Der kom også flere tusind fra Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet samt fra andre østeuropæiske lande. For de fleste af disse delegerede var dette det første stævne de nogen sinde havde overværet, skønt mange havde været Jehovas vidner i 30 år eller mere. Hvad disse stævnedeltagere følte ved for første gang at kunne samles med deres kristne brødre, kan bedst beskrives med det en delegeret fra Kazakhstan i Sovjetunionen sagde:

„Vi har i mange år ventet på denne dag, og nu er vi her til dette internationale stævne. Det er vanskeligt for os helt at fatte det alt sammen. Det er som en drøm. Det er umuligt at finde ord for alt det vi har set og hørt. Da vi så det kolossale, skålformede stadion fyldt med mennesker og hørte musikken, kunne vi ikke holde tårerne tilbage. Og da vi alle stod helt stille, forenede i bøn, gav det os nærmest kuldegysninger af bevægelse. Det var på én gang højtideligt og forenende. Dette stævne i Warszawa er så stor og enestående en oplevelse at kun den nye verden vil kunne overgå det. Vi vil aldrig glemme disse vidunderlige dage.“

Mange af de stævnedeltagere der for første gang så titusinder af deres åndelige brødre og søstre, var synligt bevægede. I Warszawa begyndte de spontant at klappe, og klapsalverne bredte sig over hele stadion og varede ved i over fem minutter. En delegeret fra Vesteuropa bemærkede: „I det øjeblik glemte de fleste alt om varmen og de hårde bænke og havde intet ønske om at komme hjem til de bløde stole. Alle ønskede at modtage mere vejledning og opleve mere af det kærlige fællesskab.“

Hver dag bragte udenlandske delegerede hilsener og fortalte oplevelser fra deres respektive lande. Den sidste af de 24 rapporter der blev bragt i Warszawa blev fremført af en delegeret fra Sovjetunionen. „Vi har slet ikke ord der kan udtrykke den glæde vi føler over at kunne være sammen med jer,“ indledte han. „Vi er dybt taknemmelige over at det har været muligt for så mange af os at være til stede og at vi er blevet modtaget så gæstfrit, og vi fryder os over at kunne have personlig kontakt med så mange af jer brødre. Nogle af os er kommet langvejsfra, for eksempel fra Vladivostok ved Stillehavskysten, en togrejse der varer seks dage. Nogle har haft problemer med at skaffe billetter fordi så mange ville af sted samtidig og der kun var et begrænset antal pladser til rådighed. Men med Jehovas hjælp lykkedes det.“

I sine afsluttende kommentarer om søndagen takkede en broder fra Det Styrende Råd meget passende regeringerne i Østeuropa for at have tilladt så mange Jehovas vidner fra disse lande at overvære stævnerne.

Et polsk Jehovas vidne sagde: „Jeg er bevæget over at kunne mødes med vore brødre fra Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen, for i disse lande er Jehovas Vidner ikke officielt anerkendt som et trossamfund.“

En forkynder fra Sovjetunionen blev citeret for at have sagt: „Jeg tror at det er den største oplevelse i mit liv. . . . For første gang i mit liv er det muligt for mig at møde så mange af mine brødre fra hele verden. Desuden var mødet fantastisk organiseret; foredragene blev oversat til 16 sprog, vore polske brødre var vore værter — alt var helt vidunderligt.“

’Kun den nye verden vil kunne overgå det’

Der kom delegerede fra mindst 37 forskellige lande, samt enkeltpersoner fra mange andre lande. Fem medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd deltog i programmet. Der kom over 12.000 gæster fra Vesteuropa, De Forenede Stater og Japan, hvilket er den største gruppe internationale rejsende der nogen sinde har besøgt Polen.

Der kom også flere tusind fra Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet samt fra andre østeuropæiske lande. For de fleste af disse delegerede var dette det første stævne de nogen sinde havde overværet, skønt mange havde været Jehovas vidner i 30 år eller mere.