Det babyloniske forbillede

Det var Isjtar der var den babyloniske gudekreds’ hovedgudinde; hun var identisk med den sumeriske frugtbarhedsgudinde Inanna. Paradoksalt nok var hun ikke alene gud for krig men også for kærlighed og vellyst. Den franske orientalist Édouard Dhorme skriver i sin bog Les Religions de Babylonie et d’Assyrie (Babylons og Assyriens religioner) om Isjtar: „Hun var gudinden, herskerinden, den barmhjertige moder som lyttede til bønner og gik i forbøn hos de vrede guder og formildede dem. . . . Hun var ophøjet over alle, hun blev gudindernes gudinde, alle guders dronning, overhoved for himmelens og jordens guder.“

Isjtardyrkerne titulerede hende „Jomfru,“ „Hellige Jomfru“ og „Jomfrumoder“. I den sumerisk-akkadiske „klagebøn til Isjtar“ hedder det: „Jeg bønfalder dig, fruernes frue, gudindernes gudinde, Isjtar, dronning over alle byer. . . . Du som ejer al guddomskraft og som bærer herskerkronen. . . . Gudshuse, helligdomme, indviede steder og templer agter på dig. . . . Hvor tillaves dine billeder ikke? . . . Se mig, frue; tag imod mine bønner.“a

I Rom var Venus kærlighedsgudinde og svarede således til grækernes Afrodite og babyloniernes Isjtar. Romerne tilbad imidlertid også gudinderne Isis, Kybele og Minerva (grækernes Athene), som alle havde arvet et eller flere træk fra det babyloniske forbillede Isjtar.

[Illustration på side 3]

Babylons ISJTAR personificeret som en stjerne

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af The British Museum