De ikkejødiske nationer var derimod „udelukkede fra Israels stat og fremmede for løftets pagter, og . . . havde intet håb og var uden Gud i verden“, idet de ikke stod i et godkendt forhold til ham. (Ef 2:11, 12) I overensstemmelse med den hellige hemmelighed om Afkommet havde Gud imidlertid besluttet at skænke velsignelser til mennesker af „alle jordens nationer“. (1Mo 22:15-18) Dette blev muliggjort ved Jesu Kristi offer, som således åbnede vejen for at medlemmerne af de gudfremmede ikkejødiske nationer kunne ’komme nær ved hjælp af Messias’ blod’. (Ef 2:13) Dette offer fjernede også adskillelsen mellem jøder og ikkejøder, for det opfyldte Lovpagten og ophævede den så Kristus „fuldt ud kunne forlige begge folk i ét legeme med Gud ved marterpælen, idet han havde dræbt fjendskabet [den adskillelse som Lovpagten var årsag til] ved hjælp af sig selv“. Jøder og ikkejøder havde nu samme adgang til Gud gennem Kristus Jesus, og med tiden blev mange ikkejøder bragt ind i den nye pagt som arvinger til Riget sammen med Kristus. — Ef 2:14-22; Ro 8:16, 17; He 9:15.

Det var uden tvivl dét apostelen henviste til da han sagde at ’deres forkastelse betød forligelse for verden’ (Ro 11:15), for som det fremgår af sammenhængen, blev vejen derved åbnet for verden uden for det jødiske samfund eller den jødiske menighed. Det vil sige at folk fra de ikkejødiske nationer nu fik mulighed for at slutte sig til en trofast jødisk rest i den nye pagt og blive Guds nye nation, et åndeligt Israel. — Jf. Ro 11:5, 7, 11, 12, 15, 25.