Bibelen lægger især vægt på forældres forpligtelser over for deres børn. I forbindelse med at en menighed ønskede at hjælpe Paulus økonomisk, skrev han: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ (2 Korinther 12:14) En kendt jurist ved navn H. B. Clark har sagt: „Der påhviler faderen en naturlig og moralsk forpligtelse til at sørge for sit barn.“ Som det guddommeligt udnævnte overhoved for familien har faderen hovedansvaret som forsørger. Hustruen hjælper ofte til ved på en dygtig måde at tage sig af hjemmet, ved at være økonomisk og måske endda ved at arbejde uden for hjemmet hvis omstændighederne kræver det. — Jævnfør Ordsprogene 31:10-31.

Men læg mærke til at forældrene tilskyndes til at gøre mere end blot at tjene penge. De opfordres også til at spare nogle af de indtjente penge sammen til deres børn. Forældre der efterkommer dette kloge råd er ofte i stand til at hjælpe deres børn, selv efter at de er blevet voksne og er flyttet hjemmefra. Dette er især passende hvis børnene stræber efter at være i den kristne heltidstjeneste, og måske af og til har brug for økonomisk støtte for at forblive i denne tjeneste. Men der siges intet om at forældre skal „spare sammen“ til utallige medlemmer af familien i ordets brede betydning.

„Passende vederlag“

En sådan kærlig omsorg fra forældrenes side bør påskønnes. Apostelen Paulus siger i Første Timoteusbrev 5:4: „Men hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres egen husstand og fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne.“ At støtte sine aldrende forældre eller bedsteforældre på en sådan måde vil harmonere nøje med Bibelens påbud om at man skal ære sine forældre. — Efeserne 6:2; 2 Mosebog 20:12.

Men læg igen mærke til at Paulus tydeligvis ikke pålægger fjerne slægtninge en forpligtelse til at sørge for sådanne enker. Hvis der ingen nære slægtninge fandtes til at sørge for en kristen enke der havde tjent trofast, måtte menigheden påtage sig at sørge for hende. — 1 Timoteus 5:3, 9, 10.

Den kristnes forpligtelse til at sørge „for sine egne“ omfatter således udtrykkeligt ens ægtefælle og børn samt forældre og bedsteforældre. Man er også underlagt denne forpligtelse selv om de familiemedlemmer der har brug for ens støtte er ikketroende eller fysisk handicappede, og forpligtelsen varer ved så længe de lever. Hvis man er gift må man måske desuden hjælpe sin ægtefælle til at vise hans eller hendes forældre ære. Der er af og til opstået alvorlige ægteskabelige problemer når dette princip er blevet overset eller ignoreret.

Den kristnes forpligtelse til at sørge „for sine egne“ omfatter således udtrykkeligt ens ægtefælle og børn samt forældre og bedsteforældre. Man er også underlagt denne forpligtelse selv om de familiemedlemmer der har brug for ens støtte er ikketroende eller fysisk handicappede, og forpligtelsen varer ved så længe de lever. Hvis man er gift må man måske desuden hjælpe sin ægtefælle til at vise hans eller hendes forældre ære. Der er af og til opstået alvorlige ægteskabelige problemer når dette princip er blevet overset eller ignoreret.

Hvordan og hvornår skal man sørge for familiemedlemmer?

Forældre bør naturligvis ikke deraf slutte at de kan ødsle deres midler bort i den tro at de til hver en tid kan forlange at deres børn støtter dem økonomisk. Det indebærer heller ikke at de på en urimelig måde kan lægge beslag på deres børn, der ofte har deres egen familie som de først og fremmest er forpligtede over for. Dette er i overensstemmelse med de førnævnte ord af Paulus: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ — 2 Korinther 12:14.