Dna er opbygget af to strenge som er viklet om hinanden. Strukturen kan sammenlignes med en vindeltrappe eller en snoet stige med trin. De to strenge er indbyrdes forbundet med kombinationer af fire kemiske forbindelser der kaldes baser. Baserne på den ene dna-streng danner par med baserne på den anden streng. Disse basepar udgør trinnene på den snoede dna-stige. De genetiske informationer som dna-molekylet giver videre, afhænger af basernes rækkefølge i molekylet. Enkelt sagt er det basernes rækkefølge der bestemmer alt om os, fra farven på vores hår til formen på vores næse.

Hvert protein har en specifik funktion der bestemmes af dets gen. Men hvordan bliver de genetiske informationer i dna’et afkodet så de kan danne det protein der er brug for? Som vist i rammen „Hvordan proteiner dannes“ skal informationerne fra dna’et først føres fra cellekernen ud i cytoplasmaet, hvor cellens proteinfabrikker, ribosomerne, findes. Denne funktion udføres af ribonukleinsyre (rna), der fungerer som mellemled. Ribosomerne i cytoplasmaet „aflæser“ rna-informationerne og sørger for at aminosyrerne sættes sammen i den rigtige rækkefølge så de kan danne et bestemt protein. Dna, rna og dannelsen af proteiner er altså indbyrdes afhængige faktorer.

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kopieringen af dna (Dna-replikation)

For at forenkle tegningen gengives dna-spiralen todimensionalt

1 Før celler deler sig for at danne den næste generation af celler, skal de lave en kopi af dna’et. Ved hjælp af proteiner adskilles de to strenge i en sektion af dobbeltspiralen ligesom man åbner en lynlås

Protein

2 Ud fra reglerne om baseparring bindes frie baser i cellen dernæst til de tilsvarende baser på de to oprindelige strenge

Frie baser

3 Kopieringen resulterer i to identiske kopier af det oprindelige dna-molekyle. Når en celle deler sig, får hver af de nye celler derfor det samme indhold af dna og dermed de samme genetiske informationer som modercellen

Protein

Protein

Regelen om baseparring i dna:

A bindes altid til T

A — T Thymin

T — A Adenin

C bindes altid til G

C — G Guanin

G — C Cytosin

[Diagram på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvordan proteiner dannes

For nemheds skyld viser vi et protein der består af 10 aminosyrer. De fleste proteiner har over 100

1 Et bestemt protein adskiller de to dna-strenge i et stykke af dobbeltspiralen

Protein

2 Frie rna-baser hæfter sig på de blottede dna-baser på den ene streng og danner en ny streng, der kaldes budbringer-rna

Frie rna-baser

3 Denne nye streng løsriver sig fra dna’et og bevæger sig hen til ribosomerne

4 Et transport-rna indfanger en aminosyre og fører den hen til ribosomet

Ribosom

Transport-rna

5 Mens ribosomet glider hen over budbringer-rna’et, sammenkobles en kæde af aminosyrer

Aminosyrer

6 Efterhånden som proteinkæden dannes, begynder den at få den facon den skal have for at udføre sin funktion på rette måde. Kæden frigives dernæst af ribosomet

Transport-rna har to vigtige ender:

Den ene genkender budbringer-rna koden

Den anden bærer den rigtige aminosyre

Transport-rna

Da rna-baser bruger U frem for T, bindes U til A

A — U Uracil

U — A Adenin

Blind tilfældighed?

Nye undersøgelser foretaget af to britiske forskere bekræfter at den genetiske kode ikke kan være et produkt af rene tilfældigheder. „Ifølge deres analyse er [den genetiske kode] den bedste ud af mere end en milliard milliarder mulige koder,“ skriver tidsskriftet New Scientist. Af de cirka 10²⁰ (et ettal efterfulgt af 20 nuller) mulige genetiske koder blev der tidligt i livets historie kun udvalgt én. Hvorfor lige den? Fordi den mindsker mulighederne for at der opstår fejl under proteindannelsen eller fejl forårsaget af genetiske mutationer. Med andre ord sikrer den særlige kode at arvelighedslovene nøje følges. Skønt nogle mener at udvælgelsen af denne genetiske kode skyldes „stærke selektive kræfter“, har de to forskere konkluderet at „det er højst usandsynligt at en så effektiv kode skulle være et resultat af tilfældigheder“.