Et besøg i det forjættede land

FORESTIL dig at en af dine venner fortæller at han har købt et splinternyt hus som en gave til dig, beliggende i smukke og rolige omgivelser. Mon ikke du ville spekulere på hvordan det ser ud? Du ville sikkert gerne have lov til selv at se huset, og du ville være ivrig efter at undersøge hvert enkelt værelse. Det skulle jo trods alt være dit nye hjem!

I 1473 f.v.t. gav Jehova fortidens Israel et nyt hjem i arv — det forjættede land, en smal strimmel land der var omkring 500 kilometer fra nord til syd og i gennemsnit 55 kilometer bredt.a Eftersom det forjættede land lå i det som er blevet kaldt Den Frugtbare Halvmåne, var det et herligt sted at bo, velsignet med mange naturrigdomme.

Men hvorfor skulle vi i dag interessere os for et „hjem“ der blev givet til nogle som levede for længe siden? Fordi et kendskab til dette historiske land kan hjælpe os til at få større udbytte af de bibelske beretninger. Den afdøde professor Yohanan Aharoni har skrevet: „I Bibelens land er geografi og historie knyttet så nært sammen at ingen af dem kan forstås fuldt ud hvis man undlader at tage den anden i betragtning.“ I sin blomstringstid var det forjættede land desuden et eksempel i mindre format på hvad Paradiset under Guds rige snart vil betyde for menneskeheden jorden over! — Esajas 11:9.

Under sin jordiske tjeneste benyttede Jesus Kristus velkendte forhold i det forjættede land til at give sine tilhørere praktisk belæring. (Mattæus 13:24-32; 25:31-46; Lukas 13:6-9) Også vi kan lære meget ved at betragte nogle af forholdene i det gamle Palæstina. Lad os derfor tage en tur gennem landets „værelser“, og undersøge nogle interessante træk ved det land hvor Guds folk i århundreder havde bolig. Som vi vil se, kan en sådan undersøgelse af det forjættede land være meget udbytterig.

Hvad vi kan lære af et besøg i det forjættede land

DET forjættede land var ifølge Bibelen helt specielt. Inden for dette relativt lille område findes mange forskellige landskabsformer. Mod nord er der snedækkede bjerge; mod syd varme egne. Der findes frugtbare sletter, øde ørkener, og højdedrag med frugthaver og græssende hjorde.

Da landets terræn, klima og jordbund er meget afvekslende, findes der mange forskellige slags træer, buske og andre planter. Blandt disse er der nogle som trives i kolde bjergområder, andre der vokser i solsvedne ørkener, og andre igen som gror på flodsletter eller på klippefyldte højsletter. En botaniker anslår at der findes cirka 2600 forskellige planter i dette område! De første israelitter der undersøgte landet, fandt tydelige vidnesbyrd om dets frodighed. Den drueklase de havde med tilbage fra en af regnflodsdalene, var så stor at den måtte bæres på en stang mellem to mænd! Dalen blev passende kaldt Esjkol, som betyder „[drue]klase“.a — 4 Mosebog 13:21-24.

Lad os nu se lidt nærmere på nogle af det forjættede lands geografiske træk, hvor vi især vil betragte den sydlige del af landet.

Sjefela

Det forjættede lands vestgrænse går langs kysten ved Middelhavet. Sjefela ligger cirka 40 kilometer inde i landet. Ordet „Sjefela“ betyder „lavland“, men da det i virkeligheden er et bakket område, kan det kun betragtes som lavland i forhold til Judas bjerge mod øst.

Se på kortet nederst på side 4 og læg mærke til hvordan Sjefela ligger i forhold til de omkringliggende områder. Mod øst er Judas bjerge; mod vest Filistersletten langs kysten. Sjefela tjente således som stødpudezone, en barriere som på Bibelens tid adskilte Guds folk fra dets fjender. En hvilken som helst hær fra vest der prøvede at trænge ind i landet, var nødt til at gå igennem Sjefela inden de kunne drage op mod Israels hovedstad, Jerusalem.

En sådan hændelse fandt sted i det niende århundrede f.v.t. Bibelen siger at Kong Hazael af Aram „drog op og førte krig mod Gat [sandsynligvis ved Sjefelas grænse] og indtog den. Derpå rettede Hazael sit ansigt mod Jerusalem for at drage derop.“ Det lykkedes kong Joasj at standse Hazael ved at bestikke ham med kostbarheder fra templet og paladset. Denne beretning viser imidlertid at Sjefela spillede en vigtig rolle i forbindelse med Jerusalems sikkerhed. — 2 Kongebog 12:17, 18.

Vi kan lære noget af denne beretning. Hazael ønskede at erobre Jerusalem, men måtte først drage igennem Sjefela. Satan Djævelen søger ligeledes „at opsluge“ Guds tjenere, men må ofte først trænge igennem en stærk stødpudezone — deres troskab mod de bibelske principper, eksempelvis dem der vedrører dårligt selskab og materialisme. (1 Peter 5:8; 1 Korinther 15:33; 1 Timoteus 6:10) At gå på kompromis med hensyn til de bibelske principper er ofte det første skridt mod at begå alvorlige synder. Sørg derfor for at holde denne stødpudezone intakt. Følger man de bibelske principper i dag, vil man ikke bryde Guds lov i morgen.

Judas bjergland

Længere inde i landet ligger Judas bjergland. Det er et bjergrigt område der producerede korn, olivenolie og vin af god kvalitet. På grund af dets høje beliggenhed var Juda også et godt tilflugtssted. Det var her kong Jotam byggede „borge og tårne“. I farefulde tider kunne folk flygte til disse bjerge for at komme i sikkerhed. — 2 Krønikebog 27:4.

Jerusalem, også kaldet Zion, var en fremtrædende del af Judas bjergland. Byen lå forsvarsmæssigt godt, idet den på tre sider (mod øst, vest og syd) var omgivet af dale med stejle skrænter, og den nordlige side var, ifølge Josefus, beskyttet af tre parallelle mure. Men et tilflugtssted kræver andet end stærke mure og våben for at være sikkert. Der må også være vand. Dette er især vigtigt under en belejring, for uden vand ville de indespærrede indbyggere hurtigt blive tvunget til at overgive sig.

Jerusalem fik vand fra Siloamdammen. I det 8. århundrede da kong Ezekias stod over for et truende angreb fra assyrernes side, byggede han en ydermur for at beskytte denne dam og bringe den inden for byens område. Han tilstoppede også kilderne uden for byen, således at assyrerne i tilfælde af en belejring ville have svært ved at finde vand. (2 Krønikebog 32:2-5; Esajas 22:11) Men Ezekias nøjedes ikke med det. Han fandt også en måde hvorpå man kunne føre en ekstra forsyning vand direkte ind i Jerusalem.

Ezekias udførte dét der er blevet beskrevet som en af de største ingeniørmæssige bedrifter fra den tid, idet han lod udhugge en tunnel der går fra Gihonkilden og helt hen til Siloamdammen.b Denne tunnel er knap 2 meter høj og 533 meter lang. Tænk engang — en tunnel på cirka en halv kilometer, hugget gennem massiv klippe! I dag, godt og vel 2700 år senere, kan turister der besøger Jerusalem, gå igennem dette ingeniørmæssige mesterstykke, som almindeligvis kaldes Ezekias’ vandledning. — 2 Kongebog 20:20; 2 Krønikebog 32:30.

Ezekias’ anstrengelser for at beskytte og sikre Jerusalems vandforsyning, kan lære os noget vigtigt. Jehova er „kilden med levende vand“. (Jeremias 2:13) Hans tanker som er nedfældet i Bibelen, er livsopretholdende, hvilket understreger vigtigheden af det personlige studium. Men at finde tid til at studere og opnå den kundskab et sådant studium kan medføre, er ikke ligetil. Det kan være at man må ’udhugge tunneler’, eksempelvis i sin tætpakkede eller travle hverdag, for at finde mere tid til det personlige studium. (Ordsprogene 2:1-5; Efeserne 5:15, 16) Derefter skal man sørge for at holde den plan man har lagt og give det personlige studium høj prioritet. Lad ingen eller intet hindre dig i at modtage denne værdifulde vandforsyning. — Filipperne 1:9, 10.

Ørkenområderne

Øst for Judas bjerge ligger Judas Ørken, også kaldet Jesjimon, der betyder „ødemark“ eller „ørken“. (1 Samuel 23:19, fodnote) Ved Salthavet består denne golde egn af klippefyldte slugter og takkede klipper. Da terrænet falder cirka 1200 meter på blot 24 kilometer, ligger Judas Ørken i læ for de regnbærende vestenvinde og får derfor meget lidt nedbør. Det var uden tvivl i denne ørken at bukken for Azazel blev sendt ud på den årlige forsoningsdag. Det var også her David søgte tilflugt for Saul, og her Jesus fastede i 40 dage og derefter blev fristet af Djævelen. — 3 Mosebog 16:21, 22; Salme 63, overskriften; Mattæus 4:1-11.

Cirka 160 kilometer sydvest for Judas Ørken ligger Parans Ørken. Mange af de steder israelitterne slog lejr under deres 40-årige vandring fra Ægypten til det forjættede land, lå i dette område. (4 Mosebog 33:1-49) Moses skrev om „den store og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner og med tørstig jord hvor der ikke var vand“. (5 Mosebog 8:15) Det var et under at millioner af israelitter kunne overleve! Men Jehova sørgede for dem.

Dette er en påmindelse om at Jehova også kan opretholde os, selv i denne åndeligt golde verden. Billedligt talt er vi måske også i daglig berøring med „giftslanger“ og „skorpioner“, personer der ikke generer sig for at udspy giftig tale som let kan inficere vores tankegang. (Efeserne 5:3, 4; 1 Timoteus 6:20) De der bestræber sig for at tjene Gud trods disse hindringer, skal roses. Deres trofasthed er et stærkt bevis på at Jehova opretholder dem.

Karmels Bjerg

Navnet Karmel betyder „frugthave“. Denne frugtbare egn mod nord er omkring 50 kilometer lang og er dækket af vingårde, olivenlunde og frugttræer. Bjergkædens forbjerg er uforglemmelig i ynde og skønhed. Esajas 35:2 bruger udtrykket ’Karmels pragt’ som et symbol på det genoprettede Israels frugtbare herlighed.

Mange betydningsfulde begivenheder fandt sted på Karmels Bjerg. Det var her Elias udfordrede ba’alsprofeterne og ’Jehovas ild faldt ned’ som bevis på hans overhøjhed. Det var også fra Karmels top at Elias henledte opmærksomheden på den lille sky der blev til et voldsomt regnskyl, og som således mirakuløst gjorde ende på tørken i Israel. (1 Kongebog 18:17-46) Elias’ efterfølger, Elisa, befandt sig ved Karmels Bjerg da kvinden fra Sjunem kom for at bede ham om hjælp fordi hendes søn var død, hvorefter Elisa oprejste drengen. — 2 Kongebog 4:8, 20, 25-37.

På Karmels bjergskråninger findes der stadig frugthaver, olivenlunde og vinmarker. Om foråret er de dækket af et prægtigt blomsterflor. I Højsangen 7:5 siger Salomon til sjulamitpigen: „Hovedet på dig er som Karmel,“ og sigter måske til hendes hårpragt eller til det velformede hoveds majestætiske knejsen på halsen.

Den pragt der kendetegnede Karmels bjerge minder os om den åndelige skønhed Jehova skænker sine tjeneres nutidige organisation. (Esajas 35:1, 2) Jehovas vidner bor i et åndeligt paradis, og de føler ligesom David da han sagde: „Målesnorene er faldet på liflige steder for mig. Ja, min arv tiltaler mig.“ — Salme 16:6.

Ligesom israelitterne i fortiden bestandig mødte modstand fra Guds fjender, bliver Guds nutidige åndelige nation udsat for prøvelser. Sande kristne taber imidlertid aldrig de velsignelser Jehova skænker dem, af syne, deriblandt den progressive forståelse af sandheden fra Guds ord, det verdensomspændende brodersamfund og muligheden for at opnå evigt liv på en paradisisk jord. — Ordsprogene 4:18; Johannes 3:16; 13:35.

„Som Jehovas have“

Det forjættede land var en fryd for øjet. Det er passende blevet beskrevet som et land der ’flød med mælk og honning’. (1 Mosebog 13:10; 2 Mosebog 3:8) Moses kaldte det „et godt land, et land med regnflodsdale med vand, med kilder og vand dybt nede, som vælder frem på slette og bjerg, et land med hvede og byg og vinstokke og figentræer og granatæbler, et land med olieoliven og honning, et land hvor du ikke kommer til at spise sparsomt med brød, hvor du intet vil mangle, et land hvis sten er jern og af hvis bjerge du vil bryde kobber.“ — 5 Mosebog 8:7-9.

Når Jehova kunne skænke et sådant frugtbart og smukt land til sit folk i fortiden, kan han naturligvis også give sine nutidige trofaste tjenere et vidunderligt paradis — med bjerge, dale, floder og søer — der vil dække hele jorden. Ja, det forjættede lands mangfoldighed var kun en forsmag på det åndelige paradis som Guds tjenere nyder i dag, og på det fremtidige paradis der vil være i den nye verden. Da vil løftet som vi finder i Salme 37:29, være gået i opfyldelse: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ Når Jehova skænker dette paradisiske hjem til den lydige menneskehed, vil den glæde sig over at kunne undersøge alle dets „værelser“, og at gøre det til evig tid!