-
TysklandJehovas Vidners Årbog 1999
-
-
Pludselig faldt Berlinmuren!
Hele verden forbløffedes over hvor pludseligt det skete. Jorden over fulgte folk udviklingen i fjernsynet. I Berlin festede tusinder af mennesker. Muren mellem Øst og Vest var faldet. Det var den 9. november 1989.
Over 25 år tidligere havde Berlins indbyggere gnedet sig i øjnene da de om morgenen den 13. august 1961 opdagede at østberlinske tjenestemænd var i færd med at rejse en mur der adskilte den kommunistiske sektor fra resten af byen. Berlin blev opdelt i en øst- og en vestzone, som et spejlbillede af forholdet mellem Øst- og Vesttyskland. Berlinmuren blev det måske største symbol på kampen mellem de to supermagter under den kolde krig.
Den 12. juni 1987, lidt over to år før de forbløffende begivenheder i 1989, sagde USA’s præsident Ronald Reagan mens han stod med udsigt til Brandenburger Tor og med ryggen mod Berlinmuren: „Hr. Gorbatjov, luk denne port op. Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned.“ Men tydede noget som helst på at det ville ske? Var det andet og mere end koldkrigsretorik? Nej. Så sent som i 1989 gav Østtysklands leder, Erich Honecker, et indirekte svar da han sagde at muren „ville bestå om 50, ja, også om 100 år“.
Men pludselig og uventet blev Brandenburger Tor lukket op, og Berlinmuren smuldrede. Et medlem af betelfamilien i Selters husker at han tændte for fjernsynet for at se de sene nyheder da han kom hjem efter mødet torsdag den 9. november. Vantro hørte han at grænsen mellem Øst- og Vestberlin var blevet åbnet. Østberlins indbyggere kunne for første gang i 27 år frit gå ind i Vestberlin! Han kunne dårligt tro sine egne øjne: bilister kørte over grænsen mens de dyttede af begejstring, og flere og flere vestberlinere — hvoraf nogle lige var stået ud af sengen — tog hen til grænsen og stillede sig op langs ruten for at byde de uventede gæster velkommen. Glædestårerne flød. På én nat var muren faldet.
I det næste døgn havde folk i hele verden svært ved at løsrive sig fra tv-skærmen. Det der skete, skrev historie. Hvad ville det betyde for Jehovas vidner i Tyskland? Ja, hvad ville det betyde for Jehovas vidner verden over?
En Trabi kommer på besøg
Da en betelbroder i Selters den følgende lørdag var på vej på arbejde kort før klokken otte, mødte han en anden betelbroder, Karlheinz Hartkopf, som nu tjener i Ungarn. Broderen sagde begejstret: „Nu kan det ikke vare længe før de første brødre fra Østtyskland dukker op her i Selters!“ Broder Hartkopf svarede på sin sædvanlige rolige og tørre facon: „De er her allerede.“ To brødre var tidligt om morgenen ankommet i en østtysk Trabant med totaktsmotor og holdt nu uden for Betels port og ventede på at arbejdsdagen skulle begynde.
Nyheden spredtes som en løbeild gennem Betel. Men før alle havde haft mulighed for at se de uventede, men velkomne gæster og hilse på dem, var de allerede på vej tilbage til Østtyskland igen med bilen fuld af bøger og blade. Selskabets publikationer var stadig forbudt i Østtyskland, ligesom Jehovas Vidners arbejde, men begejstringen over murens fald gav brødrene fornyet mod. „Vi skal være tilbage til mødet i morgen formiddag,“ forklarede de. Man kan forestille sig forkyndernes glæde da brødrene kom til møde med flere kasser publikationer som gennem så lang tid havde været næsten umulige at skaffe!
I løbet af de næste uger strømmede i tusindvis af østtyskere over grænserne til Vesttyskland, mange for første gang i deres liv. Det var tydeligt at de nød den bevægelsesfrihed de så længe havde måttet undvære. Ved grænsen blev de mødt af vinkende vesttyskere. Jehovas vidner var der også for at byde gæsterne velkomne — og give dem noget mere varigt end bare et smil. De uddelte bibelsk læsestof til gæsterne fra øst.
I nogle byer gjorde menighederne en særlig indsats for at kontakte de besøgende østtyskere. Eftersom Jehovas Vidners publikationer havde været forbudt i årtier, vidste mange stort set intet om dem. Nu blev forkyndelse fra hus til hus erstattet af forkyndelse „fra Trabi til Trabi“. Østtyskerne var ivrige efter at undersøge alt hvad der var nyt, også religion. Somme tider sagde forkynderne bare: „Du har sikkert aldrig læst de her blade, for de har været forbudt i dit land i næsten 40 år.“ Svaret lød tit: „Nå, jamen, hvis de var forbudte, må de være gode. Lad mig få dem.“ To forkyndere i grænsebyen Hof spredte hver op mod 1000 blade om måneden. Som man kan tænke sig, fik både de lokale menigheder og nabomenighederne ryddet ud i lageret af blade.
I mellemtiden nød de østtyske brødre deres nyfundne frihed, om end med nogen forsigtighed i begyndelsen. Wilfried Schröter, der lærte sandheden at kende i 1972 under forbudet, husker: „I de første dage efter murens fald var vi naturligt nok lidt bange for at alt pludselig skulle vende tilbage til det gamle.“ Mindre end to måneder senere overværede han et stævne i stævnehallen i Berlin. Herom fortalte han senere: „Det virkede fuldstændig overvældende på mig at være sammen med så mange brødre. Da vi sang Rigets sange, fik jeg tårer i øjnene, og det samme gjorde mange andre. Det var helt ubeskrivelig dejligt at opleve et ’rigtigt stævne’.“
Manfred Tamme giver udtryk for en lignende værdsættelse. Under forbudet var der kun blevet afholdt små møder, og der havde ikke været brug for forstærkerudstyr. Han siger: „Selv om jeg havde været specialpioner i over 30 år, var det nu første gang i mit liv at jeg skulle tale i en mikrofon. Jeg kan stadig huske hvor skrækslagen jeg blev da jeg hørte min stemme komme fra højttalerne.“ Men, som han siger: „Det var vidunderligt pludselig at kunne være sammen med hele menigheden i en lejet sal.“
Det var også vidunderligt at høre andre stemmer, som den Manfred hørte få måneder senere. Han fortæller: „I januar 1990 var jeg i sauna i forbindelse med en lægebehandling. Der mødte jeg en tidligere politiagent. Under en venlig samtale sagde han: ’Manfred, nu kan jeg se at det var de forkerte vi kæmpede imod.’“
En overflod af åndelig føde!
„Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ Jehovas vidner overalt på jorden kender denne grundlæggende sandhed, som Jesus Kristus citerede fra de inspirerede Hebraiske Skrifter. (Matt. 4:4; 5 Mos. 8:3) Med det internationale brodersamfunds kærlige hjælp fik forkynderne i Østtyskland åndelig føde selv under forbudet, om end kun i begrænsede mængder. Nu glædede de sig til at få del i den åndelige overflod som deres brødre i andre lande havde.
Så snart Berlinmuren var faldet, begyndte forkyndere at tage forsyninger af publikationer med til Østtyskland. Godt fire måneder senere, den 14. marts 1990, blev Jehovas Vidner officielt anerkendt i Den Tyske Demokratiske Republik. Nu kunne Selskabet sende publikationerne direkte. Den 30. marts kørte en lastvogn med 25 tons åndelig føde ud fra Selters og mod øst. Værket 1991 Britannica Book of the Year skrev senere: „I løbet af blot to måneder sendte Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Vesttyskland 275 tons bibelske publikationer, deriblandt 115.000 bibler, alene til Østtyskland.“
Omkring samme tid skrev en broder fra Leipzig til en trosfælle i Vesttyskland: „For en uge siden importerede vi stadig ’føde’ i små mængder; men nu kommer der snart en lastvogn med fire tons!“
„Den første forsendelse af publikationer kom så hurtigt at vi dårligt nok var forberedte,“ husker Heinz Görlach fra Chemnitz. „Efter at det første læs var kommet, kunne jeg kun komme i seng med det største besvær — hele mit soveværelse var fuldt af papkasser. Jeg følte det som sov jeg i et skatkammer.“
Brødrene i Selters fik også en fornemmelse af hvad den nye situation betød for dem der så længe havde været afskåret fra det forkynderne i frihed ofte tager for givet. En tilsynsmand i trykkeriet fortæller: „En ældre, beskedent klædt broder stod og kiggede på en af trykkemaskinerne. Den rundvisningsgruppe han hørte til, var allerede gået videre, men han stod hensunken i tanker og så bladene strømme ud af trykkemaskinen med tophastighed. Med tårer i øjnene gik han hen til en af brødrene; det var tydeligt at han var dybt bevæget. Da han prøvede at sige noget på gebrokkent tysk, svigtede stemmen. Men vi forstod hans smil da han trak et par ark papir frem fra inderlommen, gav dem til os og skyndte sig videre. Hvad havde han givet os? Et næsten ulæseligt nummer af Vagttårnet på russisk, afskrevet på siderne af et stilehæfte. Hvor længe havde det mon taget at fremstille dette blad? Vi ved det ikke, men det må have krævet mange hundrede gange den brøkdel af et sekund som det tager os at trykke et blad på trykkemaskinen.“
Nu behøvede forkynderne i hver studiegruppe ikke længere at nøjes med nogle få blade der var trykt med små bogstaver eller afskrevet i hånden, og som de kun kunne beholde i nogle få dage. Nu fik de alle deres eget blad — med illustrationer i fire farver — og ekstra blade til brug i forkyndelsen.
Tilpasning til at tjene Gud i frihed
Der var også udfordringer forbundet med at få større frihed. Det krævede mod at forkynde trods regeringsforbud. De der gjorde det, lærte at stole helt på Jehova. Men efter forbudets ophævelse sagde Ralf Schwarz, en ældste fra Limbach-Oberfrohna: „Vi må passe mere på at vi ikke bliver opslugt af materialisme og hverdagens bekymringer.“ Efter at Østtyskland blev slået sammen med Forbundsrepublikken i oktober 1990, flyttede nogle familier af Jehovas vidner i øst til en mere beskeden bolig så de kunne betale huslejen uden at måtte tage ekstraarbejde og svigte møderne når lejen steg. — Matt. 6:22, 24.
Selv i de vanskelige år under kommunistisk styre havde brødrene fortsat i forkyndelsen. De gik endda fra hus til hus — men på en diskret måde. De besøgte måske én familie i en blok og gik så videre til en anden blok for at besøge en anden familie. Nogle gjorde det endda da faren for at blive fængslet var allerstørst. Martin Jahn, der kun var 11 år da forbudet blev indført, forklarer hvilke forandringer de nu måtte foretage: „Distrikterne skulle laves helt om, sådan at forkynderne nu kunne gennemgå sammenhængende områder. Vi var vant til det gamle system, hvor vi kun forkyndte i bestemte husnumre eller på bestemte etager. Det havde været den normale fremgangsmåde så længe at vi måtte være tålmodige med dem der havde svært ved at omstille sig. Og det at vi ikke længere udlånte publikationer, men uddelte dem, var noget nyt for både forkynderne og de interesserede. Fordi vi var vant til at gøre det på den anden måde, endte det somme tider med at forkynderne gik hjem med flere publikationer i tasken end de havde haft da de gik ud.“
Folks indstilling ændrede sig også. Under forbudet havde mange betragtet Jehovas vidner som helte fordi de havde mod til at forsvare deres overbevisning. Det skabte respekt. Da vi fik større frihed, tog mange mod forkynderne med begejstring. Men efter nogle år ændrede situationen sig. Folk blev opslugt af den livsform der følger med markedsøkonomien. Nogle begyndte at betragte Jehovas vidners besøg som en forstyrrelse af deres fred og ro, eller endda som irriterende.
Det havde krævet mod at forkynde under forbud. Men at tilpasse sig den nye situation krævede ikke mindre beslutsomhed. Faktisk er mange forkyndere enige med en tilsynsmand i et vesteuropæisk land hvor arbejdet længe havde været forbudt, der sagde: „Det er lettere at arbejde under forbud end i frihed.“
Modstand sinker ikke arbejdet
Selv om forkynderne i Østtyskland nu begyndte at virke med ny energi, tog kristenhedens præsteskab sig ikke af det i første omgang. Men da det viste sig at folk lyttede til Jehovas vidner, voksede præsternes modvilje. Ifølge Deutsches Allgemeines Sonntagsblatt hævdede en præst fra Dresden der betragtede sig selv som ekspert i trossamfund, at „Jehovas Vidner [kunne] sammenlignes med kommunistpartiet“. I stedet for at påstå at Jehovas vidner var amerikanske spioner og modstandere af kommunismen, som præsterne havde hævdet i 1950’erne, prøvede de nu at forbinde os med kommunisterne. De der vidste at Jehovas vidner i 40 år havde været forbudt af det kommunistiske styre, kunne selvfølgelig godt se at dette ikke var rigtigt.
Hvad var formålet med bagtalelsen? Præsterne håbede at Jehovas vidner igen ville blive forbudt, ligesom de havde været i nazitiden og igen under det kommunistiske styre. Selv om religiøse elementer støttet af frafaldne arbejdede på at forhindre Jehovas vidner i at nyde deres grundlovssikrede frihed, udnyttede forkynderne imidlertid enhver lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd, sådan som Jesus Kristus har befalet. — Mark. 13:10.
Nogle der tog imod sandheden
Nogle af dem der lyttede til budskabet om Riget, havde været dybt involverede i det gamle system. Egon havde for eksempel været østtysk politibetjent i 38 år. Han var ikke videre begejstret da hans kone begyndte at studere med Jehovas vidner. Deres venlige, kærlige og respektfulde holdning, og de aktuelle artikler i Vågn op! som de ofte kom med, gjorde dog indtryk på ham. Og da han ved en særlig stævnedag som han overværede sammen med sin kone, pludselig stod ansigt til ansigt med en broder han engang havde arresteret, blev han dybt rystet. Det er ikke så underligt at han følte sig ilde berørt og temmelig skyldbetynget. Men trods fortiden blev de to venner, og nu er både Egon og hans kone døbte Jehovas vidner.
Günter havde i 19 år været medlem af statens sikkerhedstjeneste og var med tiden avanceret til major. Han mødte Jehovas vidner for første gang i 1991, og da var han bitter og skuffet over at det system han havde arbejdet for så længe, var brudt sammen. Han syntes godt om forkyndernes opførsel og den forståelse de viste for ham og hans problemer. Et bibelstudium blev oprettet, og selv om han var ateist, blev han efterhånden overbevist om at der findes en Gud. I 1993 var han klar til at lade sig døbe. I dag er han glad for at arbejde til støtte for Guds rige.
En anden mand der manglede tro på Gud og var overbevist om at kommunismen var menneskehedens eneste håb, havde ingen skrupler ved at infiltrere Jehovas Vidners organisation for at lade oplysninger om deres aktiviteter gå videre til sikkerhedstjenesten. Efter sin „dåb“ i 1978 levede han på en løgn i ti år. Men nu indrømmer han: „Jehovas vidners opførsel, som jeg jo iagttog fra første parket, og et studium af ’Skabelsesbogen’ og ’Åbenbaringsbogen’ overbeviste mig om at meget af det modstandere siger om Jehovas vidner, ikke passer. Der er overvældende vidnesbyrd om at der findes en Skaber.“ Kort før Berlinmurens fald stod han over for en vanskelig beslutning: enten skulle han finde en undskyldning for at trække sig bort fra Jehovas folk og blive ved med at støtte et system han ikke længere troede på, eller også skulle han indrømme at han havde været en forræder, og begynde at arbejde på at blive en ægte tjener for Jehova. Han valgte det sidste. Hans oprigtige sindsændring førte til et bibelstudium og til en ny dåb, denne gang baseret på nøjagtig kundskab og sand indvielse.
Nu kunne de tale om det
Efter at forbudet var blevet ophævet, kunne forkynderne fra øst tale mere frit om det de havde været ude for under det kommunistiske styre. Da Selskabet den 7. december 1996 indviede en kontorbygning i Berlin, var der flere ældste som havde været med til at styrke hjorden i Østtyskland åndeligt, der fortalte om fortiden.
Wolfgang Meise, der har været et Jehovas vidne i 50 år, mindedes det der skete i juni 1951 da han var 20 år. Ved en skueproces der blev fulgt nøje i medierne, blev han idømt fire års fængsel. Da han og flere andre brødre blev ført væk, strømmede cirka 150 andre Jehovas vidner der havde overværet retssagen, hen til dem, gav dem hånden og begyndte at synge en af Rigets sange. Hoveder kom til syne i alle retsbygningens vinduer, og folk prøvede at finde ud af hvad der foregik. Det var ikke netop dét indtryk myndighederne havde ønsket at give offentligheden, så der kom ikke flere af den slags skueprocesser mod Jehovas vidner.
Egon Ringk fortalte at de enkelte vagttårnsartikler i forbudets første tid blev maskinskrevet med mellem seks og ni gennemslag. „For at menighederne kunne få åndelig føde, stillede en broder fra Vestberlin sig til rådighed. Han var lastbilchauffør og kørte frem og tilbage mellem Vestberlin og Østtyskland. ’Føden’ blev hurtigt overført — det tog kun 3-4 sekunder — mens to store ens tøjbamser også blev flyttet fra den ene bil til den anden. Senere blev deres maver ’tømt’ for indholdet af vigtige meddelelser og oplysninger om nyudnævnelser.“ — Jævnfør Ezekiel 3:3.
Brødrene fortalte oplevelser om hvilket mod det krævede af kurererne at hente publikationer i Vestberlin før muren blev rejst, og smugle dem ind i Østtyskland. Selskabet var opmærksomt på at adgangen til Vestberlin på et tidspunkt kunne blive helt spærret. For at drøfte denne mulige situation blev en række østtyske brødre indbudt til et møde den 25. december 1960. „Det skete helt klart som følge af Jehovas ledelse,“ siger broder Meise, „for det betød at da muren pludselig blev bygget den 13. august 1961, var organisationen beredt.“
Hermann Laube berettede at han første gang kom i kontakt med sandheden som krigsfange i Skotland. Da han var kommet hjem til Østtyskland og forbudet blev indført, kunne han se at det var nødvendigt at brødrene blev forsynet med så megen åndelig føde som muligt. Brødrene begyndte selv at trykke publikationer på en primitiv trykkemaskine. „Men uden papir er selv den bedste trykkemaskine nytteløs,“ sagde broder Laube — og tænkte på den dag da han fik at vide at der kun var papir nok til tre numre mere. Hvad nu?
Broder Laube fortsatte: „Få dage senere hørte vi nogen banke på husets tagudhæng. Det var en broder fra Bautzen, der sagde: ’Du er jo bogtrykker. Der ligger flere ruller papir på lossepladsen i Bautzen — de er blevet tilovers fra et avistrykkeri der skal nedlægges. Er det noget du kan bruge?’“
Brødrene spildte ikke tiden. „Samme aften trommede vi en gruppe sammen, og så af sted til Bautzen. Der var ikke kun nogle få ruller, men næsten to tons papir! Det er utroligt at vores gamle biler kunne klare det, men inden længe var alt papiret flyttet. Dette papir rakte indtil Selskabet begyndte at forsyne os med publikationer med lille skrift og på tyndt papir.“
Det var nødvendigt at vise stor omhu for at hemmeligholde de enkelte medlemmer af hjordens identitet. Rolf Hintermeyer fortæller: „Efter at have været sammen med nogle brødre blev jeg engang pågrebet og taget med til en bygning for at blive forhørt. Jeg havde flere sedler med adresser og andre oplysninger på mig. I bygningen skulle vi op ad en vindeltrappe, og dér fik jeg lejlighed til at sluge sedlerne. Men der var temmelig mange, så det tog sin tid. Oven for trappen gik det op for betjentene hvad jeg lavede, og de greb mig om halsen. Jeg løftede også hænderne op til halsen og stammede: ’Så, nu fik jeg det ned.’ Da de hørte det, slap de mig, og så kunne jeg synke resten, for nu var papiret blevet fugtigt og var skrumpet lidt ind.“
Horst Schleussner kom i sandheden i midten af 1950’erne da forfølgelsen var værst, så han vidste hvad han talte om da han sagde: „Det er sikkert og vist at Jehova Gud kærligt har beskyttet sine tjenere i de næsten 40 år de har været underlagt forbud.“
Sejren fejres i Berlin
Brødrene følte trang til at feste nu da kommunisttidens undertrykkelse var et afsluttet kapitel. Frem for alt længtes de efter at samles og vise Jehova deres taknemmelighed for at de nu havde fået mulighed for at tjene ham i større frihed.
Så snart Berlinmuren var faldet i november 1989, gav Det Styrende Råd besked om at der skulle arrangeres et internationalt stævne i Berlin. Der blev straks sammensat en stævneorganisation. Om aftenen den 14. marts 1990 skulle gruppen mødes for at drøfte stævnearrangementet. Helmut Martin husker stadig at den udnævnte stævnetilsynsmand, Dietrich Förster, bad ham meddele de forsamlede brødre at Jehovas Vidner i Østtyskland tidligere samme dag var blevet officielt anerkendt. Forbudet var nu officielt hævet!
Da stævnet blev planlagt temmelig sent, var det olympiske stadion allerede optaget i alle weekender. Derfor kom stævnet til at ligge fra tirsdag til fredag, 24.-27. juli. Da tiden var inde til at rykke ind på stadionet, havde brødrene kun én dag til at gøre faciliteterne klar, og efter programmets afslutning havde de kun nogle få timer til at pille det hele ned igen.
Mandag den 23. juli mødte flere hundrede frivillige op på stadion allerede klokken fem om morgenen. Gregor Reichart, der er medlem af betelfamilien i Selters, fortæller at „brødrene fra Østtyskland gik til arbejdet med frisk mod, som om de ikke havde lavet andet i årevis“. En stadionmedarbejder bemærkede senere at han var glad for at „stadionet blev gjort ordentligt rent — for første gang“.
Omkring 9500 østtyskere kom til stævnet i 13 chartrede tog. Andre kom i 200 lejede busser. En ældste fortæller at da han skulle træffe aftaler angående togene, sagde han til en jernbanemand at der skulle afgå tre chartrede tog alene fra Dresden-området. Manden gjorde store øjne og spurgte forbløffet: „Er der virkelig så mange Jehovas vidner i Østtyskland?“
For dem der rejste med de chartrede tog, begyndte stævnet allerede før de nåede til Berlin. „Vi mødtes på banegården i Chemnitz for at stige på det tog der var reserveret til os,“ husker Harald Pässler, en ældste fra Limbach-Oberfrohna. „Turen til Berlin var uforglemmelig. Efter den lange forbudstid og virksomheden i små grupper under jorden kunne vi pludselig være sammen med en masse brødre på én gang. Under hele rejsen gik vi rundt fra kupé til kupé og talte med brødre som vi ikke havde set i årevis, ja, i årtier. Der var en ubeskrivelig gensynsglæde. Alle var blevet adskillige år ældre, men havde holdt trofast ud. Vi blev modtaget på stationen i Berlin-Lichtenberg og over højttalerne dirigeret til forskellige samlingspunkter hvor vores brødre fra Berlin stod og ventede på os med store skilte. Det var en helt ny fornemmelse — vi var kommet ud af anonymiteten! Nu erfarede vi selv det vi indtil da kun havde læst eller hørt om: Vi er virkelig et stort, internationalt brodersamfund.“
For mange Jehovas vidner var dette deres allerførste stævne. „Vi blev alle begejstrede da indbydelsen kom,“ erindrer Wilfried Schröter. Hans følelser er meget forståelige i betragtning af at han indviede sig i 1972 under forbudet. „Flere uger i forvejen befandt vi os i en feberagtig spænding. Jeg havde aldrig oplevet sådan noget, og det samme gjaldt mange andre brødre. Det var helt ufatteligt at vi skulle opleve synet af et internationalt brodersamfund forsamlet på et kæmpestort stadion.“
Hvor havde brødrene i Østberlin ofte længtes efter at kunne tage de få kilometer tværs gennem byen til det sted hvor deres brødre holdt stævne! Nu kunne det endelig lade sig gøre.
Stævnet blev overværet af næsten 45.000 fra 64 lande. Blandt dem var syv medlemmer af Det Styrende Råd. De var mødt op for at glæde sig sammen med deres kristne brødre fra Østtyskland ved denne mindeværdige begivenhed. Det var på samme stadion Det Tredje Rige i 1936 havde forsøgt at bruge De Olympiske Lege som en anledning til at imponere verden med deres præstationer. Nu genlød stadionet igen af tordnende bifald, men denne gang var det ikke som en hyldest til sportsfolk eller på grund af national stolthed. De forsamlede var medlemmer af en lykkelig international familie bestående af Jehovas tjenere, og deres klapsalver skyldtes taknemmelighed mod Jehova og værdsættelse af de dyrebare sandheder i hans ord. Ved dette stævne lod 1018 sig døbe, hvoraf de fleste havde lært sandheden at kende under forbudet i Østtyskland.
De af stævnedeltagerne der bedst forstod de østtyske brødres følelser, var måske de cirka 4500 begejstrede delegerede fra Polen. Også de havde udholdt mange års forbud og havde først kort tid forinden kunnet afholde deres første store stævne i mange år. En polsk broder skrev senere: „Brødrene fra Polen er dybt taknemmelige for den selvopofrende ånd deres naboer i Vesten viste da de gav dem gratis logi, gratis mad og gratis transport til og fra stævnet. Uden dette ville det have været umuligt for mange af os at komme.“
Skønt brødrene fra Vesttyskland var vant til at afholde stævner i fuld frihed, var de dybt bevægede. „Det var så rørende at se alle de trofaste gamle brødre — hvoraf nogle ikke bare var blevet forfulgt i de 40 år med kommunistisk styre, men også under Det Tredje Rige — sidde i det særlige afsnit på stadion hvor Adolf Hitler og andre nazitopfolk engang sad,“ fortæller Klaus Feige, der tjener på Betel i Selters. Disse gode pladser var kærligt blevet reserveret til de ældre og de handicappede. Hvilket slående symbol på Guds rige, der nu sejrer over de politiske magter som engang sammensvor sig om at standse dets march mod den endelige sejr!
Der skaffes mødesteder
Så snart forbudet i Østtyskland var blevet hævet, sørgede man for at brødrene kunne få gavn af de regelmæssige stævner som Jehovas Vidner afholder verden over. Endnu før brødrene var færdige med at reorganisere kredsene, blev menighederne indbudt til at overvære særlige stævnedage og kredsstævner i Vesttyskland. I begyndelsen blev der indbudt lige mange forkyndere fra øst og vest. Det styrkede broderskabets bånd og gav også de østtyske brødre lejlighed til at lære at organisere stævner ved at samarbejde med de vesttyske brødre.
Efterhånden som kredsene blev formet, blev brødrene i øst indbudt til at bruge stævnehallerne i Vesttyskland. Fem af dem — henholdsvis i Berlin, München, Büchenbach, Möllbergen og Trappenkamp — lå så tæt ved den tidligere grænse at dette kunne lade sig gøre. Men så snart det var muligt, begyndte arbejdet på en stævnehal i Østtyskland. Den blev indviet den 13. august 1994 og ligger i Glauchau, nær Dresden. Den kan rumme 4000 og er i øjeblikket den største stævnehal Jehovas Vidner har i Tyskland.
Man begyndte også at tænke på at bygge rigssale. Tidligere havde brødrene i Den Tyske Demokratiske Republik ikke måttet eje rigssale, men nu var der brug for rigssale til de over 20.000 forkyndere i området. Den måde byggearbejdet foregik på, fik iagttagere til at stirre vantro.
Om opførelsen af en rigssal i Stavenhagen skrev en avis: „Den hastighed hvormed bygningen skyder i vejret, og den måde det foregår på, har allerede forbløffet talrige nysgerrige tilskuere. . . . Bygningen blev rejst af cirka 240 faglærte håndværkere fra 35 faggrupper, alle frivillige og alle Jehovas vidner. Det hele foregik på en weekend og uden løn.“
En anden avis skrev om en rigssal der blev bygget i Sagard på øen Rügen i Østersøen: „Omkring 50 myreflittige kvinder og mænd er ved at gøre bygningens fundament klar. Men atmosfæren er ikke hektisk — snarere usædvanlig afslappet og venlig. Trods det tydeligvis høje arbejdstempo synes ingen at være nervøse, og ingen vrisser ad hinanden, som det ellers er almindeligt på de fleste byggepladser.“
Sidst i 1992 var der blevet bygget syv rigssale, som blev brugt af 16 menigheder. Cirka 30 andre var på tegnebordet. I 1998 kunne over 70 procent af menighederne i det tidligere Østtyskland allerede mødes i deres egne rigssale.
-
-
TysklandJehovas Vidners Årbog 1999
-
-
[Illustrationer på side 118]
Stævne i Berlin i 1990
-