-
Har vi hele Bibelen?Vågn op! – 1986 | 22. marts
-
-
Har vi hele Bibelen?
DET var en vinterdag i Øvre Egypten for 40 år siden. En arabisk bonde var i færd med at grave efter næringsholdig jord ved foden af en klippe. I stedet gjorde han et forbløffende fund. Hans hakke ramte noget hårdt — en lerkrukke. Inde i denne krukke fandt han tretten læderindbundne bind som daterede sig fra det andet århundrede e.v.t. Det var dog først i 1955 at dette arkæologiske fund begyndte at optræde som forsidestof. Og der er stadig røre blandt bibellæsere fordi nogle hævder at de fundne bind indeholder Jesu hemmelige ord.
„Dette er de hemmelige ord, som den levende Jesus talte, og som Didymos Judas Thomas skrev ned.“ Sådan begynder Thomasevangeliet,a et af de 48 religiøse gnostiske dokumenter der blev fundet det omtalte sted. I en kommentar hertil siger Helmut Koester fra Harvards teologiske fakultet at Thomasevangeliet indeholder nogle vigtige nye oplysninger til forståelse af Jesu lære. Men er det tilfældet? Mangler der nogle hemmelige oplysninger som har betydning for vor tro, i Bibelen? Eller er Bibelen komplet? Hvad mener du?
Jehovas vidner tror at Bibelen er komplet. Deres overbevisning udtrykkes godt i apostelen Paulus’ andet brev til Timoteus, kapitel 3, versene 16 og 17, hvor der står: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“
Erfaringen har lært Jehovas vidner at der ikke findes nogen huller i Bibelens fremstilling af Guds hensigt og dens vejledning angående den kristne livsførelse. Den fortæller hvorfor vi er her og hvad fremtiden vil bringe. Kort sagt — Bibelen udgør et fuldstændigt hele.
Bibelens kanon — en komplet række bøger
Hvorfor kan Jehovas vidner være sikre på at der ikke mangler nogle vigtige bøger i Bibelen? Fordi Bibelen består af en bestemt række bøger, kaldet Bibelens kanon. (2 Timoteus 3:16) Oprindelig betød ordet „kanon“ et rør der blev brugt som målestok. Bibelens kanon er de bøger der betragtes som sande, inspirerede af Gud og værdige til at blive brugt som rettesnor for den rette tro, lære og adfærd.
De hebraiske Skrifters kanon (ofte kaldet Det gamle Testamente) var fastlagt ved slutningen af det femte århundrede f.v.t. Jesus Kristus og hans apostle benyttede kun bøger fra dette katalog når de citerede fra Skriften. Jehovas vidner følger derfor det samme mønster for De hebraiske Skrifter. Men hvordan forholder det sig med det såkaldte Nye Testamente, De kristne græske Skrifter?
En anerkendt fortegnelse over De kristne græske Skrifter begyndte allerede at tage form omkring år 90-100. Og mod slutningen af det andet århundrede var der ingen tvivl om at De kristne græske Skrifters kanon var fuldført. Der findes mindst seksten vigtige gamle fortegnelser over De kristne græske Skrifter, fra Det muratoriske fragment fra år 170 til den fortegnelse der blev opstillet på det tredje kirkemøde i Karthago i år 397. Desuden findes der i alt mere end 5200 håndskrifter af denne del af Bibelen på det græske grundsprog. Intet andet værk fra oldtiden er så velbevidnet. Derfor betragter Jehovas vidner De kristne græske Skrifter som et fuldstændigt hele.b De stiller sig dog ikke tilfreds med disse vidnesbyrd alene.
At en bog er taget med i en af de ovennævnte fortegnelser er ikke den vigtigste grund til at Jehovas vidner anerkender den som kanonisk. De ser også på de indre vidnesbyrd, som for eksempel:
◻ Dens indhold må vidne om at være inspireret af Guds hellige ånd.
◻ Den må advare mod overtro, dæmonisme og tilbedelse af skabninger.
◻ Den må være i fuld overensstemmelse med resten af Bibelen.
◻ Den må indeholde et budskab der får mennesker til at tilbede Jehova og indgiver dem dyb respekt for hans gerninger og hensigt.
◻ Den må tilskynde læserne til at vise kærlighed og til at tjene Gud.
◻ Den må være i overensstemmelse med det guddommelige „mønster af sunde ord“ og i harmoni med Jesu Kristi lære. — 2 Timoteus 1:13.
De gnostiske skrifter i modstrid med Bibelen
Jehovas vidner finder ikke sådanne vidnesbyrd i de gnostiske skrifter. De mystiske gnostikere havde deres største udbredelse i de første to århundreder e.v.t., og de påstod at de besad en hemmelig guddommelig kundskab eller gnosis. De udfordrede de sande kristne med hensyn til hvem der havde Jesu og hans disciples sande lære og skrifter. De gnostiske bøger indeholder ikke relevante oplysninger der kan styrke en kristens tro.
Opslagsværker såvel som de fleste bibelforskere betegner ikke alene disse gnostiske skrifter som apokryfe (ikke-kanoniske) men også som pseudepigrafiske (skrifter som falskeligt tilskrives Bibelens skribenter). I tidsskriftet Psychology Today siger Andrew M. Greeley, der er romersk-katolsk præst og professor i sociologi ved University of Arizona, om disse bøger: „De kan ikke appellere til den almindelige læser der betragter religion som en hjælp til at løse livets problemer og ikke som noget der fornægter livets betydning.“ Og efter at Greeley har sammenlignet de gnostiske evangelier med evangelierne i Bibelen, konkluderer han: „Gnostikernes Jesus taler undertiden i korte, abrupte sætninger, er undertiden uforståelig og virker undertiden ikke så lidt uhyggelig.“
Der er en gabende kløft mellem indholdet af de gnostiske evangelier og indholdet af de bibelske evangelier. Denne kløft bliver især tydelig når man sammenligner de gnostiske og de bibelske lærepunkter om Gud, opstandelsen og frelsen. Derimod kan man se en tydelig lighed mellem gnosticismen og oldtidens græske filosofi, buddhismen og hinduismen.
De gnostiske skribenter skildrer en Jesus der er chokerende anderledes end den Jesus de bibelske skribenter beskriver. Det gnostiske Filips evangelium omtaler Maria Magdalene som den af Jesu ledsagere der stod ham nærmest, og nævner at han „plejede at kysse hende ofte på munden“. Ikke så mærkeligt at Encyclopædia Britannica siger: „Den gnostiske etik spænder lige fra tvungen promiskuitet til ekstrem askese.“
-
-
Har vi hele Bibelen?Vågn op! – 1986 | 22. marts
-
-
[Oversigt på side 18]
Gnostiske og bibelske lærepunkter sammenlignet
Gnostiske: Jehova et underordnet væsen (demiurgen), der skal forkastes
Bibelske: Jehova den eneste sande Gud der skal tilbedes — Johannes 17:3; Lukas 4:8
Gnostiske: Opstandelsen ikke virkelig, kun symbol på åndelig oplysning
Bibelske: Opstandelsen er virkelig, de døde skal opstå. — Johannes 5:28, 29; 11:11-45.
Gnostiske: Frelse kun gennem selverkendelse
Bibelske: Frelse kun gennem Kristi offer. — Mattæus 20:28; Johannes 3:16; Apostelgerninger 4:12
Gnostiske: Slangen i Eden, den guddommelige visdoms princip
Bibelske: Satan den første løgner, morder. — Johannes 8:44; 1 Mosebog 3:4
Gnostiske: Eva livgiver, Adams rådgiver
Bibelske: Jehova Livgiver, Adams rådgiver. — Mattæus 19:4; 1 Mosebog 2:16
Gnostiske: Satan ophav til ægteskabet, forplantningen
Bibelske: Jehova indstiftede ægteskabet, velsignede forplantningen. — Mattæus 19:4-6; 1 Mosebog 1:28; 2:22
-