Trykt i 1989

Denne publikation er udgivet i forbindelse med et verdensomspændende bibelundervisningsarbejde som finansieres af frivillige bidrag.

Når intet andet er angivet, er bibelcitaterne taget fra Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, 1985

Indhold

3 Skal man tro på den?

3 Hvordan forklarer man den?

5 Er læren klart udtrykt i Bibelen?

7 Hvordan er treenighedslæren opstået?

12 Hvad siger Bibelen om Gud og Jesus?

16 Er Jesus altid underordnet Gud?

20 Den hellige ånd — Guds virksomme kraft

23 Hvad med „bevisstederne“?

30 Tilbed Gud på hans betingelser

Forord

Folk siger ofte at de tror på treenigheden, men deres opfattelse af den varierer

Hvad går treenighedslæren ud på?

Findes den i Bibelen?

Er Jesus Kristus den almægtige Gud og en del af treenigheden?

Skal man tro på den?

TROR du på treenigheden? Det gør de fleste i kristenheden. Den har jo i århundreder været det centrale punkt i kirkernes lære.

I betragtning af dette skulle man måske tro at der ikke kunne være nogen tvivl om at den er sand. Men det er der, og på det sidste er selv nogle af dens tilhængere begyndt at stille spørgsmål.

Hvorfor skulle et emne som dette være af mere end forbigående interesse? Fordi Jesus selv sagde: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ Hele vor fremtid afhænger altså af om vi kender Gud og ved hvem han egentlig er. Det indebærer at vi må sætte os ind i dette emne. Hvorfor ikke selv undersøge det? — Johannes 17:3, den danske autoriserede oversættelse.

Der er forskellige opfattelser af den treenige Gud. Men i almindelighed går treenighedslæren ud på at der i Guddommen er tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, som tilsammen kun udgør én Gud. Ifølge læren er de tre ligestillede, almægtige, uskabte og har eksisteret evigt i Guddommen.

Andre siger imidlertid at treenighedslæren er forkert, at den almægtige Gud står alene som et særskilt, evigt og almægtigt væsen. De siger at Jesus i sin førmenneskelige tilværelse var som englene, en særskilt person skabt af Gud på det åndelige plan, og at han af den grund må have haft en begyndelse. De hævder at Jesus aldrig på nogen måde har været ligestillet med den almægtige Gud, men at han altid har været underlagt Gud og stadig er det. De mener også at den hellige ånd ikke er en person men Guds virksomme kraft.

Tilhængerne af treenighedslæren siger at den ikke blot bygger på den religiøse tradition men også på Bibelen. Kritikerne siger derimod at det ikke er en bibelsk lære. Bogen The Paganism in Our Christianity erklærer oven i købet at „dens oprindelse er fuldstændig hedensk“.

Hvis treenighedslæren er sand, nedværdiger man Jesus ved at sige at han aldrig har været Guds lige som en del af Guddommen. Hvis treenighedslæren derimod er forkert, nedværdiger man den almægtige Gud ved at kalde nogen hans lige, og endnu mere ved at kalde Maria „Guds Moder“. Hvis treenighedslæren er forkert, vanærer man også Gud ved at sige som i bogen Catholicism: „Hvis ikke [man] bevarer denne tro hel og ubesmittet, er [man] sikker på at gå til grunde for evigt. Og den katolske tro er dette: vi tilbeder én Gud i tre personer.“

Der er således gode grunde til at man skulle ønske at kende sandheden om treenighedslæren. Men før vi undersøger hvor den stammer fra og bedømmer om den er sandfærdig, vil det være nyttigt at få den defineret lidt nærmere. Hvad går treenighedslæren helt nøjagtigt ud på? Hvordan forklares den af dem der tror på den?

[Illustrationer på side 2]

Til venstre: Ægyptisk skulptur fra det 2. årtusind f.v.t. Triade bestående af Amon-Re, Ramses II og Mut. Til højre: Det 14. århundrede e.v.t. Treenighedsskulptur af Jesus Kristus, Faderen og den hellige ånd. Bemærk at der er tre personer men kun fire ben.

Hvordan forklarer man den?

LUTHERS Katekismus siger: „Vor trosbekendelse indeholder tre led, fordi vi tror på den treenige Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. . . . Vi kalder Gud den treenige, fordi Faderen, Sønnen og Helligånden er tre og dog den samme eneste Gud.“ Gads Danske Bibelleksikon tilføjer: „Indholdet af denne lære er blevet fastholdt ned igennem kirkens historie som det centrale punkt i den kristne tro.“

Den romersk-katolske kirke siger: „Treenigheden er det ord der betegner den kristne religions centrale lære . . . Med Den Athanasianske Trosbekendelses ord: ’Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.’ I denne treenighed . . . er Personerne lige evige og ligestillede: alle er lige uskabte og almægtige.“ — The Catholic Encyclopedia.

Den treenige Gud bliver altså opfattet som „én Gud i tre Personer“. Hver af dem siges at være uden begyndelse, at have eksisteret fra evighed af. Hver af dem siges at være almægtig, så ingen af dem hverken er større eller ringere end de andre.

Er det svært at forstå? Mange oprigtigt troende har fundet læren forvirrende, stridende mod sund fornuft og almindelig erfaring. Hvordan, spørger de, kan Faderen være Gud, Jesus være Gud og den hellige ånd være Gud, når der alligevel ikke er tre Guder men kun én Gud?

’Overstiger den menneskelige fatteevne’

DENNE forvirring er almindeligt udbredt. Opslagsværket The Encyclopedia Americana siger at treenighedslæren anses for at „overstige den menneskelige fatteevne“.

Mange som godtager treenigheden betragter den på samme måde. Monsignore Eugene Clark siger: „Gud er én, og Gud er tre. Da der ikke findes noget tilsvarende i skaberværket, kan vi ikke forstå det, men kun acceptere det.“ Kardinal John O’Connor erklærer: „Vi ved at det er et meget dybt mysterium som vi ikke forsøger at forstå.“ Og pave Johannes Paul II taler om „det uudgrundelige mysterium om den treenige Gud“.

Opslagsværket A Dictionary of Religious Knowledge siger: „Nøjagtig hvad denne lære går ud på, eller rettere, nøjagtig hvordan den skal forklares, er et spørgsmål som tilhængerne ikke selv er enige om.“

Det er ikke så sært at New Catholic Encyclopedia siger: „Der er kun få lærere som underviser i treenighedsteologien på romersk-katolske præsteseminarier der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet plaget med spørgsmålet: ’Men hvordan forkynder man treenigheden?’ Og hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.“

Man får bekræftet sandheden i dette hvis man går hen på et bibliotek og undersøger nogle bøger der støtter treenighedslæren. Der er skrevet utallige sider i et forsøg på at forklare den. Men efter at man har kæmpet sig igennem labyrinten af forvirrende teologiske udtryk og forklaringer, er man stadig lige klog.

Hvad dette angår siger jesuitten Joseph Bracken i sin bog What Are They Saying About the Trinity?: „Præster der med megen møje og besvær lærte . . . treenighedslæren i deres seminarietid, veg naturligt nok tilbage for at fremholde den for deres sognebørn fra prædikestolen, selv på trinitatis søndag. . . . Hvorfor skulle man kede folk med noget som de til syvende og sidst ikke rigtig ville fatte alligevel?“ Han siger også: „Treenigheden er et trosspørgsmål, men den har ingen særlig [indflydelse] på den kristnes daglige liv og tilbedelse.“ Og dog er den „det centrale punkt“ i kirkens lære!

Den katolske teolog Hans Küng bemærker i bogen Christentum und Weltreligionen at treenighedslæren er en af grundene til at kirkerne ikke rigtig er kommet nogen vegne med de ikkekristne folkeslag. Han siger: „Selv velorienterede muslimer kan simpelt hen ikke fatte [treenighedslæren], lige så lidt som jøderne til dato har kunnet det, . . . Det er åbenlyst at den kristne treenighedslæres skelnen mellem én og tre ikke tilfredsstiller muslimen, der snarere forvirres end oplyses af teologiske fagudtryk hentet fra syrisk, græsk og latin. For ham forekommer det hele at være en leg med ord og begreber. . . . Hvorfor skulle nogen ønske at føje noget til forestillingen om Guds enhed og uforlignelighed, når det kun kan udvande eller ophæve denne enhed og uforlignelighed?“

„Ikke forvirringens Gud“

HVORDAN kan en så forvirrende lære være opstået? The Catholic Encyclopedia erklærer: „Et dogme som er et sådant mysterium forudsætter en guddommelig åbenbaring.“ Og den katolske teolog Richard P. McBrien siger i sin bog Katolsk Tro gennem to Årtusinder: „Treenigheden er et absolut mysterium i den forstand, at vi ikke forstår det, selv efter at det er blevet åbenbaret.“

Men ved at sige at treenighedslæren som et uforståeligt mysterium må være åbenbaret af Gud, skaber man blot et andet problem. Hvorfor? Fordi den guddommelige åbenbaring ikke giver rum for en sådan gudsopfattelse, for „Gud er ikke forvirringens Gud“. — 1 Korinther 14:33, Seidelin.

Ville Gud — i betragtning af denne udtalelse — åbenbare en lære om sig selv der er så kompliceret og forvirrende at selv ikke de lærde der har studeret hebraisk, græsk og latin, virkelig kan forklare den?

Skulle det overhovedet være nødvendigt at være teolog for at ’kende den eneste sande Gud og Jesus Kristus, som han har sendt’? (Johannes 17:3, da. aut.) Hvordan kan det da være at de fleste af de veluddannede religiøse ledere på Jesu tid ikke anerkendte ham som Messias? Hans trofaste disciple var jo tværtimod jævne landmænd, fiskere, skatteopkrævere og husmødre. Disse almindelige mennesker var så sikre på hvad Jesus lærte om Gud at de kunne lære andre det og endda var villige til at dø for deres tro. — Mattæus 15:1-9; 21:23-32, 43; 23:13-36; Johannes 7:45-49; Apostelgerninger 4:13.

[Illustration på side 4]

Det var jævne mennesker, ikke de religiøse ledere, der blev Jesu disciple

Er læren klart udtrykt i Bibelen?

HVIS treenighedslæren er sand, må den være klart og entydigt udtrykt i Bibelen. Hvorfor? Fordi det, som apostlene bekræftede, er gennem Bibelen Gud har åbenbaret sig for menneskene. Og eftersom vi jo må kende Gud for at tilbede ham på rette måde, kan vi forvente at Bibelen klart og tydeligt fortæller os hvem han er.

De der kom til troen i det første århundrede, anerkendte Bibelen som Guds autentiske åbenbaring. Den var grundlaget for deres tro, den endelige autoritet. Da apostelen Paulus for eksempel forkyndte for indbyggerne i byen Berøa, „tog [de] imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således“. — Apostelgerninger 17:10, 11.

Og hvad benyttede fremtrædende Guds mænd på den tid som deres autoritet? Apostelgerninger 17:2, 3 siger: „I overensstemmelse med hvad Paulus plejede . . . ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne,“ som han forklarede og henviste til.

Jesus satte selv eksemplet ved at bruge Bibelen som grundlag for sin lære. Han sagde gentagne gange: „Der står skrevet,“ og han „fortolkede . . . det der i alle Skrifterne handlede om ham“. — Mattæus 4:4, 7; Lukas 24:27.

Både Jesus, Paulus og de første kristne i øvrigt benyttede altså Bibelen som grundlag for deres lære. De vidste at „hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. — 2 Timoteus 3:16, 17; se også Første Korintherbrev 4:6; Første Thessalonikerbrev 2:13; Andet Petersbrev 1:20, 21.

Eftersom Bibelen er „gavnlig til undervisning“ og kan gøre den kristne „fuldt udrustet“, skulle man forvente at den udtaler sig klart om en lære der er så grundlæggende som treenighedslæren hævdes at være. Men siger teologerne og historikerne selv at denne lære er klart formuleret i Bibelen?

Findes ordet „treenighed“ i Bibelen?

I ET protestantisk værk står der: „Ordet treenighed findes ikke i Bibelen . . . Det fandt ikke sin formelle plads i kirkens teologi før det 4. århundrede.“ (The Illustrated Bible Dictionary) Og et katolsk opslagsværk siger om treenighedsdogmet: „Det er ikke . . . direkte og umiddelbart Guds ord.“ — New Catholic Encyclopedia.

The Catholic Encyclopedia tilføjer: „I Skriften er der intet enkeltudtryk der hentyder til de tre guddommelige Personer i fællesskab. Ordet τρίας [triʹas] (som det latinske ord trinitas er oversat fra) findes først hos Theofilus fra Antiochia omkring 180 e.Kr. . . . Kort efter forekommer det i sin latinske form, trinitas, hos Tertullian.“

Tertullian fremholdt dog ikke nogen treenighedslære. I det katolske værk Trinitas — A Theological Encyclopedia of the Holy Trinity siges der at nogle af Tertullians ord senere blev brugt af andre til at betegne den treenige Gud. Men bogen siger videre: „Man kan dog ikke på grundlag af brugen drage forhastede slutninger, for han anvender ikke ordene i en treenighedsteologi.“

De Hebraiske Skrifters vidnesbyrd

SELV om ordet „treenighed“ ikke forekommer i Bibelen, kunne det da tænkes at i det mindste tanken om en treenighed er klart udtrykt i den? Hvad siger for eksempel De Hebraiske Skrifter („Det Gamle Testamente“)?

Niels Munk Plum siger i sin Dogmatik: „Vi kan først afvise den Tanke, at der i G[ammel] T[estamente] findes Bevissteder for Treenigheden.“ Og bogen Katolsk Tro gennem to Årtusinder erklærer: „Det er indlysende, at læren om Treenigheden ikke findes i Det gamle Testamente.“

Endvidere erkender jesuitten Edmund Fortman i sin bog The Triune God: „Det Gamle Testamente . . . siger os ikke noget udtrykkeligt eller underforstået om en treenig Gud bestående af Fader, Søn og Helligånd. . . . Der er ingen vidnesbyrd om at nogen af de hellige forfattere nærede den mindste formodning om at der fandtes en [treenighed] i Guddommen. . . . Endog at se hentydninger til, forvarsler om eller ’tilslørede tegn’ på treheden af personer i [„Det Gamle Testamente“], er at gå ud over de hellige forfatteres ord og hensigt.“ — Kursiveret af os.

En direkte undersøgelse af De Hebraiske Skrifter vil vise at disse bemærkninger er sande. Der findes altså ikke nogen klart formuleret treenighedslære i Bibelens første 39 bøger, som udgør de inspirerede Hebraiske Skrifters kanon.

De Græske Skrifters vidnesbyrd

TALER De Kristne Græske Skrifter („Det Nye Testamente“) da klart om en treenighed?

Gads Danske Bibelleksikon siger: „Der er alm[indelig] enighed om, at der ikke i Ny Test[amente] findes nogen lære om t[reenigheden].“

Jesuitten Edmund Fortman siger: „De nytestamentlige forfattere . . . giver os intet formelt eller formuleret dogme om treenigheden, ingen eksplicit lære om at der i én Gud er tre ligestillede guddommelige personer. . . . Vi finder ingen steder nogen trinitarisk lære om tre adskilte udtryk for guddommeligt liv og virke i den samme Guddom.“

The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Hverken ordet treenighed eller den eksplicit formulerede lære forekommer i Det Nye Testamente.“

Bernhard Lohse siger i A Short History of Christian Doctrine: „Hvad Det Nye Testamente angår, finder man ikke deri en egentlig lære om treenigheden.“

I tråd med dette siger The New International Dictionary of New Testament Theology: „N[y] T[estamente] indeholder ikke den udviklede lære om treenigheden. ’Bibelen savner en udtrykkelig erklæring om at Faderen, Sønnen og Helligånden er lige af væsen’ [sagde den protestantiske teolog Karl Barth].“

Professor E. Washburn Hopkins fra Yale-universitetet erklærede: „Jesus og Paulus kendte øjensynlig ikke noget til læren om treenigheden; . . . de sagde intet om den.“ — Origin and Evolution of Religion.

Historikeren Arthur Weigall bemærker: „Jesus Kristus nævnte aldrig et sådant fænomen, og ordet ’treenighed’ forekommer intetsteds i Det Nye Testamente. Læren blev først antaget af kirken tre hundrede år efter vor Herres død.“ — The Paganism in Our Christianity.

Der findes altså ikke nogen klart formuleret treenighedslære i Bibelen, hverken i De Hebraiske Skrifters 39 bøger eller i De Kristne Græske Skrifters 27 inspirerede bøger.

Blev den fremholdt af de første kristne?

BLEV treenighedslæren fremholdt af de første kristne? Læg mærke til følgende udtalelser af historikere og teologer:

„Urkristendommen havde ikke nogen klar lære om treenigheden som den der senere blev udførligt formuleret i trosbekendelserne.“ — The New International Dictionary of New Testament Theology.

„De første kristne tænkte imidlertid ikke fra begyndelsen på at forbinde [treenigheds]tanken med deres egen tro. De rettede deres hengivenhed mod Gud, Faderen, og mod Jesus Kristus, Guds søn, og de anerkendte . . . Helligånden; men de gjorde sig ingen forestilling om at disse tre var en egentlig treenighed, ligestillede og forenede i én.“ — The Paganism in Our Christianity.

„Den kristne tro var ikke fra begyndelsen trinitarisk . . . Det var den ikke i den apostolske og den efterapostolske tid, som det ses af N[y] T[estamente] og andre oldkristne skrifter.“ — Encyclopædia of Religion and Ethics.

„Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. . . . Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“ — New Catholic Encyclopedia.

Hvad de førnikænske fædre sagde

DE FØRNIKÆNSKE fædre anerkendes som de førende religiøse lærere i de første århundreder efter Kristi fødsel. Det er derfor interessant at se hvilken lære de fremholdt.

Justinus Martyr, der døde omkring år 165, omtalte den førmenneskelige Jesus som en engel der var skabt og som var „en anden end den Gud der har skabt alt“. Han sagde at Jesus var ringere end Gud og at han „aldrig gjorde andet end hvad der var universets Skabers vilje at han skulle gøre eller sige“.

Irenæus, der døde omkring år 200, sagde at den førmenneskelige Jesus eksisterede adskilt fra Gud og var underlagt ham. Han påpegede at Jesus ikke er ligestillet med „den sande og eneste Gud“, som er „den øverste over alle, og foruden hvem der ikke findes nogen anden“.

Clemens fra Alexandria, der døde omkring år 215, omtalte den førmenneskelige Jesus som „en skabning“, men betegnede Gud som „den uskabte og uforgængelige og eneste sande Gud“. Han sagde at Sønnen „kommer næst efter den eneste almægtige Fader“ men ikke er ligestillet med ham.

Tertullian, der døde omkring år 230, fremholdt Guds overhøjhed. Han skrev: „Faderen er forskellig fra Sønnen (en anden), da han jo er større; ligesom den der avler, er forskellig fra den der avles; den der sender, forskellig fra den der sendes.“ Han skrev også: „Der var engang da Sønnen ikke var til. . . . Før alt blev til, var Gud alene.“

Hippolytos, der døde omkring år 235, omtalte Gud som „den ene Gud, den første og den eneste, alles Skaber og Herre“, og sagde videre: „Intet var af samme alder som han . . . Men han var én, alene med sig selv, og fordi det var hans vilje, lod han noget blive til som ikke før havde været til,“ som for eksempel den skabte, førmenneskelige Jesus.

Origenes, der døde omkring år 250, sagde at „Faderen og Sønnen er to substanser . . . to ting hvad væsen angår“, og at „i sammenligning med Faderen er [Sønnen] et meget lille lys“.

Teologen Alvan Lamson sammenfatter de historiske vidnesbyrd i bogen The Church of the First Three Centuries idet han siger: „Den nu anerkendte treenighedslære . . . finder ingen støtte hos Justinus [Martyr]; og denne bemærkning kan udvides til at gælde alle de førnikænske fædre, det vil sige alle kristne forfattere i de første tre hundrede år efter Kristi fødsel. Det er sandt at de taler om Faderen, Sønnen og . . . Helligånden, men ikke som ligestillede, ikke som numerisk ét af væsen, ikke som tre i én, i nogen af de henseender som treenighedslærens tilhængere i dag anerkender. Det stik modsatte er tilfældet.“

Bibelens og historiens vidnesbyrd understreger altså at treenighedslæren var ukendt i hele den tid Bibelen blev skrevet og i flere hundrede år derefter.

[Tekstcitat på side 7]

„Der er ingen vidnesbyrd om at nogen af de hellige forfattere nærede den mindste formodning om at der fandtes en [treenighed] i Guddommen.“ — The Triune God

Hvordan er treenighedslæren opstået?

NU SPØRGER du måske: ’Hvis treenighedslæren ikke stammer fra Bibelen, hvordan er den så blevet anerkendt i kristenheden?’ Mange mener at den blev udformet ved kirkemødet i Nikæa i år 325.

Det er imidlertid ikke helt rigtigt. Mødet i Nikæa hævdede ganske vist at Kristus var af samme væsen som Gud, hvilket lagde grunden til den senere treenighedsteologi. Men selve læren blev ikke fastlagt dér, for den hellige ånd blev ikke nævnt som den tredje person i en treenig Guddom.

Konstantins rolle i Nikæa

DEN spirende forestilling om at Jesus var Gud havde i årevis vakt en voldsom, bibelsk begrundet modstand. I et forsøg på at bilægge striden indkaldte den romerske kejser Konstantin biskopperne til et møde i Nikæa. Kun omkring 300, en brøkdel af det samlede antal, mødte op.

Konstantin var ikke selv kristen. Det menes at han senere omvendte sig, men han blev ikke døbt før på dødslejet. Henry Chadwick siger om ham i bogen The Early Church: „Konstantin dyrkede ligesom sin fader den ubesejrede sol; . . . hans omvendelse skal ikke udlægges som en indre oplevelse af nåden . . . Det var et militært spørgsmål. Hans forståelse af den kristne lære var aldrig særlig klar, men han var sikker på at sejren på slagmarken blev skænket af de kristnes Gud.“

Hvilken rolle spillede denne udøbte kejser ved kirkemødet i Nikæa? Encyclopædia Britannica fortæller: „Konstantin førte selv forsædet, ledede aktivt drøftelserne, og foreslog personligt . . . den afgørende formulering som udtrykte Kristi forhold til Gud i den trosbekendelse der blev udstedt af koncilet, ’af samme væsen som Faderen’ . . . Skræmt af kejseren underskrev biskopperne, med kun to undtagelser, trosbekendelsen, mange af dem meget imod deres vilje.“

Konstantin spillede altså en afgørende rolle. Efter to måneders heftig religiøs debat greb denne hedenske politiker ind og afgjorde sagen til fordel for dem der sagde at Jesus var Gud. Men hvorfor? Tydeligvis ikke på grund af nogen bibelsk overbevisning. „Konstantin havde i grunden slet ingen forståelse af de spørgsmål der blev stillet i græsk teologi,“ siger A Short History of Christian Doctrine. Det han forstod, var at religiøs splittelse var en trussel mod hans rige, og han ønskede at befæste sit herredømme.

Men ingen af biskopperne i Nikæa fremførte en treenighedslære. De definerede blot Jesu natur, men beskrev ikke den hellige ånds stilling. Hvis treenigheden havde været en klar bibelsk lære, burde de så ikke have fremført den på det tidspunkt?

Den videre udvikling

EFTER Nikæa fortsatte man med at diskutere emnet i årtier. De der troede at Jesus ikke var ligestillet med Gud, genvandt endog kejserens gunst for en tid. Men senere gik kejser Theodosius imod dem. Han gjorde trosbekendelsen fra Nikæa til den gældende norm i sit rige og indkaldte til kirkemødet i Konstantinopel i år 381 for at få formuleringen gjort tydeligere.

Ved dette møde enedes man om at stille den hellige ånd på linje med Gud og Kristus. Først nu begyndte kristenhedens treenighedslære at kunne skimtes.

Men ikke engang efter kirkemødet i Konstantinopel fik treenighedslæren nogen udbredt anerkendelse. Mange var imod den og pådrog sig voldsom forfølgelse. Det var først i senere århundreder at den blev formuleret i faste trosbekendelser. Opslagsværket The Encyclopedia Americana siger: „Treenighedslæren fandt sin fulde udvikling i Vesten, i middelalderens skolastik, da man forsøgte at forklare den filosofisk og psykologisk.“

Den Athanasianske Trosbekendelse

TREENIGHEDEN blev grundigere defineret i Den Athanasianske Trosbekendelse. Athanasius var en gejstlig der støttede Konstantin i Nikæa. I trosbekendelsen der bærer hans navn, hedder det: „Vi ærer én Gud i tre personer . . . Således er Faderen Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.“

Velunderrettede lærde er dog enige om at det ikke var Athanasius der formulerede denne trosbekendelse. The New Encyclopædia Britannica bemærker: „Trosbekendelsen var ukendt i den østlige kirke indtil det 12. århundrede. Siden det 17. århundrede har der været bred enighed blandt de lærde om at Den Athanasianske Trosbekendelse ikke er skrevet af Athanasius (død 373) men at den sandsynligvis er formuleret i Sydfrankrig i løbet af det 5. århundrede. . . . Trosbekendelsen synes hovedsagelig at have haft indflydelse i Sydfrankrig og Spanien i det 6. og 7. århundrede. Den blev brugt i kirkens liturgi i Tyskland i det 9. århundrede og noget senere i Rom.“

Der gik altså mange hundrede år fra Jesu tid før treenighedslæren blev almindeligt anerkendt i kristenheden. Og hvad var bestemmende for de afgørelser man traf undervejs? Var det Guds ord, eller var det gejstlige og politiske overvejelser? I bogen Origin and Evolution of Religion svarer E. W. Hopkins: „Den endelige ortodokse definition af treenighedslæren var hovedsagelig et spørgsmål om kirkepolitik.“

Et frafald forudsagt

TREENIGHEDSLÆRENS famøse historie stemmer med det som Jesus og hans apostle forudsagde ville ske efter deres tid. De sagde at der ville komme et frafald, en afvigelse fra den sande tilbedelse, og at dette frafald ville bestå indtil Kristi genkomst, hvor den sande tilbedelse ville blive genoprettet forud for den „dag“ da Gud ville ødelægge den nuværende verdensordning.

Med denne „dag“ i tanke sagde apostelen Paulus: „Først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ (2 Thessaloniker 2:3, 7) Senere forudsagde han: „Efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ (Apostelgerninger 20:29, 30, da. aut.) Andre af Jesu disciple skrev også om dette frafald med dets ’lovløse’ præsteklasse. — Se for eksempel Andet Petersbrev 2:1; Første Johannesbrev 4:1-3; Judas 3, 4.

Paulus skrev videre: „Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.“ — 2 Timoteus 4:3, 4, da. aut.

Jesus forklarede hvad der ville ligge bag dette frafald fra den sande tilbedelse. Han sagde at han selv havde sået hvede i marken, men at fjenden, nemlig Satan, ville overså den med ukrudt. Sammen med de første hvedeplanter ville der også komme ukrudt op. Man måtte derfor regne med et frafald eller en afvigelse fra den sande kristendom indtil høsten, hvor Kristus ville bringe tingene i orden igen. (Mattæus 13:24-43) The Encyclopedia Americana bemærker: „Det 4. århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra denne lære.“ Hvorfra stammede så denne afvigelse? — 1 Timoteus 1:6.

Hvor indflydelsen kom fra

LIGE fra det gamle Babylons tid havde man overalt i oldtidens verden været vant til at dyrke de hedenske guder i form af treheder eller triader. Det var også en udbredt praksis i Ægypten, Grækenland og Rom i århundrederne før og efter Kristi fødsel. Og efter apostlenes død begyndte de hedenske tanker at trænge ind i kristendommen.

Historikeren Will Durant siger: „Kristendommen ødelagde ikke hedenskabet, men optog det i sig. . . . Fra Egypten kom tankerne om en guddommelig treenighed.“ Og i bogen Egyptian Religion bemærker Siegfried Morenz: „De ægyptiske teologer var meget optaget af treenighedstanken . . . Tre guder forenes og behandles som én, der tiltales i ental. Derved afslører den ægyptiske religions åndelige kraft en direkte forbindelse til kristen teologi.“

De kirkeledere der boede i Alexandria i slutningen af det tredje og begyndelsen af det fjerde århundrede, som for eksempel Athanasius, afspejlede denne indflydelse når de formulerede de tanker der førte til treenighedslæren. Deres indflydelse blev så stor at Siegfried Morenz betragter „den alexandrinske teologi som mellemleddet mellem den religiøse arv fra Ægypten og kristendommen“.

I forordet til Edward Gibbons værk History of Christianity læser vi: „Hvis hedenskabet blev besejret af kristendommen, gælder det i lige så høj grad at kristendommen blev fordærvet af hedenskabet. Den rene deisme hos de første kristne . . . blev af Romerkirken forvandlet til det ubegribelige treenighedsdogme. Mange af de hedenske trossætninger, der var opfundet af ægypterne og blev gjort til idealer af Platon, bibeholdtes som værd at tro på.“

Ifølge A Dictionary of Religious Knowledge siger mange at treenighedslæren „er et fordærv som er lånt fra de hedenske religioner og indpodet i den kristne tro“. Og bogen The Paganism in Our Christianity erklærer: „Dens oprindelse er fuldstændig hedensk.“

Af denne grund skrev James Hastings i opslagsværket Encyclopædia of Religion and Ethics: „I indisk religion, f.eks., møder vi treheden Brahma, Siva og Vishnu, og i ægyptisk religion treheden Osiris, Isis og Horus . . . Men det er ikke blot i de historiske religioner vi finder Gud opfattet som en treenighed. Man erindrer sig især den nyplatoniske forestilling om den øverste eller højeste virkelighed,“ der er „repræsenteret ved en tredeling“. Hvad har den græske filosof Platon med treenigheden at gøre?

Platonismen

PLATON menes at have levet fra 428 til 347 før Kristus. Han fremholdt ikke treenighedslæren i dens nuværende form, men hans filosofi banede vejen for den. Efter hans tid opstod der filosofiske systemer som omfattede visse treenighedsideer der var påvirket af hans forestillinger om Gud og naturen.

Det franske opslagsværk Nouveau Dictionnaire Universel siger om Platons indflydelse: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“

The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge påpeger hvilken indflydelse denne græske filosofi har øvet: „Dogmerne om Logos og treenigheden fik deres form fra græske fædre, som . . . direkte eller indirekte var stærkt påvirkede af den platoniske filosofi . . . Det kan ikke nægtes at der ad denne vej indsneg sig vildfarelser og vranglærdomme i kirken.“

The Church of the First Three Centuries siger: „Treenighedslæren blev udformet gradvis og på et forholdsvis sent tidspunkt. . . . den stammer fra en kilde som er helt fremmed for de jødiske og de kristne skrifter, . . . den blev udviklet, og indpodet i kristendommen, af kirkefædre som forfægtede platoniske ideer.“

Ved slutningen af det tredje århundrede blev den tids „kristendom“ og den nyplatoniske filosofi uadskilleligt sammenknyttet. Som Adolf Harnack siger i Outlines of the History of Dogma, blev kirkens lære „solidt rodfæstet i hellenismens [den hedenske græske tankegangs] jord. Derved blev den et mysterium for det store flertal af de kristne“.

Kirken hævdede at dens nye dogmer var grundlagt på Bibelen. Men Harnack siger: „I virkeligheden legaliserede den hellenistisk spekulation, hedensk mysteriedyrkelses overtroiske forestillinger og skikke.“

I bogen A Statement of Reasons siger Andrews Norton om treenigheden: „Vi kan spore denne læres historie tilbage og finde dens ophav, ikke i den kristne åbenbaring, men i den platoniske filosofi . . . Treenigheden er ikke en lære der stammer fra Kristus og hans apostle, men er udtænkt af den senere platoniske skole.“

I det fjerde århundrede stod det frafald som Jesus og hans apostle havde forudsagt, således i fuldt flor. Udviklingen af treenighedslæren var kun ét af vidnesbyrdene om dette. De frafaldne kirker begyndte også at antage andre hedenske opfattelser, som for eksempel læren om et brændende helvede, om sjælens udødelighed og om billeddyrkelse. Kristenheden var åndeligt talt blevet overvældet af det forudsagte mørke, underlagt en voksende gejstlighed der optrådte som „lovløshedens menneske“. — 2 Thessaloniker 2:3, 7.

Hvorfor forkyndte Guds profeter den ikke?

HVORDAN kan det være at ingen af Guds profeter gennem årtusinder underviste hans folk i treenighedslæren? Og hvordan kan det være at Jesus ikke brugte sine evner som den store Lærer til at forklare sine disciple denne lære? Kunne man forestille sig at Gud ville inspirere hundreder af bibelsider uden at ofre nogen plads på at forklare treenighedslæren, hvis den virkelig skulle betragtes som den kristne tros „centrale lære“?

Skal man som kristen tro at Gud flere hundrede år efter Kristus og efter Bibelens nedskrivning ville stå bag formuleringen af en lære som hans tjenere gennem årtusinder ikke havde kendt noget til, en lære der var ’et uudgrundeligt mysterium’ som ’oversteg den menneskelige fatteevne’, en lære der ganske klart havde en hedensk baggrund og hvis indførelse ’hovedsagelig var et spørgsmål om kirkepolitik’?

Historiens vidnesbyrd er klart og tydeligt: Treenighedslæren er en afvigelse, et frafald, fra den sande tro.

[Tekstcitat på side 8]

’Det 4. århundredes treenighedslære afveg fra de første kristnes lære.’ — The Encyclopedia Americana

[Ramme på side 9]

„De Store Guders triade“

Mange hundrede år før Kristi tid fandtes der triader eller treheder af guder i det gamle Babylonien og Assyrien. Det franske leksikon „Larousse Encyclopedia of Mythology“ nævner en sådan triade som blev dyrket i Mesopotamien: „Universet blev delt i tre områder som hver blev underlagt en gud. Anu fik himmelen. Jorden blev givet til Enlil. Ea blev hersker over vandene. De udgjorde tilsammen De Store Guders triade.“

[Ramme på side 12]

En hinduisk treenighed

I bogen „The Symbolism of Hindu Gods and Rituals“ omtales en hinduisk treenighed der fandtes århundreder før Kristus: „En af guderne i treenigheden er Siva. Han siges at være ødelæggelsens gud. De to andre guder er Brahma, skabelsens gud, og Vishnu, bevarelsens gud. . . .For at angive at det drejer sig om én og samme proces, er de tre guder forenede i én skikkelse.“ — Udgivet af A. Parthasarathy, Bombay

[Illustration på side 8]

„Konstantin havde i grunden slet ingen forståelse af de spørgsmål der blev stillet i græsk teologi.“ — A Short History of Christian Doctrine

[Illustrationer på side 10]

1. Ægypten. Triade med Horus, Osiris og Isis, 2. årtusind f.v.t.

2. Babylon. Triade med Isjtar, Sin og Sjamasj, 2. årtusind f.v.t.

3. Palmyra. Triade med måneguden, himmelens Herre og solguden, ca. 1. århundrede e.v.t.

4. Indien. Treenig hinduguddom, ca. 7. århundrede e.v.t.

5. Kampuchea. Treenig buddhistisk guddom, ca. 12. århundrede e.v.t.

6. Norge. Treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden), ca. 13. århundrede e.v.t.

7. Frankrig. Treenighed, ca. 14. århundrede e.v.t

8. Italien. Treenighed, ca. 15. århundrede e.v.t.

9. Tyskland. Treenighed, ca. 19. århundrede e.v.t.

10. Tyskland. Treenighed, 20. århundrede e.v.t.

Hvad siger Bibelen om Gud og Jesus?

HVIS man uden forudfattede forestillinger om en treenighed læste Bibelen igennem fra ende til anden, ville man så af sig selv komme til den slutning at der findes en treenighed?

Nej, det den uhildede læser klart vil se, er at Gud alene er den Almægtige, Skaberen, som er adskilt og forskellig fra alle andre, og at Jesus, også i sin førmenneskelige tilværelse, præsenteres som værende adskilt og forskellig fra Gud, som en der er skabt og underordnet Gud.

Gud er én, ikke tre

DEN bibelske lære om at Gud er én, kaldes monoteisme. Og professor i kirkehistorie L. L. Paine viser at monoteismen i sin reneste form ikke giver rum for nogen treenighed: „Det Gamle Testamente er strengt monoteistisk. Gud er et enkelt, personligt væsen. Forestillingen om at der skulle findes en treenighed dér . . . er fuldstændig uden grundlag.“

Skete der så en ændring fra monoteismen efter at Jesus var kommet til jorden? Paine svarer: „På dette punkt er der intet brud mellem Det Gamle Testamente og Det Nye. Den monoteistiske tradition fortsatte. Jesus var jøde og blev af jødiske forældre oplært i Det Gamle Testamentes skrifter. Hans lære var helt igennem jødisk; et nyt evangelium, ja, men ikke en ny teologi. . . . Og han erklærede selv sin tro på den jødiske monoteismes store skriftsted: ’Hør, Israel, Herren vor Gud er én Gud.’“

Disse ord findes i Femte Mosebog 6:4. Den katolske New Jerusalem Bible siger her: „Hør, Israel: Jahve vor Gud er den eneste ene Jahve.“a Til ordet ’én’ i dette vers lægger sig ingen flertalsord som kunne antyde at det står for mere end én person.

Den kristne apostel Paulus gav ikke udtryk for at der var sket nogen ændring af Guds natur efter at Jesus havde været på jorden. Han skrev: „Gud er kun én.“ — Galaterne 3:20; se også Første Korintherbrev 8:4-6.

Gud fremstilles tusinder af gange hele Bibelen igennem som én person. Når han taler, er det som én udelt Gud. Bibelen kunne ikke være klarere på dette punkt. Som Gud siger: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden.“ (Esajas 42:8) „Jeg er HERREN din Gud . . . Du må ikke have andre guder end mig.“ (Kursiveret af os.) — 2 Mosebog 20:2, 3, da. aut.

Hvis Gud i virkeligheden bestod af tre personer, hvorfor omtalte alle de gudinspirerede bibelskribenter ham da som én? Hvilket formål skulle det tjene, ud over at vildlede folk? Hvis Gud var tre, ville han utvivlsomt have ladet bibelskribenterne gøre dette helt klart, så der ikke kunne være nogen tvivl om det. I hvert fald ville de kristne bibelskribenter, som havde personlig kontakt med Guds egen søn, have gjort dette. Men de gjorde det ikke.

Hvad bibelskribenterne derimod gjorde helt klart, er at Gud er én person — udelt og uforlignelig, uden lige: „Jeg er Jehova, og der er ingen anden. Bortset fra mig er der ingen Gud.“ (Esajas 45:5) „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Salme 83:18.

Ikke en flerhed

JESUS kaldte Gud „den eneste sande Gud“. (Johannes 17:3) Han omtalte ham aldrig som sammensat af flere personer. Det er grunden til at ingen anden end Jehova kaldes almægtig i Bibelen. Hvis ordet „almægtig“ blev brugt om flere personer, ville det miste sin betydning. Hverken Jesus eller den hellige ånd bliver nogen sinde betegnet med dette ord, for Jehova alene er den Højeste. I Første Mosebog 17:1 erklærer han: „Jeg er Gud den Almægtige.“ Og i Anden Mosebog 18:11 siges der: „Jehova er større end alle de andre guder.“

I De Hebraiske Skrifter har ordet ’ælōʹah (gud) to flertalsformer, nemlig ’ælohīmʹ og ’ælohēʹ (konstruktformen). Disse flertalsformer bruges i de fleste tilfælde om Jehova, hvor de gengives med „Gud“ i ental. Antyder flertalsformen at der er tale om en treenighed? Nej. I ordbogen A Dictionary of the Bible siger William Smith: „Den fantasifulde forestilling at [’ælohīmʹ] sigtede til treenigheden af personer i Guddommen finder nu næppe nogen støtte blandt forskerne. Det er enten hvad grammatikerne kalder majestætsflertal, eller det betegner den guddommelige styrkes hele fylde, summen af Guds kræfter og egenskaber.“

The American Journal of Semitic Languages and Literatures siger at ’ælohīmʹ „næsten uden undtagelse konstrueres med verballeddet i ental og står med en adjektivisk bestemmelse i ental“. For eksempel forekommer titlen ’ælohīmʹ 35 gange i skabelsesberetningen, og hver gang står det tilhørende udsagnsord som beskriver hvad Gud sagde eller gjorde, i ental. (1 Mosebog 1:1–2:4) Det nævnte tidsskrift drager derfor denne slutning: „[’Ælohīmʹ] må snarere forklares som intensiv flertal til betegnelse af storhed og majestæt.“

’Ælohīmʹ betyder ikke „personer“, men „guder“. De der hævder at dette ord er udtryk for en treenighed, gør sig derfor til polyteister, nogle der dyrker flere guder. Deres argument vil nemlig føre til at der er tre guder i treenigheden. Men så godt som alle treenighedstilhængere afviser tanken om at treenigheden består af tre adskilte guder.

Bibelen bruger også nogle steder ordet ’ælohīmʹ eller ’ælohēʹ om afguder i flertal. (2 Mosebog 12:12; 20:23) Men andre steder bruges det om enkelte afguder, som for eksempel da filistrene ofrede til „deres gud [’ælohēʹ] Dagon“, eller hvor Ba’al kaldes „en gud [’ælohīmʹ]“. (Dommerne 16:23, 24; 1 Kongebog 18:27) Ordet bruges desuden om mennesker. (Salme 82:1, 6) Moses fik at vide at han skulle tjene som „Gud [’ælohīmʹ]“ for Aron og for Farao. — 2 Mosebog 4:16; 7:1.

At titlerne ’ælohīmʹ og ’ælohēʹ bruges om afguder og mennesker betyder naturligvis ikke at disse afguder og mennesker hver udgør en flerhed af guder. På samme måde betyder dét at ordene bruges om Jehova, heller ikke at han er en flerhed — navnlig ikke når man tænker på hvad resten af Bibelen siger om dette emne.

Jesus en særskilt skabning

DA JESUS var på jorden var han et menneske, om end han var fuldkommen fordi det var Gud der havde overført hans livskraft til Marias moderskød. (Mattæus 1:18-25) Men det var ikke dér hans liv begyndte. Han erklærede selv at han var ’steget ned fra himmelen’. (Johannes 3:13) Det var derfor helt naturligt at han senere sagde til sine disciple: „Hvad da hvis I skulle se Menneskesønnen [Jesus] stige derop hvor han var før?“ — Johannes 6:62.

Jesus havde altså eksisteret i himmelen før han kom til jorden. Men var det som en af personerne i en almægtig og evig treenig Guddom? Nej, for Bibelen siger klart at han i sin førmenneskelige tilværelse var en åndeskabning, et åndevæsen der var skabt af Gud, ligesom englene. Hverken englene eller Jesus havde eksisteret før de blev skabt.

Jesus var i sin førmenneskelige tilværelse „al Skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15, 1907-overs.) Han var „Guds Skabnings Begyndelse“. (Åbenbaringen 3:14, 1907-overs.) At han var skaberværkets ’begyndelse’ (græsk: archēʹ) kan ikke med rette udlægges sådan at han var den der ’begyndte’ det eller satte det i gang, dets ophav. Johannes bruger forskellige former af det græske ord archēʹ over 20 gange i sine skrifter, og hver gang i den almindelige betydning „begyndelse“. Jesus blev altså skabt af Gud som begyndelsen på det usynlige skaberværk.

Læg mærke til hvor nøje disse udsagn om Jesu oprindelse svarer til de udtalelser der fremsættes af den symbolske „visdom“ i Ordsprogenes bog i Bibelen: „Mig skabte HERREN først blandt sine værker, i urtid, førend han skabte andet; førend bjergene sænkedes, før højene fødtes jeg, førend han skabte jord og marker, det første af jordsmonnets støv.“ (Ordsprogene 8:12, 22, 25, 26, da. aut.) Ordet „visdom“ bruges her til at personificere den som Gud skabte, og de fleste forskere er enige om at det i virkeligheden er et billedligt udtryk for Jesus som åndeskabning før han blev menneske.

Som „visdommen“ før han blev menneske siger Jesus videre at han var „hos [Gud] som værkmester“. (Ordsprogene 8:30) I overensstemmelse med dette — at Jesus var Guds værkmester — siger Kolossenserne 1:16 at „det var ved ham, at alt, i Himlen og paa Jorden, blev skabt“. — Den nye Pagts Breve ved Axel Sørensen.

Det var altså ved hjælp af denne værkmester, sin værkfører så at sige, at den almægtige Gud skabte alt andet. Bibelen sammenfatter det på denne måde: „Der [er] for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, . . . og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er.“ (Kursiveret af os.) — 1 Korinther 8:6, da. aut.

Det var uden tvivl til denne værkmester Gud sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede.“ (1 Mosebog 1:26) Nogle har hævdet at stedordene „os“ og „vort“ i denne udtalelse tyder på en treenighed. Men hvis én i dag siger: ’Lad os lave det eller det,’ vil det normalt ikke blive forstået sådan at vedkommende består af flere sammenknyttede personer. Det vil blot blive forstået sådan at to eller flere vil samarbejde om et eller andet. Det samme gjaldt i Guds tilfælde. Da han brugte ordene „os“ og „vort“, henvendte han sig ganske enkelt til en anden, sin første åndeskabning, værkmesteren, den førmenneskelige Jesus.

Kunne Gud fristes?

I MATTÆUS 4:1 siges der at Jesus blev ført ud i ørkenen „for at fristes af Djævelen“. Efter at have vist Jesus „alle verdens riger og deres herlighed“, sagde Satan: „Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.“ (Mattæus 4:8, 9) Satan forsøgte at få Jesus til at være illoyal mod Gud.

Men hvilken loyalitetsprøve ville det være hvis Jesus selv var Gud? Kunne Gud gøre oprør mod sig selv? Nej, men engle og mennesker kunne gøre oprør mod Gud, og gjorde det. Det ville være formålsløst at friste Jesus medmindre han var en selvstændig person med sin egen frie vilje, en der kunne være illoyal hvis han ønskede det, ligesom en engel eller et menneske.

Det er utænkeligt at Gud skulle kunne synde og være illoyal over for sig selv. „Fuldkomment er hans værk . . . En trofast Gud, . . . retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Hvis Jesus havde været Gud, ville det ikke have været muligt at friste ham. — Jakob 1:13.

Men eftersom Jesus ikke var Gud, kunne han have været illoyal. Han forblev imidlertid trofast, idet han sagde: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ — Mattæus 4:10.

Hvor stor var løsesummen?

EN AF de vigtigste grunde til at Jesus kom til jorden taler også imod treenighedslæren. Bibelen siger: „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ — 1 Timoteus 2:5, 6.

Som et fuldkomment menneske blev Jesus en løsesum der dækkede præcis hvad Adam havde forspildt — retten til fuldkomment liv som menneske på jorden. Jesus kunne derfor med rette kaldes „den sidste Adam“, og der kunne i samme sammenhæng siges: „Ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ (1 Korinther 15:22, 45) Jesu fuldkomne menneskeliv var den „tilsvarende løsesum“ som den guddommelige retfærdighed krævede — hverken mere eller mindre. Et grundlæggende princip, også inden for menneskelig retfærdighed, er at prisen der betales skal svare til uretten der er begået.

Hvis Jesus havde været en del af en Guddom, ville den betalte løsesum langt have oversteget hvad Guds lov krævede. (2 Mosebog 21:23-25; 3 Mosebog 24:19-21) Det var kun et fuldkomment menneske, Adam, der havde syndet i Eden. Det var ikke Gud. For at løsesummen kunne stemme med Guds retfærdige krav måtte den derfor være et nøjagtigt modstykke til dette — et fuldkomment menneske, „den sidste Adam“. Da Gud sendte Jesus til jorden som løsesummen, gjorde han derfor Jesus til det der ville tilfredsstille retfærdighedens krav, ikke en inkarnation, ikke en der var sand Gud og sandt menneske, men et fuldkomment menneske, en der var „ringere end engle“. (Hebræerne 2:9; jævnfør Salme 8:5, 6.) Hvordan kunne nogen del af en almægtig Guddom — Faderen, Sønnen eller den hellige ånd — på nogen måde være ringere end engle?

Hvordan var han „den enbårne Søn“?

JESUS kaldes i Bibelen Guds „enbårne Søn“. (Johannes 1:14, da. aut.; 3:16, 18; 1 Johannes 4:9) De der tror på treenighedslæren siger at eftersom Gud er evig, må Guds søn også være evig. Men hvordan kan man være søn og samtidig være lige så gammel som sin fader?

Ifølge Lutherstiftelsens Bibelværk: Bibelen med Forklaringer hævder nogle at udtrykket „den enbårne“ i Jesu tilfælde ikke skal forstås som ’eneste barn’ i den normale betydning, men at det „sigter til det evige Væsensforhold, . . . til en Fødsel af Faderen fra Evighed“. Men lyder det logisk? Kan man være født og være søn af nogen og dog være evig, uden begyndelse?

Og hvorfor bruger Bibelen nøjagtig det samme græske ord til at beskrive Isaks forhold til Abraham? I Hebræerbrevet 11:17 (da. aut.) omtales Isak som Abrahams „enbårne“ søn. Der kan ikke være nogen tvivl om at Isak var enbåren i den normale betydning. Han havde ikke levet lige så længe som sin fader og havde heller ikke samme stilling som han.

Det græske ord for ’enbåren’ der bruges om Jesus og Isak, er monogenēsʹ, der kommer af moʹnos, som betyder „eneste“, og giʹnomai, et rodord der, ifølge Strongs Exhaustive Concordance, betyder „at frembringe“, „at blive til“. Monogenēsʹ betyder derfor: „Født enkelt el. alene, eneste (Barn).“ — Græsk-Dansk Ordbog af C. Berg.

Ordbogen Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af Gerhard Kittel, siger: „[Monogenēsʹ] betyder ’ene afkom’, dvs. uden brødre eller søstre.“ Denne ordbog siger også at i Johannes 1:18; 3:16, 18 og Første Johannesbrev 4:9 „bliver Jesu stilling ikke blot sammenlignet med enebarnets forhold til sin fader; det er den enbårnes forhold til Faderen“.

Jesu liv havde altså en begyndelse. Og det var den almægtige Gud der, som Faderen, gav ham livet, i samme betydning som en jordisk fader avler en søn, sådan som Abraham gjorde. (Hebræerne 11:17) Når Bibelen omtaler Gud som Jesu „Fader“, mener den altså hvad den siger — at de to er adskilte personer. Gud er den ældre. Jesus er den yngre — og underlagt Gud både hvad stilling, magt og kundskab angår.

Når man gør sig klart at Jesus ikke var den eneste åndesøn af Gud der blev skabt i himmelen, vil man forstå hvad der ligger i at han specielt kaldes „den enbårne Søn“. De utallige andre åndeskabninger, englene, kaldes også ’gudssønner’, ligesom Adam blev kaldt „søn af Gud“, fordi deres livskraft stammer fra Jehova Gud, livets kilde. (Job 38:7; Salme 36:9; Lukas 3:38) Men de blev alle skabt ved hjælp af „den enbårne Søn“, som var den eneste der blev frembragt direkte af Gud. — Kolossenserne 1:15-17.

Blev Jesus regnet for at være Gud?

JESUS kaldes ofte „Guds søn“ i Bibelen, men der var ingen i det første århundrede der opfattede ham som „Gud Søn“. Selv dæmonerne, som „tror der er én Gud“, vidste fra åndeverdenen at Jesus ikke var Gud. Derfor tiltalte de ham korrekt som „Guds søn“. (Jakob 2:19; Mattæus 8:29) Og da Jesus døde havde de ikkekristne romerske soldater set tilstrækkeligt til at kunne bekræfte hvad de må have hørt hans disciple sige — ikke at Jesus var Gud, men at han ’virkelig var Guds søn’. — Mattæus 27:54.

Betegnelsen „Guds søn“ sigter til Jesus som en særskilt skabning, ikke som en del af en treenig Guddom. Som Guds søn kunne han ikke være Gud selv, for Johannes 1:18 siger: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ — Da. aut.

Disciplene betragtede Jesus som en „mellemmand imellem Gud og mennesker“, ikke som Gud selv. (1 Timoteus 2:5) Eftersom en mellemmand pr. definition er en der står imellem de parter der har brug for hans tjeneste, kunne Jesus ikke samtidig være forenet med eller være en del af den ene part. Så ville han have givet sig ud for noget han ikke var.

Bibelen udtrykker sig klart og konsekvent om forholdet mellem Gud og Jesus. Jehova Gud alene er almægtig. Han skabte den førmenneskelige Jesus direkte. Derfor havde Jesus en begyndelse og kunne aldrig blive lige med Gud i magt eller evighed.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 14]

Da Jesus er skabt af Gud, er han underordnet Gud både i tid, magt og kundskab

[Illustration på side 15]

Jesus sagde at han havde en førmenneskelig tilværelse, og at han var blevet skabt af Gud som begyndelsen af Guds usynlige skaberværk

Er Jesus altid underordnet Gud?

JESUS gjorde aldrig krav på at være Gud. Alt hvad han sagde om sig selv, vidner om at han ikke regnede sig for at være lige med Gud på nogen måde — hverken i magt, kundskab eller alder.

I hver periode af hans eksistens, hvad enten det er i himmelen eller på jorden, afspejler hans tale og adfærd at han indtager en underordnet stilling i forhold til Gud. Gud er altid den større, og Jesus den ringere som er skabt af Gud.

Jesus adskilt fra Gud

JESUS gav atter og atter udtryk for at han var en skabning som var adskilt og forskellig fra Gud, og at han, Jesus, havde en Gud over sig, en Gud som han tilbad, en Gud som han kaldte „Fader“. I en bøn til Gud kaldte Jesus ham: „Den eneste sande Gud.“ (Johannes 17:3) I Johannes 20:17 sagde han til Maria Magdalene: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ I Andet Korintherbrev 1:3 bekræfter apostelen Paulus dette forhold: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.“ Eftersom Jesus havde en Gud, nemlig sin Fader, kunne han ikke samtidig være denne Gud.

Apostelen Paulus var ikke bange for at omtale Jesus og Gud som tydeligt adskilte personer: „Der [er] for os dog kun én Gud, Faderen, . . . og én Herre, Jesus Kristus.“ (1 Korinther 8:6, da. aut.) Han skelner også mellem dem idet han taler om „Gud og Kristus Jesus og de udvalgte engle“. (1 Timoteus 5:21) Ligesom Jesus og englene er adskilte personer i himmelen, er Jesus og Gud det også.

Det er også værd at lægge mærke til Jesu ord i Johannes 8:17, 18. Han siger her: „I jeres egen lov står der også skrevet: ’To menneskers vidnesbyrd er sandt.’ Jeg er én der vidner om mig, og Faderen som har sendt mig, vidner om mig.“ Her viser Jesus at han og Faderen, den almægtige Gud, må være to uafhængige personer, for hvordan kunne de ellers være to uafhængige vidner?

Jesus viste også at han var adskilt fra Gud da han sagde: „Hvorfor kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud.“ (Markus 10:18, da. aut.) Jesus sagde altså at ingen er så god som Gud, end ikke Jesus selv. Guds godhed er af en sådan art at den adskiller ham fra Jesus.

Guds lydige tjener

JESUS fremsatte gang på gang udtalelser som: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ (Johannes 5:19) „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 6:38) „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Står den der sender, ikke over den der udsendes?

Det samme forhold er tydeligt skildret i Jesu lignelse om vingården. Her sammenlignede Jesus sin Fader, den almægtige Gud, med en vingårdsejer der rejste udenlands efter at have lejet vingården ud til vinavlere, nemlig det jødiske præsteskab. Da ejeren senere sendte en træl til vinavlerne for at få noget af vingårdens frugt, pryglede de trællen og sendte ham tomhændet bort. Derefter sendte ejeren en anden træl, og siden en tredje, som begge fik samme behandling. Til sidst sagde ejeren: „Jeg vil sende min søn [Jesus], den elskede. Ham vil de sikkert respektere.“ Men de fordærvede vinavlere sagde: „Dette er arvingen; lad os dræbe ham, så arven kan blive vores,“ hvorefter de kastede ham ud af vingården og dræbte ham. (Lukas 20:9-16) Hermed illustrerede Jesus sin egen stilling som den der var blevet udsendt af Gud for at gøre Guds vilje, som en lydig søn der udsendes af sin fader.

Jesu disciple betragtede ham altid som Guds villige tjener, ikke som Guds ligemand. I en bøn til Gud benyttede de vendingen „din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet“, og de sagde: „Der sker tegn og undere ved din hellige tjeners, Jesu, navn.“ — Apostelgerninger 4:23, 27, 30, da. aut.

Gud er altid den overordnede

DA JESUS ved begyndelsen af sin tjeneste steg op af dåbsvandet, lød Guds stemme fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:16, 17) Sagde Gud at han var sin egen søn, at han havde godkendt sig selv, at han havde sendt sig selv? Nej, Skaberen sagde at han, som den overordnede, godkendte den underordnede, sin søn Jesus, til det arbejde der lå foran.

Jesus gav udtryk for at hans Fader stod over ham da han sagde: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige.“ (Lukas 4:18) En salvelse består i at en overordnet bemyndiger eller skænker myndighed til en der ikke allerede har denne myndighed. Her er Gud tydeligvis den overordnede, for han salvede Jesus ved at give ham en myndighed han ikke før havde.

Jesus gjorde det klart at hans Fader var højere end han, da moderen til to af hans disciple kom og bad om at hendes sønner måtte få sæde ved hans højre og venstre side når han kom i sit rige. Jesus svarede: „Sædet ved min højre og ved min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.“ (Mattæus 20:23, da. aut.) Havde Jesus været den almægtige Gud, ville det have stået til ham at bortgive disse pladser. Men det gjorde det ikke, for det stod til Gud, og Jesus var ikke Gud.

Jesu bønner afspejlede også tydeligt hans underordnede stilling. Da døden nærmede sig for ham, viste han hvem han var underlagt, ved at bede: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog, lad ikke min men din vilje ske.“ (Lukas 22:42) Hvem bad han til? Til en del af sig selv? Nej, han bad til en som var tydeligt adskilt fra ham, nemlig til sin Fader, Gud, hvis vilje var overordnet og kunne adskille sig fra hans egen, ja, den eneste der var i stand til at ’tage dette bæger bort fra ham’.

Kort før Jesus udåndede, råbte han: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ (Markus 15:34) Hvem råbte Jesus til? Til sig selv eller en del af sig selv? Dette råb, „min Gud“, kunne bestemt ikke lyde fra en der regnede sig selv for at være Gud. Og hvis Jesus var Gud, hvem var han så forladt af? Af sig selv? Det ville ikke give nogen mening. Jesus sagde også: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ (Lukas 23:46) Hvis Jesus var Gud, hvorfor skulle han da betro sin ånd til Faderen?

Da Jesus var død, lå han i graven i dele af tre dage. Hvis han var Gud, tog profeten Habakkuk fejl da han sagde: „Min Gud, min Hellige, du dør ikke.“ (Habakkuk 1:12) Bibelen siger imidlertid at Jesus døde og var uden bevidsthed i graven. Og hvem oprejste ham fra de døde? Hvis han var død, kunne han ikke oprejse sig selv. Hvis han havde oprejst sig selv, og altså ikke virkelig var død, ville han ikke have betalt løsesummen for Adams synd. Men han betalte denne sum fuldt ud fordi han virkelig gav sit liv. Det var derfor „Gud [der] oprejste ham ved at løse dødens veer“. (Apostelgerninger 2:24) Den overordnede, den almægtige Gud, oprejste den underordnede, sin tjener Jesus, fra de døde.

Er dét at Jesus kunne gøre mirakler, for eksempel oprejse mennesker fra de døde, et tegn på at han var Gud? Nej. Apostlene og profeterne Elias og Elisa havde også denne magt, men det gjorde dem ikke til andet og mere end mennesker. Gud satte profeterne, Jesus og apostlene i stand til at gøre mirakler for at vise at han stod bag dem. Men det gjorde ikke nogen af dem til bestanddele af en Guddom.

Jesu viden var begrænset

DA JESUS fremsatte sin profeti om afslutningen på tingenes ordning, erklærede han: „Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen.“ (Markus 13:32, da. aut.) Hvis Jesus havde været en ligestillet del af Guddommen, ville han have haft den samme viden som Faderen. Men det havde Jesus ikke, for han var ikke ligestillet med Gud.

Endvidere læser vi i Hebræerbrevet 5:8 at Jesus „lærte . . . lydighed af det han led“. Kunne vi forestille os at Gud måtte lære noget? Nej, men Jesus måtte, for han vidste ikke alt hvad Gud vidste. Og han måtte lære noget som Gud aldrig behøver at lære — lydighed. Gud vil aldrig behøve at adlyde nogen.

Forskellen mellem Guds viden og Kristi viden ophørte ikke selv efter at Jesus var blevet oprejst til himmelen for at være sammen med Gud. Læg mærke til de første ord i Bibelens sidste bog: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham.“ (Åbenbaringen 1:1, da. aut.) Behøvede Jesus, hvis han selv var en del af Guddommen, at få en åbenbaring af en anden del af Guddommen — altså Gud? Nej, for han ville i forvejen have vidst det hele fordi Gud vidste det. Men det gjorde han ikke, for han var ikke Gud.

Jesus stadig underordnet Gud

I SIN førmenneskelige tilværelse, og ligeledes på jorden, var Jesus underordnet Gud. Efter sin opstandelse indtager han stadig en underordnet, sekundær stilling.

Med hensyn til den opstandne Jesus sagde Peter og de andre apostle til det jødiske Sanhedrin: „Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd.“ (Apostelgerninger 5:31) Paulus sagde: „Derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling.“ (Filipperne 2:9) Hvis Jesus var Gud, hvordan kunne han da blive ophøjet til en stilling som var højere end den han allerede havde? Så var han jo allerede en ophøjet del af treenigheden. Hvis han før sin ophøjelse var ligestillet med Gud, ville han, ved at blive ophøjet, blive overordnet Gud.

Paulus sagde også at Kristus gik „ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os“. (Hebræerne 9:24, da. aut.) Hvordan kan man selv være den person man træder frem for? Man må nødvendigvis være en anden, selvstændig person.

Lige før Stefanus blev stenet til døde „stirrede han ind i himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd“. (Apostelgerninger 7:55) Han så to adskilte personer, men ikke nogen hellig ånd, ikke nogen treenig Guddom.

I Åbenbaringen 4:8 til 5:7 skildres Gud som siddende på sin himmelske trone, men Jesus sidder der ikke. Han går hen til tronen for at modtage en skriftrulle af Guds højre hånd. Dette viser at Jesus i himmelen ikke er Gud men adskilt fra ham.

I overensstemmelse med det foregående oplyser Bulletin fra John Rylands-biblioteket i Manchester: „I sit liv i himmelen efter sin opstandelse fremstilles Jesus stadig med en personlig individualitet hvor han er nøjagtig lige så forskellig og adskilt fra Guds person som han var i sit jordiske liv som den jordiske Jesus. Ved siden af Gud og i sammenligning med Gud fremtræder han tydeligvis som en af de himmelske skabninger i Guds himmelske tronsal, ligesom englene — om end han som Guds søn er i en anden kategori og rangerer langt over dem.“ — Jævnfør Filipperbrevet 2:11.

Dette tidsskrift siger også: „Hvad der imidlertid siges om hans liv og opgaver som den himmelske Kristus hverken betyder eller antyder at han i sin guddommelige stilling er jævnbyrdig med Gud selv og fuldt ud Gud. Tværtimod finder vi i det nytestamentlige portræt af hans himmelske person og tjeneste, en skikkelse som både er adskilt fra og underordnet Gud.“

I en evig fremtid i himmelen vil Jesus fortsat være Guds tjener der som en selvstændig person er underordnet ham. Bibelen udtrykker det på denne måde: „Derpå kommer enden, når han [Jesus i himmelen] overgiver Riget til Gud og Faderen, . . . da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“ — 1 Korinther 15:24, 28, da. aut.

Jesus gjorde aldrig krav på at være Gud

BIBELEN er ganske klar. Ikke alene er den almægtige Gud, Jehova, en person som er adskilt fra Jesus, men han er også til enhver tid overordnet ham. Jesus fremstilles altid som en særskilt person der er ringere end Gud, ja, som Guds ydmyge tjener. Det er grunden til at Bibelen rent ud siger at „Gud er Kristi hoved“, på samme måde som „Kristus er enhver mands hoved“. (1 Korinther 11:3, da. aut.) Og det er grunden til at Jesus selv sagde: „Faderen er større end jeg.“ — Johannes 14:28.

Faktum er at Jesus ikke er Gud og aldrig gjorde krav på at være det. Dette anerkendes nu af et stigende antal forskere. Som Bulletin fra John Rylands-biblioteket siger: „Man må se i øjnene at den nytestamentlige forskning gennem de sidste tredive-fyrre år har ført et stigende antal ansete nytestamentlige forskere til den slutning at Jesus . . . bestemt aldrig opfattede sig selv som Gud.“

Bulletin siger også om de kristne i det første århundrede: „Når de derfor tildelte [Jesus] så ærefulde titler som Kristus, Herre, Guds søn og Menneskesønnen, var det ikke for at sige at han var Gud, men at han gjorde Guds gerning.“

Ja, selv inden for den religiøse forskning indrømmer nogle at forestillingen om at Jesus er Gud strider mod de bibelske vidnesbyrd. I Bibelen er Gud altid den overordnede, og Jesus er den underordnede tjener.

[Tekstcitat på side 19]

’Den nytestamentlige forskning har ført et stigende antal forskere til den slutning at Jesus bestemt aldrig opfattede sig selv som Gud.’ — Bulletin of the John Rylands Library

[Illustration på side 17]

Jesus sagde til jøderne: „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ — Johannes 6:38

[Illustration på side 18]

Da Jesus råbte: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ kan han ikke have ment at han selv var Gud

Den hellige ånd — Guds virksomme kraft

IFØLGE treenighedslæren er den hellige ånd den tredje person i Guddommen, ligestillet med Faderen og Sønnen. Som det hedder i Den Athanasianske Trosbekendelse: „Helligånden er Gud.“

Det almindeligste ord for „ånd“ i De Hebraiske Skrifter er ruʹach, der betyder „ånde, vind, ånd“. I De Græske Skrifter er ordet pneuʹma, der har en tilsvarende betydning. Viser disse ord at den hellige ånd er en del af en treenig Guddom?

En virksom kraft

DEN måde den hellige ånd omtales på i Bibelen, viser at den er en kraft som Jehova Gud behersker og bruger til at udføre forskellige ting. Den kan til en vis grad sammenlignes med elektriciteten, en kraft der kan styres og anvendes til mange formål.

I Første Mosebog 1:2 siger Bibelen at „Guds virksomme kraft [„ånd“ (hebraisk: ruʹach)] var i bevægelse frem og tilbage over vandene“. Her er Guds ånd hans virksomme kraft hvormed han formede jorden.

Gud bruger sin ånd til at oplyse dem der tjener ham. David bad: „Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din ånd [ruʹach] er god; måtte den føre mig i retskaffenhedens land.“ (Salme 143:10) Da der blev udpeget 70 dygtige mænd til at hjælpe Moses, sagde Gud til ham: „Jeg vil tage noget af den ånd [ruʹach] der er over dig og lægge den på dem.“ — 4 Mosebog 11:17.

Bibelens profetier blev nedskrevet af gudfrygtige mænd som „blev ført af hellig ånd [græsk: af pneuʹma]“. (2 Peter 1:20, 21) Således blev Bibelen „inspireret af Gud“ — på græsk theoʹpneustos, der bogstaveligt betyder „Gud-indåndet“. (2 Timoteus 3:16) Og under den hellige ånds indflydelse fik visse mennesker syner eller profetiske drømme. — 2 Samuel 23:2; Joel 2:28, 29; Lukas 1:67; Apostelgerninger 1:16; 2:32, 33.

Den hellige ånd drev Jesus til at gå ud i ørkenen efter hans dåb. (Markus 1:12) Ånden var som en ild der fyldte Guds tjenere med styrke. Og den satte dem i stand til at tale frimodigt og frygtløst. — Mika 3:8; Apostelgerninger 7:55-60; 18:25; Romerne 12:11; 1 Thessaloniker 5:19.

Ved hjælp af sin ånd eksekverer Gud sine straffedomme over mennesker og nationer. (Esajas 30:27, 28; 59:18, 19) Guds ånd kan nå ud alle vegne og virke til gunst eller ugunst for mennesker. — Salme 139:7-12.

’En kraft ud over det normale’

GUDS ånd kan også skænke dem der tjener ham, en „kraft som er ud over det normale“, så de kan udholde trosprøver eller gøre noget som de ellers ikke ville være i stand til. — 2 Korinther 4:7.

For eksempel siger Dommerbogen 14:6 om Samson, da en løve kom brølende imod ham: „Så kom HERRENS Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare næver.“ (Da. aut.) Var det en guddommelig person der kom over Samson og styrede hans bevægelser så han handlede som han gjorde? Nej, det var, som en anden bibeloversættelse siger, „HERRENS kraft [der] gjorde Samson stærk“. — Today’s English Version.

Bibelen siger at da Jesus blev døbt, dalede den hellige ånd ned over ham, ikke i skikkelse af et menneske, men af en due. (Markus 1:10) Denne virksomme kraft fra Gud satte Jesus i stand til at helbrede syge og oprejse døde. I Lukas 5:17 læser vi: „Herrens [Guds] kraft virkede, så han kunne helbrede.“ — Da. aut.

Guds ånd gav også Jesu disciple kraft til at udføre mirakler. I Apostelgerninger 2:1-4 fortælles at disciplene var samlede på Pinsedagen, og „pludselig lød der fra himmelen en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende, . . . og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig“.

Den hellige ånd gav altså Jesus og andre som tjente Gud, kraft til at gøre hvad mennesker normalt ikke kunne gøre.

Ikke en person

MEN er der ikke nogle steder i Bibelen hvor den hellige ånd tillægges egenskaber som en person? Jo, men læg mærke til hvad den katolske teolog Edmund Fortman siger om dette i bogen The Triune God: „Selv om denne ånd ofte beskrives i personlige vendinger, er det temmelig klart at de hellige forfattere [de hebraiske bibelskribenter] aldrig opfattede eller fremstillede denne ånd som en særskilt person.“

Det er ikke usædvanligt at upersonlige begreber eller kræfter personificeres i Bibelen. Visdommen siges at have børn. (Lukas 7:35) Synden og døden kaldes konger. (Romerne 5:14, 21) I Første Mosebog 4:7 siger The New English Bible at synden er „en dæmon der lurer ved døren“, hvorved synden personificeres som en ond åndeskabning der lurer ved Kains dør. Men synden er naturligvis ikke en person fra det åndelige plan; det er den hellige ånd heller ikke, selv om den nu og da personliggøres i bibelteksten.

Et lignende eksempel findes i Første Johannesbrev 5:6-8 (Konstantin-Hansen), hvor ikke alene ånden men også ’vandet og blodet’ siges at være vidner. Ligesom vandet og blodet er upersonlige, er den hellige ånd det også.

I harmoni med dette finder vi at den hellige ånd i Bibelens almindelige sprogbrug behandles som noget upersonligt. Den sidestilles for eksempel med vand og ild. (Mattæus 3:11; Markus 1:8) Man opfordres til at lade sig fylde med hellig ånd i stedet for at fylde sig med vin. (Efeserne 5:18) Man kan være fuld af hellig ånd på samme måde som man kan være fuld af visdom, tro og glæde. (Apostelgerninger 6:3; 11:24; 13:52) Og i Andet Korintherbrev 6:6 nævnes den hellige ånd sammen med en række egenskaber. Sådanne bemærkninger og udtalelser ville ikke forekomme så ofte hvis den hellige ånd var en person.

Nogle steder i Bibelen siges der rigtignok at ånden taler, men andre skriftsteder viser at den gør det gennem mennesker eller engle. (Mattæus 10:19, 20; Apostelgerninger 4:24, 25; 28:25; Hebræerne 2:2) Ånden virker i disse tilfælde ligesom radiobølger, hvormed der sendes budskaber fra ét sted til et andet langt borte.

I Mattæus 28:19 omtales „den hellige ånds navn“. Men ordet „navn“ betyder ikke altid et personnavn, hverken på græsk eller på dansk. Når vi siger „i lovens navn“, hentyder vi ikke til en person. Vi tænker på det loven står for, dens myndighed. Robertsons ordbog Word Pictures in the New Testament siger: „Denne brug af ordet navn (onoma) er almindelig i Septuaginta og papyruserne som et udtryk for magt eller myndighed.“ Ved at blive døbt i „den hellige ånds navn“ anerkender man altså åndens myndighed, at den er fra Gud og virker ved hans vilje.

„Hjælperen“

JESUS omtalte den hellige ånd som en „hjælper“, og han sagde at den ville lære, lede og tale. (Johannes 14:16, 26; 16:13) Det græske ord for hjælper (paraʹklētos) er hankøn. Da Jesus nævnte hvad hjælperen ville gøre, brugte han derfor personlige stedord i hankøn. (Johannes 16:7, 8) Det græske ord for ånd (pneuʹma) er derimod intetkøn, og når dette ord bruges, står det tilhørende stedord på græsk i intetkøn (på dansk gengivet med fælleskøn, „den“).

Denne omstændighed skjules i mange bibeloversættelser som støtter treenighedslæren. Men den katolske New American Bible indrømmer i en fodnote til Johannes 14:17: „Det græske ord for ’Ånd’ er intetkøn, og skønt vi på engelsk benytter personlige stedord (’han’, ’hans’, ’ham’), har de fleste græske håndskrifter ’det’.“

Når Bibelen bruger personlige stedord i hankøn i forbindelse med paraʹklētos i Johannes 16:7, 8, er det altså for at følge grammatikkens regler, ikke for at udtrykke et lærepunkt.

Ikke en del af en treenighed

DER er flere autoriteter som erkender at Bibelen ikke støtter forestillingen om at den hellige ånd er den tredje person i en treenighed. For eksempel:

The Catholic Encyclopedia: „Intet sted i Det Gamle Testamente finder vi nogen klar tilkendegivelse af at der er en Tredje Person.“

Den katolske teolog Edmund Fortman: „Jøderne opfattede aldrig ånden som en person; der er heller ikke noget sikkert vidnesbyrd om at nogen gammeltestamentlig forfatter havde denne opfattelse. . . . I de synoptiske evangelier og i Apostlenes Gerninger fremstilles Helligånden sædvanligvis som en guddommelig kraft.“

New Catholic Encyclopedia: „Det Gamle Testamente skildrer tydeligvis ikke Guds ånd som en person . . . Guds ånd er ganske enkelt Guds kraft. Hvis den til tider skildres som værende adskilt fra Gud, skyldes det at Jahves ånde virker uden for hans person.“ Dette leksikon siger også: „De fleste steder i Det Nye Testamente åbenbares Guds ånd som noget, ikke som nogen; dette ses især hvor Guds ånd stilles parallelt med Guds kraft.“ — Kursiveret af os.

A Catholic Dictionary: „Som helhed omtaler Det Nye Testamente, ligesom Det Gamle, ånden som en guddommelig energi eller kraft.“

Hverken jøderne eller de første kristne betragtede altså den hellige ånd som en del af en treenighed. Denne lære blev først antaget flere hundrede år senere. Som der siges i A Catholic Dictionary: „Den Tredje Persons sande guddommelighed blev hævdet ved et koncil i Alexandria i 362, . . . og endeligt fastslået ved koncilet i Konstantinopel i 381“ — omkring 350 år efter at disciplene var blevet fyldt med den hellige ånd på Pinsedagen!

Nej, den hellige ånd er ikke en person og ikke en del af en treenighed. Den hellige ånd er Guds virksomme kraft som han bruger til at udføre sin vilje. Den er ikke ligestillet med Gud men underordnet ham og altid til hans disposition.

[Tekstcitat på side 22]

„Som helhed omtaler Det Nye Testamente, ligesom Det Gamle, ånden som en guddommelig energi eller kraft.“ — A Catholic Dictionary

[Illustrationer på side 21]

Ved en lejlighed viste den hellige ånd sig som en due, ved en anden lejlighed som ildtunger — men aldrig i skikkelse af en person

Hvad med „bevisstederne“?

DER er en række steder i Bibelen som hævdes at støtte eller bevise treenighedslæren. Når man læser disse skriftsteder, bør man imidlertid huske at de bibelske og historiske vidnesbyrd som helhed ikke støtter treenighedslæren.

De skriftsteder der anføres som beviser, må nødvendigvis forstås i lyset af hvad Bibelen ellers siger. Som regel vil sådanne skriftsteders betydning fremgå af den sammenhæng de står i.

Tre i én

OPSLAGSVÆRKET New Catholic Encyclopedia anfører tre sådanne „bevissteder“, men indrømmer samtidig: „Læren om den Hellige Treenighed findes ikke i G[ammel] T[estamente]. I N[y] T[estamente] findes det ældste vidnesbyrd i de paulinske breve, specielt i 2 Kor. 13:13 [vers 14 i Ny Verden-oversættelsen] og 1 Kor. 12:4-6. I evangelierne findes treenighedslæren kun eksplicit bevidnet i dåbsformelen i Matt. 28:19.“

I disse vers nævnes de tre „personer“ på følgende måde i den danske autoriserede oversættelse af Bibelen: Andet Korintherbrev 13:13 (14): „Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med eder alle!“ Første Korintherbrev 12:4-6: „Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.“ Og Mattæus 28:19: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.“

Siger disse vers at Gud, Kristus og den hellige ånd udgør en treenig Guddom, at de er lige i væsen, magt og evighed? Nej, det gør de ikke, lige så lidt som en opremsning af tre personer, som Jens, Peter og Søren, betyder at de tre er den samme.

Denne form for henvisninger, indrømmer McClintock og Strongs Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, „beviser kun at der er de tre nævnte faktorer, . . . men beviser ikke i sig selv at de alle tre nødvendigvis er af samme guddommelige natur og besidder den samme guddommelige ære“.

Skønt dette leksikon støtter treenighedslæren, siger det om Andet Korintherbrev 13:13 (14): „Vi kan ikke med rette heraf udlede at de har samme myndighed eller samme natur.“ Og om Mattæus 28:18-20: „Dette skriftsted er dog ikke i sig selv noget afgørende bevis for at de tre nævnte faktorer er personer, eller at de er lige eller guddommelige.“

Ved Jesu dåb blev Gud, Jesus og den hellige ånd også nævnt sammen. Jesus „så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham“. (Mattæus 3:16) Men det betyder ikke at disse tre er én. Abraham, Isak og Jakob nævnes sammen mange gange, men det gør dem ikke til én person. Peter, Jakob og Johannes nævnes også sammen, men det gør dem heller ikke til én person. Desuden viser dét at Guds ånd dalede ned over Jesus ved hans dåb, at han ikke var salvet med ånden før det tidspunkt. Hvordan kan han så have været en del af en treenighed, i hvilken han altid ville have været forenet med den hellige ånd?

Endnu et sted hvor de tre parter nævnes sammen, findes i nogle ældre bibeloversættelser i Første Johannesbrev 5:7. Forskerne er imidlertid enige om at disse ord ikke oprindelig hørte til i Bibelen men blev indføjet langt senere. De uægte ord er derfor udeladt i de fleste nyere oversættelser.

Alle de øvrige „bevissteder“ der anføres, handler kun om forholdet mellem to af parterne — Faderen og Jesus. Lad os se nærmere på nogle af dem.

„Jeg og Faderen er ét“

DISSE ord fra Johannes 10:30 citeres ofte til støtte for treenighedslæren, selv om de ikke taler om nogen tredje person. Jesus viste imidlertid selv hvad han mente med at han og Faderen var „ét“. I Johannes 17:21, 22 bad han til Gud angående sine disciple: „At de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, . . . for at de må være ét ligesom vi er ét.“ Bad Jesus om at alle hans disciple måtte blive et enkelt individ? Nej, han bad tydeligvis om at de måtte blive forenet i tanke og hensigt, ligesom han selv og Gud var det. — Se også Første Korintherbrev 1:10.

I Første Korintherbrev 3:6, 8 siger Paulus: „Jeg plantede, Apollos vandede . . . Og den der planter og den der vander er ét.“ Paulus mente ikke at han og Apollos var to personer i én; han mente at de var forenede i samme hensigt. Det græske ord Paulus her brugte for „ét“ (hen) er intetkøn og betegner enhed i handling, ikke i væsen. Det var det samme ord Jesus brugte i Johannes 10:30 til at beskrive sit forhold til Faderen. Det var også det samme ord Jesus brugte i Johannes 17:21, 22. Når han brugte ordet „ét“ (hen) i disse tilfælde, talte han altså om enhed i tanke og hensigt.

Angående Johannes 10:30 sagde Johannes Calvin, der selv var tilhænger af treenighedslæren: „De gamle brugte med urette dette sted til at bevise at Kristus er . . . af samme væsen som Faderen. For Kristus taler ikke om væsensenheden, men om sin overensstemmelse med Faderen.“

I de vers der følger umiddelbart efter Johannes 10:30 gjorde Jesus tydeligt opmærksom på at han ikke med disse ord hævdede at være Gud. Da jøderne med urette drog denne slutning og ville stene ham, spurgte han: „Hvordan kan I . . . sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: ’Du taler gudsbespotteligt!’ fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?“ (Johannes 10:31-36, da. aut.) Nej, Jesus hævdede ikke at han var Gud eller Gud Søn, men Guds søn.

„Gjorde sig selv lig Gud“?

ENDNU et skriftsted der fremføres til støtte for treenighedslæren, er Johannes 5:18. Her står der at jøderne (ligesom i Johannes 10:31-36) ønskede at dræbe Jesus fordi „han kaldte . . . Gud sin Fader og gjorde sig selv lig Gud“.

Men hvem var det der sagde at Jesus gjorde sig selv lig Gud? Det var ikke Jesus. Han forsvarede sig mod den falske anklage i det næste vers (19), hvor vi læser: „Så svarede Jesus og sagde til dem: . . . ’Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.’“ — Da. aut.

Hermed viste Jesus at han ikke var lig Gud og at han derfor ikke kunne gøre noget på egen tilskyndelse. Kunne vi forestille os nogen som var ligestillet med den almægtige Gud sige at han ’intet kunne gøre af sig selv’? (Jævnfør Daniel 4:34, 35.) Det er interessant at Jesus både i forbindelse med Johannes 5:18 og 10:30 forsvarede sig mod falske anklager som blev fremsat af jøder der, ligesom treenighedstilhængerne, drog forkerte slutninger!

„Gud lig“?

I FILIPPERBREVET 2:6 siger den danske autoriserede oversættelse om Jesus: „Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig.“ I Peter Schindlers katolske oversættelse lyder verset: „Da Kristus Jesus existerede i Guddoms-Skikkelse, ansaa han jo ikke det: at være paa lige Fod med Gud for noget, han skulde gemme paa og nyde for sig selv.“ Nogle bruger stadig dette vers til at underbygge tanken om at Jesus var lig Gud. Men læg mærke til hvordan det er gengivet i en række andre oversættelser:

1869: „som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke betragtede det som noget at gribe efter at skulle være lig Gud.“ The New Testament ved G. R. Noyes.

1965: „Han — som virkelig havde guddommelig natur! — gjorde aldrig selvsikkert sig selv lig Gud.“ Das Neue Testament, revideret udgave, ved Friedrich Pfäfflin.

1968: „som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke betragtede det at være lig Gud som noget han begærligt skulle gøre til sit eget.“ La Bibbia Concordata.

1976: „Han havde altid haft Guds natur, men han mente ikke at han med magt skulle forsøge at blive lig Gud.“ Today’s English Version.

1985: „som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud.“ Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.

1985: „Som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke betragtede lighed med Gud som noget at gribe efter.“ The New Jerusalem Bible.

Nogle hævder imidlertid at selv disse mere nøjagtige gengivelser lader forstå at (1) Jesus allerede havde lighed med Gud men ikke ønskede at holde fast ved den, eller at (2) han ikke behøvede at gribe efter lighed med Gud fordi han allerede havde den.

Med hensyn til hvad der står i den græske grundtekst siger Ralph Martin i The Epistle of Paul to the Philippians: „Det er dog tvivlsomt om verbets betydning kan glide fra den egentlige, som er ’at bemægtige sig’, ’at tage med vold’, til ’at holde fast ved’.“ Og i The Expositor’s Greek Testament siges der: „Man finder ingen steder hvor ἁρπάζω [harpaʹzō] eller nogen af dets afledninger har betydningen ’at holde fast ved’, ’at beholde’. Det synes overalt at betyde ’at bemægtige sig’, ’at tage med vold’. Det er derfor ikke forsvarligt, fra den egentlige betydning ’at gribe efter’, at glide over i en helt anden, ’at holde fast ved’.“

Heraf fremgår det at oversætterne bag den danske autoriserede bibel og andre bibeludgaver med en tilsvarende gengivelse, omgår de grammatiske regler for at støtte treenighedstanken. I stedet for at sige at Jesus fandt det passende at være lig Gud, siger den græske tekst til Filipperbrevet 2:6, når den læses objektivt, lige det modsatte, nemlig at Jesus ikke fandt det passende.

At det er sådan stedet skal forstås, fremgår af de omkringstående vers (3-5, 7, 8, da. aut.). Paulus formanede filipperne: „Agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.“ Derefter brugte han Kristus som det ypperste eksempel på denne indstilling: „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.“ Hvilket „sindelag“? At det ’ikke var et røvet bytte at være Gud lig’? Nej, det ville jo føre til den stik modsatte tilskyndelse! Jesus, der ’agtede Gud højere end sig selv’, ville aldrig ’gribe efter lighed med Gud’, men ydmygede tværtimod sig selv og „blev lydig til døden“.

Det kan ikke være en del af den almægtige Gud der tales om her. Det er tydeligt nok Jesus Kristus, der var et fuldkomment eksempel på det Paulus ville understrege — nemlig betydningen af ydmyghed og lydighed over for Skaberen, Jehova Gud.

„Jeg er“

IFØLGE Johannes 8:58 sagde Jesus, som det er gengivet i den danske autoriserede oversættelse: „Før Abraham blev til, er jeg.“ Mente Jesus her, som treenighedstilhængerne påstår, at han var kendt under titlen „jeg er“? Og vil det sige at han, som de hævder, var De Hebraiske Skrifters Jehova, eftersom der jo i Anden Mosebog 3:14 ifølge den autoriserede oversættelse siges: „Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’“?

I Anden Mosebog 3:14 (da. aut.) bruges udtrykket „jeg er“ som et navn eller en betegnelse for Gud for at vise at han virkelig var til og ville gøre hvad han havde lovet. The Pentateuch and Haftorahs, redigeret af dr. J. H. Hertz, siger om dette udtryk: „For israelitterne i trældommen ville betydningen være: ’Selv om han endnu ikke har vist jer sin magt, vil han gøre det; han er evig og vil med sikkerhed genløse jer.’ De fleste nutidige oversættelser følger Rashis [en fransk bibel- og talmudkommentators] gengivelse [af Anden Mosebog 3:14]: ’Jeg vil være hvad jeg vil være.’“

Udtalelsen i Johannes 8:58 adskiller sig stærkt fra den i Anden Mosebog 3:14. Jesus anvendte ikke udtrykket som et navn eller en betegnelse, men erklærede ganske enkelt at han havde haft en førmenneskelig tilværelse. Læg mærke til hvordan Johannes 8:58 er gengivet i en række andre bibeloversættelser:

1869: „Fra før Abraham var, har jeg været.“ The New Testament ved G. R. Noyes.

1903: „Førend Abraham blev til, har jeg været.“ Det ny Testament ved T. Skat Rørdam.

1935: „Jeg var til før Abraham blev født!“ The Bible — An American Translation ved J. M. P. Smith og E. J. Goodspeed.

1981: „Jeg var i live før Abraham blev født!“ The Simple English Bible.

1985: „Før Abraham blev til, har jeg været.“ Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.

Det eneste der ligger i den græske tekst her, er altså at Guds „førstefødte“, Jesus, havde været til længe før Abraham blev født. — Kolossenserne 1:15; Ordsprogene 8:22, 23, 30; Åbenbaringen 3:14.

Også her fremgår den rette forståelse af sammenhængen. Jøderne ville denne gang stene Jesus fordi han hævdede at have „set Abraham“ skønt han, som de sagde, endnu ikke var 50 år gammel. (vers 57) Jesu naturlige reaktion var at fortælle dem sandheden om sin alder. Han fortalte dem derfor at han „var i live før Abraham blev født“. — The Simple English Bible.

„Ordet var Gud“

I JOHANNES 1:1 siger den autoriserede oversættelse: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ Det betyder ifølge treenighedslærens tilhængere at „Ordet“ (græsk: ho loʹgos) der kom til jorden som Jesus Kristus, var den almægtige Gud selv.

Men læg mærke til at sammenhængen også her lægger grunden til en nøjagtig forståelse. Selv i den autoriserede oversættelse står der jo at „Ordet var hos Gud“. (Kursiveret af os.) En der er „hos“ en anden kan ikke være den samme som vedkommende. I Journal of Biblical Literature, redigeret af jesuitten Joseph A. Fitzmyer, bemærkes det at hvis det sidste led i Johannes 1:1 møntes på Gud selv, vil det „modsige det foregående sætningsled“, som siger at Ordet var hos Gud.

Læg også mærke til hvordan den sidste del af verset er gengivet i andre oversættelser:

1808: „og ordet var en gud.“ The New Testament, in An Improved Version, Upon the Basis of Archbishop Newcome’s New Translation: With a Corrected Text.

1864: „og en gud var Ordet.“ The Emphatic Diaglott, interlinear ordlyd, ved Benjamin Wilson.

1928: „og Ordet var et guddommeligt væsen.“ La Bible du Centenaire, L’Evangile selon Jean, ved Maurice Goguel.

1935: „og Ordet var guddommeligt.“ The Bible — An American Translation ved J. M. P. Smith og E. J. Goodspeed.

1946: „og af gudekategori var Ordet.“ Das Neue Testament ved Ludwig Thimme.

1958: „og Ordet var en Gud.“ The New Testament ved James L. Tomanek.

1974: „og Ordet var en gud.“ Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter.

1975: „og en gud (eller: af gudekategori) var Ordet.“ Das Evangelium nach Johannes ved Sigfried Schulz.

1978: „og af guddommelig art var Logos.“ Das Evangelium nach Johannes ved Johannes Schneider.

I Johannes 1:1 forekommer det græske navneord theosʹ (gud) to gange. Første gang sigter det til den almægtige Gud, som Ordet var hos („og Ordet [loʹgos] var hos Gud [theonʹ, en form af theosʹ]“). Foran dette theosʹ står ton, en form af den bestemte artikel, ho. Det betyder at ordet betegner en bestemt person, i dette tilfælde den almægtige Gud („og Ordet var hos Gud[en]“).

Derimod står der ingen artikel foran det andet theosʹ i Johannes 1:1. En bogstavelig gengivelse ville derfor være: „og gud var Ordet.“ Vi har imidlertid set at mange oversættere gengiver dette andet theosʹ (der står som prædikatsled) med „en gud“, „guddommeligt“ eller „af guddommelig art“. Med hvilken begrundelse gør de det?

På koinēʹgræsk havde man en bestemt artikel (ho), men ikke nogen ubestemt artikel (svarende til „en“ eller „et“). Når et navneord der bruges som prædikatsled står uden den bestemte artikel, kan det derfor være ubestemt, afhængigt af sammenhængen.

Journal of Biblical Literature forklarer at udsagn „med et artikelløst prædikatsled foran verbet, hovedsagelig er egenskabsbeskrivende“. Det vil ifølge dette tidsskrift sige at loʹgos kan sammenlignes med en gud. Der siges videre om Johannes 1:1 at „prædikatsleddets egenskabsbeskrivende karakter er så fremtrædende at substantivet [theosʹ] ikke kan betragtes som bestemt“.

Denne del af Johannes 1:1 understreger derfor en egenskab ved Ordet, nemlig at han var „en gud“, „guddommelig“, „af guddommelig art“, men ikke den almægtige Gud. Dette stemmer med resten af Bibelen, som viser at Jesus, der her kaldes „Ordet“ i sin egenskab af Guds talsmand, var en lydig underordnet som blev sendt til jorden af sin overordnede, den almægtige Gud.

I mange andre bibelvers indføjer så godt som alle oversættere konsekvent den ubestemte artikel („en“ eller „et“) når de gengiver den samme græske sætningsbygning. I Markus 6:49 siger King James-oversættelsen for eksempel at disciplene mente „at det var en ånd“ da de så Jesus gå på vandet. I den græske tekst findes der ikke noget „en“ foran „ånd“. Men næsten alle oversættelser indføjer den ubestemte artikel for at give teksten mening. Det forholder sig på samme måde med Johannes 1:1. Eftersom Ordet var hos Gud kunne han ikke være „Gud“, men måtte være „en gud“, det vil sige af guddommelig art eller karakter.

Joseph Henry Thayer, en teolog og sprogkyndig der var med til at udarbejde American Standard Version, har meget enkelt sagt det således: „Logos var guddommelig, ikke det guddommelige Væsen selv.“ Og jesuitten John L. McKenzie skrev i sin Dictionary of the Bible: „Joh. 1:1 kunne meget ordret oversættes . . . ’ordet var et guddommeligt væsen’.“

Krænkes en regel?

NOGLE hævder imidlertid at man ved at gengive teksten på denne måde krænker en vigtig grammatisk regel i koinēʹgræsk. De sigter til en regel som den græskkyndige E. C. Colwell formulerede i 1933. Han hævdede at et græsk navneord der står som prædikatsled „har [den bestemte] artikel når det følger efter verbet; det har ikke [den bestemte] artikel når det står foran verbet“. Hermed mente han at et navneord der står prædikativt foran udsagnsordet skulle opfattes som om det havde den bestemte artikel, selv om den ikke stod der. I Johannes 1:1 står det andet theosʹ prædikativt foran udsagnsordet — „og [theosʹ] var Ordet“. Colwell hævdede derfor at denne del af Johannes 1:1 skulle gengives: „og Gud[en] var Ordet.“

Men betragt engang to lignende eksempler, som findes i Johannes 8:44. Her siger Jesus om Djævelen: „Han var en manddraber,“ og: „Han er en løgner.“ I den græske tekst står prædikatsleddet („manddraber“ og „løgner“) begge steder foran udsagnsordet („var“ og „er“) — ligesom i Johannes 1:1. Da der jo ikke er nogen ubestemt artikel i koinēʹgræsk, står der ikke nogen ubestemt artikel foran de to navneord. Men de fleste oversættere indføjer alligevel ordet „en“, fordi sammenhængen kræver det. — Se også Markus 11:32; Johannes 4:19; 6:70; 9:17; 10:1; 12:6.

Colwell anerkendte selv at dette kan være nødvendigt når et navneord står prædikativt, for han sagde: „Det er kun ubestemt på denne plads når sammenhængen kræver det.“ Han indrømmer altså at når sammenhængen kræver det, kan oversætterne indføje den ubestemte artikel foran navneordet i sætninger med denne konstruktion.

Kræver sammenhængen da at den ubestemte artikel indføjes i Johannes 1:1? Ja, for Bibelens samlede vidnesbyrd understreger at Jesus ikke er den almægtige Gud. Det er derfor ikke Colwells tvivlsomme grammatiske regel, men sammenhængen der er bestemmende for hvordan man bør oversætte. De mange oversættelser der indføjer den ubestemte artikel i Johannes 1:1 og andre steder, viser at mange sprogkyndige indtager denne holdning.

Ikke i strid med Bibelens lære

MEN Bibelen lærer jo at der kun findes én Gud. Er det så ikke i strid med Bibelen at sige at Jesus Kristus er „en gud“? Nej, for Bibelen bruger undertiden dette udtryk om mægtige skabninger. Salme 8:5 lyder: „Du gjorde ham [mennesket] lidt ringere end de gudlignende [hebraisk: ’ælohīmʹ],“ det vil sige englene. Da Jesus forsvarede sig over for jøderne, som anklagede ham for at hævde at være Gud, bemærkede han at „loven har kaldt dem guder, som Guds ord kom til,“ nemlig jordiske dommere. (Johannes 10:34, 35, da. aut.; Salme 82:1-6) Og Satan kaldes i Andet Korintherbrev 4:4 for „denne tingenes ordnings gud“.

Jesus har en langt højere stilling end både engle, ufuldkomne mennesker og Satan. Når de kan omtales som „guder“ eller mægtige, kan Jesus naturligvis også betegnes som „en gud“. I sin enestående stilling i forhold til Jehova er han en „Vældig Gud“. — Johannes 1:1; Esajas 9:6.

Men antyder udtrykket „Vældig Gud“, skrevet med store begyndelsesbogstaver, ikke at Jesus på en eller anden måde er ligestillet med Jehova Gud? Nej. Esajas forudsagde blot at dette ville være et af fire navne som Jesus ville blive kaldt med, og på dansk skrives sådanne navne med stort. Og selv om Jesus kaldes „Vældig“ eller mægtig, kan der kun være én som er „almægtig“. Der ville ikke være megen mening i at kalde Jehova „den almægtige Gud“ hvis ikke der var andre som også blev kaldt guder men indtog en ringere eller underordnet stilling.

Ifølge Bulletin fra John Rylands-biblioteket i England gør den katolske teolog Karl Rahner opmærksom på at ordet theosʹ ganske vist bruges om Kristus i forskellige skriftsteder, deriblandt Johannes 1:1, men „i ingen af disse tilfælde bruges ’theos’ på en sådan måde at det identificerer Jesus med ham der andre steder i Det Nye Testamente optræder som ’ho Theosʹ’, det vil sige den øverste Gud“. Og Bulletin tilføjer: „Hvis de nytestamentlige forfattere mente det var vigtigt at de troende bekendte Jesus som ’Gud’, hvordan kan man da forklare at netop denne bekendelsesform næsten helt mangler i Det Nye Testamente?“

Hvordan skal man så forstå apostelen Thomas’ udbrud i Johannes 20:28, hvor han, henvendt til Jesus, sagde: „Min Herre og min Gud!“? For Thomas var Jesus naturligvis som „en gud“, især i forbindelse med de mirakuløse omstændigheder der gav anledning til hans udbrud. Nogle forskere anfører desuden den mulighed at Thomas simpelt hen, i forbløffelse over det han så, kom med et bevæget udbrud henvendt til Jesus men i virkeligheden rettet til Gud. I hvert fald kan Thomas ikke have ment at Jesus var den almægtige Gud, for han og alle de andre apostle vidste at Jesus aldrig havde gjort krav på at være Gud men havde lært dem at Jehova alene var „den eneste sande Gud“. — Johannes 17:3.

Også her finder vi en vis hjælp i sammenhængen. Nogle dage før havde den opstandne Jesus bedt Maria Magdalene sige til disciplene: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ (Johannes 20:17) Skønt Jesus nu var oprejst som en mægtig åndeskabning, var Jehova stadig hans Gud. Og Jesus fortsatte med at omtale ham sådan, selv i Bibelens sidste bog, efter at han var blevet herliggjort. — Åbenbaringen 1:5, 6; 3:2, 12.

Blot tre vers efter Thomas’ udbrud, i Johannes 20:31, kaster Bibelen yderligere lys over sagen med ordene: „Dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn“ — altså ikke den almægtige Gud selv. Og der menes „søn“ rent bogstaveligt, som i et almindeligt slægtskabsforhold, ikke som en mystisk del af en treenig Guddom.

Må harmonere med Bibelen

DET hævdes at der er flere skriftsteder som støtter treenighedslæren. Men de ligner dem vi har behandlet i det foregående på den måde at de ved en nærmere betragtning ikke yder nogen virkelig støtte. De understreger blot at man ved en betragtning af sådanne steder som hævdes at støtte treenighedslæren, altid skal spørge: Harmonerer fortolkningen med den lære man finder alle andre steder i Bibelen — at Jehova Gud alene er den Højeste? Hvis ikke, må fortolkningen være forkert.

Vi må også huske på at der ikke findes så meget som ét skriftsted som siger at Gud, Jesus og den hellige ånd er forenede i én mystisk Guddom. Der findes ikke et eneste skriftsted i Bibelen som siger at de alle tre er lige i væsen, magt og evighed. Bibelen åbenbarer konsekvent Jehova som den eneste almægtige Gud, Jesus som hans skabte søn, og den hellige ånd som hans virksomme kraft.

[Tekstcitat på side 24]

„De gamle brugte med urette [Johannes 10:30] til at bevise at Kristus er . . . af samme væsen som Faderen.“ — Johannes Calvin i hans kommentar til Johannesevangeliet

[Tekstcitat på side 27]

„Logos var guddommelig, ikke det guddommelige Væsen selv.“ — Joseph Henry Thayer

[Tekstcitat på side 28]

Hvis man er „hos“ en anden, kan man ikke samtidig være vedkommende

[Illustrationer på side 24, 25]

Jesus bad til Gud om at hans disciple „alle må være ét“, ligesom han og hans Fader „er ét“

[Illustration på side 26]

Jesus viste jøderne at han ikke var lig Gud da han sagde at han ’slet intet kunne gøre af sig selv, men kun hvad han så Faderen gøre’

[Illustrationer på side 29]

Når Bibelen kalder mennesker, engle og selv Satan for „guder“, det vil sige mægtige, kan den ophøjede Jesus i himmelen også med rette kaldes „en gud“

Tilbed Gud på hans betingelser

JESUS sagde i en bøn til Gud: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Hvor godt skal man lære dem at kende? „[Gud] vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden.“ (1 Timoteus 2:4) I The Amplified Bible er det sidste led gengivet på denne måde: „Kende Sandheden [om Gud] præcist og korrekt.“

Gud ønsker altså at vi skal have nøjagtig kundskab om ham og hans hensigter. Vi må kende sandheden om Gud. Og denne sandhed findes i Guds ord, Bibelen. (Johannes 17:17; 2 Timoteus 3:16, 17) Når man lærer hvad Bibelen virkelig siger om Gud, undgår man at være som dem der nævnes i Romerbrevet 10:2, 3, som havde „nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. Eller som samaritanerne, til hvem Jesus sagde: „I tilbeder det I ikke kender.“ — Johannes 4:22.

Hvis vi gerne vil opnå Guds godkendelse må vi derfor spørge: Hvad siger Gud om sig selv? Hvordan ønsker han at blive tilbedt? Hvad er hans hensigt, og hvordan passer vi ind i den? Nøjagtig kundskab om sandheden giver os de rette svar på sådanne spørgsmål. Har vi dem, kan vi tilbede Gud på hans betingelser.

Vanærer Gud

„DEM der ærer mig, vil jeg ære,“ siger Gud. (1 Samuel 2:30) Ærer det Gud at kalde nogen hans lige? Ærer det ham at kalde Maria „Guds Moder“ og „Midlerinde . . . mellem Skaberen og hans skabninger“, som det gøres i New Catholic Encyclopedia? Nej, sådanne forestillinger er en hån mod Gud. Ingen er hans lige. Ingen er Guds moder, for Jesus var ikke Gud. Og der findes ingen „Midlerinde“, for Gud har kun udpeget „én mellemmand imellem Gud og mennesker“, Jesus. — 1 Timoteus 2:5; 1 Johannes 2:1, 2.

Der er ingen tvivl om at treenighedslæren har skabt forvirring og udvandet forståelsen af Guds sande stilling. Den har hindret folk i at lære universets Suveræn, Jehova Gud, rigtigt at kende og at tilbede ham på hans betingelser. Som teologen Hans Küng sagde: „Hvorfor skulle nogen ønske at føje noget til forestillingen om Guds enhed og uforlignelighed, når det kun kan udvande eller ophæve denne enhed og uforlignelighed?“ Det er netop dét troen på treenigheden har gjort.

De der tror på treenigheden kan ikke siges at „holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab“. (Romerne 1:28) Det samme bibelvers fortsætter med at sige at Gud overgav dem der ikke holdt fast ved ham, „til en sindstilstand han ikke synes om, til at gøre hvad der ikke sømmer sig“. I de følgende vers, 29 til 31, anføres noget af det der „ikke sømmer sig“, for eksempel ’mord, strid, at man ikke er ordholdende, er uden naturlig hengivenhed, ubarmhjertig’. Sådanne ting er netop blevet praktiseret af religiøse retninger der anerkender treenighedslæren.

For eksempel har treenighedslærens tilhængere ofte forfulgt og endda dræbt dem der har afvist læren. Og de er endda gået et skridt videre. De har i krigstid dræbt deres egne meningsfæller. Hvad kunne være mere ’usømmeligt’ end at katolikker dræber katolikker, ortodokse dræber ortodokse, og protestanter dræber protestanter — alt sammen i den samme treenige Guds navn?

Jesus sagde endda klart og tydeligt: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Dette uddybes senere i Guds ord, hvor der siges: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke.“ De som dræber deres åndelige brødre sammenlignes med „Kain, der var af den onde [Satan] og slog sin broder ihjel“. — 1 Johannes 3:10-12.

Vildledende dogmer om Gud fører åbenbart til handlinger der krænker hans love. Der er tydeligvis sket det i kristenheden som Søren Kierkegaard i forrige århundrede beskrev med ordene: „Christenheden har afskaffet Christendommen, uden ret selv at vide det.“

Kristenhedens åndelige tilstand kan beskrives med disse ord af apostelen Paulus: „Offentligt bekender de at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, idet de er afskyelige og ulydige og ikke godkendte til nogen som helst god gerning.“ — Titus 1:16.

Når Gud inden længe gør ende på den nuværende onde tingenes ordning, vil den treenighedsdyrkende kristenhed blive krævet til regnskab. Den vil blive dømt for sine gudvanærende dogmer og handlinger. — Mattæus 24:14, 34; 25:31-34, 41, 46; Åbenbaringen 17:1-6, 16; 18:1-8, 20, 24; 19:17-21.

Afvis treenighedslæren

SANDHEDEN om Gud står fast og må accepteres som den er. At tilbede Gud på hans betingelser betyder derfor at man må afvise treenighedslæren. Den modsiger hvad både profeterne, Jesus, apostlene og de første kristne troede og lærte. Den modsiger hvad Gud selv siger i sit inspirerede ord: „Husk . . . at der ingen anden Gud er, og at ingen er som jeg.“ — Esajas 46:9.

Man tjener ikke Guds interesser ved at fremstille ham som en forvirrende og mystisk Guddom. Tværtimod. Jo mere folk forvirres med hensyn til Gud og hans hensigter, jo mere tiltaler det Guds modstander, Satan Djævelen, ’denne verdens gud’. Det er ham der fremmer sådanne falske dogmer for at ’forblinde de ikketroendes forstand’. (2 Korinther 4:4) Treenighedslæren tiltaler også de præster der gerne vil bevare grebet om deres sognebørn, for de giver det indtryk at det kun er teologer der forstår den. — Se Johannes 8:44.

Nøjagtig kundskab om Gud er en stor befrielse. Den befrier os for lærdomme der strider mod Guds ord og fra institutioner og samfund der er faldet fra den sande tro. Som Jesus sagde: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

Hvis vi ærer Gud som den Højeste og tilbeder ham på hans betingelser, kan vi undgå den dom han snart vil bringe over den frafaldne kristenhed. Så kan vi i stedet se frem til Guds gunst når denne verden bringes til ophør: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.

[Illustration på side 31]

Århundredgammel skulptur i Frankrig: „Jomfru“ Maria krones af den treenige Gud. Troen på treenigheden har ført til at Maria æres som „Guds Moder“

Billedkilder

Med angivelse af sted, side og nummer:

Katedralen i Montréal, Yonne, Frankrig, side 31.

Kirken i Tagnon, Frankrig, side 10, (7).

Musée des Beaux-Arts de Troyes, side 2, (højre).

Musée du Louvre, Paris, side 10, (1), (3).

Musée Guimet, Paris, side 10, (5).

Musées Nationaux, Frankrig, side 10, (2).

Museo Bardini, Firenze, side 10, (8).

Museo Egizio, Torino, side 2, (venstre).

Scala, New York/Firenze, side 8.