Sejr over Midjan. Da midjanitterne, amalekitterne og Østens sønner igen trængte ind i Israel og slog lejr på Jizre’elsletten, kom Jehovas ånd over Gideon. Han kaldte abiezritterne sammen til kamp og sendte sendebud ud i hele Manasse og i Aser, Zebulon og Naftali for at opfordre mændene til at følge ham. Idet han ønskede yderligere vidnesbyrd om at Jehova var med ham, bad han om at en nyafklippet uldpels som han lagde ud på tærskepladsen om natten, næste morgen måtte være våd af dug, men at jorden måtte være tør. Da Jehova gjorde dette mirakel for ham, ønskede han — for at være helt sikker — ved endnu et mirakel at få fastslået at Jehova var med ham, og bad derfor om et tegn hvor det omvendte skete, og det fik han. — Dom 6:33-40.

Som svar på Gideons opfordring samledes 32.000 krigere om ham. De slog lejr ved Harodkilden syd for den midjanitiske lejr, som befandt sig ved Morehøjen ude på lavsletten. Israelitternes styrker på 32.000 mand udgjorde mindre end en fjerdedel af fjendens 135.000 mand. (Dom 8:10) Alligevel tilkendegav Jehova at der var for mange med Gideon, for hvis Midjan blev givet i deres hånd, ville de måske mene at de havde sejret i egen kraft. På Guds bud sagde Gideon derfor at de der var bange og skælvede, skulle vende om. Toogtyve tusind vendte om, men der var stadig for mange. Så sagde Jehova til Gideon at han skulle føre de tilbageværende 10.000 mand ned til vandet for at de kunne sættes på prøve. Et fåtal på 300 førte vandet til munden med hånden, og de blev skilt fra. Resten, som lagde sig på knæ for at drikke, blev sendt hjem. De 300 viste ved deres måde at drikke på at de var årvågne, og at kampen for den sande tilbedelse i Jehovas navn lå dem på sinde. Ved hjælp af denne lille skare på 300 mand lovede Jehova at frelse Israel. — Dom 7:1-7.

Gideon og hans medhjælper, Pura, udspejdede nu fjendens lejr om natten. Dér hørte Gideon en mand fortælle en ven om en drøm han havde haft. Vennen sagde at drømmen betød at Midjan og hele lejren ville blive givet i Gideons hånd. Styrket af det han havde hørt, vendte Gideon tilbage til Israels lejr og organiserede de 300 mand i tre hold så han kunne nærme sig Midjans lejr fra tre sider, og hver af mændene fik et horn og en stor krukke, hvori der var en fakkel. — Dom 7:9-16.

Med sit hold på 100 mand nåede Gideon til udkanten af midjanitternes lejr lige efter at de havde posteret vagterne til den midterste nattevagt. I overensstemmelse med Gideons instrukser gjorde hans mænd nøjagtig som han gjorde. Nattens stilhed blev sønderrevet da der blev blæst i de 300 horn, de 300 store vandkrukker blev knust, og der lød 300 krigsskrig; samtidig blev himmelen oplyst af 300 fakler. Fjendens lejr blev grebet af forvirring. Folk begyndte at råbe højt og flygte, og „Jehova rettede den enes sværd mod den anden i hele lejren; og lejren flygtede til Bet-Sjitta, ad Zerera til, til udkanten af Abel-Mehola, ved Tabbat“. — Dom 7:17-22.

I mellemtiden blev mændene fra Naftali, Aser og Manasse kaldt sammen for at sætte efter Midjan. Desuden blev der sendt bud til Efraim om at spærre vejen for de flygtende midjanitter. Efraimitterne gjorde som befalet og indtog vandene indtil Bet-Bara samt Jordan. De tog også de to midjanitiske fyrster Oreb og Ze’eb til fange og dræbte dem. Da efraimitterne mødtes med Gideon, søgte de imidlertid „hårdnakket strid med ham“ fordi han ikke havde kaldt dem til hjælp fra begyndelsen. Men da Gideon ydmygt gjorde opmærksom på at det han havde udrettet, intet var i sammenligning med det de havde udrettet ved at tage Oreb og Ze’eb til fange, dæmpedes deres vrede, og et sammenstød blev afværget. — Dom 7:23–8:3.

Gideon og hans 300 mand gik over Jordan, og skønt de var trætte, fortsatte de forfølgelsen af Midjans konger, Zeba og Zalmunna, og deres mænd. På vejen bad han mændene i Sukkot om mad, men Sukkots fyrster nægtede at yde hjælp idet de sagde: „Er Zebas og Zalmunnas hænder allerede nu i din vold, så vi må give din hær brød?“ Mændene i Penuel nægtede ligeledes at efterkomme Gideons anmodning. — Dom 8:4-9.

Gideon nåede til Karkor, hvor fjenden, der nu var reduceret til ca. 15.000 mand, havde sin lejr, og han gjorde indfald i lejren mens den følte sig tryg. Zeba og Zalmunna flygtede. Gideon satte straks efter dem og tog dem til fange. Desuden ’fik han hele lejren til at skælve’. — Dom 8:10-12.

Da Gideon vendte tilbage fra kampen, tog han en ung mand fra Sukkot til fange og fik af ham navnene på byens fyrster og ældste. Som han havde sagt tidligere da de ikke ville give ham mad, gav han dem en lærestreg med torne og tidsler. Som han også havde advaret om, rev han Penuels tårn ned og dræbte mændene i denne by fordi de havde nægtet at forsyne hans mænd med mad. — Dom 8:13-17.

Derefter gav Gideon sin førstefødte søn, Jeter, besked på at dræbe Zeba og Zalmunna fordi de havde dræbt Gideons brødre, hans moders sønner. Men den unge Jeter veg tilbage for at dræbe de midjanitiske konger. Derfor gjorde Gideon det selv, da Zeba og Zalmunna udfordrede ham til at gøre det. — Dom 8:18-21.

Som det fremgår af Salme 83, tjener sejren over midjanitterne på Gideons tid desuden som et profetisk billede på den fremtidige tilintetgørelse af alle Jehovas fjender, hvorved Jehova vil gøre sit navn stort og hævde sin suverænitet. — Jf. Es 9:4; 10:26.