Da kommunisterne i 1950 forbød vores arbejde og han blev udsat for pres af det berygtede hemmelige politi, Stasi, røbede han hvor vores møder blev holdt. Det var det der førte til arrestationen af min mor og mine andre brødre.

Under forbuddet

På grund af forbuddet måtte vi smugle bibelske publikationer ind i Østtyskland. Som kurér hentede jeg forsyninger i den vestlige del af Berlin, hvor der ikke var udstedt forbud mod vores publikationer, og transporterede dem over grænsen. Jeg undslap politiet flere gange, men i november 1950 blev jeg arresteret.

Stasi anbragte mig i en underjordisk celle uden vinduer. Jeg fik ikke lov til at sove om dagen, og om natten blev jeg forhørt og undertiden slået. Jeg havde ingen kontakt med min familie før marts 1951 da min mor, Peter og Jochen kom for at overvære retssagen mod mig. Jeg blev idømt seks års fængsel.

Peter, Jochen og mor blev arresteret seks dage senere. En af vores trosfæller tog sig af min søster Hannelore, som var 11 år, og en moster lod Sabine, som var 7 år, bo hos sig. Stasi-vagterne behandlede mor og mine brødre som farlige forbrydere; de tog endda deres snørebånd fra dem. Under afhøringerne blev de tvunget til at stå op. Også de blev idømt fængselsstraf. De fik hver seks år.

I 1953 blev nogle af de fængslede brødre og jeg beordret til at bygge en militærflyveplads, men det nægtede vi. Fængselsledelsen idømte os 21 dages isolation. I den tid blev vi ikke tildelt arbejde, og vi fik ingen breve og meget lidt mad. Nogle kristne søstre smuglede noget af deres sparsomme brødration ind til os. En af disse søstre var Anni, som jeg lærte at kende og giftede mig med efter at hun og jeg i henholdsvis 1956 og 1957 blev løsladt. Et år efter at vi var blevet gift, blev vores datter, Ruth, født. Peter, Jochen og Hannelore blev gift på nogenlunde samme tidspunkt.

Cirka tre år efter min løsladelse blev jeg arresteret igen. En Stasi-agent prøvede at overtale mig til at blive informant. Han sagde: „Kære hr. Brüggemeier, vær nu lidt fornuftig. Du ved hvordan det er at være i fængsel, og vi ønsker ikke at du skal gå alt det igennem én gang til. Du kan fortsætte med at være et af Jehovas Vidner, blive ved med dine studier og tale om Bibelen som du har lyst. Vi vil bare gerne holdes ajour. Du må tænke på din kone og din lille datter.“ Hans sidste bemærkning skar mig i hjertet. Men jeg vidste at Jehova ville tage sig af min familie bedre end jeg selv kunne mens jeg var i fængsel, og det gjorde han!

Myndighederne prøvede at tvinge Anni til at arbejde fuldtids på hverdagene og lade andre passe Ruth imens. Men Anni modsatte sig det og arbejdede om natten så hun kunne tage sig af Ruth om dagen. Vores åndelige brødre var utrolig omsorgsfulde og gav min kone så mange ting at hun kunne give noget af det til andre. I mellemtiden sad jeg næsten seks år til bag tremmer.

Livet under forbuddet

Peter beskriver hvordan det var at leve under forbud i Østtyskland i flere årtier: „Vi mødtes i små grupper i private hjem, og vi kom og gik på forskellige tidspunkter. Ved hvert møde aftalte vi hvor og hvornår vi skulle mødes næste gang. Det gjorde vi ved hjælp af fagter og skriftlige beskeder, for der var altid fare for at Stasi aflyttede os.“

Hannelore fortæller: „Nogle gange fik vi båndoptagelser fra stævneprogrammer. De var altid til stor opmuntring for os. Vores lille gruppe mødtes og lyttede i adskillige timer til den bibelske undervisning. Selvom vi ikke kunne se talerne, lyttede vi opmærksomt og gjorde notater.“

Peter siger: „Vores kristne brødre i andre lande gjorde sig store anstrengelser for at forsyne os med bibelsk litteratur. Ti år før Berlinmurens fald i 1989 fremstillede de publikationer i små lommeudgaver til os. Nogle satte deres bil, penge og endog frihed på spil for at transportere åndelig føde ind i Østtyskland. En aften ventede vi på et ægtepar, men de dukkede ikke op. Politiet havde fundet publikationerne og konfiskeret deres bil. Trods farerne faldt det os aldrig ind at holde op med forkyndelsesarbejdet for at få en roligere tilværelse.“

Manfred, min lillebror som forrådte os i 1950, fortæller hvad der hjalp ham til at genvinde og bevare sin tro: „Efter at jeg var blevet holdt i forvaring i nogle måneder, flyttede jeg til Vesttyskland og forlod sandheden. Jeg rejste tilbage til Østtyskland i 1954 og blev gift året efter. Kort efter tog min kone imod Bibelens budskab, og i 1957 blev hun døbt. Med tiden begyndte min samvittighed at plage mig, og med min kones hjælp vendte jeg tilbage til menigheden.

Kristne brødre som kendte mig før jeg forlod sandheden, tog kærligt imod mig som om intet var hændt. Det er vidunderligt at blive hilst med et varmt smil og en omfavnelse. Jeg er lykkelig for at jeg er blevet forligt med Jehova og med mine brødre.“

Under forbuddet var vi tilfredse med det vi havde. For eksempel kunne ingen af os finde på at bede om at komme i en anden studiegruppe blot af personlige grunde, og ingen klagede over at mødestedet lå for langt væk eller at møderne blev holdt for sent om aftenen. Vi nød at komme sammen, også selvom nogle af os måtte vente til klokken elleve om aftenen før det blev vores tur til at forlade mødestedet.“

[Illustrationer på side 15]

En lille lommeudgave af en bog som blev brugt under forbuddet, og aflytningsudstyr som anvendtes af Stasi

[Kildeangivelse]

Forschungs- und Gedenkstätte NORMANNENSTRASSE