Gestus og mimik

I NOGLE kulturer bruger folk flere gestus end i andre. Der er dog næppe nogen der taler helt uden gestus eller uden at ansigtsudtrykket følger med. Det gælder både i private samtaler og i taler til en forsamling.

For Jesus og hans tidlige disciple var gestus noget naturligt. Ved en lejlighed kom nogen og fortalte Jesus at hans moder og hans brødre ville tale med ham. Jesus spurgte: „Hvem er min moder, og hvem er mine brødre?“ Beretningen tilføjer så: „Idet han rakte hånden ud mod sine disciple sagde han: ’Se! Min moder og mine brødre!’“ (Matt. 12:48, 49) Andre eksempler finder vi i Apostelgerninger 12:17 og 13:16, hvor vi ser at også Peter og Paulus brugte spontane gestus.

Det er ikke bare stemmen, men også gestus og ansigtsudtryk der kan afspejle tanker og følelser. Hvis man ikke er opmærksom på dette, kan andre få indtryk af at man ikke er interesseret i det man taler om. Men når disse elementer på passende måde indgår i kommunikationen, er det et stort plus for det talte ord. Selv når du taler i telefon, kan levende gestus og mimik være en fordel. Det vil nemlig kunne høres på din stemme og dermed understrege hvor meget budskabet betyder, og hvad du selv mener om det. Hvad enten du holder et ekstemporalt foredrag eller læser højt, og hvad enten dit publikum ser på dig eller følger med i deres egne bibler, har de rette gestus og ansigtsudtryk altså deres værdi.

Du kan ikke kopiere gestus og mimik fra nogen bog. Du har heller aldrig set i en bog hvordan du skal le eller være vred. Nej, gestus skal komme indefra, og jo mere spontane de er, jo bedre.

Gestus kan inddeles i to hovedkategorier: beskrivende og understregende. Beskrivende gestus udtrykker en handling, et omfang eller en beliggenhed. Men når du arbejder med gestus på Den Teokratiske Skole, skal du ikke være tilfreds med bare at sætte beskrivende gestus ind et par steder i dit foredrag. Prøv at bruge naturlige gestus hele vejen igennem. Hvis du har svært ved det, så prøv at holde udkig efter ord der angiver retning, afstand, størrelse, form eller beliggenhed. Men i mange tilfælde behøver du ikke andet end at lade dig opsluge af stoffet. I stedet for at bekymre dig om hvad du skal gøre med hænderne, kan du bare tale og optræde på samme måde som i dagliglivet. Når man slapper af, kommer gestus som regel af sig selv.

Understregende gestus udtrykker følelse og overbevisning. De kan give dine ord eftertryk og ekstra liv. Understregende gestus har stor betydning — men pas på! De kan let blive til en manér. Hvis du mekanisk gentager den samme gestus igen og igen, vil den tiltrække sig opmærksomhed og svække snarere end forstærke virkningen af dit foredrag. Hvis skoletilsynsmanden gør dig opmærksom på et problem af den art, så prøv at begrænse dig til beskrivende gestus for en tid. Senere kan du så igen begynde at bruge understregende gestus.

Hvilke og hvor mange understregende gestus du skal bruge, afhænger i høj grad af hvordan det vil blive opfattet af tilhørerne. Hvis du peger direkte på tilhørerne, vil de måske føle sig stødt. I visse kulturer opfatter man det som kvindagtigt hvis en mand bruger bestemte gestus, såsom dét at vise overraskelse ved at holde hånden op for munden. Nogle steder i verden regner man det for usømmeligt hvis en kvinde gestikulerer med hænderne; sådanne steder må søstrene i stedet gøre god brug af talende ansigtsudtryk. Og næsten overalt i verden vil man synes det er lidt komisk hvis der bruges store, fejende gestus i en lille, sluttet kreds.

Efterhånden som du får øvelse og bliver mere afslappet når du taler, vil de understregende gestus du bruger, ganske naturligt følge dine tanker og udtrykke din overbevisning og oprigtighed. De vil fremhæve indholdet i det du siger, og øge virkningen af det.