„KEJSER HIROHITO blev betragtet som en levende guddom.“ Sådan kunne man tidligere på året læse i tidsskriftet Japan Quarterly. Værket Kodansha Encyclopedia of Japan opfører ham som den 124. menneskelige efterkommer af solgudinden Amaterasu Omikami, der regnes for „den øverste i shintoismens gudeverden“.

Da japanske soldater blev bedt om at ofre deres liv for denne „levende guddom“, gjorde de det med største iver. Under den anden verdenskrig fandtes der ingen soldater der var mere aggressive end de japanske, som havde viet sig til at kæmpe for deres gud, kejseren.

Men da de fjendtlige styrker var i overtal tabte japanerne krigen. Knap fem måneder senere, den 1. januar 1946, afviste Hirohito i en historisk proklamation til folket „den fejlagtige opfattelse at kejseren er guddommelig“. Han sagde at denne opfattelse „i det store og hele byggede på myter og legender“.

Hvilket chok! Millioner af japanere var dybt rystede. Kejseren var i mere end 2600 år blevet betragtet som guddommelig!a Var han nu ikke længere en guddom? Denne mand der engang var så ophøjet at folk ikke engang vovede at se på ham, var han ikke en gud? Det var svært for japanerne at opgive den tanke at kejseren var guddommelig. Flere af kejserens forhenværende soldater, for eksempel, fulgte en århundredgammel tradition og tog deres eget liv da de hørte at Hirohito var død.

En malplaceret tillid

Millioner af japanere har så at sige ofret deres liv på denne shintoistiske guddoms alter, for slet ikke at tale om de millioner af liv som kejserens hære ofrede på samme alter. De troende blev ført ind i militarismens labyrint i deres guds navn, for senere at få at vide at han alligevel ikke var en gud. Avisen Asahi Evening News har skrevet: „Millioner af japanere er blevet ofret på grund af en misforståelse.“

Hvordan reagerede de troende da deres gud i 1946 frasagde sig sin guddommelighed? En soldat der havde kæmpet for kejseren, sagde at han følte sig som „en båd der har mistet roret ude på det åbne hav“. Denne reaktion var typisk. De der overlevede krigen befandt sig, ifølge den japanske digter Sakon Sou, pludselig „i et tomrum“. Hvordan bar de sig ad med at udfylde dette tomrum?

„Jeg var blevet grundigt bedraget. Jeg havde ikke kæmpet for Gud, men for et ganske almindeligt menneske,“ siger Kiyoshi Tamura. „Hvad kunne jeg tro på efter dette?“ Han gav sig i stedet til at arbejde hårdt for at skaffe sig rigdom, men dette gav ham heller ingen trøst. Når ens tro sønderknuses kan det vakuum der opstår, let blive fyldt med tomme værdier.

Man kan lære noget af eksemplet med kejser Showa, nemlig at det kan få katastrofale følger at tilbede det man ikke kender. (Johannes 4:22)

Hvorfor gør nogle et menneske til deres gud?

MANGE i dag vil sikkert have vanskeligt ved at forstå hvor rodfæstet kejserdyrkelsen var før og under den anden verdenskrig. Mitsuko Takahashi mindes: „I skolen opbevarede man et billede af Hirohito i et særligt relikvieskrin, og hver morgen skulle eleverne standse foran det og udføre en tilbedelseshandling.“

„Når kejseren gik forbi,“ erindrer Masato Sakamoto, „skulle vi bukke dybt. Vi fik at vide at kejseren var alt for ærefrygtindgydende til at almindelige mennesker kunne se direkte på ham.“ Børn fik faktisk at vide at de ville blive blinde hvis de så på hans ansigt.

Japans militære og politiske ledere brugte uddannelsessystemet til at indgive børnene og de unge ærefrygt for kejseren. „Jeg lærte de unge at de skulle være villige til at dø for kejseren,“ fortæller Kazuo Matsumoto, som har været lærer i 50 år, deriblandt under krigen. „Jeg sendte mange unge ud på slagmarken. Jeg kan ikke slippe af med min skyldfølelse over det jeg har gjort.“

Japans unge lærte at kejserens undersåtter var aohitogusa, hvilket betyder „menneskeukrudt“, og at de skulle beskytte ham ved at tjene som hans skjold. Toshio Mashiko, der overlevede adskillige selvmordsangreb på Filippinerne, forklarer: „Vi lærte at det var den højeste ære for kejserens undersåtter at få lov til at dø for ham.“

Faktisk troede mange at kejseren havde magt til at frelse dem, hvilket fik dem til frygtløst at kaste sig ud i krigen. Shunichi Ishiguro troede for eksempel at kuglerne ville prelle af på hans krop, for han havde lært at han var soldat for „den guddommelige nation“.

Da krigslykken uomtvisteligt havde vendt sig imod Japan, fortalte drengen Isamu sin moder, der var shintoist, at dette gjorde ham bange. „Du behøver slet ikke at bekymre dig,“ trøstede moderen ham, idet hun gentog hvad mange troede: „Vi vil aldrig tabe, for kamikazea (den guddommelige vind) vil blæse vore fjender bort.“

En gud men ingen hersker

Japans kejserdyrkelse strækker sig langt tilbage i historien, idet den har været en del af folks hverdag i mere end tusind år. Og religiøse traditioner er vanskelige at udrydde. Selv inden for kristenheden er der nogle der siger: ’Hvis min religion var god nok til mine forældre, er den også god nok til mig.’ Eller: ’Der er jo mange andre der har den samme tro. De kan da ikke alle sammen tage fejl.’ Men i århundredernes løb har millioner af mennesker fejlagtigt troet at deres ledere var guddommelige! Lad os kort betragte det japanske kejserdømmes historie.

Kejserens rolle har vekslet meget i tidens løb. „Man troede at kejseren besad magiske kræfter og at han kunne formilde eller gå i forbøn hos guderne,“ forklarer Kodansha Encyclopedia of Japan. „På grund af den ærefrygt der omgav ham, blev det altid betragtet som upassende for kejseren at beskæftige sig med politik. Alt politisk arbejde blev derfor udført af kejserens ministre.“

Kejseren fungerede altså i det store og hele kun som præst, ikke som politiker. „Den eneste længere periode i Japans historie hvor kejseren i egentligste forstand varetog begge funktioner,“ hedder det i ovennævnte værk, „var fra TENCHIS regeringsperiode i den sidste halvdel af det 7. århundrede til og med KAMMUS regeringsperiode i slutningen af det 8. og begyndelsen af det 9. århundrede.“