Hvor nøjagtig er Bibelens geografi?

SOLEN er lige gået ned i Palæstina. Året er 1799. Efter at have marcheret hele dagen i den brændende hede har den franske hær slået lejr, og Napoleon, den øverstbefalende, hviler sig i sit telt. Ved det blafrende stearinlys læser en af hans tjenere højt fra en fransk bibel.

Dette skete åbenbart tit under Napoleons militære operationer i Palæstina. „Når vi slog lejr på ruinerne af disse oldtidsbyer,“ skrev han i sine erindringer, „læste de hver aften højt fra Skrifterne . . . Analogien og de korrekte beskrivelser var slående: Efter så mange århundreder og forandringer passer de stadig perfekt på dette land.“

Rejsende der i dag besøger Mellemøsten vil også finde det nemt at se Bibelens begivenheder for sig i de nuværende omgivelser. Før den franske hær indtog Ægypten, kendte fremmede ikke meget til dette gamle land. Forskere og lærde som Napoleon havde hentet til Ægypten, begyndte at give omverdenen indblik i detaljer om Ægyptens tidligere pragt. Det har gjort det nemmere at danne sig et billede af det ’hårde trællearbejde’ som israelitterne engang var underlagt. — 2 Mosebog 1:13, 14.

Israelitterne samledes ved Rameses den nat de blev udfriet fra Ægypten, og derpå drog de til „randen af ørkenen“. (2 Mosebog 12:37; 13:20) På det tidspunkt bad Gud dem om at „vende om“ og „slå lejr ved havet“. Denne underlige manøvre fik Ægyptens konge til at tro at de ’flakkede forvirrede om’, og han sendte straks sin hær og 600 stridsvogne efter dem for at generobre sine tidligere slaver. — 2 Mosebog 14:1-9.

Udgangen

Ifølge Josefus, en historiker i det første århundrede e.v.t., havde den ægyptiske hær tvunget israelitterne „ind på et smalt sted“ og spærret dem inde „mellem stejle skrænter og havet“. Man kan ikke i dag præcist fastslå hvor israelitterne gik over Det Røde Hav. Men det er nemt at forestille sig begivenheden når man står på toppen af bjergkæden hvor der er udsyn over den nordlige del af Det Røde Hav. Det er interessant at bjerget kaldes Djebel ‛Ataqah, der betyder „Udfrielsens Bjerg“. Mellem denne bjergkæde og Det Røde Hav er der en lille slette der indsnævres indtil bjergets udløbere når næsten ned til havet. På den modsatte side af Det Røde Hav er der en oase med mange kilder. Oasen kaldes ‛Ajun Musa’, der betyder „Moses’ Kilder“. Havbunden mellem disse to punkter skråner jævnt nedad, hvor den andre steder ellers pludselig falder til en dybde af mellem 9 og 18 meter.

Nogle teologer inden for kristenheden har forsøgt at bortforklare det mirakel Gud udførte da han delte Det Røde Havs vande og lod israelitterne gå over på tør bund. De flytter begivenheden til et lavvandet sumpområde nord for Det Røde Hav. Men det stemmer ikke med Bibelen, der gentagne gange nævner at overgangen fandt sted i Det Røde Hav, på et sted hvor der var rigeligt med vand, så meget at Farao og hele hans hær kunne drukne i det, ja nok til at opsluge dem. — 2 Mosebog 14:26-31; Salme 136:13-15; Hebræerne 11:29.

Sinaj Ørken

De barske forhold på Sinajhalvøen er levende beskrevet i Bibelens beretning om Israels ørkenvandring. (5 Mosebog 8:15) Men kunne en hel nation samles ved foden af Sinaj Bjerg for at modtage Guds lov og senere trække sig tilbage og stå „et stykke derfra“? (2 Mosebog 19:1, 2; 20:18) Er der plads nok til at en folkemængde der skønnedes at tælle tre millioner, kunne foretage en sådan bevægelse?

Arthur P. Stanley, en af det 19. århundredes rejsende og bibelkyndige, besøgte området ved Sinaj Bjerg, og han har beskrevet det syn der mødte ham og hans ledsagere da de besteg Ras Safsafa: „Virkningen på os, såvel som på enhver der har set og beskrevet det, var øjeblikkelig. . . . Her var den vidtstrakte gule slette der bredte sig helt til foden af klipperne . . . I betragtning af den næsten totale mangel på en sådan kombination af slette og bjerg i dette område, er det afgjort et vigtigt vidnesbyrd om beretningens pålidelighed at der findes en sådan kombination og dét inden for det område hvor Sinaj ifølge traditionen skulle ligge.“

Det forjættede land

I det 40. år af Israels ørkenvandring gav Moses denne beskrivelse af det land de skulle drage ind i: „Jehova din Gud fører dig ind i et godt land, et land med regnflodsdale med vand, med kilder og vand dybt nede, som vælder frem på slette og bjerg.“ — 5 Mosebog 8:7.

At dette løfte var sandt, erfarede hele nationen — mænd, kvinder, småbørn og fastboende udlændinge — da den var samlet i den vandrige Sikemdal mellem Ebals Bjerg og Garizims Bjerg. Ved foden af Garizims Bjerg stod seks stammer. De andre seks stammer var samlet på den anden side af dalen foran Ebals Bjerg. Alle kom de for at høre hvilke velsignelser nationen ville få fra Gud hvis de adlød Jehovas lov, og hvilke forbandelser det ville medføre hvis de ikke gjorde det. (Josua 8:33-35) Men var der plads nok til at hele folket kunne være i denne smalle dal? Og hvordan kunne alle høre uden et moderne forstærkeranlæg?

Jehova Gud kunne mirakuløst have forstærket levitternes stemmer. Men det ser ikke ud til at et sådant mirakel var nødvendigt. Akustikken i dalen er glimrende. „Alle rejsende,“ skrev den bibelkyndige Alfred Edersheim i det 19. århundrede, „er enige om to ting: 1. At man tydeligt kan høre det der bliver sagt i dalen, både fra Ebal og Garizim. 2. At der har været tilstrækkelig plads ved disse to bjerge til hele Israel.“

William M. Thomson, en anden af det 19. århundredes bibelkyndige, beskriver sine oplevelser fra denne dal i sin bog The Land and the Book: „Jeg har råbt for at høre ekkoet, og har derefter forestillet mig hvordan det må have lydt da levitterne højt proklamerede . . . ’Forbandet er den mand som laver et udskåret billede, en vederstyggelighed for Jehova.’ Og så det rungende AMEN! der bliver ti gange højere fra den store menighed der rejser sig op og hæver stemmen, og ekkoet der løber fra Ebal til Garizim og tilbage.“ — Jævnfør Femte Mosebog 27:11-15.

Jizre’elsletten

Nord for Sikem ligger der en anden frugtbar dal, en dal der stiger op over havets overflade og åbner sig i en øde slette. Hele dette område kaldes Jizre’elsletten, opkaldt efter byen Jizre’el. Nord for dalen findes Galilæas bjerge, hvor Jesu hjemby, Nazaret, lå. George A. Smith forklarer i sin bog The Historical Geography of the Holy Land: „Nazaret ligger i et bækken omkranset af højdedrag; men det øjeblik man klatrer op til randen af dette bækken, . . . hvilken udsigt! [Jizre’eldalen] ligger udbredt for ens øjne, med sine . . . slagmarker . . . Det er et kort over Det Gamle Testamentes historie.“

I denne dal eller slette har arkæologer udgravet ruinerne af bystater som Israel erobrede på Josuas tid. Det drejer sig om byer som Ta’anak, Megiddo, Jokneam og muligvis Kedesj. (Josua 12:7, 21, 22) I det samme område, på dommer Baraks og dommer Gideons tid, udfriede Jehova mirakuløst sit folk fra magtfulde fjendtlige nationer der var Israel langt overlegne. — Dommerne 5:1, 19-21; 6:33; 7:22.

Århundreder senere red kong Jehu igennem dalen til byen Jizre’el for at fuldbyrde Jehovas dom over Jesabel og Akabs frafaldne hus. Fra vagttårnet i Jizre’el kunne man mod øst, i en afstand af 19 kilometer, se at Jehus hær nærmede sig. Der var derfor rigelig tid til at kong Joram først sendte ét og dernæst et andet sendebud af sted, og endelig til at kong Joram af Israel og kong Ahazja af Juda kunne spænde deres stridsvogne for og møde Jehu inden han nåede byen Jizre’el. Jehu dræbte omgående Joram. Ahazja flygtede men blev senere såret og døde i Megiddo. (2 Kongebog 9:16-27) I forbindelse med sådanne kampområder skriver George A. Smith: „Det er slående at der i ingen af beretningerne . . . er nogen geografiske umuligheder.“

Der er ingen tvivl om at Jesus ofte har skuet ud over Jizre’elsletten og grundet over de enestående sejre der var blevet vundet dér, vel vidende at han, den lovede Messias, var bestemt til at opfylde rollen som den større Josua, den større Barak, den større Gideon og den større Jehu i hævdelsen af Jehovas suverænitet. Bibelen bruger Megiddo, den strategisk bedst beliggende by i denne dal, som et symbol på det ’sted’ hvor Guds krig, Harmagedon („Megiddos Bjerg“), vil udspille sig. Det vil blive et verdensomspændende slag hvori Jesus Kristus, som kongernes Konge, vil fjerne alle der er fjender af Gud og af den kristne menighed, Guds sande folk. — Åbenbaringen 16:16; 17:14.

Bibelen fortæller at vrede jøder i Nazaret engang forsøgte at styrte Jesus i døden fra „randen af det bjerg som deres by var bygget på“. (Lukas 4:29) Det er interessant at der sydvest for denne moderne by, Nazaret, er et 12 meter højt klippefremspring hvor hændelsen kan have fundet sted. Jesus flygtede fra sine fjender, og Bibelen tilføjer at han „kom ned til Kapernaum“. (Lukas 4:30, 31) Kapernaum, ved Galilæas Sø, ligger faktisk i et meget lavere niveau.

Disse og mange andre detaljer ligger til grund for at andre ud over Napoleon har været forbløffede over Bibelens nøjagtige geografi. „[Bibelens] topografiske henvisninger er talrige og fuldt ud tilfredsstillende,“ skriver William M. Thomson i The Land and the Book. Og i bogen Sinai and Palestine skriver Arthur P. Stanley: „Det er umuligt ikke at blive imponeret over den harmoni der er mellem den nedskrevne historie og geografien i Det Gamle og Det Nye Testamente.“

Bibelens utrolige nøjagtighed med hensyn til geografiske forhold er blot ét bevis på at den ikke bare er en bog der stammer fra mennesker. I de foregående tre numre af Vagttårnet har der været lignende artikler angående Bibelens pålidelighed. Vi vil opfordre dig til at modtage og læse de tre andre afsnit af denne serie.

[Kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JIZRE’ELSLETTEN

Jizre’el

Nazaret

Ta’anak

Megiddo

Jokneam

Kedesj

GALILÆAS SØ

DET STORE HAV

kilometer

N

10

20

[Kildeangivelse]

Baseret på copyright kort fra Pictorial Archive (Near Eastern History) Est. and Survey of Israel.

[Illustration på side 5]

Israel modtog Loven på Sinaj Bjerg

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

Skaberværket siger: „De er uden undskyldning“

„Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“ — ROMERNE 1:20.

1, 2. (a) Hvilken bitter klage fremførte Job over for Jehova? (b) Hvordan tog Job til sidst sine ord i sig igen?

JOB var en af de mænd i fortiden hvis loyalitet mod Jehova Gud var ubrydelig. Satan satte ham på en frygtelig prøve og udvirkede at han mistede alle sine materielle ejendele og at alle hans sønner og døtre døde. Desuden påførte Satan ham en hæslig sygdom. Job troede at det var Gud der bragte alle disse plager over ham, og han beklagede sig derfor til Jehova og sagde bittert: „Er [det] godt at du begår uret, . . . siden du leder efter min brøde og søger efter min synd, selv om du ved at jeg ikke er skyldig?“ — Job 1:12-19; 2:5-8; 10:3, 6, 7.

² Nogen tid herefter afspejlede Jobs ord til Gud at han fuldstændig havde ændret holdning: „Jeg [talte], men jeg forstod ikke det der er for underfuldt for mig og som jeg ikke har kendskab til. Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne. Derfor tager jeg det i mig og angrer i støv og aske.“ (Job 42:3, 5, 6) Hvad var det der havde fået Job til at ændre indstilling?

3. Hvilken indstilling fik Job til skaberværket?

³ Jehova havde i mellemtiden talt til Job ud fra stormen. (Job 38:1) Han havde stillet Job en lang række spørgsmål. ’Hvor var du da jeg grundlagde jorden? Hvem spærrede for havet med døre og satte grænser for hvor langt dets bølger måtte komme? Kan du få skyerne til at regne på jorden? Kan du få græsset til at gro? Kan du binde stjernebillederne sammen og lede dem i deres baner?’ I kapitel 38 til 41 i Jobs Bog stiller Jehova Job disse og utallige andre spørgsmål om skaberværket. Han lod Job forstå den umådelige forskel der er mellem Gud og mennesker, og mindede på en magtfuld måde Job om den visdom og kraft der afspejles i Guds skaberværk, noget der langt overstiger hvad Job kunne udrette eller blot forstå. Helt overvældet af den ærefrygtindgydende kraft og ufattelige visdom den almægtige Gud besidder, som åbenbaret i hans skaberværk, blev Job forfærdet over at han havde vovet at gå i rette med Jehova. Han sagde derfor: „Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne.“ — Job 42:5.

4. Hvad bør Jehovas skaberværk fortælle os, og hvad kan man sige om dem der ikke indser dette?

⁴ Mange hundrede år senere bekræftede en inspireret bibelskribent at Jehovas egenskaber kan ses i hans skaberværk. Apostelen Paulus skrev i Romerbrevet 1:19, 20: „Det som kan vides om Gud er kendt iblandt dem; Gud har jo gjort det kendt for dem. Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“

5. (a) Hvilket medfødt behov har mennesker, og hvordan har nogle dækket dette behov på en forkert måde? (b) Hvilket råd gav Paulus grækerne i Athen?

⁵ Mennesket blev skabt med et behov for at tilbede en højere magt. I sin bog The Undiscovered Self kalder dr. G. Jung dette behov for „en instinktiv holdning som er særegen for mennesket og som tydeligvis er kommet til udtryk så længe mennesket har levet“. Apostelen Paulus talte også om menneskets medfødte trang til at tilbede, hvilket forklarede hvorfor grækerne i Athen havde fremstillet så mange altre og gudebilleder til ære for både kendte og ukendte guder. Paulus gjorde dem også bekendt med den sande Gud, og viste dem at de burde lade deres iboende trang til at tilbede komme til udtryk på rette måde ved at søge den sande Gud, Jehova, „om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os“. (Apostelgerninger 17:22-30) Lige så let vi har ved at betragte hans skaberværk, lige så let vil vi kunne opfatte hans egenskaber.

Vandets forbløffende kredsløb

6. Hvilke af Jehovas egenskaber kommer til udtryk i vandets kredsløb?

⁶ Hvilke af Jehovas egenskaber kommer for eksempel til udtryk når vi betragter hvorledes fnuglette skyer kan indeholde i tonsvis af vand? Vidner dét at han tilvejebringer regn til gavn for jorden, ikke om hans kærlighed og visdom? Vandets fantastiske kredsløb er omtalt i Prædikeren 1:7: „Alle regnfloderne løber i havet, men havet bliver ikke fuldt. Det sted hvor regnfloderne løber hen, vender de tilbage til for atter at løbe.“ Jobs Bog beskriver meget præcist hvordan dette sker.

7. Hvordan bliver vandet i havene til skyer, og hvordan kan skyerne indeholde i tonsvis af vand?

⁷ Kredsløbet begynder med at vinterens regnfloder løber ud i havet. Jehova „drager vanddråber op fra havet og udskiller regn fra den tåge han har frembragt“. Eftersom vandet i skyerne er vanddamp og til sidst bliver en fin tåge, ’holdes skyerne svævende og er undergerninger øvet af den som har fuldkommen viden’. (Job 36:27, The New English Bible; 37:16) Så længe skyerne er en tågedis holder de sig svævende: „[Jehova] indsvøber vandene i sine skyer så skymasserne ikke brister under dem.“ Eller som The New English Bible siger: „Han holder vandene indespærret i tætte skymasser, og skyerne brister ikke under deres vægt.“ — Job 26:8.

8. Hvad skal der til for at „himmelens vandkrukker“ væltes og vandets kredsløb sluttes?

⁸ „Hvem kan vælte himmelens vandkrukker“ så regnen falder på jorden? (Job 38:37) Det kan den der har „fuldkommen viden“ og som først anbragte dem dér, han som „udskiller regn fra den tåge han har frembragt“. Hvad skal der til for at udskille regndråber fra tågen? Det kræver tilstedeværelsen af mikroskopisk fast stof, såsom i tusindvis eller hundredtusindvis af støv- eller saltpartikler i hver eneste kubikcentimeter luft. Disse partikler udgør den kerne som dråberne dannes omkring. Det skønnes at der skal omkring en million bittesmå dråber til for at danne en regndråbe af gennemsnitsstørrelse. Først efter at alt dette er sket kan skyerne lade regnskyl falde på jorden og danne de vandstrømme der lader vandet vende tilbage til havet. På den måde sluttes vandets kredsløb. Er alt dette et resultat af blinde kræfters spil? De der mener det er uden undskyldning!

En af kilderne til Salomons visdom

9. Hvad syntes Salomon var bemærkelsesværdigt ved en bestemt myreart?

⁹ Salomons visdom var uden sidestykke i datidens verden. Han havde blandt andet stor indsigt i Jehovas skaberværk: „[Salomon] kunne tale om træerne, fra cederen som er på Libanon, til isopen der skyder frem på muren; og han kunne tale om dyrene og om de flyvende skabninger og om krybdyrene og om fiskene.“ (1 Kongebog 4:33) Det var også kong Salomon der skrev: „Gå til myren, du dovne; se dens veje og bliv viis. Selv om den hverken har fører, forstander eller hersker, gør den sin føde klar om sommeren; det den skal spise har den samlet i høsten.“ — Ordsprogene 6:6-8.

10. Hvordan viste Salomons illustration med høstmyrerne sig at være korrekt?

¹⁰ Hvem har lært myrerne at de skal samle føde sammen om sommeren så de kan klare sig igennem vinterens kulde? I århundreder betvivlede man at der fandtes myrer som høstede korn og oplagrede det, eftersom ingen havde iagttaget myrer der gjorde sådan. Men i 1871 opdagede en engelsk naturforsker deres underjordiske kornmagasiner, og Bibelens nøjagtighed blev således fastslået. Hvordan kan disse myrer være så forudseende at de om sommeren véd at der venter en kold vinter forude, og hvordan kan de vide hvad de skal gøre ved det? Bibelen forklarer at mange af Jehovas skabninger har en indprogrammeret visdom så de kan overleve. Høstmyrerne er nogle af dem Skaberen har udstyret med denne gave, og Ordsprogene 30:24 kalder dem ’instinktivt vise’. Det strider mod sund fornuft at hævde at en sådan visdom blot er opstået ved et tilfælde. Hvis ikke man erkender at der står en skaber bag, er man uden undskyldning.

11. (a) Hvorfor er det californiske rødtræ så ærefrygtindgydende? (b) Hvad er forbløffende ved den første reaktion i fotosyntesen?

¹¹ Et menneske der står ved foden af det kæmpestore californiske rødtræ føler sig som en lille myre, og fyldes helt naturligt med ærefrygt for denne skovens kæmpe. Dette træ kan blive 90 meter højt og 11 meter i diameter; barken kan blive omkring 60 centimeter tyk. Rødderne breder sig over et område på omkring halvanden hektar. Noget der imidlertid er langt mere forunderligt er de kemiske og fysiske love der er afgørende for træets vækst. Bladene får vand fra rødderne, kuldioxid fra luften og energi fra solen, hvilket omdannes til sukkerstof og frembringer ilt. Denne proces kaldes fotosyntese og omfatter omkring 70 kemiske reaktioner, og man har endnu ikke fuld forståelse af dem alle. Den første reaktion er afhængig af lyset fra solen, der forbløffende nok har den rette farve, den rette bølgelængde; i modsat fald kunne den ikke absorberes af klorofylmolekylerne og sætte fotosyntesen i gang.

12. (a) Hvad er bemærkelsesværdigt ved rødtræets brug af vand? (b) Hvorfor er plantevæksten afhængig af kvælstof, og hvordan sluttes kvælstofkredsløbet?

¹² Det er også utroligt at træet kan trække søjler af vand op fra rødderne til toppen af denne 90 meter høje kolos. Der trækkes langt mere vand op end fotosyntesen kræver. Bladene afgiver overskudsvandet til luften gennem en proces kaldet transpiration. Det gør at træet vandkøles, næsten ligesom mennesker afkøles ved at svede. For at kunne danne vækstproteiner må sukkerstofferne eller kulhydraterne tilføres kvælstof. Bladene kan ikke optage atmosfærisk kvælstof, men organismer i jorden kan omdanne atmosfærisk kvælstof til nitrater og nitritter der er vandopløselige og som derefter føres fra rødderne op til bladene. Når de planter og dyr der har brugt dette kvælstof i deres proteiner, dør og går i forrådnelse, frigives der kvælstof, og kvælstofkredsløbet er dermed sluttet. Den uhyre kompleksitet der er forbundet med alt dette kan næppe tilskrives blind tilfældighed.

De taler uden ord

13. Hvilket indtryk gjorde stjernehimmelen på David, og hvordan taler den til os?

¹³ En stjerneklar nattehimmel er et ærefrygtindgydende vidnesbyrd om Skaberen og fylder os med ærbødighed. Det gav David udtryk for i Salme 8:3, 4: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ Stjernehimmelen taler til alle som har øjne der kan se og ører der kan høre og som har et modtageligt hjerte, på samme måde som den talte til David, der skrev: „Himmelen forkynder Guds herlighed.“ — Salme 19:1-4.

14. Hvorfor er en af stjernernes vældige kraft så vigtig for os?

¹⁴ Jo mere vi ved om stjernerne, jo tydeligere taler de til os. I Esajas 40:26 henledes vores opmærksomhed på deres kolossale energi: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ Tyngdekraften, samt en af disse stjerners, nemlig solens, vældige kraft holder jorden på plads i sit kredsløb, og bevirker at planterne kan gro og at vi kan holde varmen, ja, at det i det hele taget er muligt at leve her på jorden. Apostelen Paulus skrev under inspiration: „Stjerne er forskellig fra stjerne i glans.“ (1 Korinther 15:41) Videnskaben har kendskab til gule stjerner som vores sol, samt blå stjerner, røde kæmper, hvide dværge, neutronstjerner og eksploderende supernovaer der frigiver ufattelige mængder energi.

15. Hvad har mange opfindere lært af skaberværket og forsøgt at efterligne?

¹⁵ Mange opfindere har taget ved lære af skaberværket og har forsøgt at efterligne levende skabningers evner. (Job 12:7-10) Lad os her blot nævne nogle få bemærkelsesværdige eksempler: Havfugle med kirtler der kan afsalte havvand; fisk og ål der kan fremstille elektricitet; fisk, orm og insekter der kan fremstille koldt lys; flagermus og delfiner der bruger sonar; hvepse der fremstiller papir; myrer der bygger broer; bævere der bygger dæmninger; slanger der har indbyggede termometre; vandinsekter der bruger snorkel og dykkerklokke; blæksprutter der benytter jetfremdrift; edderkopper der kan fremstille syv forskellige slags spind og som laver faldlemme, net og lassoer og har unger der er ballonskippere og rejser tusinder af kilometer i stor højde; fisk og krebsdyr der benytter flydetanke ligesom ubåde; fugle, insekter, havskildpadder, fisk og pattedyr der trækker og vandrer over store afstande — forbløffende bedrifter som videnskaben er ude af stand til at give en forklaring på.

16. Hvilke videnskabelige sandheder stod at læse i Bibelen årtusinder før videnskaben fandt frem til dem?

¹⁶ Man har kunnet læse om videnskabelige sandheder i Bibelen tusinder af år før videnskaben havde kendskab hertil. Moseloven (16. århundrede f.v.t.) indeholder forskrifter der afspejler kendskab til sygdomsbakterier tusinder af år før Pasteur. (3 Mosebog, kapitel 13 og 14) I det 17. århundrede f.v.t. sagde Job: „Han . . . hænger jorden på intet.“ (Job 26:7) Tusind år før Kristus skrev Salomon om blodkredsløbet. (Prædikeren 12:6) Det var først i det 17. århundrede e.v.t. at lægevidenskaben lærte herom. Før den tid afspejlede Salme 139:16 kendskab til den genetiske kode: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.“ I det 7. århundrede f.v.t., før biologer havde kendskab til fugletræk og dyrs vandringer, skrev Jeremias i Jeremias 8:7: „Storken under himmelen ved hvornår den skal trække, duen og mursejleren og vendehalsen ved på hvilket tidspunkt de skal vende tilbage.“ — The New English Bible.

Den „skaber“ som evolutionisterne vælger

17. (a) Hvad siges der i Romerbrevet 1:21-23 om nogle der nægter at se en fornuftbegavet Skaber bag skaberværkets undere? (b) Hvad vælger evolutionister i en vis forstand som deres „skaber“?

¹⁷ Om dem der afviser at der står en fornuftbegavet Skaber bag skaberværkets undere siger Bibelen: „[De] blev tomhjernede i deres overvejelser, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Skønt de hævdede at de var vise, blev de tåbelige og byttede den uforgængelige Guds herlighed ud med noget der lignede billedet af et forgængeligt menneske og af fugle og firføddede skabninger og krybdyr.“ De „ombyttede Guds sandhed med løgnen og dyrkede skabningen og ydede den hellig tjeneste fremfor Skaberen“. (Romerne 1:21-23, 25) Det forholder sig på samme måde med forskere der går ind for udviklingslæren og som i virkeligheden forherliger en indbildt udviklingskæde bestående af protozoer-orm-fisk-amfibiedyr-krybdyr-pattedyr-„abemennesker“ som deres „skaber“. Men de ved godt at der faktisk ikke findes nogen virkelig simpel encellet organisme der kan begynde denne kæde. Den simpleste kendte organisme indeholder et hundrede milliarder atomer, og der foregår i tusindvis af kemiske reaktioner i den samtidigt.

18, 19. (a) Hvem bør med rette tilskrives æren for livets oprindelse? (b) Hvor meget af Jehovas skaberværk kan vi se?

¹⁸ Jehova Gud er livets Skaber. (Salme 36:9) Han er den store Førsteårsag. Hans navn, Jehova, betyder „han lader blive“. Vi er ude af stand til at opregne alt hvad han har skabt. Der findes i millionvis af skabninger som man slet ikke har opdaget endnu. Det får vi et fingerpeg om i Salme 104:24, 25: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom.“ Job 26:14 giver klart udtryk for det samme: „Se, dette er kun omridset af hans veje, og hvad andet end en hvisken af noget høres om ham! Hvem forstår så hans vældige torden?“ Vi ser kun et lille omrids og hører kun en sagte hvisken, og er ikke i stand til at forstå den fulde betydning af hans vældige torden.

¹⁹ Vi har imidlertid mulighed for at se ham på en bedre måde end gennem hans fysiske skaberværk, nemlig gennem hans ord, Bibelen. Det vil vi gøre i den følgende artikel.