Gudfrygtig gavmildhed belønnes med evig lykke

„Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — JOHANNES 3:16.

1, 2. (a) Hvem er den største Giver, og hvad er den største gave han har skænket menneskeheden? (b) Hvilken egenskab hos Gud kom til udtryk i den forbindelse?

JEHOVA GUD, himmelens og jordens Skaber, er den største Giver der findes. Som den kristne discipel Jakob skrev: „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra, for den kommer ned fra himmellysenes Fader; hos ham er der ikke forandring som følge af omdrejning og skygge.“ (Jakob 1:17) Det er også Jehova der har skænket den største gave nogen sinde. Om denne uforlignelige gave til menneskeheden hedder det: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

² Disse ord blev udtalt af ingen ringere end Guds enestefødte søn. En søn der er sin faders enestefødte vil naturligvis værdsætte og elske sin fader højt, som den der har givet ham livet og tilvejebragt alle de goder der beriger hans tilværelse. Guds kærlighed var imidlertid ikke begrænset til denne søn. Ved også at lade andre skabninger få del i denne gave har han vist sin kærlighed i ganske særlig grad. (Jævnfør Romerbrevet 5:8-10.) Dette vil stå endnu klarere for os når vi undersøger hvad det ’at give’ indebærer i denne sammenhæng.

Guds gave — ’hans elskede søn’

3. Hvem har vor himmelske Fader vist kærlighed, foruden sin ’elskede søn’?

³ Gud havde i lange tider glædet sig over det personlige samvær med sin enestefødte ’elskede søn’ i himmelen. (Kolossenserne 1:13) I tidens løb havde Faderen og Sønnen opdyrket en så stærk gensidig kærlighed og hengivenhed at deres samhørighed ikke kunne sidestilles med noget andet. Men også de andre skabninger som Jehova havde frembragt ved hjælp af sin enestefødte søn, blev betragtet som elskede medlemmer af den guddommelige familie. Det betød at hele Guds familie var præget af kærlighed. Og Bibelen siger meget rammende om Gud selv at han „er kærlighed“. (1 Johannes 4:8) Den guddommelige familie ville derfor omfatte alle som Faderen, Jehova Gud, holdt af.

4. Hvordan gav Gud afkald på mere end blot det personlige samvær da han gav sin søn, og hvem blev det til gavn for?

⁴ Jehova og hans førstefødte søn var så nært knyttet til hinanden at en afbrydelse af dette samvær ville være et stort savn i sig selv. (Kolossenserne 1:15) Men det at Gud ’gav’ sin enestefødte søn indebar ikke blot at han berøvede sig selv dette nære personlige samvær med ’sin elskede søn’. Det betød også at Jehova måtte tillade at hans søn mistede livet og midlertidigt var borte fra den universelle familie. Desuden døde Guds søn til gavn for skabninger der aldrig havde været medlemmer af Guds familie. Jehova kunne ikke give nogen større gave til gavn for den nødstedte menneskehed end sin enestefødte søn, der i Bibelen identificeres som selve „Guds skaberværks begyndelse“. — Åbenbaringen 3:14.

5. (a) Hvilken tilstand befandt Adams efterkommere sig i, og hvad krævede Guds retfærdighed af en af hans trofaste sønner? (b) Hvad ville Guds største gave kræve af ham selv?

⁵ Det første menneskepar, Adam og Eva, bevarede ikke deres plads i Guds familie. Det stod klart da de blev drevet ud af Edens have efter at have syndet imod Gud. De blev ikke alene udelukket fra Guds familie, men fik også en dødsdom over sig. Spørgsmålet drejede sig derfor ikke blot om hvordan deres efterkommere kunne opnå Guds gunst som medlemmer af hans familie. Det drejede sig også om at få ophævet den dødsdom som hang over disse efterkommere. Ifølge den guddommelige retfærdighed indebar det at en af Jehova Guds trofaste sønner måtte give sit liv som en erstatning eller genløsningsbetaling. Det store spørgsmål var nu: Ville den udvalgte være villig til at give sit liv til gavn for syndige mennesker? Dette ville kræve en mirakuløs indgriben fra den almægtige Guds side. Det ville også kræve at Gud lod sin kærlighed komme til udtryk i et omfang der var uden sidestykke. — Romerne 8:32.

6. Hvorfor var Guds søn den rette til at udfri den syndige menneskehed, og hvad sagde han selv?

⁶ Kun Jehovas førstefødte søn kunne stå mål med de særlige krav der var i forbindelse med den situation som den syndige menneskehed befandt sig i. Han er et så fuldstændigt spejlbillede af sin himmelske Fader hvad angår hengivenhed for medlemmerne af den guddommelige familie at han er uden lige blandt Guds sønner. Eftersom alle andre intelligente skabninger er blevet frembragt ved hjælp af Guds søn, nærer han stor hengivenhed for dem. Og kærlighed er en fremherskende egenskab hos Guds enestefødte søn, Jesus Kristus, der „er [Guds] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Hebræerne 1:3) Jesus var villig til at vise denne kærlighed på den mest storslåede måde, ved at give sit liv til gavn for den syndige menneskehed. Til sine 12 apostle sagde han: „Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — Markus 10:45; jævnfør Johannes 15:13.

7, 8. (a) Hvilket motiv havde Jehova til at sende Jesus Kristus til jorden? (b) Hvilken særlig opgave gav Jehova sin enestefødte søn?

⁷ Jehova Gud havde en særlig hensigt med at sende Jesus til den forarmede menneskehed. Det var et udtryk for guddommelig kærlighed, for Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv. Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham.“ — Johannes 3:16, 17.

⁸ Jehova sendte kærligt sin enestefødte søn for at han skulle frelse mennesker — ikke for at han skulle dømme dem. Hvis Guds søn var blevet udsendt for at dømme, ville fremtiden have set håbløs ud for menneskeheden. Jesus ville i så fald have afsagt en ugunstig dom — nemlig en dødsdom. (Romerne 5:12) Ved dette enestående udtryk for kærlighed opvejede Gud imidlertid virkningerne af den dødsdom som retfærdigheden krævede.

9. Hvad erfarede salmisten David i forbindelse med Jehovas gavmildhed?

⁹ Jehova Gud viser i alle ting at kærlighed er hans mest fremtrædende egenskab. Og det kan med rette siges at Jehova kærligt giver sine trofaste tilbedere på jorden mere end rigeligt af alt hvad der er godt. Sådan følte salmisten David da han sagde til Gud: „Hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig, den du har vist mod dem der søger tilflugt hos dig, i menneskesønnernes påsyn.“ (Salme 31:19) Mens David herskede som konge over Israel — ja, gennem hele sit liv i den nation som var blevet udvalgt af Gud — erfarede han ofte Jehovas godhed og fandt den ganske overvældende.

Israel går glip af en storslået gave fra Gud

10. Hvori adskilte det gamle Israel sig fra alle andre nationer på jorden?

¹⁰ Det gamle Israel adskilte sig fra alle andre nationer på jorden ved at have Jehova som Gud. Med profeten Moses som mellemmand indgik Jehova et pagtsforhold med efterkommerne af Abraham, Isak og Jakob. Eftersom han ikke viste noget andet folk en sådan opmærksomhed, kunne salmisten sige under inspiration: „Han meddeler sit ord til Jakob, sine forordninger og sine lovbud til Israel. Han har ikke handlet sådan mod nogen anden nation; og hans lovbud kender de ikke. I skal lovsynge Jah!“ — Salme 147:19, 20.

11. Indtil hvornår indtog Israel en begunstiget plads hos Gud, og hvordan beskrev Jesus den ændring der indtraf i dette forhold?

¹¹ Det bogstavelige Israel forblev i dette begunstigede forhold til Gud, indtil de fornægtede Jesus som Messias i år 33 efter vor tidsregning. Det var en ulykkelig dag for Israel da Jesus beklagende måtte sige: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Jesu udtalelse viste at Israels folk — skønt det tidligere havde nydt Jehovas gunst — nu var gået glip af en særlig gave fra Gud. Hvilken gave?

12. Hvem var ’Jerusalems børn’, og hvad mente Jesus med at han havde villet ’samle dem’?

¹² Med ordet „børn“ hentydede Jesus til de omskårne jøder der boede i Jerusalem og som sådan repræsenterede hele den jødiske nation. Hvis Jesus skulle have samlet ’Jerusalems børn’ måtte han have bragt disse ’børn’ ind i en ny pagt med Gud — med sig selv som mellemmand mellem Jehova og disse bogstavelige jøder. (Jeremias 31:31-34) Dermed ville de have fået deres synder tilgivet, for så langt rakte Guds kærlighed faktisk. (Jævnfør Malakias 1:2.) Hvilken storslået gave!

13. Hvad gik Israels folk glip af da de afviste Guds søn, men hvorfor var Guds glæde usvækket?

¹³ I harmoni med sit profetiske ord ventede Jehova så længe som muligt før han indbød ikkejøder til at få del i den nye pagt. Det bogstavelige Israel gik derimod glip af denne gave fordi det afviste Guds søn, Messias. Jehova opvejede derfor jødernes afvisning af Jesus ved at give ikkejøder mulighed for at få del i gaven. Dermed bevarede Jehova sin glæde usvækket som den store Giver.

Glæden ved at give

14. Hvorfor er Jesus Kristus den lykkeligste skabning i hele universet?

¹⁴ Jehova er ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Denne lykke opnår han blandt andet ved at give til andre. I det første århundrede efter vor tidsregning sagde hans enestefødte søn: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) I harmoni med dette princip er Jesus blevet den lykkeligste skabning i hele universet. Hvordan det? Jo, bortset fra Jehova Gud har Jesus Kristus givet den største gave af alle ved at ofre sit liv til gavn for menneskeheden. Ja, han er ’den lykkelige og eneste Magthaver’. (1 Timoteus 6:15) Vi ser altså at Jesu eget liv er et eksempel på at der er større lykke ved at give end ved at modtage.

15. I hvilken henseende vil Jehova altid være det store eksempel, og hvordan kan vi mennesker opleve et vist mål af hans glæde?

¹⁵ Jehova Gud vil, ved hjælp af Jesus Kristus, i al evighed vise sig som den gavmilde Giver over for sine fornuftbegavede skabninger, og vil til alle tider være det største eksempel i denne henseende. Eftersom Gud selv finder stor glæde ved at give gode gaver, har han også nedlagt gavmildhedens ånd i hjertet hos mennesket. Det betyder at vi på dette område kan afspejle og efterligne Guds personlighed og erfare et vist mål af hans glæde. (1 Mosebog 1:26; Efeserne 5:1) Jesus sagde meget rammende til sine disciple: „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ — Lukas 6:38.

16. Hvad hentydede Jesus til i Lukas 6:38 da han talte om det at give?

¹⁶ Jesus satte selv et fremragende eksempel i det at følge gavmildhedens vej. Og som han sagde ville en sådan gavmildhed få andre til at reagere positivt. I Lukas 6:38 taler Jesus imidlertid ikke blot om at give materielle gaver. Han sagde ikke at hans disciple skulle gøre sig selv forarmede ved at give alt hvad de havde bort. Han tilskyndede dem til at følge en handlemåde som ville give dem åndelig tilfredshed.

Løfter om evig lykke

17. Hvilken vidunderlig gave har Gud skænket sine tjenere i disse sidste dage?

¹⁷ Jehova har som den øverste i hele skaberværket skænket sine tjenere en vidunderlig gave her i de sidste dage, nemlig den gode nyhed om sit rige. Vi har fået den store forret at forkynde om Guds oprettede himmelske rige med Jesus Kristus som konge. (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Det at blive udnævnt som talende vidner for den højeste Gud er en uforlignelig gave. Og den bedste måde hvorpå vi kan efterligne Guds gavmildhed er ved at give andre del i den gode nyhed før afslutningen på denne onde verden.

18. Hvad må vi som Jehovas vidner give andre del i?

¹⁸ Apostelen Paulus omtaler de vanskeligheder han blev udsat for når han forkyndte budskabet om Riget for andre. (2 Korinther 11:23-27) Jehovas vidner i vor tid bliver ligeledes udsat for vanskeligheder og må skubbe deres egne interesser i baggrunden for at give andre del i håbet om Riget. Måske bryder vi os ikke om at gå fra dør til dør, navnlig ikke hvis vi lider af generthed. Men som Kristi disciple kan vi ikke unddrage os det privilegium at dele de åndelige gaver med andre ved at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Vi må have den samme indstilling som Jesus. Da han stod ansigt til ansigt med døden, bad han: „Min Fader . . . ikke som jeg vil, men som du vil.“ (Mattæus 26:39) Når det gælder om at give andre del i den gode nyhed om Riget må Jehovas tjenere gøre Guds vilje, og ikke deres egen. De vil ønske at gøre det Han vil, frem for at følge deres egne ønsker.

19. Hvem er ejerne af „de evige boliger“, og hvordan kan vi gøre os til venner med dem?

¹⁹ Det kræver både tid og materielle ofre at lægge en sådan gavmildhed for dagen. Men hvis vi viser gudfrygtig gavmildhed kan vi være forvissede om at vi vil opnå evig lykke. Jesus sagde nemlig: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige [„verdslige“, New International Version] rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“ (Lukas 16:9) Det bør være vort mål at bruge vor „uretfærdige rigdom“ på en sådan måde at vi gør os til venner med ejerne af „de evige boliger“. Eftersom Jehova er Skaberen, ejer han alt — og hans enestefødte søn er arving. (Salme 50:10-12; Hebræerne 1:1, 2) For at blive deres venner må vi bruge vor rigdom på en måde de kan godkende. Dette indebærer at vi må have den rette indstilling når vi benytter vore materielle besiddelser til gavn for andre. (Jævnfør Mattæus 6:3, 4; Andet Korintherbrev 9:7.) For eksempel kan vi med glæde anvende de midler vi har til at hjælpe nogle der er i nød, og vi kan give bidrag med henblik på at fremme Guds riges interesser. — Ordsprogene 19:17; Mattæus 6:33.

20. (a) Hvorfor kan Jehova og Jesus lede os til „de evige boliger“, og hvor er disse boliger? (b) Hvilket privilegium kan blive vort for evigt?

²⁰ Eftersom Jehova Gud og Jesus Kristus er udødelige, kan de blive vore venner for evigt og føre os til „de evige boliger“ — enten i himmelen sammen med de hellige engle eller på jorden i det genoprettede paradis. (Lukas 23:43) Dette kan lade sig gøre i kraft af den gave som Gud i sin store kærlighed har givet, nemlig Jesus Kristus. (Johannes 3:16) Jehova Gud vil ved hjælp af Jesus fortsat sørge gavmildt for hele menneskeheden, til sin egen uforlignelige glæde. Ja, også vi vil til evig tid kunne få det privilegium at vise vor gavmildhed, i anerkendelse af Jehova Guds universelle suverænitet og hans enestefødte søn, vor Herre og Frelser Jesu Kristi kongedømme. Dette vil føre til evig lykke for alle der ejer gudfrygtig gavmildhed.

Jehova elsker glade givere

„Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 KORINTHER 9:7

1. Hvordan har Gud og Kristus vist sig som glade givere?

JEHOVA var den første glade Giver. Han glædede sig over at kunne skænke sin enestefødte søn livet, hvorefter han benyttede ham til at skabe engle og mennesker. (Ordsprogene 8:30, 31; Kolossenserne 1:13-17) Gud har givet os liv og livsånde og alt andet, deriblandt regn fra himmelen og frugtbare tider, og fyldt vore hjerter med glæde. (Apostelgerninger 14:17; 17:25) Ja, både Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus er glade, uselviske givere. Jehova elskede menneskehedens verden så meget at „han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. Og Jesus gav uforbeholdent sin sjæl „som en løsesum i bytte for mange“. — Johannes 3:16; Mattæus 20:28.

2. Hvad må ifølge Paulus kendetegne Guds tjenere når de giver bidrag?

² Alle der tjener Jehova Gud og Jesus Kristus bør derfor ligeledes give med glæde. Det var en sådan gavmildhed apostelen Paulus tilskyndede til i sit andet brev til korintherne, som han skrev omkring år 55 e.v.t. Idet Paulus tilsyneladende henviste til de frivillige bidrag som blev ydet for at hjælpe betrængte kristne i Jerusalem og Judæa, sagde han: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7; Romerne 15:26; 1 Korinther 16:1, 2; Galaterne 2:10) Hvordan har Guds folk reageret når der har været lejlighed til at vise gavmildhed? Og hvad kan vi lære af Paulus’ vejledning i den forbindelse?

Tilskyndet af et villigt hjerte

3. I hvilken udstrækning støttede israelitterne tilbedelsen af Jehova i forbindelse med opførelsen af tabernaklet?

³ De der tilhører Guds folk tilskyndes af et villigt hjerte til at give af sig selv og deres midler til fremme af det der er i overensstemmelse med Guds hensigt. For eksempel glædede israelitterne på Moses’ tid sig over at kunne fremme tilbedelsen af Jehova ved at yde hjælp til opførelsen af tabernaklet. Nogle kvinder blev af deres hjerte tilskyndet til at spinde gedehår, mens visse mænd stillede sig til rådighed som håndværkere. Folket gav gladeligt guld, sølv, træ, linned og andre materialer som frivillige „bidrag til Jehova“. (2 Mosebog 35:4-35) Deres gavmildhed var så stor at „der var materiale nok til at udføre hele arbejdet, ja mere end nok“. — 2 Mosebog 36:4-7.

4. Med hvilken indstilling gav David og andre bidrag til templet?

⁴ Nogle hundrede år senere gav kong David store bidrag til det tempel for Jehova som hans søn Salomon skulle opføre. David ’glædede sig over sin Guds hus’ og skænkede derfor sin ’særlige ejendom’ i form af guld og sølv som et ekstra bidrag. Fyrsterne, øversterne og andre ’fyldte deres hænder med frivillige gaver til Jehova’. Og hvad blev resultatet? „Så frydede folket sig over at de gav frivillige gaver, for det var med et helt hjerte de gav frivillige gaver til Jehova.“ (1 Krønikebog 29:3-9) De glædede sig over at kunne vise gavmildhed!

5. Hvordan støttede israelitterne den sande tilbedelse op gennem tiden?

⁵ Israelitterne havde i flere hundrede år den forret at kunne yde støtte først til tabernaklet og senere til templet, og til præsternes og levitternes tjeneste der. For eksempel besluttede jøderne på Nehemias’ tid at de ville yde bidrag som støtte til den sande tilbedelse, idet de var opmærksomme på ikke at forsømme Guds hus. (Nehemias 10:32-39) På lignende måde glæder Jehovas vidner sig i dag over at kunne støtte den sande tilbedelse ved at give frivillige bidrag til opførelse og vedligeholdelse af undervisningsfaciliteter.

6. Hvordan viste de første kristne deres gavmildhed?

⁶ De første kristne glædede sig over at kunne give bidrag. For eksempel udførte Gajus „et trofast arbejde“ idet han viste gæstfrihed over for dem der rejste rundt for at fremme Rigets sag. Jehovas vidner i dag viser ligeledes gæstfrihed over for rejsende tilsynsmænd som udsendes af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. (3 Johannes 5-8) Der er naturligvis omkostninger forbundet med at sende disse brødre ud til menighederne og at vise dem gæstfrihed, men det åndelige udbytte er stort. — Romerne 1:11, 12.

7. Hvordan benyttede filipperne deres materielle midler?

⁷ Hele menigheder har vist gavmildhed og benyttet deres midler til fremme af Rigets interesser. For eksempel skrev Paulus til de troende i Filippi: „Endog mens jeg var i Thessalonika sendte I mig både én og to gange hvad jeg trængte til. Ikke at jeg ivrigt søger gaven, men jeg søger ivrigt den frugt som tæller på jeres regnskab.“ (Filipperne 4:15-17) Filipperne gav gavmildt. Men hvilke faktorer ansporer til en sådan gavmildhed?

Faktorer der bevæger til gavmildhed

8. Hvoraf fremgår det at Guds ånd bevæger hans folk til gavmildhed?

⁸ Jehovas hellige ånd eller aktive kraft bevæger hans folk til at være glade givere. Da de kristne i Judæa var i nød, tilskyndede Guds ånd deres medtroende til at hjælpe dem materielt. For at tilskynde de kristne i Korinth til at yde alt hvad de kunne i forbindelse med sådanne bidrag, henviste Paulus til det eksempel som menighederne i Makedonien satte. Selv om de troende i Makedonien led under forfølgelse og fattigdom, viste de deres broderkærlighed ved endda at give mere end de i virkeligheden evnede. De bad tilmed indtrængende om at få del i det privilegium at vise gavmildhed! (2 Korinther 8:1-5) Det arbejde Gud lader udføre, beror ikke udelukkende på bidrag fra de velhavende. (Jakob 2:5) Det er faktisk de materielt set mindre velhavende blandt hans indviede tjenere der har ydet den væsentligste støtte til finansieringen af forkyndelsen om Riget. (Mattæus 24:14) Men de lider ikke afsavn som følge af deres gavmildhed, for Gud svigter ikke med hensyn til at dække sit folks behov i dette arbejde, idet han fortsat fremmer det ved hjælp af sin ånd.

9. Hvilken forbindelse har gavmildhed med tro, kundskab og kærlighed?

⁹ Gavmildhed er et udslag af tro, kundskab og kærlighed. Paulus skrev: „Ligesom I [korinthere] har overflod af alt, af tro og ord og kundskab og al alvor og iver og af denne vor kærlighed til jer, måtte I da også have en overflod af denne velgørenhed. Det er ikke som en befaling til jer at jeg siger dette, men for gennem andres alvor og iver at prøve jeres kærligheds ægthed.“ (2 Korinther 8:7, 8) Især for den der kun har få midler at leve af kræver bidrag til Rigets sag tro på at Jehova også fremover vil tilvejebringe det nødvendige. Kristne der har ladet sig fylde af kundskab ønsker at tjene Jehovas hensigt, og de der strømmer over af kærlighed til ham og hans folk bruger med glæde deres midler til at fremme hans interesser.

10. Hvordan ansporer Jesu eksempel kristne til at give med glæde?

¹⁰ Jesu eksempel ansporer kristne til at give med glæde. Efter at Paulus havde tilskyndet korintherne til at give af kærlighed, sagde han: „I kender jo vor Herres Jesu Kristi ufortjente godhed, at skønt han var rig blev han fattig for jeres skyld, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.“ (2 Korinther 8:9) Skønt Jesus besad større rigdom i himmelen end nogen anden af Guds sønner, gav han afkald på alt dette for at blive et menneske. (Filipperne 2:5-8) Ved uselvisk at give afkald på sin velstand bidrog Jesus imidlertid til hævdelsen af Jehovas navn og gav sit liv som et genløsningsoffer til gavn for de mennesker der ville anerkende det. Bør vi da ikke, i harmoni med Jesu eksempel, gavmildt hjælpe andre og bidrage til hævdelsen af Jehovas navn?

11, 12. Hvordan kan god planlægning hjælpe os til at give med glæde?

¹¹ God planlægning gør det muligt at give med glæde. Paulus skrev til de kristne i Korinth: „Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted når jeg kommer.“ (1 Korinther 16:1, 2) På samme måde vil de der i dag ønsker at give frivillige, anonyme bidrag til fremme af Rigets arbejde, gøre vel i at lægge et beløb til side af deres indkomst til dette formål. Ved god planlægning kan de enkelte forkyndere, familier og menigheder altså give bidrag til fremme af den sande tilbedelse.

¹² Glæden forøges når man realiserer sine planer om at give bidrag. Som Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Korintherne kunne derfor opnå endnu større glæde ved at følge Paulus’ råd med hensyn til at realisere deres plan om at sende bidrag til Jerusalem. „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har,“ skrev han. Når nogen giver bidrag i overensstemmelse med hvad de har, bør det værdsættes højt. Hvis vi sætter vor lid til Gud, kan han sørge for en udligning sådan at de der har rigeligt er gavmilde, uden at være ødsle, og de der kun har lidt ikke kommer til at mangle så meget at det vil mindske deres mulighed for at tjene ham. — 2 Korinther 8:10-15.

Omhyggelig forvaltning af bidrag

13. Hvorfor kunne korintherne have tillid til at Paulus ville forvalte bidragene på betryggende måde?

¹³ Paulus førte tilsyn med bidragsordningen sådan at de nødlidende troende kunne få materiel hjælp og dermed have flere kræfter til at deltage i forkyndelsen. Men hverken Paulus eller andre tog nogen af disse midler som vederlag for deres tjeneste. (2 Korinther 8:16-24; 12:17, 18) Paulus arbejdede for at dække sit eget materielle behov i stedet for at ligge en menighed økonomisk til byrde. (1 Korinther 4:12; 2 Thessaloniker 3:8) Når korintherne overlod deres bidrag til ham, betroede de dem således til en pålidelig, hårdtarbejdende tjener for Gud.

14. Hvordan forvalter Vagttårnets Selskab indkomne bidrag?

¹⁴ Siden Watch Tower Bible and Tract Society blev oprettet i 1884, har bidragydere kunnet bevidne at dette selskab pålideligt har forvaltet de indkomne bidrag efter hensigten: til fremme af Jehovas riges interesser. I overensstemmelse med sine vedtægter stræber Selskabet efter at dække det mest betydningsfulde af de behov mennesker har, nemlig det åndelige. Dette sker gennem udgivelsen af bibelsk læsestof og gennem vejledning i hvordan man kan opnå frelse. I dag fremskynder Jehova indsamlingen af retsindige mennesker i sin voksende organisation. Og det er tydeligt at han velsigner den fornuftige brug af de bidrag der bliver skænket til Rigets arbejde. (Esajas 60:8, 22) Vi har tillid til at Jehova fortsat vil bevæge de troendes hjerter til gavmildhed.

15. Hvorfor bliver spørgsmålet om bidrag fra tid til anden drøftet i dette blad?

¹⁵ Selskabet benytter fra tid til anden spalterne i dette blad til at gøre læserne opmærksomme på det privilegium det er at give frivillige bidrag til det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Det er ikke tiggeri men blot påmindelser til alle der ønsker at støtte „det hellige arbejde med Guds gode nyhed“, alt efter som Gud velsigner dem. (Romerne 15:16; 3 Johannes 2) Selskabet benytter alle bidrag på den mest økonomiske måde i arbejdet med at forkynde om Jehovas navn og rige. Alle indsendte bidrag bliver bekræftet med tak og anvendt til udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige. Disse midler bliver blandt andet benyttet til at dække omkostningerne ved det missionærarbejde der foregår i mange lande og til udvidelse og vedligeholdelse af trykkerifaciliteter, som har afgørende betydning for udbredelsen af kendskabet til Bibelen. Desuden benyttes de indkomne bidrag til at dække de stigende omkostninger ved fremstilling af bibler og bibelsk læsestof samt kassetter og videobånd. På disse områder medvirker gavmilde givere til at fremme Rigets interesser.

Ikke af tvang

16. Hvorfor bliver også beskedne bidrag værdsat?

¹⁶ Det er kun et fåtal af Jehovas vidner der er materielt rige. Men selv om man blot kan give beskedne bidrag til fremme af Rigets interesser, har det alligevel betydning. Da Jesus så en fattig enke lægge to små mønter af ringe værdi i bidragsbøssen i templet, sagde han: „Denne enke har, skønt hun er fattig, lagt mere i end alle de andre. For alle disse [de andre bidragydere] lagde gaver i af deres overflod, men denne kvinde lagde i af sin armod alle de midler hun havde at leve af.“ (Lukas 21:1-4) Sandt nok ydede hun blot et lille bidrag, men hun var en gavmild giver — og hendes bidrag blev værdsat.

17, 18. Hvad er hovedtanken i Andet Korintherbrev 9:7, og hvilken tanke indeholder det græske ord som er oversat med „glad“?

¹⁷ I forbindelse med hjælpen til de kristne i Judæa skrev Paulus: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7) Apostelen har muligvis sigtet til ordlyden i Ordsprogene 22:8 ifølge Septuaginta-oversættelsen, hvor der står: „Gud velsigner en glad giver og vil udfylde hans gerningers utilstrækkelighed.“ (Septuaginta, i engelsk oversættelse af Charles Thomson) Paulus erstattede „velsigner“ med „elsker“, men der er en sammenhæng, for velsignelser er et udslag af Guds kærlighed.

¹⁸ Den gavmilde er oprigtigt glad for at kunne give. Det græske ord der i Andet Korintherbrev 9:7 gengives med „glad“ indeholder endda tanken om at være munter eller lystig. I en kommentar til dette vers siger bibelforskeren R. C. H. Lenski: „Gud elsker den muntre, glade, lykkelige giver . . . [hvis] tro tænder et smil når endnu en mulighed opstår for at vise gavmildhed.“ Den der besidder en sådan glad ånd giver ikke modstræbende eller tvungent men af hele sit hjertes tilskyndelse. Glæder du dig i samme grad over at kunne bidrage til fremme af Rigets interesser?

19. Hvordan gav de første kristne bidrag?

¹⁹ De første kristne hverken optog kollekt eller gav tiende. Deres bidrag var helt frivillige. Tertullian, der blev omvendt til kristendommen omkring år 190 e.v.t., skrev: „Er der en slags pengekasse, er den heller ikke samlet sammen af penge, betalt som optagelsesgebyr, som om religionen var til salg. Enhver erlægger et beskedent beløb på en bestemt dag i måneden, eller også når han vil, og hvis han overhovedet vil eller kan. Ingen tvinges nemlig, men man betaler frivilligt.“ — Forsvarsskrift for de kristne, kapitel 39,5, side 83.

20, 21. (a) Hvad stod der i et af de første numre af dette blad om det privilegium at støtte Guds interesser økonomisk, og hvorfor er det stadig relevant? (b) Hvad medfører det når vi ærer Jehova med vor velstand?

²⁰ Det har altid været sædvane blandt Jehovas tjenere i nyere tid at give frivillige bidrag. Der har imidlertid fra tid til anden været nogle som ikke fuldt ud har benyttet sig af den forret det er at fremme Guds riges interesser ved at give bidrag. I februar 1883 stod der for eksempel i dette blad: „Nogle bærer en så stor materiel byrde for andres skyld at deres formåen svinder ind på grund af ekstraarbejde og udmattelse, hvorved deres brugbarhed forringes. Men ikke det alene, for de der . . . ikke fuldt ud har erkendt situationen, har lidt tab på grund af manglende opøvelse i så henseende.“

²¹ På grund af den store tilstrømning der i dag er til Jehovas organisation og den udvidelse af Rigets arbejde der finder sted i Østeuropa og andre steder hvor det tidligere har været underlagt begrænsninger, er der et stigende behov for udvidelse af trykkerier og andre faciliteter. Der er behov for endnu flere bibler og bibelske publikationer. Mange teokratiske projekter er allerede i gang. En del af disse kunne imidlertid fremskyndes hvis der var tilstrækkeligt med midler. Vi har naturligvis tillid til at Gud vil sørge for det der er nødvendigt, og vi ved at de der ’ærer Jehova med deres velstand’ vil blive velsignet. (Ordsprogene 3:9, 10) Ja, „den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt“. Jehova vil ’berige os med henblik på enhver form for gavmildhed’, og denne gavmildhed vil få mange til at takke og prise ham. — 2 Korinther 9:6-14.

Vis taknemmelighed for Guds gaver

22, 23. (a) Hvori består Guds uforlignelige frie gave? (b) Hvad bør vi gøre idet vi værdsætter de gaver Jehova har skænket os?

²² Tilskyndet af dyb taknemmelighed skrev Paulus: „Tak til Gud for hans uforlignelige frie gave.“ (2 Korinther 9:15) Eftersom Jesus er „sonoffer for vore synder“, både for salvede kristne og for menneskeheden i almindelighed, er han både grundlaget for og formidleren af Jehovas uforlignelige frie gave. (1 Johannes 2:1, 2) Denne gave er „Guds overvældende og ufortjente godhed“ som han til overflod har vist sine tjenere på jorden gennem Jesus Kristus, sådan at de kan opnå frelse til Jehovas pris og ære. — 2 Korinther 9:14.

²³ Vi værdsætter inderligt Jehova for hans uforlignelige frie gave og de mange andre åndelige og materielle gaver han har skænket sit folk. Vor himmelske Faders godhed mod os er så underfuld at vi ikke evner at udtrykke det i ord, og det bør afgjort anspore os til at være gavmilde! Lad os da af dyb værdsættelse gøre alt hvad vi kan for at fremme vor gavmilde Gud Jehovas interesser — for Han overgår enhver anden i storhed og gavmildhed!