GILEAD OG TÅLMODIG VENTEN

Mens jeg var i Quebec, blev jeg inviteret til at overvære den 26. klasse af Gileadskolen i South Lansing, New York. Jeg blev meget glad og overrasket. Jeg fik mit diplom den 12. februar 1956, og min missionæropgave blev i det som nu er Ghanab i Vestafrika. Men før jeg kunne tage afsted, blev jeg nødt til at tage tilbage til Canada i “et par uger” indtil mine rejsedokumenter blev klar.

Det endte med at jeg måtte vente syv måneder i Toronto på at få papirerne. I den periode boede jeg hos en meget gæstfri familie der hed Cripps, og jeg lærte deres datter, Sheila, godt at kende. Vi blev forelskede i hinanden, og lige da jeg skulle til at fri til hende, kom mit visum så. Sheila og jeg bad til Jehova om hjælp til at finde ud af hvad vi skulle gøre, og jeg besluttede at tage afsted til mit distrikt. Men vi ville blive ved med at skrive sammen og se om og hvornår vi eventuelt kunne blive gift. Det var ikke en let beslutning, men det viste sig at være den rigtige.

Efter at have været undervejs en hel måned med både tog, fragtskib og fly kom jeg endelig frem til Accra i Ghana. Der fik jeg til opgave at tjene som områdetilsynsmand. Det indebar at jeg skulle rejse rundt i hele Ghana og også i nabolandene Elfenbenskysten og Togoland (nu Togo). Det meste af tiden rejste jeg alene rundt i en jeep som afdelingskontoret ejede. Jeg elskede hvert øjeblik af den tid!

I weekenderne var jeg taler ved kredsstævner. Vi havde ikke nogen stævnehaller, og derfor måtte brødrene hver gang bygge noget midlertidigt op. De lavede et tag af palmegrene, som de monterede på nogle bambuspæle. På den måde kunne vi sidde i skygge og undgå den brændende sol. Der blev lavet mad til alle stævnedeltagerne, men der var ikke nogen køleskabe, så derfor havde brødrene levende dyr stående klar som de kunne slagte når der var brug for det.

Vi kom ud for nogle ret sjove ting ved de stævner. På et tidspunkt var Herb Jennings,c der også var missionær, i gang med at holde et foredrag da en tyrekalv pludselig flygtede fra cafeteriet. Den sprang ind mellem scenen og tilhørerne. Herb stoppede op i sit foredrag, og dyret så fuldstændigt desorienteret ud. Men det lykkedes fire stærke brødre at få fat i tyrekalven og bære den tilbage til cafeteriet mens alle tilhørerne hujede og klappede.

I hverdagene, hvor der ikke var stævne, viste jeg vores film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed i landsbyer der lå i nærheden af stævnestederne. Som lærred brugte jeg nogle hvide lagner som vi spændte ud mellem to pæle eller to træer. Landsbybeboerne elskede det! For mange af dem var det den første film de nogensinde havde set. De klappede meget begejstret når de så folk blive døbt i filmen. Filmen hjalp også alle dem der så den, til at forstå at vi var et forenet folk der fandtes i hele verden.

Efter at jeg havde været i Afrika i omkring to år, fik jeg lov til at overvære det internationale stævne i New York i 1958. Og prikken over i’et var at jeg fik mulighed for at se Sheila igen. Hun kom ned til stævnet fra Quebec, hvor hun tjente som specialpioner. I al den tid jeg havde været i Afrika, havde vi skrevet sammen. Men nu hvor vi endelig kunne være sammen igen, friede jeg til hende, og hun sagde ja. Jeg skrev til bror Knorrd og spurgte om det var muligt at Sheila kunne komme på Gilead og derefter komme ned til mig i Afrika. Det gik han med til. Og endelig kom Sheila til Ghana. Vi blev gift i Accra den 3. oktober 1959. Vi følte virkelig at Jehova velsignede os for at sætte ham først i vores liv.