overvejelse under bøn kom vi i 1921 til den slutning at det ville være bedst for os at gifte os. Vi benyttede os af den indrømmelse Paulus giver udtryk for i forbindelse med hans råd vedrørende indgåelse af ægteskab, hvor han siger at den der giver sin jomfruelighed hen i ægteskab „gør vel“. (1 Korinther 7:38) Vort ægteskab var en gave fra Jehova og fyldte os med glæde. Inden længe stod vi imidlertid over for et problem. Rejselivet havde gjort en gammel rygskade hos Lydia akut. Og hvad angik mig selv, var mit hjerte, skønt trofast og kærligt, blevet svækket; lægerne kaldte det et „træt hjerte“. Dette gjorde at jeg fik anæmi. Vi var begge ved at miste vore kræfter, og blev rådet til at flytte under varmere himmelstrøg og begrænse vores daglige rejsevirksomhed. Vort hjem var en husvogn, og det var derfor nemt at efterkomme dette råd. I september måned 1923 begav vi os på vej til Californien.
Eftersom jeg tilhører en højt privilegeret generation, har jeg fået den forret at se den udvikling der gennem årene er foregået inden for Jehovas synlige organisation. Jeg var med til at lave de første distriktskort over Los Angeles, da man begyndte at forkynde om søndagen, og dengang vi i 1931 antog vort nye navn, Jehovas Vidner. Det var også spændende at opleve de forandringer der skete i 1932 og 1938 som sikrede at udnævnelsen af ældste blev foretaget på teokratisk og ikke demokratisk vis. Desuden har det været en glæde at se hvordan der er blevet kastet lys over sådanne emner som neutralitetsspørgsmålet og spørgsmålet om blodets hellighed.
Selv om jeg forlod kolportørarbejdet i 1923, har jeg altid bevaret pionerånden. I 1943 var jeg atter i stand til at slutte mig til det hastigt voksende antal pionerer. I 1945 fik jeg endog det privilegium at blive specialpioner — og tjente som sådan i ni år, indtil mit ’trætte hjerte’ atter indhentede mig. Siden 1954 har jeg tjent som almindelig pioner.
Jeg var gift med Lydia i 48 år, indtil hun i 1969 fik tildelt en ny opgave, en arv som hun havde haft „bevaret i himlene“, en arv som jeg til sin tid også håber at få del i. (1 Peter 1:4) Skønt vi ingen børn fik, havde vi hvad mange vil kalde et mønsterægteskab. Selv om Lydias død var et stort tab for mig, hjalp det mig at være travlt optaget af teokratiske gøremål. Senere giftede jeg mig med Evamae Bell, en erfaren pioner jeg havde kendt i mange år. Vi oplevede tretten års trofast partnerskab, indtil også hun gik bort.
Min generation — enestående i en særlig betydning
Af og til er jeg blevet spurgt: „Hvad har været den største oplevelse du har haft i sandheden?“ Hertil svarer jeg ufortøvet: „At se de bibelske profetier som trofaste mænd under inspiration nedskrev for mange hundrede år siden, gå i opfyldelse i min generation.“
De der hører til min generation og som befinder sig uden for den teokratiske organisation, har vist sig at være nøjagtig som Skabelsens Fotodrama i 1914 gav udtryk for at de ville være: pengekære, ærekære og nydelsessyge. Vi der befinder os i Herrens organisation har på enhver tænkelig måde forsøgt at rette deres opmærksomhed mod livets budskab. Vi har gjort brug af slogans, helsidesannoncer, radioudsendelser, højttalerbiler, grammofoner, gigantiske stævner, informationsmarcher hvor man bar skilte, og en voksende hær af hus-til-hus-forkyndere. Dette arbejde har haft det formål at skille de mennesker der er gået ind for Guds oprettede rige, fra dem der er imod det. Det var dette arbejde Jesus forudsagde skulle finde sted i min generation! — Mattæus 25:31-46.
Indtil den dag mit ’trætte hjerte’ slår sit sidste slag, vil det fortsætte med at slå i værdsættelse af det glædelige privilegium det har været at få lov til at tilhøre en enestående generation. Det vil fortsætte med at slå i begejstring over den forret det er at få lov til at se millioner af smilende ansigter der er bestemt til at smile for evigt.
[Illustration på side 23]
Melvin og Lydia Sargent som kolportører i 1921
[Illustration på side 24]
Melvin og Evamae Sargent i 1976