-
Frelst fra ’en ond generation’Vagttårnet – 1995 | 1. november
-
-
Frelst fra ’en ond generation’
„Åh, du forvildede generation uden tro, hvor længe skal jeg blive hos jer og holde jer ud?“ — LUKAS 9:41.
1. (a) Hvad er vore ulykkelige tider et forvarsel om? (b) Vil nogen ifølge Bibelen overleve?
VI LEVER i en tid præget af ulykkelige forhold. Jordskælv, oversvømmelser, hungersnød, sygdomme, lovløshed, bombeattentater og grusomme krige er nogle af de ting der er væltet ind over menneskeheden her i det 20. århundrede. Den største katastrofe nogen sinde vil imidlertid indtræffe i nær fremtid. Hvilken katastrofe? „Så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ (Mattæus 24:21) Mange af os kan imidlertid se en glædelig fremtid i møde! Hvorfor? Fordi Guds eget ord beskriver „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål . . . ’Det er dem der kommer ud af den store trængsel . . . De skal ikke sulte mere eller tørste mere . . . Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.’“ — Åbenbaringen 7:1, 9, 14-17.
2. Hvordan gik de profetiske ord i de indledende vers til Mattæus 24, Markus 13 og Lukas 21 i opfyldelse i det første århundrede?
2 I den inspirerede beretning i Mattæus 24:3-22, Markus 13:3-20 og Lukas 21:7-24 finder vi Jesu profetiske beskrivelse af „afslutningen på tingenes ordning“.a Denne profeti fik sin første opfyldelse på den fordærvede jødiske tingenes ordning i det første århundrede og kulminerede i ’en stor trængsel’ uden fortilfælde for jøderne. Hele jødernes religiøse og politiske ordning, med templet i Jerusalem som midtpunkt, blev omstyrtet, for aldrig mere at blive genoprettet.
3. Hvorfor er det bydende nødvendigt at vi i dag giver agt på Jesu profeti?
3 Lad os nu betragte omstændighederne i forbindelse med den første opfyldelse af Jesu profeti. Det vil sætte os i stand til bedre at forstå den modbilledlige opfyldelse i dag. Det vil desuden vise os hvor påtrængende nødvendigt det er at tage nogle positive skridt nu for at kunne overleve den største trængsel menneskeheden vil opleve. — Romerne 10:9-13; 15:4; 1 Korinther 10:11; 15:58.
„Enden“ — hvornår?
4, 5. (a) Hvorfor interesserede gudfrygtige jøder i det første århundrede sig for profetien i Daniel 9:24-27? (b) Hvordan gik denne profeti i opfyldelse?
4 Omkring år 539 f.v.t. fik Guds profet Daniel et syn af nogle begivenheder der ville indtræffe i den sidste „uge“ af en periode på ’halvfjerds åruger’. (Daniel 9:24-27) Disse „uger“ begyndte i 455 f.v.t., da kong Artaxerxes af Persien befalede at byen Jerusalem skulle genopbygges. Den sidste „uge“ begyndte med at Messias, Jesus Kristus, fremstod da han blev døbt og salvet i år 29.b Gudfrygtige jøder i det første århundrede havde udmærket kendskab til denne tidsprofeti hos Daniel. Om folkeskarerne der samledes for at lytte til Johannes Døbers forkyndelse i år 29, står der i Lukas 3:15: ’Folket var i forventning og alle spurgte i deres hjerter angående Johannes: „Kunne han måske være Messias?“’
5 Den 70. uge skulle bestå af syv år hvori der blev vist jøderne særlig gunst. Den begyndte i år 29 og omfattede Jesu dåb og tjeneste, hans offerdød „i midten af ugen“ i år 33, og yderligere en halv åruge, hvilket bringer os frem til år 36. I løbet af denne „uge“ var det udelukkende gudfrygtige jøder og jødiske proselytter der fik mulighed for at blive Jesu salvede disciple. I år 70, et årstal man ikke kendte på forhånd, gjorde de romerske hære under Titus ende på den frafaldne jødiske ordning. — Daniel 9:26, 27.
6. Hvordan gik „afskyeligheden“ til handling i år 66, og hvad gjorde de kristne derfor?
6 Således blev det jødiske præsteskab udslettet efter at have besmittet templet i Jerusalem og sammensvoret sig om at slå Guds egen søn ihjel. Også nationens registre og optegnelserne over stammerne forsvandt. Derefter var der ingen jøde der juridisk kunne gøre krav på at tilhøre den præstelige eller kongelige slægtslinje. Men glædeligvis var salvede åndelige jøder allerede blevet udvalgt til at være et kongeligt præsteskab der ’vidt og bredt skulle forkynde Jehova Guds dyder’. (1 Peter 2:9) Da den romerske hær i år 66 første gang belejrede Jerusalem og endog underminerede tempelområdet, forstod de kristne at denne militærstyrke var „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted“. I lydighed mod Jesu profetiske befaling flygtede de kristne i Jerusalem og Judæa op i bjergene for at opnå beskyttelse. — Mattæus 24:15, 16; Lukas 21:20, 21.
7, 8. Hvilket „tegn“ iagttog de kristne, men hvad vidste de ikke?
7 Disse trofaste jødiske kristne erfarede opfyldelsen af Daniels profeti og blev øjenvidner til krige, hungersnød, pestsygdomme, jordskælv og lovløshed, noget som Jesus havde forudsagt ville være en del af „tegnet på . . . afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Men havde Jesus fortalt dem nøjagtig hvornår Jehova ville eksekvere dommen over den fordærvede ordning? Nej. Den profeti han fremsatte om det der engang i fremtiden ville udgøre højdepunktet på hans nærværelse som konge, passede også på ’den store trængsel’ i det første århundrede: „Om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ — Mattæus 24:36.
8 Ud fra Daniels profeti kunne jøderne have regnet ud hvornår Jesus ville fremstå som Messias. (Daniel 9:25) Men de fik ingen dato for ’den store trængsel’ der til sidst ville lægge den frafaldne jødiske ordning øde. Det var først efter ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel at de forstod at det fastsatte tidspunkt for denne begivenhed var år 70. De havde dog kendskab til Jesu profetiske ord: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ (Mattæus 24:34) Ordet „generation“ bruges her på en anden måde end i Prædikeren 1:4, hvor der tales om at generationer i tidens løb kommer og går.
Udtrykket „denne generation“
9. Hvordan definerer diverse opslagsværker det græske ord geneaʹ?
9 Hvordan blev udtrykket „denne generation“ forstået af de fire apostle der sad sammen med Jesus på Oliebjerget og hørte hans profeti om „afslutningen på tingenes ordning“? I evangelierne er ordet „generation“ oversat fra det græske ord geneaʹ, som nyere opslagsværker definerer på følgende måde: „Ordret de der nedstammer fra en fælles forfader.“ (Walter Bauers Greek-English Lexicon of the New Testament) „Det der er avlet, en familie; . . . de på hinanden følgende medlemmer i en stamtavle . . . eller af et folk . . . eller alle de mennesker der lever på samme tid, Matt. 24:34; Mark. 13:30; Luk. 1:48; 21:32; Fil. 2:15, og især medlemmerne af det jødiske folk der levede på samme tid.“ (W. E. Vines Expository Dictionary of New Testament Words) „Det der er avlet, mennesker med samme afstamning, en familie; . . . alle de mennesker der lever på samme tid: Mt. xxiv. 34; Mk. xiii. 30; Lk. i. 48 . . . især brugt om de jøder der levede i én og samme tidsperiode.“ — J. H. Thayers Greek-English Lexicon of the New Testament.
10. (a) Hvilke enslydende definitioner giver to autoriteter, med henvisning til Mattæus 24:34? (b) Hvordan støtter et teologisk opslagsværk og nogle bibeloversættelser denne definition?
10 Både W. E. Vine og J. H. Thayer anfører Mattæus 24:34, idet de definerer „denne generation“ (hē geneaʹ auʹtē) som „alle de mennesker der lever på samme tid“. Theological Dictionary of the New Testament (1964) støtter denne definition og siger: „Når Jesus bruger ordet ’generation’ er det for at være vidtfavnende: han sigter til hele folket og er vel vidende om deres kollektive synd.“ At deres synd var kollektiv kunne afgjort tydeligt ses i den jødiske nation da Jesus befandt sig på jorden, nøjagtig som det er tilfældet i vore dages verdensordning.c
11. (a) Hvilken autoritet bør være afgørende for hvordan udtrykket „denne generation“ skal forstås? (b) Hvordan brugte denne autoritet dette udtryk?
11 I deres studium af dette emne lader kristne sig naturligvis først og fremmest lede af hvordan de inspirerede evangelieskribenter brugte udtrykket „denne generation“ (på græsk hē geneaʹ auʹtē) når den gengav Jesu ord. Udtrykket blev altid brugt i negativ betydning. Jesus kaldte for eksempel jødernes religiøse ledere for „slanger, giftslangeyngel“ og fortsatte med at sige at „denne generation“ ville erfare Gehennas dom. (Mattæus 23:33, 36) Men var denne dom begrænset til de hykleriske præster? Nej. Ved flere lejligheder hørte Jesu disciple ham tale om „denne generation“ idet han konsekvent anvendte udtrykket i en langt bredere betydning. Hvilken?
„Denne onde generation“
12. Hvordan forbandt Jesus „folkeskarerne“ med „denne generation“ mens hans disciple hørte på det?
12 I år 31, under Jesu store forkyndelsestur i Galilæa og kort efter påsken, hørte hans disciple ham sige til „folkeskarerne“: „Hvem skal jeg sammenligne denne generation med? Den er som små børn der sidder på torvene og som råber til deres legekammerater og siger: ’Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; vi kom med klageråb, men I slog ikke jer selv af sorg.’ Sådan er det: Her kom Johannes [Døber], som hverken spiser eller drikker, og folk siger: ’Han har en dæmon’; så kom Menneskesønnen [Jesus], som både spiser og drikker, og folk siger: ’Se! En frådser, forfalden til vin, ven med skatteopkrævere og syndere.’“ Intet kunne stille denne principløse folkeskare tilfreds. — Mattæus 11:7, 16-19.
13. Hvem identificerede og fordømte Jesus som „denne onde generation“ i overværelse af sine disciple?
13 Senere i år 31, da Jesus og hans disciple tog ud på deres anden forkyndelsesrejse i Galilæa, bad „nogle af de skriftlærde og farisæerne“ Jesus om et tegn. Han sagde til dem og til folkeskarerne som var til stede: „En ond og utro generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den noget tegn ud over profeten Jonas’ tegn. For ligesom Jonas var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i jordens hjerte tre dage og tre nætter. . . . Sådan vil det også være for denne onde generation.“ (Mattæus 12:38-46) „Denne onde generation“ omfattede tydeligvis både de religiøse ledere og „folkeskarerne“ der aldrig forstod dette tegn, som fik sin opfyldelse da Jesus døde og blev oprejst.d
14. Hvilken fordømmelse hørte Jesu disciple ham udtale over saddukæerne og farisæerne?
14 Efter påsken i år 32 kom Jesus og hans disciple til egnen Magadan i Galilæa, hvor saddukæerne og farisæerne atter bad Jesus om et tegn. Det fik ham til igen at sige: „En ond og utro generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den andet tegn end Jonas’ tegn.“ (Mattæus 16:1-4) Disse religiøse hyklere var afgjort meget dadelværdige, eftersom de var lederne blandt de utro ’folkeskarer’ hvem Jesus fordømte med ordene „denne onde generation“.
15. Hvilket sammenstød havde Jesus og hans disciple med ’denne generation’ umiddelbart før og efter hans forklarelse?
15 Mod slutningen af sin tjeneste i Galilæa kaldte Jesus folkeskarerne og sine disciple til sig og sagde: „Enhver som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige generation, ham vil Menneskesønnen også skamme sig ved.“ (Markus 8:34, 38) Det var tydeligvis datidens forhærdede jøder der udgjorde „denne utro og syndige generation“. Nogle dage senere, efter Jesu forklarelse, nærmede Jesus og hans disciple sig folkemængden, og en mand bad Jesus helbrede hans søn. Det fik Jesus til at sige: „Åh, du forvildede generation uden tro, hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg holde jer ud?“ — Mattæus 17:14-17; Lukas 9:37-41.
16. (a) Hvilken fordømmelse af „folkeskarerne“ gentog Jesus i Judæa? (b) Hvordan begik „denne generation“ den værste af alle forbrydelser?
16 Det var sandsynligvis i Judæa, efter løvhyttefesten i år 32, „da folkeskarerne stimlede sammen“ omkring Jesus, at han gentog sin fordømmelse af dem og sagde: „Denne generation er en ond generation; den søger et tegn. Men der vil ikke blive givet den noget tegn ud over Jonas’ tegn.“ (Lukas 11:29) Da de religiøse ledere til sidst bragte Jesus for retten, tilbød Pilatus at frigive ham. Beretningen lyder: „De øverste præster og de ældste overtalte folkeskarerne til at bede om Barabbas og at få Jesus ryddet af vejen. . . . Pilatus sagde til dem: ’Hvad skal jeg så gøre med Jesus, ham der kaldes Kristus?’ De sagde alle: ’Lad ham blive pælfæstet!’ Han sagde: ’Jamen hvad ondt har han da begået?’ Men de råbte blot endnu højere: ’Lad ham blive pælfæstet!’“ Denne ’onde generation’ krævede Jesu blod! — Mattæus 27:20-25.
17. Hvordan reagerede nogle der tilhørte „denne forkvaklede generation“ da Peter forkyndte på Pinsedagen?
17 En ’forvildet generation uden tro’ havde således, ansporet af sine religiøse ledere, en væsentlig andel i at Herren Jesus Kristus blev slået ihjel. Halvtreds dage senere, på pinsedagen år 33, modtog disciplene den hellige ånd og begyndte at tale på forskellige sprog. „Da denne lyd hørtes, stimlede mængden sammen“, og apostelen Peter henvendte sig til den og sagde: „Judæiske mænd og alle I Jerusalems indbyggere. . . . Denne mand [Jesus] . . . gjorde I det af med ved at fæste ham til en pæl ved lovløse mænds hånd.“ Hvordan reagerede nogle af tilhørerne? „Det [stak] dem i hjertet.“ Peter opfordrede dem derpå til at ændre sind. Han „vidnede . . . grundigt og blev ved at tilskynde dem idet han sagde: ’Lad jer frelse fra denne forkvaklede generation.’“ Som følge heraf ’tog omkring tre tusind sjæle villigt imod hans ord og blev døbt’. — Apostelgerninger 2:6, 14, 23, 37, 40, 41.
Hvem er „denne generation“?
18. Hvordan brugte Jesus konsekvent udtrykket „denne generation“?
18 Men hvem er så den „generation“ som Jesus så ofte henviste til mens hans disciple hørte på det? Hvordan forstod de ordene: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker“? Jesus brugte her udtrykket „denne generation“ på nøjagtig samme måde som han altid havde gjort, nemlig om datidens folkemasser og deres „blinde vejledere“ der tilsammen udgjorde den jødiske nation. (Mattæus 15:14) „Denne generation“ erfarede alle de ulykker Jesus forudsagde, og forsvandt derefter da der kom ’en stor trængsel’ uden sidestykke over Jerusalem. — Mattæus 24:21, 34.
19. Hvornår og hvordan forsvandt den jødiske ordnings ’himmel og jord’?
19 I det første århundrede fældede Jehova dom over det jødiske folk. De der ændrede sind og fik tro på Jehovas barmhjertige foranstaltning ved Kristus, blev frelst gennem ’den store trængsel’ dengang. Alle profetierne gik i opfyldelse nøjagtig som Jesus havde forudsagt, og derefter forsvandt den jødiske tingenes ordnings ’himmel og jord’ — hele nationen med dens religiøse ledere og onde menneskesamfund. Jehova havde eksekveret sin dom! — Mattæus 24:35; jævnfør Andet Petersbrev 3:7.
20. Hvilken betimelig vejledning er det bydende nødvendigt at alle kristne følger?
20 De jøder der havde givet agt på Jesu profetiske ord forstod at deres frelse ikke afhang af om de kunne udregne længden af en „generation“ eller nogle bestemte „tider eller perioder“, men af om de holdt sig adskilt fra datidens onde generation og nidkært gjorde Guds vilje. De afsluttende ord i Jesu profeti gælder den større opfyldelse profetien får i vor tid, men de jødiske kristne i det første århundrede måtte også følge vejledningen: „Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ — Lukas 21:32-36; Apostelgerninger 1:6-8.
21. Hvilken pludselig udvikling kan vi vente i nær fremtid?
21 I dag er „Jehovas store dag . . . nær, og den kommer meget hurtigt“. (Zefanias 1:14-18; Esajas 13:9, 13) Pludselig, når Jehovas egen forudbestemte „dag og time“ er inde, vil han slippe sin vrede løs over verdens religiøse, politiske og kommercielle elementer, samt over de hårdnakkede mennesker der udgør denne ’onde og utro generation’. (Mattæus 12:39; 24:36; Åbenbaringen 7:1-3, 9, 14) Hvordan kan vi blive frelst gennem „den store trængsel“? Dette spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel, der også beskriver hvilket storslået håb vi kan nære angående fremtiden.
[Fodnoter]
a En oversigt over denne profeti findes på side 14 og 15 i Vagttårnet for 15. februar 1994.
b Yderligere oplysninger om ’årugerne’ findes på side 130-32 i bogen Bibelen — Guds ord eller menneskers?, udgivet af Vagttårnets Selskab.
c Nogle bibeloversættelser gengiver hē geneaʹ auʹtē i Mattæus 24:34 på følgende måder: „disse mennesker“ (The Holy Bible in the Language of Today [1976] af W. F. Beck); „denne nation“ (The New Testament — An Expanded Translation [1961] af K. S. Wuest); „dette folk“ (Jewish New Testament [1979] af D. H. Stern).
d Disse troløse ’folkeskarer’ må ikke forveksles med ‛am-ha’aʹræts, „landets folk“, hvem de stolte religiøse ledere nægtede at omgås, men som Jesus havde „inderligt ondt af“. — Mattæus 9:36; Johannes 7:49.
-
-
En tid hvor man må holde sig vågenVagttårnet – 1995 | 1. november
-
-
En tid hvor man må holde sig vågen
„Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne. . . . Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — MARKUS 13:10, 13.
1. Hvorfor bør vi holde ud og være ved godt mod?
VI MÅ holde ud midt i en forvildet generation uden tro. Siden 1914 er en generation af mennesker blevet gennemsyret af fordærv, nøjagtig som det var tilfældet på Jesu tid. I dag har fordærvet antaget globale proportioner. Som Paulus skrev, oplever menneskeheden her i „de sidste dage“ „kritiske tider som er vanskelige at klare“. ’Onde mennesker og bedragere går frem til det værre.’ Det er tydeligt at „hele verden ligger i den ondes magt“. Satan Djævelen gør nu en sidste bestræbelse på at ødelægge jorden. Men fat mod! Der vil komme ’en stor trængsel’ hvorefter alle der elsker retfærdighed vil opleve varig udfrielse. — 2 Timoteus 3:1-5, 13; 1 Johannes 5:19; Åbenbaringen 7:14.
2. Hvilken profeti gik i opfyldelse i 1914?
2 Jehova har nu glædeligvis indsat Herren Jesus Kristus på tronen i himmelen som en forberedelse til at fjerne menneskehedens undertrykkende fjender. (Åbenbaringen 11:15) I dette århundrede er en bemærkelsesværdig profeti, nedskrevet af Daniel, gået i opfyldelse, nøjagtig som det skete ved Messias’ første komme. I Daniel 4:16, 17, 32 læser vi at det retmæssige herredømme over jorden blev suspenderet i „syv tider“. I den større opfyldelse svarer disse syv tider til syv bibelske år der hvert består af 360 ’dage’, eller i alt 2520 år.a De strækker sig fra år 607 f.v.t., da Babylon begyndte at træde Israel under fode, til 1914 e.v.t., det år da Jesus blev indsat på tronen i himmelen som menneskehedens retmæssige Konge. På det tidspunkt udløb „nationernes fastsatte tider“. (Lukas 21:24) Men nationerne har ikke villet underlægge sig det messianske rige som nu er ved at komme. — Salme 2:1-6, 10-12; 110:1, 2.
3, 4. (a) Hvilken sammenligning kan man foretage mellem begivenhederne i det første århundrede og i vor tid? (b) Hvilke vigtige spørgsmål opstår?
3 Da den 70. åruge (29-36 e.v.t.) nærmede sig, og igen da året 1914 nærmede sig, ventede gudfrygtige mennesker Messias’ komme. Og han kom virkelig! Men ved begge lejligheder kom han på en anden måde end man havde ventet. I begge tilfælde bliver en ond „generation“ efter en forholdsvis kort periode til sidst udslettet på Guds befaling. — Mattæus 24:34.
4 I den foregående artikel så vi hvordan den onde jødiske generation der krævede Jesus pælfæstet, mødte sit endeligt. Hvordan vil det da gå vore dages fordærvede generation der ligeledes modstår eller ignorerer ham? Hvornår vil dommen over denne generation der er uden tro, blive eksekveret?
’Hold jer vågne!’
5. (a) Af hvilken god grund kan vi ikke vide noget om Jehovas „dag og time“? (b) Med hvilken passende opfordring afsluttede Jesus, ifølge Markus, sin profeti?
5 Efter at have forudsagt hvilke begivenheder der vil føre frem til en tid med ’stor trængsel’, sagde Jesus: „Om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ (Mattæus 24:3-36; Markus 13:3-32) Vi behøver ikke at vide nøjagtig hvornår begivenhederne vil finde sted. Vi må derimod gøre en bevidst indsats for at holde os vågne, opdyrke en stærk tro, og være travlt optaget af tjenesten for Jehova, ikke af at forsøge at regne os frem til en dato. Jesus sluttede sin store profeti med ordene: „Vær agtpågivende, våg, for I ved ikke hvornår den fastsatte tid er inde. . . . Hold jer derfor vågne . . . Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“ (Markus 13:33-37) Faren lurer i mørket i vore dages verden. Vi må derfor holde os vågne! — Romerne 13:11-13.
6. (a) Hvad må vores tro være grundlagt på? (b) Hvordan kan vi „tælle vore dage“? (c) Hvordan brugte Jesus ordet „generation“?
6 Vi må ikke alene være opmærksomme på de inspirerede profetier om disse sidste dage for en ond ordning, men også have en fast forankret tro på det dyrebare offer Jesus Kristus har bragt, og på Guds storslåede løfter der er grundlagt herpå. (Hebræerne 6:17-19; 9:14; 1 Peter 1:18, 19; 2 Peter 1:16-19) Jehovas folk har i sin iver efter at se en afslutning på denne onde ordning, til tider spekuleret på hvornår ’den store trængsel’ ville bryde løs, og har endog kædet dette sammen med beregninger af hvor lang levetiden ville være for den generation der oplevede 1914. Vi får imidlertid ikke „visdom i hjertet“ ved at „tælle vore dage“ på den måde at vi spekulerer på hvor mange dage eller år en generation udgør, men vi kan „tælle“ dagene ved at tænke på hvordan vi kan bruge dem til at lovprise Jehova med glæde. (Salme 90:12) Når Jesus brugte udtrykket „generation“ var det ikke som en målestok for længden af et tidsrum, men han brugte det først og fremmest om de mennesker der levede samtidigt i en bestemt historisk periode og det der specielt kendetegnede dem.b
7. Hvad skriver en professor i historie om „generationen fra 1914“, og hvilken forbindelse har det med Jesu profeti?
7 I tråd hermed skriver professor i historie Robert Wohl følgende i sin bog The Generation of 1914: „I historisk forstand defineres en generation ikke ved sine kronologiske afgrænsninger . . . Den er ikke afgrænset af årstal.“ Men han påpeger at den første verdenskrig skabte „en overvældende følelse af et brud med fortiden“, og tilføjer: „De der gennemlevede krigen kunne aldrig frigøre sig for den antagelse at en verden var endt og en anden begyndt i august 1914.“ Hvor sandt! Hermed er vi fremme ved sagens kerne. Den „generation“ af mennesker der har levet siden 1914 har oplevet rystende forandringer. Jorden er blevet vædet af millioner af menneskers blod. Krig, folkemord, terrorisme, kriminalitet og lovløshed hærger vore dages verden. Hungersnød, sygdom og umoralitet hjemsøger kloden. Jesus forudsagde: „Således ved I også, når I [hans disciple] ser disse ting ske, at Guds rige er nær. Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Lukas 21:31, 32.
8. Hvordan understreger Jehovas profeter nødvendigheden af at man holder sig vågen?
8 Ja, det messianske riges fuldstændige sejr er nær! Tjener det da noget formål at spejde efter årstal eller at spekulere på hvor lang en generations levetid er? Nej, langtfra! I Habakkuk 2:3 siges der tydeligt: „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ Den dag da Jehova vil gøre regnskabet op nærmer sig hastigt. — Jeremias 25:31-33; Malakias 4:1.
9. Hvilken udvikling siden 1914 viser at tiden er kort?
9 Da Kristi rige begyndte at herske i 1914 blev Satan kastet ned til jorden. Derfor siges der: „Ve jorden . . . for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:12) Der er afgjort tale om en kort tid i sammenligning med de tusinder af år Satans herredømme har varet. Riget er nær, og det samme er den dag og time da Jehova vil eksekvere sin dom over denne onde generation! — Ordsprogene 3:25; 10:24, 25.
Den „generation“ der forsvinder
10. Hvilke lighedspunkter var der mellem generationen på Jesu tid og den generation der levede på Noas tid?
10 Lad os nu se nærmere på Jesu udtalelse i Mattæus 24:34, 35: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker. Himmelen og jorden skal forsvinde, men mine ord skal afgjort ikke forsvinde.“ De følgende ord af Jesus viser at ’ingen ved noget om den dag og time’. Men hvad der er langt vigtigere er at Jesus viser os at vi må undgå de snarer der omgiver os i denne generation, for han tilføjer: „For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden: de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (Mattæus 24:36-39) Her sammenlignede Jesus sin tids generation med den generation der levede i Noas dage. — 1 Mosebog 6:5, 9, fodnote.
11. Hvilken sammenligning foretog Jesus mellem ’generationer’, som beskrevet hos Mattæus og Lukas?
11 Dette var ikke første gang apostlene hørte Jesus sammenligne ’generationer’ på den måde, for nogle dage tidligere havde han sagt om sig selv: „[Menneskesønnen må] nødvendigvis gennemgå mange lidelser og blive forkastet af denne generation. Og som det gik i Noas dage, sådan vil det også være i Menneskesønnens dage.“ (Lukas 17:24-26) I Mattæus, kapitel 24, og Lukas, kapitel 17, trækkes altså den samme parallel. I Noas dage bestod „denne generation“ af „alt kød [der] havde ødelagt sin vej på jorden“ og som blev udslettet i Vandfloden. På Jesu tid bestod „denne generation“ af de frafaldne jøder der forkastede Jesus. — 1 Mosebog 6:11, 12; 7:1.
12, 13. (a) Hvoraf består „denne generation“ der eksisterer i dag og som vil forsvinde? (b) Hvordan klarer Jehovas folk at leve i denne ’forkvaklede og forvildede generation’?
12 I den endelige opfyldelse af Jesu profeti i dag består „denne generation“ derfor åbenbart af dem der ser tegnet på Kristi nærværelse men ikke forbedrer sig. Som en kontrast hertil nægter vi som Jesu disciple at lade os forme af den levevis der præger „denne generation“. Skønt vi befinder os i verden må vi ikke være en del af verden, „for den fastsatte tid er nær“. (Åbenbaringen 1:3; Johannes 17:16) Apostelen Paulus giver os denne formaning: „Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser, for at I kan være udadlelige og uskyldige, Guds dadelfrie børn midt i en forkvaklet og forvildet generation, i hvilken I skinner som lysspredere i verden.“ — Filipperne 2:14, 15; Kolossenserne 3:5-10; 1 Johannes 2:15-17.
13 Det at ’skinne som lysspredere’ indebærer ikke blot at man har en ren kristen personlighed. Det er også vigtigt at man er med til at opfylde Jesu profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Ingen mennesker kan sige hvornår enden vil komme, men vi ved at enden for „denne generation“ af onde mennesker vil komme når vidnesbyrdet er blevet aflagt i det omfang Gud ønsker, „til jordens fjerneste egne“. — Apostelgerninger 1:8.
„Den dag og time“
14. Hvilken vejledning gav både Jesus og Paulus med hensyn til „tiderne og perioderne“, og hvordan bør vi reagere herpå?
14 Når der er blevet aflagt et verdensomspændende vidnesbyrd i det omfang Jehova har til hensigt, vil ’dagen og timen’ være inde til at fjerne denne verdensordning. Vi behøver ikke at kende årstallet på forhånd. I tråd med Jesu ord gav apostelen Paulus følgende vejledning: „Men med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer, for I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ Læg mærke til hvad Paulus fokuserer på: „Når de siger.“ Ja, når der er tale om „fred og sikkerhed“, når man mindst af alt venter det, vil Guds dom pludselig blive eksekveret. Paulus’ vejledning er derfor helt på sin plads: „Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os holde os vågne og være ædru“! — 1 Thessaloniker 5:1-3, 6; se også vers 7-11; Apostelgerninger 1:7.
15, 16. (a) Hvorfor skal vi ikke tro at Harmagedon er længere borte end vi måske har ment? (b) Hvordan vil Jehovas storhed blive fastslået i nær fremtid?
15 Betyder denne mere nøjagtige forståelse af betydningen af „denne generation“ at Harmagedon ligger længere ude i fremtiden end vi har troet? På ingen måde! Vi har på intet tidspunkt kendt ’dagen og timen’, men Jehova Gud har altid kendt den, og han forandrer sig ikke. (Malakias 3:6) Det er tydeligt at verden hastigt nærmer sig sin fuldstændige ødelæggelse. Det er mere nødvendigt end nogen sinde at holde sig vågen. Jehova har åbenbaret „det der snart skal ske“, og det bør give os en stærk fornemmelse af at arbejdet haster. — Åbenbaringen 1:1; 11:18; 16:14, 16.
16 Efterhånden som tiden nærmer sig må vi holde os vågne, for Jehova vil bringe en ulykke over hele Satans ordning! (Jeremias 25:29-31) Jehova siger: „Jeg vil vise mig stor og hellige mig og gøre mig kendt for øjnene af mange nationer; og de skal vide at jeg er Jehova.“ (Ezekiel 38:23) „Jehovas dag“ nærmer sig! — Joel 1:15; 2:1, 2; Amos 5:18-20; Zefanias 2:2, 3.
Retfærdige „nye himle og en ny jord“
17, 18. (a) Hvordan vil „denne generation“ forsvinde ifølge Jesus og Peter? (b) Hvorfor bør vi være opmærksomme på vor adfærd og de gerninger der hører gudhengivenhed til?
17 Vedrørende „alle disse ting som skal ske“ sagde Jesus: „Himmelen og jorden skal forsvinde, men mine ord skal afgjort ikke forsvinde.“ (Mattæus 24:34, 35) Jesus tænkte sandsynligvis på ’den generations’ ’himmel og jord’, det vil sige herskerne og deres undersåtter. Apostelen Peter brugte en lignende vending idet han talte om „de himle og den jord som er nu“ og som er „gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. Derefter beskriver han hvordan „Jehovas dag [vil] komme som en tyv; på den dag vil [regerings]himlene forsvinde“ sammen med „jorden“, det fordærvede menneskesamfund med dets syndige gerninger. Derpå opfordrer apostelen os til „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens [vi] venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke, den dag hvorved brændende himle skal opløses og stærkt ophedede elementer vil smelte!“ Hvad følger efter? Peter gør opmærksom på at der vil blive skabt „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. — 2 Peter 3:7, 10-13.c
18 Disse „nye himle“, den rigsregering der vil bestå af Jesus Kristus og hans medkonger, vil udøse velsignelser over den retfærdige ’nye jord’, menneskesamfundet. Nærer du håb om at blive en del af dette samfund? I givet fald har du grund til at juble over den storslåede fremtid der venter dig! — Esajas 65:17-19; Åbenbaringen 21:1-5.
19. Hvilken stor forret kan vi nu få del i?
19 Ja, netop nu indsamles en retfærdig „generation“ blandt menneskene. Den salvede „trofaste og kloge træl“ tilvejebringer i dag oplæring fra Gud i overensstemmelse med ordene i Salme 78:1, 4: „Lyt, mit folk, til min lov; bøj jeres øre til hvad min mund siger . . . for den kommende generation forkyndes der om Jehovas berømmelige gerninger og hans styrke og de undere som han har gjort.“ (Mattæus 24:45-47) Den 14. april i år overværede mere end 12.000.000 i over 75.500 menigheder i mere end 230 lande, højtiden til minde om Jesu død. Var du iblandt dem? Måtte du under alle omstændigheder bygge din tro på Jesus Kristus og ’påkalde Jehovas navn for at blive frelst’. — Romerne 10:10-13.
20. Hvordan holder vi os vågne eftersom „den tid der er tilbage er begrænset“, og hvad kan vi se frem til?
20 „Den tid der er tilbage er begrænset,“ sagde apostelen Paulus. Det er derfor tiden til at holde sig helt vågen og være travlt optaget i Jehovas gerning, mens vi udholder de prøvelser og det had vi udsættes for af en ond generation af mennesker. (1 Korinther 7:29; Mattæus 10:22; 24:13, 14) Lad os holde os vågne mens vi iagttager alt det Bibelen har forudsagt vil komme over „denne generation“. (Lukas 21:31-33) Ved at undslippe disse ting og opnå Guds godkendelse og ved at bestå over for Menneskesønnen, vil vi til sidst opnå det evige livs sejrspris.
[Fodnoter]
a Flere detaljer om ’de syv tider’ findes på side 127-38 og 186-89 i bogen „Lad dit rige komme“, udgivet af Vagttårnets Selskab.
b Se bind 1, side 918, i Insight on the Scriptures, udgivet af Vagttårnets Selskab.
c Se også side 151-55 og 180-81 i bogen Den kommende verdensregering — Guds rige, udgivet af Vagttårnets Selskab.
-