-
Det giver glæde at være gavmildVagttårnet (studieudgave) – 2018 | August
-
-
Det giver glæde at være gavmild
“Der er ... glæde ved at give.” – AP.G. 20:35.
1. Hvad viser at Jehova elsker at give?
FØR Jehova gik i gang med at skabe, var han helt alene, men alligevel tænkte han ikke bare på sig selv. Han gav både åndeskabninger og mennesker den store gave som livet er. “Den lykkelige Gud,” Jehova, elsker at give sine skabninger gode ting. (1. Tim. 1:11; Jak. 1:17) Og fordi han gerne vil have at vi også skal være lykkelige, lærer han os at være gavmilde. – Rom. 1:20.
2, 3. (a) Hvorfor bliver vi lykkelige af at give? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?
2 Gud skabte mennesker i sit billede. (1. Mos. 1:27) Det betyder at vi er skabt til at genspejle hans personlighed. For at blive lykkelige og opleve ægte tilfredshed må vi efterligne Jehova ved at vise oprigtig interesse for andre og være generøse. (Flp. 2:3, 4; Jak. 1:5) Hvorfor? Ganske enkelt fordi Jehova har designet os sådan. Selvom vi er ufuldkomne, er vi i stand til at efterligne Jehovas gavmildhed.
3 Bibelen lærer os hvordan vi kan være gavmilde. I denne artikel vil vi se på hvordan vores gavmildhed glæder Jehova, og hvordan denne egenskab kan hjælpe os til at udføre den opgave Gud har givet os. Vi vil også se på hvordan gavmildhed er forbundet med lykke, og hvorfor det er vigtigt at vi bliver ved med at arbejde på at være gavmilde.
DET GLÆDER JEHOVA
4, 5. Hvordan har Jehova og Jesus vist gavmildhed, og hvorfor skal vi efterligne dem?
4 Jehova vil gerne have at mennesker skal efterligne ham, og derfor bliver han glad når vi er gavmilde. (Ef. 5:1) Når vi tænker på hvordan vi er skabt, og den skønhed og overflod vi finder i naturen, er det meget tydeligt at han ønsker at mennesker skal være lykkelige. (Sl. 104:24; 139:13-16) Så vi ærer og glæder Jehova når vi gør noget for at bidrage til andres lykke.
5 Sande kristne efterligner også Jesus, der var et fantastisk eksempel på hvordan et menneske kan vise gavmildhed. Jesus sagde selv: “Menneskesønnen er ... ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sit liv som en løsesum i bytte for mange.” (Matt. 20:28) Derfor gav apostlen Paulus de kristne denne opfordring: “Bliv ved med at have den samme indstilling som Kristus Jesus havde. ... Han gav afkald på alt, tog en slaves skikkelse på.” (Flp. 2:5, 7) Det vil være godt at vi hver især spørger os selv: ‘Kan jeg gøre endnu mere end jeg allerede gør, for at følge Jesus’ eksempel?’ – Læs 1. Peter 2:21.
6. Hvad kan vi lære af Jesus’ lignelse om den barmhjertige samaritaner? (Se indledningsbilledet).
6 For at få Jehovas godkendelse må vi efterligne ham og hans Søn ved at vise interesse for andre og være på udkig efter måder at hjælpe dem på. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner gjorde Jesus det klart at hans disciple skulle gøre deres yderste for at hjælpe andre, uanset deres baggrund. (Læs Lukas 10:29-37). Kan du huske hvorfor Jesus fortalte denne lignelse? Det var fordi en jøde stillede ham spørgsmålet: “Hvem er egentlig mit medmenneske?” Af Jesus’ svar kan vi udlede at vi ligesom samaritaneren må være villige til at give af os selv hvis vi vil have Guds godkendelse.
7. Hvordan er gavmildhed forbundet med det store stridsspørgsmål?
7 En anden god grund til at være gavmild har at gøre med det spørgsmål der blev rejst i Edens Have. Satan påstod at Adam og Eva – og i udvidet forstand alle mennesker – ville få et bedre liv hvis de fokuserede på sig selv og prioriterede deres egne ønsker højere end lydighed mod Jehova. Eva traf sin beslutning ud fra et selvisk ønske om at blive som Gud. Og Adam viste at han havde et selvisk ønske om at behage Eva frem for Gud. (1. Mos. 3:4-6) Følgerne af deres beslutninger er lette at få øje på. Selviskhed fører ikke til lykke – tværtimod! Når vi er uselviske og generøse over for andre, viser vi at vi er overbevist om at Guds måde at gøre tingene på er den bedste.
UDFØR DEN OPGAVE JEHOVA HAR GIVET SINE TJENERE
8. Hvorfor burde Adam og Eva have tænkt på andre end sig selv?
8 Gud gav det første menneskepar nogle anvisninger som burde have fået dem til at tænke på andre end sig selv, også selvom de var helt alene i Edens Have. Jehova velsignede dem og sagde at de skulle få børn, fylde jorden og tage herredømmet over den. (1. Mos. 1:28) Ligesom Skaberen var dybt interesseret i at hans skabninger skulle have det godt, burde Adam og Eva også have været interesseret i deres fremtidige børns velfærd. Det var meningen at Paradiset skulle udvides til hele jorden til gavn for deres efterkommere. Det var en kæmpe opgave der ville kræve at alle i den voksende familie samarbejdede.
9. Hvorfor ville det have gjort mennesker lykkelige at udvide Paradiset?
9 For at kunne udvide Paradiset til hele jorden måtte fuldkomne mennesker arbejde nært sammen med Jehova om at gennemføre hans hensigt. På den måde ville de gå ind til hans hvile. (Hebr. 4:11) Forestil dig hvor tilfredsstillende og glædebringende et projekt det ville have været! Jehova ville have velsignet dem i overflod for deres uselviske arbejde til gavn for andre.
10, 11. Hvad er nødvendigt for at kunne udføre arbejdet med at forkynde og undervise?
10 I dag har Jehova givet sine tjenere til opgave at forkynde for folk og gøre dem til disciple. Det er en opgave der kræver at vi er oprigtigt interesseret i andres velfærd. Vi kan kun holde ud i dette arbejde hvis vi har den rigtige motivation – kærlighed til Gud og kærlighed til vores medmennesker.
11 I det første århundrede omtalte Paulus sig selv og andre kristne som “Guds medarbejdere” fordi de plantede og vandede, altså forkyndte for folk og underviste dem i sandheden. (1. Kor. 3:6, 9) I dag kan vi også være “Guds medarbejdere” ved gavmildt at bruge af vores tid, energi og midler til støtte for det forkyndelsesarbejde Gud har betroet os. Sikke et stort privilegium!
Det er meget tilfredsstillende at hjælpe oprigtige mennesker til at forstå sandheden fra Bibelen (Se paragraf 12)
12, 13. Hvilke velsignelser synes du der er ved at undervise andre i sandheden?
12 Når man giver af sin tid og energi i forkyndelses- og undervisningsarbejdet, oplever man stor glæde. Det kan bekræftes af de mange der har haft mulighed for at lede et fremadskridende bibelstudie. Det er utroligt tilfredsstillende at se et oprigtigt menneske forstå sandhederne fra Bibelen, få større tro, foretage forandringer i sit liv og begynde at fortælle andre om det han eller hun har lært. Jesus blev helt overvældet af glæde da de 70 som han havde instrueret og sendt ud i forkyndelsen, ‘vendte glade tilbage’ fordi de havde haft mange gode oplevelser. – Luk. 10:17-21.
13 Forkyndere i hele verden glæder sig over at se hvordan den gode nyhed påvirker folks liv i positiv retning. Læg mærke til hvad en ung singlesøster oplevede efter at hun flyttede til et område i Østeuropa for at hjælpe til hvor behovet er stort. “Der er masser af muligheder for at lede bibelstudier her, og det kan jeg rigtig godt lide,” skriver hun. “Tjenesten giver mig stor glæde. Når jeg kommer hjem, har jeg slet ikke tid til at tænke på mig selv. Mine tanker kredser om dem jeg studerer med – de problemer og bekymringer de har. Jeg prøver at finde ud af hvordan jeg kan opmuntre dem og hjælpe dem rent praktisk. Jeg har virkelig erfaret at ‘der er større glæde ved at give end ved at få’.” – Ap.G. 20:35.
Når vi besøger alle i vores distrikt, giver vi dem mulighed for at reagere på budskabet om Riget (Se paragraf 14)
14. Hvordan kan man opleve glæde i tjenesten selv hvis der ikke er den store interesse i distriktet?
14 Selv hvis folk vælger ikke at lytte, kan vi glæde os over at vi har givet dem muligheden for at høre den gode nyhed. Vores opgave minder om den profeten Ezekiel fik. “Du skal fortælle dem hvad jeg siger, uanset om de lytter eller ej,” sagde Jehova til ham. (Ezek. 2:7; Esa. 43:10) Uanset hvordan folk reagerer på vores budskab, lægger Jehova mærke til og sætter pris på vores arbejde. (Læs Hebræerne 6:10). En bror har sagt følgende om sin tjeneste: “Vi har plantet, vandet og bedt og håber at Jehova vil få interessen til at vokse.” – 1. Kor. 3:6.
DET GØR OS LYKKELIGE
15. Hvordan reagerer mange på gavmildhed? Skal vi kun gøre godt mod andre hvis de sætter pris på det?
15 Ligesom Jehova vil Jesus gerne have at vi skal opleve glæden ved at være gavmilde. Mange reagerer positivt når de bliver vist gavmildhed. Det fremgår af Jesus’ tilskyndelse: “Gør jer det til en vane at give, så vil man give til jer. Man vil tømme et godt, presset og rystet mål med top på ud i jeres favn. For sådan som I udmåler til andre, vil man udmåle til jer.” (Luk. 6:38) Det er selvfølgelig ikke alle der reagerer positivt på det gode vi gør, men nogle vil måske være taknemmelige og få lyst til også at give. Det kan ligefrem starte en kædereaktion! Så gør det til en vane at give, også hvis folk ikke umiddelbart ser ud til at værdsætte det. Du ved aldrig hvor meget godt en enkelt generøs handling kan udvirke.
16. Hvad motiverer os til at være gavmilde?
16 Ægte gavmildhed udspringer ikke af et ønske om at få noget igen. Det fremgår meget godt af Jesus’ ord: “Når du holder en fest, så invitér fattige, lamme, halte og blinde. Så vil du være lykkelig, de har nemlig ikke noget at give dig til gengæld.” (Luk. 14:13, 14) “Den der er gavmild, vil blive velsignet,” står der i Bibelen. Og et andet sted står der: “Lykkelig er den der viser den svage omsorg.” (Ordsp. 22:9; Sl. 41:1) Ja, vi skal være gavmilde fordi det giver os glæde at hjælpe andre.
17. Hvad vil vi blive lykkelige af at give?
17 Da Paulus citerede Jesus’ ord om at “der er større glæde ved at give end ved at få”, tænkte han ikke bare på det at give materielle ting, men også det at opmuntre, vejlede og hjælpe dem der har brug for det. (Ap.G. 20:31-35) Det var Paulus selv et godt eksempel på. Med det han sagde og gjorde, lærte han os at vi skal give af os selv – vores tid, vores energi, vores opmærksomhed, vores kærlighed.
18. Hvad har forskere konkluderet med hensyn til det at give?
18 Forskere har påvist at man bliver lykkelig af at give. Ifølge en videnskabelig artikel “giver folk udtryk for at deres lykkefølelse stiger markant efter at de har gjort noget for andre”. En anden artikel fremhæver at det at hjælpe andre “dækker et grundlæggende behov hos mennesker” og derfor bidrager til følelsen af at ens liv “har mere mening og indhold”. Af den grund anbefaler eksperter at folk udfører frivilligt arbejde for at blive sundere og gladere. At det forholder sig sådan, kommer ikke som nogen overraskelse for dem der betragter Bibelen som en bog fra menneskets kærlige Skaber, Jehova. – 2. Tim. 3:16, 17.
BLIV VED MED AT VÆRE GAVMILD
19, 20. Hvorfor vil du gerne være gavmild?
19 Det kan godt være en udfordring at bevare en gavmild indstilling i en verden hvor mange mennesker sætter deres egne interesser højere end andres. Men Jesus sagde at de to største bud er at vi skal elske Jehova af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke, og at vi skal elske vores medmennesker som os selv. (Mark. 12:28-31) Som vi har set på i denne artikel, vil de der elsker Jehova, efterligne ham. Både Jehova og Jesus er gavmilde, og de opfordrer os til at være det samme, for det vil give os glæde. Hvis vi bestræber os for at være gavmilde både i det vi gør for Gud og for vores medmennesker, vil det ære Jehova og gavne os selv og andre.
20 Du giver sikkert allerede af dig selv for at hjælpe andre, især dine brødre og søstre. (Gal. 6:10) Hvis du bliver ved med at gøre det, vil andre elske og værdsætte dig for det, og du vil blive lykkelig. “Den der er gavmild, vil selv få rigeligt,” står der i Ordsprogene 11:25, “og den der virker forfriskende på andre, vil selv blive forfrisket.” Uselviskhed, kærlighed og generøsitet kan selvfølgelig komme til udtryk på mange måder i vores liv og tjeneste som kristne. Det vil vi se nærmere på i den næste artikel.
-
-
Samarbejd med Jehova hver dagVagttårnet (studieudgave) – 2018 | August
-
-
Samarbejd med Jehova hver dag
“Vi er Guds medarbejdere.” – 1. KOR. 3:9.
1. Hvordan kan vi arbejde sammen med Jehova?
DA Jehova skabte mennesker, var det hans tanke at de skulle samarbejde med ham om at gennemføre hans hensigt. Selvom mennesker er ufuldkomne, kan de alligevel godt arbejde sammen med Jehova hver dag. For eksempel kan vi blive “Guds medarbejdere” ved at forkynde den gode nyhed om Riget og gøre folk til disciple. (1. Kor. 3:5-9) Tænk engang over hvilken ære det er at vi kan få lov til at samarbejde med universets almægtige Skaber om noget han tillægger stor betydning. Forkyndelsen er dog ikke den eneste mulighed vi har for at arbejde sammen med Jehova. I denne artikel vil vi se på hvordan vi kan samarbejde med ham ved at hjælpe vores familie og trosfæller, være gæstfrie, hjælpe til i organisationen og udvide vores tjeneste. – Kol. 3:23.
2. Hvorfor skal du ikke sammenligne det du kan gøre for Jehova, med det andre kan?
2 Under studiet af denne artikel er det vigtigt at du ikke sammenligner det du kan gøre for Jehova, med det andre kan. Husk at der ikke er to personer der er ens hvad angår alder, helbred, omstændigheder og evner. Apostlen Paulus skrev under inspiration: “Lad hver enkelt vurdere sine egne handlinger – så kan han glæde sig over det han selv gør, uden at sammenligne det med hvad andre gør.” – Gal. 6:4.
HJÆLP DIN FAMILIE OG DINE TROSFÆLLER
3. Hvorfor kan man sige at man samarbejder med Gud når man sørger for sin familie?
3 Jehova forventer at hans tjenere tager sig af deres familie. Måske må du arbejde for at sørge for din families materielle behov. Måske er du mor og går hjemme for at tage dig af dine små børn. Eller det kan være at du har syge eller aldrende forældre som du må hjælpe. Det er alt sammen noget som er vigtigt at tage sig af. I Guds ord står der: “Hvis en ikke sørger for dem han har ansvar for, og især for dem der hører til hans egen familie, har han svigtet troen og er værre end en uden tro.” (1. Tim. 5:8) Hvis du har sådanne familieforpligtelser, kan du sikkert ikke bruge så meget tid på åndelige aktiviteter som du gerne ville. Men så er det opmuntrende at vide at det glæder Jehova at se at du tager dig af din familie. – 1. Kor. 10:31.
4. Hvordan kan forældre sætte Rigets interesser over deres egne, og hvad bliver resultatet?
4 Kristne forældre samarbejder med Jehova når de hjælper deres børn til at sætte sig åndelige mål. Mange forældre der har gjort det, har senere oplevet at deres børn har taget imod opgaver i heltidstjenesten langt væk hjemmefra. Nogle tjener som missionærer, andre er pionerer hvor der er stort behov, og andre igen tjener på Betel. Afstanden betyder måske at familien ikke kan samles så ofte som de godt kunne tænke sig. Men alligevel opmuntrer forældrene deres børn til at fortsætte i deres opgave. Hvorfor? Fordi det giver dem stor glæde og tilfredshed at vide at deres børn sætter Jehova først i deres liv. (3. Joh. 4) Mange af disse selvopofrende forældre har det ligesom Hanna, der sagde at hun lånte sin søn Samuel ud til Jehova. De betragter det som et stort privilegium at kunne samarbejde med Jehova på den måde. – 1. Sam. 1:28.
5. Hvordan kan du give praktisk hjælp til dine trosfæller? (Se indledningsbilledet).
5 Hvis du ikke selv har de store familieforpligtelser, kunne du så hjælpe syge eller ældre trosfæller eller andre der har brug for støtte? Kunne du hjælpe dem der tager sig af dem? Prøv at overveje hvem i din menighed der har brug for hjælp. Det kunne for eksempel være at der er en søster der tager sig af sine aldrende forældre. Så kunne du måske aflaste hende lidt ved at bruge tid sammen med dem så hun kan ordne nogle andre ting. Eller måske kunne du tilbyde at hente nogen til møderne, købe ind eller løbe ærinder for dem eller besøge en der er indlagt. Når du gør det, kan det ligefrem være at du samarbejder med Jehova om at besvare en bøn. – Læs 1. Korinther 10:24.
VÆR GÆSTFRI
6. Hvad vil det sige at vise gæstfrihed?
6 En af de ting der kendetegner Guds medarbejdere, er gæstfrihed. Det ord der er oversat med “gæstfrihed” i De Kristne Græske Skrifter, betyder egentlig “venlighed over for fremmede”. (Hebr. 13:2, fdn.) I Bibelen finder vi forskellige beretninger der lærer os at vise kærlighed på den måde. (1. Mos. 18:1-5) Vi kan og bør lede efter muligheder for at gøre godt mod andre, uanset om de er “vores brødre og søstre i troen” eller ej. – Gal. 6:10.
7. Hvorfor er det godt at vise gæstfrihed over for heltidstjenere?
7 Kan du samarbejde med Jehova ved at vise gæstfrihed over for heltidstjenere der besøger menigheden? (Læs 3. Johannes 5, 8). Sådanne stunder giver ofte anledning til at man kan “opmuntre hinanden”. (Rom. 1:11, 12) Læg mærke til hvad Olaf oplevede. Engang da han var ung og stadig boede hjemme, var der ingen i hans menighed der havde mulighed for at have kredstilsynsmanden, der var ugift, boende. Olaf spurgte sine forældre, der ikke var Jehovas Vidner, om han måtte invitere kredstilsynsmanden til at bo hos dem. Det gik de med til men sagde at det betød at Olaf skulle sove på sofaen. Besværet var dog det hele værd. “Det var en vidunderlig uge!” fortæller han. “Kredstilsynsmanden og jeg stod tidligt op hver dag og drøftede mange spændende emner over morgenmaden. Den opmuntring jeg fik, gav mig et ønske om at blive heltidstjener.” Gennem de sidste 40 år har Olaf tjent som missionær i flere lande.
8. Hvorfor skal vi vise venlighed selv over for nogle der virker utaknemmelige? Giv et eksempel.
8 Der er mange måder vi kan vise venlighed mod fremmede på. Tænk over dette eksempel: En søster i Spanien studerede Bibelen med Yesica, en kvinde fra Ecuador. En dag mens de studerede, begyndte Yesica at græde, så søsteren spurgte hende hvad der var galt. Yesica fortalte nu om noget hun havde oplevet inden hun kom til Spanien. Dengang var hun meget fattig. En dag havde hun slet ikke noget mad, så det eneste hun kunne give sin lille datter, var vand. Mens hun forsøgte at vugge sit barn i søvn, bad hun til Gud om hjælp. Kort tid efter kom der to Jehovas Vidner og besøgte hende, men hun skældte dem ud og rev det blad i stykker som de tilbød hende. “Kan jeg måske give min datter det her at spise?” spurgte hun. Søstrene forsøgte at trøste og berolige hende, men uden held. Senere kom de og stillede en kurv med mad ved hendes dør. Yesica blev rørt over deres venlighed. Nu hvor hun tænkte tilbage, var hun meget ked af at hun ikke havde lagt mærke til det da Gud besvarede hendes bøn, og hun var besluttet på at hun fremover ville tjene Jehova. Ja, selvom de to søstres gavmilde handling ikke umiddelbart så ud til at blive værdsat, førte den virkelig til noget godt! – Præd. 11:1, 6.
HJÆLP TIL I ORGANISATIONEN
9, 10. (a) Hvilke muligheder for at stille sig til rådighed havde nogle på Bibelens tid? (b) Hvordan kan brødre hjælpe til i menigheden i dag?
9 I fortidens Israel var der ved forskellige lejligheder brug for frivillige. (2. Mos. 36:2; 1. Krøn. 29:5; Neh. 11:2) I dag har du mange muligheder for frivilligt at bruge din tid, dine midler og dine færdigheder til gavn for dine brødre og søstre. Hvis du stiller dig til rådighed, vil du opleve stor glæde og blive rigt velsignet for det.
10 Guds ord opfordrer brødre i menigheden til at arbejde på at blive menighedstjenere eller ældste og på den måde samarbejde med Jehova. (1. Tim. 3:1, 8, 9; 1. Pet. 5:2, 3) Sådanne brødre vil gerne hjælpe andre praktisk og åndeligt. (Ap.G. 6:1-4) Har de ældste spurgt dig om du kunne tænke dig at være mødevært eller hjælpe til med litteratur, distrikter, vedligeholdelse eller lignende? Brødre der tager sig af disse opgaver, kan bekræfte at det giver stor glæde at hjælpe andre.
Det kan føre til nære venskaber at melde sig til teokratiske projekter (Se paragraf 11)
11. Hvordan har en søster haft gavn af de venskaber hun har fået i forbindelse med teokratiske projekter?
11 De der melder sig til teokratiske byggeprojekter, får ofte nye venner. En søster ved navn Margie har været med på rigssalsbyggerier i 18 år. Gennem årene har hun taget adskillige unge søstre under sine vinger og oplært dem. Som Margie har erfaret, giver sådanne projekter virkelig de frivillige mulighed for at “opmuntre hinanden”. (Rom. 1:12) Når hun er gået gennem svære perioder i sit liv, har hun oplevet at de venner hun har fået på byggerierne, har hjulpet og støttet hende. Har du nogensinde meldt dig til et teokratisk byggeprojekt? Du kan sagtens melde dig som frivillig selvom du ikke har nogen specifikke færdigheder.
12. Hvordan kan du hjælpe til efter en katastrofe?
12 Vi kan også samarbejde med Jehova ved at hjælpe vores brødre og søstre der er blevet ramt af en katastrofe. For eksempel kan vi støtte dem ved at give bidrag. (Joh. 13:34, 35; Ap.G. 11:27-30) Det kan også være at vi kan hjælpe til med oprydningen og genopbygningen. Gabriela, en søster fra Polen hvis hjem blev ødelagt af en oversvømmelse, blev meget opmuntret over at brødre fra nabomenighederne kom for at hjælpe hende. “Der er ingen grund til at fortælle om det jeg har mistet – det er jo bare materielle ting,” siger hun. “Jeg vil hellere fortælle om hvor meget jeg har fået. Oplevelsen har gjort mig endnu mere overbevist om at det både er et stort privilegium og en kilde til glæde og lykke at være en del af den kristne menighed.” Mange der har fået hjælp efter en katastrofe, siger at det er en oplevelse der har beriget deres liv. Og de brødre og søstre der arbejder sammen med Jehova for at yde hjælpen, oplever også stor tilfredshed. – Læs Apostlenes Gerninger 20:35; 2. Korinther 9:6, 7.
13. Hvordan kan det styrke vores forhold til Jehova at hjælpe andre? Giv et eksempel.
13 En søster i USA ved navn Stephanie har også oplevet stor glæde ved at samarbejde med Jehova. Sammen med andre forkyndere tog hun sig af brødre og søstre der kom til landet som flygtninge fra krigsramte områder, og hjalp med at finde bolig og møbler til dem. “Det rørte os at se hvor glade og taknemmelige de var over at opleve kærligheden i det globale brodersamfund,” siger Stephanie. “Familierne føler at vi har hjulpet dem, men de har faktisk hjulpet os meget mere,” tilføjer hun. “Den kærlighed, enhed, tro og tillid til Jehova som vi har været vidne til, har virkelig styrket vores kærlighed til Jehova og givet os større værdsættelse af alt det vi får gennem hans organisation.”
UDVID DIN TJENESTE
14, 15. (a) Hvilken indstilling havde profeten Esajas? (b) Hvordan kan kristne i dag efterligne Esajas?
14 Vil du gerne samarbejde endnu mere med Jehova? Kunne du så være villig til at flytte for at tage dig af en opgave i Jehovas organisation? Det er selvfølgelig ikke et krav at vi flytter langt væk for at tjene Jehova, men nogle brødre og søstre udnytter at deres omstændigheder tillader dem at gøre det. De har samme indstilling som profeten Esajas. Som svar på Jehovas spørgsmål “Hvem kan jeg sende, og hvem vil gå for os?” sagde han: “Her er jeg! Send mig!” (Esa. 6:8) Har du lyst til og mulighed for at opfylde et behov i organisationen på denne måde? Hvilke behov er der egentlig?
15 Om forkyndelses- og undervisningsarbejdet sagde Jesus: “Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.” (Matt. 9:37, 38) Kunne du tjene som pioner et sted hvor der ikke er så mange forkyndere? Eller kunne du hjælpe en anden til at gøre det? Mange brødre og søstre har følt at den bedste måde de kunne vise deres kærlighed til Jehova og deres medmennesker på, var ved at tjene som pionerer i områder med behov for flere høstarbejdere. Men der er også andre måder du kan udvide din tjeneste på og derved opleve stor glæde. Hvilke kan du komme i tanke om?
16, 17. Hvilke andre muligheder er der for at udvide sin tjeneste for Jehova?
16 Kunne du være villig til at tjene på Betel eller hjælpe til ved et teokratisk byggeprojekt? Måske kunne du blive midlertidig medarbejder eller commuter, altså en der pendler til arbejdsstedet en eller flere dage om ugen. Der er et konstant behov for brødre og søstre der er villige til at tjene Jehova hvor som helst de får en opgave, og i hvilken som helst funktion. Det kan måske betyde at man må tage sig af en bestemt opgave selvom man har kompetencer og erfaring inden for et andet område. Jehova sætter stor pris på kristne der viser sådan en selvopofrende indstilling ved at stille sig til rådighed for at hjælpe hvor der er behov. – Sl. 110:3.
17 Kunne du tænke dig at få mere oplæring så du kan blive bedre udrustet til at udføre din tjeneste for Jehova? I så fald kunne du måske søge om at komme på Skolen for Kristne Forkyndere. Her bliver åndeligsindede brødre og søstre der er i heltidstjenesten, oplært så de i højere grad kan bruges til at fremme Rigets interesser. De der ansøger, må være parate til at tage imod en hvilken som helst opgave de får tildelt efter skolen. Kunne du udnytte denne mulighed for at udvide din tjeneste for Jehova? – 1. Kor. 9:23.
18. Hvad vil du opleve når du samarbejder med Jehova hver dag?
18 Som tjenere for Jehova vil vi gerne vise gavmildhed, en egenskab der udspringer af godhed, venlighed og kærlighed. Hver dag viser vi at vi interesserer os for vores brødre og søstre og ønsker at hjælpe dem. Det er noget der fører til glæde, fred og lykke. (Gal. 5:22, 23) Uanset hvordan dine omstændigheder er, vil du opleve glæde når du efterligner Jehovas gavmildhed og gør dit bedste som en af hans elskede medarbejdere. – Ordsp. 3:9, 10.
-