Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1991
    Jehovas Vidners Årbog 1991
    • Stævnerne skaber historie

      Da grænsekontrollen mellem Østtyskland (DDR) og Vesttyskland blev ophævet den 1. juli 1990, kunne man i en tysk avis læse følgende overskrift: „Det der skete ved grænsen i søndags er mere end øjet og forstanden kan fatte.“ Den samme følelse havde de omkring 30.000 Jehovas vidner fra Østtyskland, da de den 24.-27. juli overværede det særlige internationale stævne „Det rene sprog“ på Olympia Stadion i Vestberlin. Cirka 45.000 delegerede fra 64 lande, deriblandt syv medlemmer af Det Styrende Råd, overværede denne historiske begivenhed.

      En broder fra Østtyskland sagde: „Efter forbudets ophævelse oplevede vi en vidunderlig fest der bekræftede enheden, kærligheden og harmonien, et bevis for at det havde været værd at arbejde illegalt i de 40 år.“

      Stævnet var navnlig tilrettelagt til gavn for brødrene fra Østtyskland, og de tog imod indbydelsen med glæde og forventning. I Dresden havde brødrene plantet 16.000 blomster der netop blomstrede på det rette tidspunkt og som smykkede de to podier, hvorfra programmet blev holdt på tysk og engelsk.

      De østtyske myndigheder havde sørget for 13 særtog som skulle bringe 9500 Jehovas vidner til stævnet i Berlin, og ved hver jernbanestation i Østberlin blev de delegerede budt velkommen over højttalersystemet. Menighederne havde desuden lejet 200 busser. Alle gæsterne blev indlogeret, takket være brødrenes gæstfrihed, deres flittige indsats for at finde privatlogi, og de øst- og vestberlinske myndigheders velvilje med hensyn til at stille skoler til rådighed.

      En stævnedeltager fra Vesttyskland bemærkede: „De østtyske brødre var usædvanlig hjertelige og gæstfri. Vore værtsfolk stillede logi til rådighed for 22 voksne og 6 børn, så deres hjem var forvandlet til et mindre hotel. Og andre skaffede de plads hos deres naboer.“ Et ægtepar i Østberlin med en toværelses lejlighed og fire telte i haven, havde 26 gæster før og under stævnet.

      Hvad var det der gjorde stævnet til noget særligt for de østtyske brødre? For mange var det dét at de for første gang overværede et stævne sammen med deres menighed. På andre gjorde det et dybt indtryk at man kunne synge Rigets sange sammen, og for nogle var gensynet med gamle venner et højdepunkt. Den åndelige mad der blev serveret og de nye publikationer der blev frigivet blev modtaget med stor taknemmelighed.

      Der var også stor værdsættelse af de foredrag der blev holdt af de østtyske ældste som i mange år modigt havde betjent deres brødre. En forkynder beretter: „Da den første broder fra Østtyskland stod på talerstolen for at behandle dagsteksten sammen med os, fyldtes jeg af en ubeskrivelig følelse, for jeg vidste hvor meget han havde påtaget sig i årene under forbudet.“

      Efter dåbsforedraget sås et syn der af en broder blev beskrevet som „et højdepunkt af glæde“. Mens de 1018 dåbskandidater vinkende blev ført ud, genlød stadion i 19 minutter af en uafbrudt klapsalve. Mange af de tilstedeværende kunne ikke holde glædestårerne tilbage. „Indtil nu har vi kun set den slags begivenheder på billeder i publikationerne eller i forbindelse med lysbilledforedrag,“ sagde en broder. Andre østtyske brødre mindedes deres egen dåb under forbudet, i et badekar.

      Denne kærlighed og gode ånd rakte også ud over stadion og blev bemærket af udenforstående. En trafikleder i Vestberlin udtalte: „Jeg har i 20 år været involveret i offentlige begivenheder, men jeg har aldrig før set en sådan høflighed, hensynsfuldhed og tilbageholdenhed.“ En anden trafikleder sagde: „Jeg ville ønske at vi altid havde sådanne behagelige passagerer. Kom snart igen!“

      I det afsluttende foredrag takkede broder M. G. Henschel ikke alene det vestberlinske men også det østberlinske politi for dets indsats med at lede trafikken. For mange der huskede situationen under forbudet, var det en usædvanlig gestus. En broder fra Dresden opsummerede de østtyske stævnedeltageres følelser således: „Det var så skøn en oplevelse at jeg greb mig selv i at spørge: drømmer jeg eller er det virkelighed? Det var en lille forsmag på den nye verden.“

  • Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1991
    Jehovas Vidners Årbog 1991
    • [Illustrationer på side 20]

      Olympia Stadion, Berlin

      Østtyske Jehovas vidner udsmykkede stævnepladsen med 16.000 blomster

      Brødre der engang sad fængslet i DDR mødtes ved stævnet

      [Illustrationer på side 21]

      Ved stævnet „Det rene sprog“ i Berlin den 24.-27. juli 1990 var det første gang i 40 år at Jehovas vidner fra Østtyskland frit kunne komme sammen. I alt var der 44.532 til stede

      Østtyske brødre medvirkede på stævneprogrammet

      [Illustrationer på side 22]

      Alle delegerede fra Østtyskland fik som gave et eksemplar af brochuren „Hvordan kan blod redde dit liv?“ og bogen „Menneskets søgen efter Gud“, som blev udgivet ved stævnet

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del