Jesus Kristus — Guds elskede søn

„Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ — MATTÆUS 3:17.

1, 2. (a) Hvilken enkel sandhed lærer Bibelen angående den almægtige Gud og Jesus Kristus? (b) Hvad hævder kristenhedens trossamfund?

JESUS KRISTUS blev døbt som 30-årig ved at blive nedsænket i vand. Da han steg op af vandet sagde en stemme fra himlene: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Denne stemme var Guds. Ved en anden lejlighed sagde Jesus i bøn til Gud: „Fader, herliggør dit navn.“ Og da han havde sagt dette lød Guds stemme fra himmelen: „Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.“ — Johannes 12:28.

² Ud fra disse beretninger vil selv et barn kunne forstå at den almægtige Gud og Jesus Kristus er fader og søn, to forskellige personer. Men denne enkle sandhed benægtes af kristenhedens trossamfund. De hævder at Jesus Kristus er den almægtige Gud selv, den anden person i en treenighed, hvis tredje person er den hellige ånd.

3. Hvad viser at treenighedslæren skaber forvirring?

³ Denne lære har skabt stor forvirring blandt medlemmerne af kristenhedens trossamfund, hvilket er en af grundene til at New Catholic Encyclopedia kalder treenighedslæren „et mysterium“. Ja, selv blandt præsterne skaber den forvirring, for som dette opslagsværk siger: „De fleste af dem der underviser i treenighedslærens teologi på romersk-katolske seminarier er på et eller andet tidspunkt blevet konfronteret med spørgsmålet: ’Hvordan forkynder man treenigheden?’ Hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.“

4. Hvilken opfattelse af treenighedslæren har kirkerne officielt?

⁴ Denne forvirrende lære er de katolske og protestantiske trossamfunds grundlæggende dogme. I The Catholic Encyclopedia hedder det: „Treenigheden er det ord der betegner den kristne religions centrale lære . . . Med Den Athanasianske Trosbekendelses ord: ’Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.’“ Ved en retssag der omhandlede Jehovas Vidner i Grækenland, udtalte talsmænd for den græsk-ortodokse kirke ligeledes: „Kristendommens grundlæggende dogme, som alle kristne bekender deres tro på, . . . hvilket trossamfund de end tilhører og hvilke læresætninger de end går ind for, er . . . treenighedslæren, at Gud er én i tre personer.“ Kirken sagde desuden: „De kristne er dem der accepterer at Kristus er Gud.“ Den gav udtryk for at de der ikke går ind for treenighedslæren er kættere og ikke kan kaldes kristne.

5, 6. Hvorfor er det vigtigt at kende sandheden om treenighedslæren?

⁵ Det modsatte vil imidlertid være tilfældet hvis dette „grundlæggende dogme“, treenighedslæren, ikke er sandt men er en løgn. Så vil sande kristne forkaste det, og de der er faldet fra kristendommen vil holde fast ved det. Med hvilke konsekvenser? I Bibelens sidste bog, „en åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham,“ læser vi om dem der ikke får lov til at opnå evigt liv i Guds rige: „Udenfor er hundene og de som øver spiritisme og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver som holder af og som øver løgn.“ — Åbenbaringen 1:1; 22:15.

⁶ Da dette har livsvigtig betydning bør vi vide hvor treenighedslæren er opstået, og hvorfor. Hvem står bag den? Hvad har nutidig bibelforskning vist om den? Før vi besvarer disse spørgsmål vil vi imidlertid se på hvad Guds eget inspirerede ord siger om treenighedslæren. — 2 Timoteus 3:16, 17.

Ikke ’Gud Søn’, men „Guds søn“

7. Hvad viser en fordomsfri undersøgelse af Bibelen om Jesus?

⁷ Jesus har aldrig påstået at han var den almægtige Gud selv. Dette kan man få bekræftet blot ved at læse i Bibelen uden forudfattede meninger om treenighedslæren. Ifølge Johannes 3:16 sagde Jesus for eksempel: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn.“ Blot to vers længere fremme sagde Jesus igen at han var ’Guds enestefødte søn’. (Johannes 3:18) Da jøderne anklagede Jesus for gudsbespottelse, svarede han: „Siger I . . . til mig som Faderen har helliget og sendt til verden: ’Du spotter Gud,’ fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?“ (Johannes 10:36) Jesus sagde ikke at han var ’Gud Søn’, men „Guds søn“.

8. Hvilket vidnesbyrd aflagde de soldater der holdt vagt ved Jesus?

⁸ De romerske soldater der holdt vagt ved Jesus da han døde, vidste at han ikke var Gud: „Da centurionen og de der sammen med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og de ting der skete, blev de meget bange og sagde: ’Dette var virkelig Guds søn.’“ (Mattæus 27:54) De sagde ikke: ’Dette var Gud,’ eller: ’Dette var Gud Søn,’ for Jesus og hans disciple havde forkyndt at Jesus var Guds søn, ikke Gud den Almægtige i menneskeskikkelse.

9, 10. Hvilket vægtigt vidnesbyrd aflægges der i evangelierne angående forholdet mellem Gud og Jesus?

⁹ Gud gav også selv udtryk for at Jesus var hans elskede søn, hvilket bibelskribenten Mattæus nævner i beretningen om hans dåb. (Mattæus 3:17) Andre bibelskribenter nævner det samme. Markus skrev: „Der lød en stemme fra himlene: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“ (Markus 1:11) Lukas skrev: „En stemme lød fra himmelen: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“ (Lukas 3:22) Og Johannes Døber, der døbte Jesus, erklærede: „Jeg har vidnet om at han [Jesus] er Guds søn.“ (Johannes 1:34) Gud selv, alle fire evangelieskribenter samt Johannes Døber har altså tydeligt givet udtryk for at Jesus var Guds søn. Og nogen tid senere, ved Jesu forvandling, skete der noget lignende: „Fra skyen lød en stemme som sagde: ’Denne er min søn, den udvalgte. Hør på ham.’“ — Lukas 9:35.

¹⁰ Sagde Gud ved disse lejligheder at han var sin egen søn, at han havde sendt sig selv og at han godkendte sig selv? Nej, selvfølgelig ikke. Gud, vor Fader og Skaber, sagde at han havde sendt sin søn, Jesus, en særskilt person, til jorden for at gøre hans, Guds, vilje. Derfor bruges udtrykket „Guds søn“ om Jesus overalt i De Kristne Græske Skrifter. Udtrykket ’Gud Søn’ forekommer derimod ikke en eneste gang, for Jesus var ikke den almægtige Gud. Han var Guds søn. De er to forskellige personer, og intet teologisk „mysterium“ kan forandre denne sandhed.

Faderen står over Sønnen

11. Hvordan viste Jesus at Gud stod over ham?

¹¹ Jesus var fuldt ud klar over at han ikke var sin Faders ligemand, men i alle henseender havde en underordnet stilling. Han vidste at han var Jehovas elskede søn, og han nærede dyb kærlighed til sin Fader. Derfor fremsatte han ofte udtalelser som disse: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ (Johannes 5:19) „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 6:38) „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) „Jeg kender [Gud], for jeg er et sendebud fra ham, og han har udsendt mig.“ (Johannes 7:29) Den der udsender en anden står over den der udsendes. Gud har udsendt Jesus. De er ikke én og samme person. Som Jesus udtrykte det: „En træl er ikke større end sin herre, og en der er udsendt er heller ikke større end den der har sendt ham.“ — Johannes 13:16.

12. Hvilken billedtale skildrer Jesu underordnede stilling i forhold til Faderen?

¹² Dette fremgår også af en billedtale Jesus fremholdt. Han sammenlignede sin Fader, Jehova Gud, med ejeren af en vingård som rejste udenlands og overlod sin vingård til nogle vinavlere — der tydeligvis er et billede på det jødiske præsteskab. Da tiden var inde sendte ejeren en træl ud til vingården for at få noget af dens frugt, men vinavlerne pryglede trællen og sendte ham tomhændet bort. Så sendte ejeren en anden træl, og det samme skete. Han sendte en tredje træl, som fik samme behandling. Da sagde vingårdens ejer (Gud): „Jeg vil sende min søn [Jesus], den elskede. Ham vil de sikkert respektere.“ Men de fordærvede vinavlere sagde: „’Dette er arvingen; lad os dræbe ham så arven kan blive vores.’ Så kastede de ham ud af vingården og dræbte ham.“ (Lukas 20:9-16) Også dette viser at Jesus er underlagt sin Fader; han er udsendt af sin Fader for at gøre hans vilje.

13. Hvilke tydelige bibelske udtalelser viser at Gud stod over Jesus?

¹³ Jesus sagde selv: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Vi bør tro på Jesus, for han vidste naturligvis bedre end nogen anden hvilket forhold han havde til sin Fader. Apostelen Paulus vidste også at Gud stod over Jesus. Han skrev: ’Sønnen selv [Jesus] vil også underlægge sig Gud.’ (1 Korinther 15:28) Dette fremgår også af Paulus’ ord i Første Korintherbrev 11:3: „Messias’ hoved er Gud.“ Jesus anerkendte at han havde en Gud der stod over ham, da han sagde til sine disciple: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ — Johannes 20:17.

14. Hvilke andre skriftsteder viser at Jesus ikke var den almægtige Gud?

¹⁴ Jesus omtalte Guds overordnede stilling da moderen til to disciple bad om at hendes sønner måtte sidde på henholdsvis højre og venstre side af Jesus når han begyndte at herske i Riget. Jesus svarede: „Sædet ved min højre hånd og ved min venstre står det ikke til mig at give væk.“ (Mattæus 20:23) Hvis Jesus havde været den almægtige Gud, ville det have stået til ham at give dem væk. Men nu stod det ikke til ham — det stod til hans Fader. Da Jesus fremsatte sin profeti om afslutningen på denne tingenes ordning sagde han desuden: „Om den dag eller timen ved ingen noget, hverken englene i himmelen eller Sønnen, kun Faderen.“ (Markus 13:32) Hvis Jesus havde været den almægtige Gud, ville han have kendt dagen og timen. Nu kendte han den ikke, for han var ikke den alvidende Gud. Han var Guds søn og vidste ikke alt hvad hans Fader vidste.

15. Hvordan viste Jesus kort før sin død at han underkastede sig Gud?

¹⁵ Kort før Jesus døde bad han — som et udtryk for at han underkastede sig sin Fader — således: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog, lad ikke min men din vilje ske.“ (Lukas 22:42) Bad Jesus til sig selv? Nej, naturligvis ikke. Han bad til sin Fader i himmelen. Dette fremgår tydeligt af at han sagde: „Lad ikke min men din vilje ske.“ Umiddelbart før sin død råbte Jesus med høj røst: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ (Markus 15:34) Jesus råbte til sin Fader i himmelen — ikke til sig selv.

16. Hvordan viser Jesu død og opstandelse at han ikke var den almægtige Gud?

¹⁶ Efter at Jesus var død, lå han i graven i omkring tre dage. Hvem oprejste ham? Eftersom han var død kunne han ikke oprejse sig selv. Og hvis han i virkeligheden ikke var død, kunne han ikke have betalt løsesummen for Adams synd. Men han var død, og i omkring tre dage eksisterede han ikke. Apostelen Peter fortæller os hvem der oprejste Jesus: „Gud oprejste ham ved at løse dødens veer.“ (Apostelgerninger 2:24) Den større, den almægtige Gud, oprejste den ringere, den elskede søn Jesus, fra de døde. Det kan også illustreres på denne måde: Da Jesus oprejste Lazarus fra de døde, hvem var så den større? Det var Jesus, eftersom han kunne bringe Lazarus tilbage til livet. (Johannes 11:41-44) Det var det samme da Gud oprejste Jesus. Gud var den største, eftersom han kunne bringe Jesus tilbage fra de døde.

17. Hvilke andre vidnesbyrd viser at Jesus ikke er den samme som Gud?

¹⁷ Jesus kunne umuligt være Gud, for han blev skabt af Gud. Læg mærke til hvordan Åbenbaringen, kapitel 3, vers 14, gengives i Skat Rørdams oversættelse: „Dette siger han, som er Amen, det trofaste og sanddru Vidne [Jesus], Guds Skabnings Begyndelse.“ I Kolossenserbrevet 1:15, 16 siges der ligeledes om Jesus: „Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte, for ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden . . . Alt andet er skabt ved ham og til ham.“ Den almægtige Gud i himmelen skabte altså sin søn direkte, og skabte derefter alt andet „ved hjælp af ham“ eller „ved ham“, ligesom en håndværker kan have en dygtig hjælper til at arbejde for sig. Det der er skabt ’ved hjælp af Jesus’ omfatter ikke Jesus selv, for ham havde Gud jo allerede skabt. Han kaldes derfor ’den førstefødte’ og ’den enestefødte’. Når man siger om et barn at det er den førstefødte, betyder det aldrig at det er sin egen fader. Der vil altid være tale om to forskellige personer, faderen og barnet.

Den hellige ånd — en person eller en kraft?

18. Hvad siger Bibelen om den hellige ånd?

¹⁸ Hvordan forholder det sig da med den hellige ånd? Er den en del af en treenighed, hvis tre personer er af samme væsen, lige evige og lige almægtige? Nej. Intetsteds i Bibelen omtales Gud, Kristus og den hellige ånd som værende lige. For eksempel siges der i Markus 1:10 at den hellige ånd kom over Jesus „som en due“ ved hans dåb — den viste sig ikke i skikkelse af et menneske. Det var ikke en person der kom over Jesus, men Guds virksomme kraft, som satte ham i stand til at helbrede syge og oprejse døde. Som Lukas 5:17 gengives i Benjamin Wilsons oversættelse The Emphatic Diaglott: „Herrens [Guds] vældige kraft var over ham [Jesus] så han kunne helbrede.“ Senere, på pinsedagen, fik også apostlene kraft fra Gud til at helbrede og oprejse døde. Betød det at de nu blev en del af en slags guddom? Nej, de fik blot kraft fra Gud, gennem Kristus, til at gøre gerninger som mennesker normalt ikke formår at gøre.

19. Hvad viser at den hellige ånd ikke er en del af en treenighed?

¹⁹ Den samme virksomme kraft omtales i Efeserbrevet 5:18, hvor Paulus giver denne vejledning: „Bliv fortsat fyldt med ånd.“ I Apostelgerninger 7:55 siges der at Stefanus var „fuld af hellig ånd“, og på Pinsedagen blev Jesu disciple „alle fyldt med hellig ånd“. (Apostelgerninger 2:4) Kan mennesker blive fyldt med en person? Nej, men de kan blive fyldt med Guds kraft. Denne hellige ånd er den kraft som Gud gjorde brug af da han skabte universet. Som der står i Første Mosebog 1:2: „Guds virksomme kraft var i bevægelse frem og tilbage over vandene.“

20. Hvilket syn som Stefanus fik, bekræfter yderligere at treenighedslæren ikke er sand?

²⁰ Efter at Jesus var blevet oprejst fik Stefanus et syn af himmelen. Han „så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd“. (Apostelgerninger 7:55) Der var altså to personer i himmelen: (1) Gud, og (2) den opstandne Jesus Kristus. Den hellige ånd nævnes ikke i dette syn — for den er ikke den tredje person i en treenighed. Som Guds virksomme kraft udgår den hellige ånd fra Gud, men ikke som en person. Derfor så Stefanus kun to personer, ikke tre.

21, 22. (a) Hvad indrømmer et religiøst opslagsværk angående den hellige ånd? (b) Hvad vil vi behandle i den følgende artikel?

²¹ New Catholic Encyclopedia indrømmer angående den hellige ånd: „Det Gamle Testamente skildrer tydeligvis ikke Guds ånd som en person, hverken i strengt filosofisk forstand eller i semitisk forstand. Guds ånd er ganske enkelt Guds kraft. Hvis den til tider skildres som værende adskilt fra Gud, skyldes det at Jahves ånde virker uden for hans person.“ I det samme opslagsværk hedder det: „De fleste steder i Det Nye Testamente åbenbares Guds ånd som noget, ikke som nogen; dette ses især hvor Guds ånd stilles parallelt med Guds kraft.“

²² Som det fremgår af alt dette kan kristenhedens „grundlæggende dogme“, treenighedslæren, ikke være sandt. Guds eget ord modbeviser denne lære. Det viser tydeligt at Jehova Gud er den kærlige Fader, og at Jesus Kristus er hans elskede søn, en søn der nærede så dyb kærlighed til sin Fader at han gjorde sin Faders vilje og var lydig til døden. Nogle hævder imidlertid at visse skriftsteder støtter treenighedslæren. I den følgende artikel vil vi derfor gennemgå nogle af disse skriftsteder, og vi vil drøfte hvorfor kristenhedens kirker har antaget denne lære og hvor den er opstået.

Nøjagtig kundskab om Gud og hans søn fører til liv!

„Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — JOHANNES 17:3.

1. Hvorfor er det så vigtigt at have nøjagtig kundskab om Gud og Jesus Kristus?

NØJAGTIG kundskab om Gud og hans søn, Jesus Kristus, er af afgørende betydning for enhver der ønsker at opnå evigt liv. „[Gud] vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden.“ (1 Timoteus 2:4) En sådan kundskab fra Guds inspirerede ord, Bibelen, vil lære os hvem Gud er og hvilke forpligtelser vi har over for ham. (2 Timoteus 3:16, 17; 1 Johannes 2:17) Den vil også hjælpe os til at få et klart billede af hvem Jesus Kristus er og hvilket forhold vi har til ham. — Salme 2:12; Filipperne 2:5-11.

2. Hvad kan resultatet blive hvis man mangler nøjagtig kundskab?

² Hvis vi ikke har nøjagtig kundskab kan vi blive ført vild af den falske lære som udbredes af Guds modstander, Satan Djævelen, der er „en løgner og løgnens fader“. (Johannes 8:44) Hvis en læresætning strider mod Guds ord, hvis den er en løgn, så bringer vi vanære over Jehova og stiller os på hans modstanders side ved at tro på den og undervise andre i den. Vi må derfor omhyggeligt undersøge Bibelen for at lære at skelne mellem sandhed og løgn. (Apostelgerninger 17:11) Vi ønsker ikke at være som dem der „altid lærer og dog aldrig er i stand til at komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 2 Timoteus 3:1, 7.

3. Hvad er Bibelens klare lære om Gud, Jesus Kristus og den hellige ånd?

³ Som vi har set i den foregående artikel er treenighedslæren ikke bibelsk. Gud fortæller os tydeligt i sit ord at han er Skaberen af alt, og at det første han skabte i himmelen var hans søn. (Åbenbaringen 4:11; Kolossenserne 1:15, 16) Gud sendte sin søn til jorden som et menneske for at han kunne give sit liv som et sonoffer der skabte grundlag for tilgivelse af menneskenes synder, og for at lære oprigtige mennesker mere om Gud og hans hensigter. (Mattæus 20:28; Johannes 6:38) Men den enkle og klare lære at Gud og Kristus er to forskellige personer og at den hellige ånd ikke er en person men Guds virksomme kraft, er i århundredernes løb blevet forvansket. I stedet er treenighedslæren blevet kristenhedens grundlæggende dogme.

„Jeg og Faderen er ét“

4. Hvorfor kan kirkernes udlægning af ordene i Johannes 10:30 ikke være sand?

⁴ Kirkerne citerer ofte Johannes 10:30 som støtte for treenighedslæren, skønt der ikke omtales en tredje person i dette vers. Jesus sagde her: „Jeg og Faderen er ét.“ Men mente Jesus mon at han var den almægtige Gud, blot i en anden skikkelse? Nej, det kan han ikke have ment, eftersom han ved mange andre lejligheder gav udtryk for at han var Guds søn og at han underordnede sig Gud. Hvad mente Jesus da med ordene i Johannes 10:30?

5, 6. (a) Hvad mente Jesus da han sagde at han og hans Fader var ét? (b) Hvordan kan dette illustreres i forbindelse med Jesu disciple?

⁵ Jesus mente at han var ét med sin Fader i tanke og hensigt. Dette fremgår af Johannes 17:21, 22, hvor Jesus bad til Gud for sine disciple: „At de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os . . . for at de må være ét ligesom vi er ét.“ Bad Jesus om at alle hans disciple måtte blive én person? Nej, han bad om at de måtte være forenede, være ét i tanke og hensigt, ligesom Jesus og Gud var.

⁶ Den samme tanke udtrykkes i Første Korintherbrev 1:10, hvor Paulus skrev til de kristne: „Nu tilskynder jeg jer . . . til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Da Jesus sagde at han og hans Fader var ét mente han ikke at de var den samme person, ligesom han heller ikke mente at hans disciple skulle være den samme person da han bad om at de måtte være ét.

Hvem var „Ordet“?

7. (a) Hvad hævder kristenheden angående Johannes 1:1? (b) Hvilken ordlyd i Johannes 1:1 viser umiddelbart at der ikke er tale om en treenighed?

⁷ Hvordan kan vi da forklare Johannes 1:1, der ifølge den danske autoriserede oversættelse lyder: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud“? I Johannes 1:14 siges der at „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os“. Kristenheden hævder at „Ordet“ (græsk: loʹgos) der kom til jorden som Jesus Kristus, var den almægtige Gud. Men læg mærke til at der selv i den danske autoriserede oversættelse siges at „Ordet var hos Gud“. En der er hos en anden, kan ikke samtidig være denne person. Det fremgår altså af denne oversættelse at der er tale om to forskellige personer. Og der nævnes intet om en tredje person i en treenighed.

8. Hvordan gengives den sidste del af Johannes 1:1 i andre bibeloversættelser?

⁸ Som nævnt siger den danske autoriserede oversættelse i sidste del af Johannes 1:1 at „Ordet var Gud“. Andre oversættelser har imidlertid en anden ordlyd. Her følger nogle eksempler:

1808: „og Ordet var en gud.“ The New Testament, in an Improved Version, Upon the Basis of Archbishop Newcome’s New Translation: With a Corrected Text, London.

1864: „og en gud var Ordet.“ The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson, New York og London.

1935: „og Ordet var guddommeligt.“ The Bible — An American Translation af J. M. P. Smith og E. J. Goodspeed, Chicago.

1935: „Logos var guddommelig.“ A New Translation of the Bible af James Moffatt, New York.

1975: „og Ordet var en gud (hørte til gudernes kategori).“ Das Evangelium nach Johannes af Siegfried Schulz, Göttingen.

1978: „og Logos var af guddommelig art.“ Das Evangelium nach Johannes af Johannes Schneider, Berlin.

1979: „og Logos var en gud.“ Das Evangelium nach Johannes af Jürgen Becker, Würzburg.

Ny Verden-oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter, der i 1974 blev udgivet af Vagttårnets Selskab, har: „og Ordet var en gud.“

9. Hvad står der i den græske grundtekst foran det første theosʹ (gud) i Johannes 1:1, og hvad viser dette?

⁹ Stemmer disse oversættelser med versets grammatiske opbygning på grundsproget, græsk? Ja. I Johannes 1:1 forekommer det græske navneord theosʹ, gud, to gange. Første gang hentyder det til den almægtige Gud, som Ordet var hos — „og Ordet [loʹgos] var hos Gud [en form af theosʹ]“. Foran dette theosʹ står en form af det bestemte kendeord, ho. Når navneordet theosʹ forekommer med det bestemte kendeord ho foran, henviser det til en særskilt person, i dette tilfælde den almægtige Gud — „og Ordet var hos Gud[en]“.

10. Hvad viser udeladelsen af kendeordet ho foran det andet theosʹ i Johannes 1:1?

¹⁰ Hvorfor gengiver de oversættelser der er citeret i paragraf 8 da det andet theosʹ i Johannes 1:1 med „guddommeligt“ eller „en gud“? Fordi det andet theosʹ er et navneord i ental der står som prædikatsled (omsagnsled til grundled) foran udsagnsordet og uden det bestemte kendeord, ho. Denne sætningsbygning henleder opmærksomheden på et kendetegn eller en egenskab hos grundleddet. Det viser noget om Ordets natur, at det er „guddommeligt“ eller „en gud“, men skriftstedet siger ikke at Ordet er den almægtige Gud. Dette stemmer med de mange andre skriftsteder som viser at „Ordet“ var Guds talerør der blev sendt til jorden. Som der siges i Johannes 1:18: „Ingen har nogen sinde set Gud; det er den enestefødte gud [den søn som den almægtige Gud skabte i himmelen], som ligger op mod Faderens bryst, der [er kommet til jorden som mennesket Jesus og] har forklaret ham [den almægtige Gud].“

11. Nævn et eksempel på at oversættere har indføjet et kendeord hvor det ikke forekommer i den græske grundtekst, og forklar hvorfor dette gøres.

¹¹ De der har oversat Bibelen fra den græske grundtekst har i mange andre skriftsteder indføjet det ubestemte kendeord („en“ eller „et“) foran navneord der står som omsagnsled, skønt der ikke forekommer et ubestemt kendeord i den græske tekst. Når kendeordet indføjes i en oversættelse, fremhæves et kendetegn eller en egenskab hos den eller det der tales om. I Markus 6:49 siger King James-oversættelsen for eksempel at disciplene mente „at det var en ånd“ (græsk: fanʹtasma) da de så Jesus gå på vandet. Ny Verden-oversættelsen gengiver det: „Da de fik øje på ham . . . tænkte de: ’Det er et synsbedrag!’“ Den korrekte oversættelse af Johannes 1:1 viser således at Ordet ikke var „Gud“, men „en gud“.

12. Hvilke lignende eksempler findes i Johannes 8:44?

¹² To lignende eksempler findes i Johannes, kapitel 8, vers 44. Her siger Jesus om Djævelen: „Han var en manddraber da han begyndte . . . han er en løgner og løgnens fader.“ I den græske grundtekst står omsagnsleddet i begge disse udtryk („manddraber“ og „løgner“) foran udsagnsordet og uden bestemt kendeord — ligesom i Johannes 1:1. I begge tilfælde beskrives en egenskab eller et kendetegn hos Djævelen, og i mange oversættelser til andre sprog er det nødvendigt at indføje det ubestemte kendeord („en“ eller „et“) for at vise dette. For eksempel lyder dette vers i den danske autoriserede oversættelse: „Han har været en morder fra første færd . . . han er en løgner, ja, løgnens fader.“ — Se også Markus 11:32; Johannes 4:19; 6:70; 9:17; 10:1, 13, 21; 12:6.

„Min Herre og min Gud!“

13, 14. Hvorfor kunne Thomas kalde Jesus „min Gud“ uden at mene at Jesus var Jehova?

¹³ Tilhængere af treenighedslæren anfører også ordene i Johannes 20:28 som støtte for deres opfattelse. Ifølge dette skriftsted sagde Thomas til Jesus: „Min Herre og min Gud!“ Som det fremgår af ovenstående var det ikke forkert af Thomas at kalde Jesus en gud. I sin førmenneskelige tilværelse var Jesus en gud, det vil sige en mægtig, guddommelig åndeskabning. Det har han også været siden sin opstandelse til liv i himmelen. Jesus citerede desuden et vers fra Salmerne for at vise at magtfulde mennesker blev kaldt „guder“. (Salme 82:1-6; Johannes 10:34, 35) Apostelen Paulus gjorde opmærksom på at der var „mange ’guder’ og mange ’herrer’“. (1 Korinther 8:5) Selv Satan kaldes en gud: „Denne tingenes ordnings gud.“ — 2 Korinther 4:4.

¹⁴ Kristus indtager naturligvis en stilling der er langt højere end både Satans og ufuldkomne menneskers. Hvis de kan omtales som „guder“ kan Jesus naturligvis også kaldes en gud, og det blev han. På grund af Jesu enestående stilling i forhold til Jehova omtales han som „den enestefødte gud“ (Johannes 1:18), „Vældig Gud“ (Esajas 9:6) og „en gud“ (Johannes 1:1). Det var derfor ikke forkert af Thomas at kalde Jesus Gud. Han mente blot at Jesus var som en gud for ham; mægtig og guddommelig.

15. Hvordan fremgår det tydeligt af Johannes, kapitel 20, vers 31, hvem Jesus er?

¹⁵ Blot tre vers længere fremme, i Johannes 20:31, siges der: „Dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn.“ Dette fjerner enhver tvivl om hvad Thomas mente. Bibelskribenten Johannes siger tydeligt at Jesus er Guds søn, ikke Gud den Almægtige.

Ikke Gud lig

16. Hvilken anklage rejste jøderne, og hvordan gendrev Jesus den?

¹⁶ Et andet skriftsted kirkerne ofte henviser til er Johannes 5:18. Her står der at jøderne søgte at dræbe Jesus fordi „han kaldte . . . Gud sin Fader og gjorde sig selv lig Gud“. Hvem var det der sagde at Jesus gjorde sig selv lig Gud? Det var ikke Jesus selv. Han retter misforståelsen i det næste vers (v. 19) ved at forklare: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ Jesus hævdede altså ikke at han var den almægtige Gud eller at han var ham lig. Han viste jøderne at de tog fejl, at han ikke var Gud, men Guds søn, og at han som Guds talerør ikke kunne handle på eget initiativ. Kan vi forestille os at universets almægtige Gud sagde at han intet kunne gøre af sig selv? Naturligvis ikke. Jøderne rejste en anklage, og Jesus gendrev den.

17. (a) Hvad viser Guds inspirerede ord tydeligt om Jehova, Jesus Kristus og den hellige ånd? (b) Hvad bør man gøre med et skriftsted som tilhængere af treenighedslæren bruger som støtte for deres opfattelse?

¹⁷ Guds vidnesbyrd i hans inspirerede ord, Jesu vidnesbyrd og Jesu disciples vidnesbyrd viser altså samstemmende at den almægtige Gud og Jesus Kristus er to forskellige personer, nemlig fader og søn. Af de samme vidnesbyrd fremgår det tydeligt at den hellige ånd ikke er en tredje person i en treenighed, men Guds virksomme kraft. Det er nytteløst at rive skriftsteder ud af deres sammenhæng eller forvanske dem for at støtte treenighedslæren. Sådanne skriftsteder må sammenholdes med hvad Bibelen siger om emnet andre steder.

Hvorfor opstod treenighedslæren?

18. Hvorfra stammer treenighedslæren?

¹⁸ Hvis du ser side 18, der har overskriften „Treenighedslærens historiske udvikling“, vil du bemærke at denne lære har hedenske rødder. Det er en ubibelsk lære som kristenheden antog i det fjerde århundrede. På et langt tidligere tidspunkt tilbad man imidlertid treheder af guder i det gamle Babylon, i Ægypten og andre steder. Kristenheden indlemmede altså et hedensk begreb i sin lære. Dette skete på foranledning af den romerske kejser Konstantin, som ikke var interesseret i sandheden om treenighedslæren men ønskede at befæste sit rige, der bestod af hedninger og frafaldne kristne. Treenighedslæren var ikke en videreudvikling af en kristen lære, men var et vidnesbyrd om at kristenheden var faldet fra Kristi lære og i stedet havde antaget hedenske læresætninger.

19. Hvorfor udviklede man treenighedslæren?

¹⁹ Hvorfor er treenighedslæren opstået? Det tjener ikke Guds interesser at man gør ham, hans søn og hans hellige ånd til et mystisk og forvirrende begreb, og det tjener ikke menneskers interesser at blive ført bag lyset. Men jo mere forvirrende folk finder Gud og hans hensigter, jo bedre passer det Satan Djævelen, Guds modstander, „denne tingenes ordnings gud“, der gør hvad han kan for at ’forblinde de ikke-troendes forstand’. (2 Korinther 4:4) Det passer også kristenhedens religiøse ledere, eftersom en sådan lære giver det indtryk at kun teologer kan forstå Bibelen. Dette hjælper dem til at bevare magten over ’lægfolket’.

20. (a) Hvad er den enkle sandhed om treenighedslæren? (b) Hvad vil det betyde for os hvis vi tilegner os nøjagtig kundskab om den frigørende sandhed?

²⁰ Sandheden om treenighedslæren er imidlertid så enkel at selv et barn kan forstå den. En lille dreng ved udmærket at han ikke er den samme som sin fader, men at de er to forskellige personer. På samme måde skal det forstås bogstaveligt når Bibelen siger at Jesus Kristus er Guds søn. Det er den enkle sandhed, mens treenighedslæren er en løgn. Den må derfor stamme fra ham „der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) De enkle, forfriskende sandheder om Gud, hans søn Jesus Kristus og Guds virksomme hellige ånd udfrier mennesker fra trældommen under falske læresætninger der har rod i hedenskab og stammer fra Satan. Som Jesus sagde til nogle mennesker der oprigtigt søgte sandheden: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Ja, at tilegne sig nøjagtig kundskab om den frigørende sandhed og handle efter den „betyder evigt liv“. — Johannes 17:3.