Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvad kan der gøres ved det?
    Vågn op! – 1989 | 8. september
    • Hvad kan der gøres ved det?

      Ideer til hvordan man kan få drivhuseffekten under kontrol bringes til torvs lige så hastigt som den globale forurening tager til. Nogle ideer er lovende. Andre er blot mundsvejr . . .

      1 SOLENERGI: Udnyttelsen af solenergi har i de senere år ikke haft offentlighedens store interesse, hovedsagelig på grund af faldende oliepriser. I mellemtiden er der sket store fremskridt med hensyn til at forbedre solcellernes effektivitet. Som The New York Times skrev for nylig er det for første gang blevet muligt „at omdanne solenergi til elektricitet med en virkningsgrad der svarer til konventionel el-produktion“. Hvis solenergien bliver fuldt konkurrencedygtig vil denne teknologi kunne medvirke til at begrænse udslippet af drivhusgasser, efterhånden som soldrevne kraftværker træder i stedet for de konventionelle.

      2 BRINT SOM BRÆNDSTOF: Den idé at anvende ren brint i stedet for olieprodukter som brændstof i fly og måske endog i biler er i det mindste teknisk mulig at gennemføre. Hvad angår drivhuseffekten har brint det fortrin at den forbrænder rent. Der dannes ingen kuldioxid ved forbrænding af brint, kun vanddamp. Brint er desuden en fortræffelig energikilde. Et fly vil for eksempel kunne flyve tre gange længere på brint end på almindeligt brændstof. Desværre koster brint også tre gange så meget. Et endnu større problem er imidlertid at flydende brint skal opbevares stærkt nedkølet og under højt tryk. Selv den mindste lækage i brændstofsystemet kan føre til en voldsom eksplosion, som den der ramte den amerikanske rumfærge Challenger.

      3 RUMSKJOLDE: Der har også været forslag fremme om at stationere kæmpemæssige „parasoller“ af tynd plast i det ydre rum til at skygge for jorden. Men hvis disse satellitter skal kunne kompensere for virkningerne af den forventede fordobling af kuldioxid-koncentrationen må de have et flademål svarende til 2 procent af jordens overflade. Denne løsning vil ikke være populær blandt astronomerne!

      4 EN GLOBAL INDSATS FOR GENPLANTNING AF SKOV: Der findes allerede højeffektive, ikkeforurenende, vedligeholdelsesfri indretninger til at fjerne kuldioxid fra atmosfæren? De kaldes planter. Grønne planter lever af kuldioxid, idet de beholder kulstoffet til eget brug og frigiver ilten til atmosfæren som en slags affaldsstof. Alt andet lige skulle en forøgelse af luftens indhold af kuldioxid virke stimulerende på plantevæksten over hele jorden. Dette ville medføre et øget forbrug af kuldioxid og medvirke til at holde drivhuseffekten under kontrol. Men desværre er ikke „alt andet lige“, hvad de grønne planter angår, for de planter der kan fjerne den største mængde kuldioxid pr. arealenhed er træerne, og dem fælder man rask væk over hele jorden.

      I betragtning af denne globale tendens opfordrer mange forskere nu til at der iværksættes omfattende genplantning af skov, for at bekæmpe den stigende drivhuseffekt. De gør for eksempel opmærksom på at et areal på 4 millioner hektarer tilplantet med træer vil kunne optage al den kuldioxid som verdens kraftværker vil afgive i de næste ti år. Sådanne programmer, som vil koste milliarder af dollars, blev for et år siden drøftet ved høringer i det amerikanske senat.

      Det er muligt at et sådant program vil kunne gennemføres i De Forenede Stater, men hvordan vil det gå i troperne? Træplantningsprogrammer virker ikke særlig tiltalende på udsultede og desperate mennesker der lever i områder hvor man fælder træer for at skaffe jord der kan opdyrkes. De tropiske regnskove udgør en væsentlig del af hele jordens økologiske system, og netop disse skove er man i færd med at rydde, brænde og mishandle.

      5 STRÅLER MOD CFC: Fra jorden kunne man affyre kæmpemæssige lasere op i atmosfæren, indstillet til at afgive energirige stråler med frekvenser som klorfluorkarboner vil absorbere. Man håber så at denne energitilførsel vil sprænge CFC-molekylerne inden de når op i stratosfæren, hvor de vil angribe ozonlaget. Problemerne ved dette er blandt andet omkostningerne og laserudstyrets energiforbrug samt „om man kan være sikker på at laserlysets energi kun vil blive absorberet af CFC-gasserne og ikke af andre molekyler, som for eksempel vanddamp og kuldioxid,“ siger fysikeren Thomas Stix fra Princeton-universitetet.

      6 SOLKRAFTVÆRKER I RUMMET: Store paneler af solceller i rummet kunne opsamle solenergi døgnet rundt, uden at blive afbrudt af perioder med nat eller skydække. Den opsamlede energi kunne transmitteres til jorden i form af mikrobølger eller laserstråler. Tanken er at solenergien skulle erstatte brugen af fossilt brændsel. De tekniske vanskeligheder og selve projektets størrelse er imidlertid overvældende.

  • En global løsning
    Vågn op! – 1989 | 8. september
    • DEN føromtalte konference i Toronto sluttede med en indtrængende appel om internationalt samarbejde for at løse ’drivhusproblemet’. Bladet Discover beretter: „Stående foran et 12 meter bredt, naturtro maleri af en himmel med skyformationer aflagde den canadiske premierminister Brian Mulroney og den norske statsminister Gro Harlem Brundtland løfte om at deres respektive lande ville begrænse brugen af fossilt brændsel.“

      „Virkningen af en global klimaforandring er måske den største udfordring menneskeheden nogen sinde har stået over for, med undtagelse af det at afværge kernekrig,“ sagde den norske statsminister idet hun understregede nødvendigheden af en international traktat for at beskytte atmosfæren mod yderligere nedbrydning.

      Hvad skulle en sådan traktat omfatte? Allerede inden konferencen havde dr. Michael McElroy fra Harvard-universitetet formuleret det således: „I sidste instans bør forbruget af fossilt brændsel nedsættes drastisk. Dette vil ikke være nogen let opgave. Hvordan vil vi kunne påvirke lande som Kina, der har rigelige kulreserver, til at begrænse udviklingen og forbruget af den lettest tilgængelige og billigste form for brændsel? Vi må gribe det an på internationalt plan. . . . Vi må finde frem til argumenter der vil kunne bevæge Den Tredje Verden til at følge en mere fornuftig kurs end den vi [hidtil] har fulgt.“

      Men hvordan vil Den Tredje Verden reagere på sådanne tilskyndelser? De vestlige velfærdssamfunds livsform, som er så eftertragtet blandt folk i de fattige lande, er enormt energikrævende. Bilerne, der over hele verden står som funklende symboler på magt og succes, kræver brændstof, medmindre de da blot skal stå til pynt foran huset. Smarte produkter der skal markedsføres effektivt kræver at blive pakket ind i plastic, der af dr. Lester Lave fra Carnegie-Mellon-universitetet bliver betegnet som „størknet energi“. Det kræver ligeledes enorme energimængder både at bygge, vedligeholde og oplyse nye motorveje, skyskrabere og prestigebyggerier i form af internationale lufthavne og indkøbscentre. Nu vil de rige lande så i realiteten forsøge at sige til de fattige: ’Vi har allerede fået det vi ønskede os — men pludselig er vi blevet meget bekymrede for vort miljø. I kan desværre ikke få det vi har fået. I er nødt til at følge en mere fornuftig kurs end den vi har fulgt. I kan ikke blot bruge løs af de billige energikilder vi har benyttet os af. I må benytte dyrere energi, jeres samfund må vokse langsommere, og I må overtale jeres befolkninger til at vente længere på den livsstil vi fortæller dem at de bør stræbe efter.’ Hvordan vil man overhovedet kunne få Den Tredje Verden overbevist om det?

      Om dette problem siger dr. McElroy videre: „Det må nødvendigvis indebære en overførsel af midler fra os [industrilandene] til dem [Den Tredje Verden]. . . . Dette kunne passende finansieres gennem en afgift på fossilt brændsel, som netop er kilden til mange af vore problemer. Det er dog uklart hvordan en sådan afgift skulle administreres. Det ville øjensynlig være nødvendigt at nedsætte et internationalt råd med en magt og autonomi der ikke tidligere er set. Dette må nødvendigvis indebære at de enkelte lande afgiver i det mindste en del af deres ret til at handle uafhængigt, en ret de hidtil har betragtet som umistelig.“

      Men hvor realistisk er dette håb? Er det sandsynligt at de rige lande frivilligt vil afgive magt og myndighed til et internationalt råd med det formål at fastsætte og inddrive skatter for at kunne overføre penge til de fattige lande og bekæmpe drivhuseffekten? De velstående og indflydelsesrige lande på denne klode har langtfra opnået deres velstand og indflydelse gennem en sådan fremsynet uegennytte. De våger derimod skinsygt over deres nationale suverænitet. Man kan næppe forvente at de vil ændre holdning blot fordi nogle forskere er blevet nervøse for drivhuseffekten.

      Et suverænt verdensherredømme

      En trussel af globalt omfang, som for eksempel en løbsk drivhuseffekt, kan ikke afværges med resolutioner, floskler og forhåbninger — kun af en ægte verdensregering som er i stand til at gennemføre en sund miljøpolitik fra pol til pol. I betragtning af menneskets historie indtil nu, er der ingen grund til at tro at det snart vil lykkes mennesker at oprette en sådan regering. „Vi har, op gennem historien, begået alle de fejltagelser man kan forestille sig. Og vi har gentaget hver eneste af disse fejltagelser indtil flere gange med en uendelig række af variationer over hver enkelt større fejl, uden egentlig at lære noget som helst,“ udtaler skribenten Allan Wirtanen i bladet New Scientist.

      Den der alvorligt overvejer forløbet af menneskehedens historie kan udlede én væsentlig lære af alt dette — nemlig at mennesket ikke er i stand til at tage vare på denne jord uafhængigt af sin Skaber. Synes du at det lyder for ’religiøst’, at det ikke er ’videnskabeligt’ nok, at det måske lyder lidt ’naivt’?

      Men hvad er egentlig mest naivt: At håbe på at menneskeheden vil formå at vende historiens triste gang, overvinde nationale, politiske, religiøse og kulturelle skel, og tage langsigtede forholdsregler for at afvende en truende katastrofe i næste århundrede — eller at sætte sin lid til at Gud vil gribe ind før det kommer så vidt? Skaberen har i sit ord Bibelen lovet at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Der findes rigelige historiske og videnskabelige vidnesbyrd om at det netop er hvad han har til hensigt at gøre. Hvorfor ikke ofre nogle få minutter på at slå op i din bibel i Salme 37 og i Esajas, kapitel 11 og 65, og læse dens løfter angående jordens fremtid! Sammenlign så disse løfter med de dystre prognoser i forbindelse med drivhuseffekten. Hvilke af disse fremtidsudsigter vil holde stik? Skylder du egentlig ikke dig selv og dine børn at finde ud af det?

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del