Det følgende år inviterede de polske brødre mange flere fra Ukraine til at komme på besøg. I 1989 kunne tusindvis af brødre på den måde overvære tre internationale stævner i Polen og tage endnu mere litteratur med hjem til Ukraine.

Da de sendte os til Sibirien, fik vi at vide at vi aldrig ville komme derfra. Vi kunne slet ikke forestille os at vi nogen sinde ville få friheden igen. Når vi i Vagttårnet læste om stævner i andre lande, bad vi Jehova om at vi blot én gang i vores liv måtte få mulighed for at overvære sådan et stævne som man havde i andre lande. Og tænk sig, den velsignelse har Jehova givet os. I 1989 havde vi mulighed for at overvære Jehovas Vidners internationale stævne i Polen. Det er umuligt at beskrive den store glæde vi følte, og den skønne oplevelse det var at være der.

Brødrene i Polen tog kærligt imod os. Vi var der i fire dage. Vi overværede et stævne! Det var en fryd at lære mere om Jehova og at modtage vejledning fra Guds ord. Vi var så lykkelige. Vi fortalte andre om hvad vi havde oplevet. Selv om stævnedeltagerne var fra mange forskellige lande, var de alle vores brødre! Når vi gik rundt på stadion, var der en fredfyldt atmosfære. Efter alt det vi havde været igennem — i den lange periode med forbud — var det som om vi allerede var i den nye verden. Der var ingen der bandede, og alt var rent og smukt. Efter programmet blev vi på stadion. Vi skyndte os ikke derfra, men blev der og talte med brødrene. Der var også nogle der kunne tolke hvis vi ikke forstod hinanden. Og selv om vi ikke kunne tale samme sprog, kyssede vi hinanden. Vi var lykkelige.