„Moder Jord“ — ophav til frugtbarhedsgudinder

KENDER du den gudinde der er afbildet på forsiden? Det er Isis, det gamle Ægyptens modergudinde. Hvis du har besøgt et museum eller bladet i en historiebog om oldtiden, har du sandsynligvis set denne statue eller en der ligner. Men kunne du finde på at bøje dig for Isis og tilbede hende?

Hvis du er medlem af en såkaldt kristen kirke, lyder det nok som et besynderligt spørgsmål. Du vil sandsynligvis hævde at du tilbeder Skaberen, ham man beder til med ordene: „Vor Fader, du som er i Himlene!“ (Mattæus 6:9, da. aut.) Tanken om at bøje sig for en modergudinde virker måske sær og ligefrem frastødende. Men op gennem historien har en sådan dyrkelse været udbredt, og det vil måske ryste dig at få at vide hvem der i dag tilbeder den store modergudinde.

Men før vi kommer nærmere ind på dette emne, så lad os indhente nogle baggrundsoplysninger om hvor udbredt dyrkelsen af modergudinder var i oldtiden. Denne tilbedelse synes tidligt at have vundet indpas i falsk religion. Statuetter og afbildninger af nøgne modergudinder er blevet fremdraget af arkæologer overalt i Europa og området fra Middelhavslandene til Indien.

I gamle dage antog man at „Moder Jord“ var alt livs ophav, den der uophørligt gav liv og tog det igen når et væsen døde. Hun blev derfor dyrket med frygt. I begyndelsen mente man at hendes forplantningsevne var ukønnet, men ifølge mytologien fødte hun en mandlig himmelsk Fader og blev hans hustru. Dette par satte utallige andre guder og gudinder i verden.

Det babyloniske forbillede

Det var Isjtar der var den babyloniske gudekreds’ hovedgudinde; hun var identisk med den sumeriske frugtbarhedsgudinde Inanna. Paradoksalt nok var hun ikke alene gud for krig men også for kærlighed og vellyst. Den franske orientalist Édouard Dhorme skriver i sin bog Les Religions de Babylonie et d’Assyrie (Babylons og Assyriens religioner) om Isjtar: „Hun var gudinden, herskerinden, den barmhjertige moder som lyttede til bønner og gik i forbøn hos de vrede guder og formildede dem. . . . Hun var ophøjet over alle, hun blev gudindernes gudinde, alle guders dronning, overhoved for himmelens og jordens guder.“

Isjtardyrkerne titulerede hende „Jomfru,“ „Hellige Jomfru“ og „Jomfrumoder“. I den sumerisk-akkadiske „klagebøn til Isjtar“ hedder det: „Jeg bønfalder dig, fruernes frue, gudindernes gudinde, Isjtar, dronning over alle byer. . . . Du som ejer al guddomskraft og som bærer herskerkronen. . . . Gudshuse, helligdomme, indviede steder og templer agter på dig. . . . Hvor tillaves dine billeder ikke? . . . Se mig, frue; tag imod mine bønner.“a

Dyrkelsen af modergudinder vinder udbredelse

Édouard Dhorme omtaler også „Isjtardyrkelsens udbredelse“. Den bredte sig til hele Mesopotamien, og Isjtar selv eller gudinder med andre navne men med de samme attributter, blev dyrket i Ægypten, Fønikien, Kana’an, Anatolien (Lilleasien), Grækenland og Italien.

I Ægypten var den vigtigste modergudinde Isis. Om hende skrev historikeren H. G. Wells: „Isis tiltrak mange tilbedere, som viede deres liv til hende. Hendes billedstøtter stod i templet, kronet som Himmelens Dronning og bærende Horusbarnet i sine arme. Lysene flakkede og dryppede foran hende, og votivgaverne af voks hang rundt omkring i helligdommen.“ (The Outline of History) Isisdyrkelsen var utrolig populær i Ægypten, og den bredte sig til hele Middelhavsområdet, især til Grækenland og Rom. Den nåede endog til Vest- og Nordeuropa.

I Fønikien og Kana’an dyrkedes modergudinden først og fremmest i skikkelse af Asjtoret eller Astarte, der skildredes som Ba’als hustru. Ligesom sit babyloniske modstykke, Isjtar, var hun gudinde for både frugtbarhed og krig. I Egypten er der fundet gamle inskriptioner hvor Astarte kaldes Himmelens Dronning. Israelitterne måtte uafbrudt bekæmpe den nedbrydende påvirkning fra dyrkelsen af denne frugtbarhedsgudinde.

Mod nordvest, i Anatolien, modsvaredes Isjtar af Kybele, der var kendt som gudernes Store Moder. Hun blev også benævnt Den Der Undfanger Alle, Den Der Nærer Alle og Alle Velsignedes Moder. Fra Anatolien bredte Kybelekulten sig til Grækenland og derfra til Rom, hvor den holdt sig indtil lang tid efter vor tidsregnings begyndelse. Denne frugtbarhedsgudinde blev dyrket med ekstatisk dans, hendes præster lemlæstede sig selv, vordende præster kastrerede sig selv, og gudindens statue blev båret i procession under stor pragtudfoldelse.b

De første grækere tilbad en gudinde ved navn Gaia, også en „Moder Jord“. Men i deres gudekreds indlemmedes med tiden gudinder der mindede om Isjtar, for eksempel Afrodite, frugtbarhedens og kærlighedens gudinde; Athene, krigsgudinden; og Demeter, agerdyrkningens gudinde.

I Rom var Venus kærlighedsgudinde og svarede således til grækernes Afrodite og babyloniernes Isjtar. Romerne tilbad imidlertid også gudinderne Isis, Kybele og Minerva (grækernes Athene), som alle havde arvet et eller flere træk fra det babyloniske forbillede Isjtar.

I tusinder af år kappedes dyrkelsen af modergudinder tydeligvis med tilbedelsen af Skaberen, Jehova Gud. Men er dyrkelsen af modergudinder uddød? Eller har den holdt sig helt op til vore dage? Læs svaret i næste artikel.

[Fodnoter]

[Illustration på side 3]

Babylons ISJTAR personificeret som en stjerne

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af The British Museum

[Illustration på side 4]

Ægyptens ISIS med Horusbarnet

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

Er dyrkelsen af modergudinder stadig levende?

I DEN tidlige kristne æra blev der stadig dyrket modergudinder. Apostelen Paulus stødte på denne tilbedelse i Efesus i Lilleasien. Ligesom i Athen, en anden by der dyrkede gudinder, havde han vidnet om „den Gud som har frembragt verden“, den levende Skaber, der ikke er „som guld eller sølv eller sten, som noget der er tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed“. Dette var for stærkt for efeserne, hvoraf de fleste tilbad modergudinden Artemis. De der levede af at fremstille Artemistempler af sølv, lavede optøjer. I omkring to timer råbte folkemængden: „Stor er efesernes Artemis!“ — Apostelgerninger 17:24, 29; 19:26, 34.

Efesernes Artemis

Grækerne tilbad også Artemis, men den Artemis efeserne dyrkede, havde ikke meget tilfælles med førstnævnte. Grækernes Artemis var en jomfruelig gudinde for jagt og barnefødsel. Efesernes Artemis var en frugtbarhedsgudinde. Hendes kæmpemæssige tempel i Efesus blev regnet for et af verdens syv underværker. Hendes statue, der ifølge sagnet var faldet ned fra himmelen, viste hende som den legemliggjorte frugtbarhed, idet brystkassen var dækket af flere rækker ægformede bryster. Den ejendommelige udformning af disse har givet anledning til adskillige fortolkninger. For eksempel mener nogle at de skal forestille kranse af æg, eller endog tyretestikler. Frugtbarhedssymbolikken er i hvert tilfælde tydelig.

Interessant nok oplyser The New Encyclopædia Britannica at den oprindelige statue af gudinden „var fremstillet af guld, elfenben, sølv og sort sten“. En velkendt statue af efesernes Artemis fra det andet århundrede viser hende med ansigt, hænder og fødder i sort.

Artemisstatuen blev ført gennem gaderne i optog. Bibelforskeren R. B. Rackham skriver: „I [Artemis]templet opbevaredes hendes . . . billeder, skrin og hellige redskaber af guld og sølv; disse blev ved de store højtider ført til byen og tilbage i en storslået procession.“ Disse højtider tiltrak hundredtusinder af pilgrimme fra hele Lilleasien, som købte miniaturetempler og hyldede Artemis som deres store Frue, Dronningen, Jomfruen, „den der lytter til bønner og tager imod dem“. I denne atmosfære krævede det stort mod af Paulus og hans medkristne at ophøje „den Gud som har frembragt verden“ frem for guder og gudinder lavet af „guld eller sølv eller sten“.

Fra modergudinde til „Guds Moder“

Det var netop over for Efesusmenighedens ældste at Paulus forudsagde et frafald. Han advarede om at der ville fremstå frafaldne som fremførte „fordrejede ting“. (Apostelgerninger 20:17, 28-30) De kristne i Efesus var i konstant fare for at blive lokket tilbage til dyrkelsen af modergudinden. Skete dette?

I New Catholic Encyclopedia læser vi: „Efesus blev et valfartssted fordi man antog at [apostelen] Johannes lå begravet der. . . . En anden overlevering, der er bevidnet af kirkemødet i Efesus (431), forbinder Den Velsignede Jomfru Maria med Skt. Johannes. Den basilika hvori kirkemødet blev afholdt, kaldtes Mariakirken.“ Et andet katolsk værk (Théo — Nouvelle encyclopédie catholique) refererer en „troværdig overlevering“ om at Maria ledsagede Johannes til Efesus, hvor hun tilbragte resten af sit liv. Hvorfor har denne formodede forbindelse mellem Efesus og Maria betydning for os i dag?

Vi lader The New Encyclopædia Britannica svare: „Ærefrygten for Guds moder bredte sig da den kristne kirke blev statskirke under Konstantin og de hedenske masser strømmede ind i kirken. . . . Deres gudsfrygt og religiøse bevidsthed var i årtusinder blevet formet af dyrkelsen af ’de store modergudinder’ og ’den guddommelige jomfru’, en udvikling der stammede helt fra de gamle folkereligioner i Babylonien og Assyrien.“ Kunne man finde et bedre egnet sted end Efesus at „kristne“ dyrkelsen af en modergudinde?

Det var således i Efesus at det såkaldte tredje økumeniske koncil erklærede Maria for „Theotokos,“ et græsk ord der betyder „Gud-føderske“ eller „Guds moder“. New Catholic Encyclopedia oplyser: „Kirkens brug af denne titel var utvivlsomt afgørende for at læren om Maria og hengivenheden for hende bredte sig i de følgende århundreder.“

Ruinerne af „Jomfru Marias kirke“, hvor dette kirkemøde fandt sted, kan stadig ses dér hvor oldtidens Efesus lå. Man kan også besøge et kapel som ifølge traditionen var det hus hvori Maria boede og døde. I 1967 besøgte pave Paul VI disse Mariahelligdomme i Efesus.

Ja, Efesus var den smeltedigel hvor den hedenske modergudindekult som apostelen Paulus blev konfronteret med i det første århundrede, forvandledes til inderlig hengivenhed for Maria som „Guds moder“. Mariadyrkelsen er den væsentligste årsag til at tilbedelsen af modergudinder har overlevet i „kristne“ lande.

Dyrkelsen af modergudinder stadig levende

Encyclopædia of Religion and Ethics citerer bibeleksperten W. M. Ramsay for det ræsonnement at „den ære der i det 5. århundrede vistes Jomfru Maria i Efesus, var [en fornyet] form af den anatoliske tilbedelse af Jomfrumoderen“. The New International Dictionary of New Testament Theology siger: „De katolske begreber ’Guds moder’ og ’himmelens dronning’ er yngre end Det Nye Testamente, men deres religionshistoriske rødder skal alligevel søges meget længere tilbage i Østen. . . . I den ærbødighed man senere har vist Maria, findes der mange spor af den hedenske dyrkelse af den guddommelige moder.“

Der er for mange og for tydelige spor til at der kan være tale om et sammentræf. Lighederne mellem statuerne af Maria med barnet og statuerne af hedenske gudinder som Isis er påfaldende. Når man i katolske kirker verden over ser hundreder af statuer og ikoner der forestiller Den Sorte Madonna, tænker man uvilkårligt på Artemisstatuen. Théo — Nouvelle encyclopédie catholique siger om disse Sorte Madonnaer: „De har tilsyneladende været et middel hvormed man vendte den resterende folkelige hengivenhed for Diana [Artemis] eller Kybele mod Maria.“ Processionerne for Jomfru Maria på dagen for hendes „optagelse i himmelen“ har også deres forløbere i processionerne til ære for Kybele og Artemis.

Alene Marias titler leder tanken hen på hedenske modergudinder. Isjtar blev hyldet som „Den Hellige Jomfru“, „Min Frue“ og ’den barmhjertige moder som lytter til bønner’. Isis og Astarte havde tilnavnet „Himmelens Dronning“. Kybele blev tituleret „Alle Velsignedes Moder“. Alle disse titler er med ubetydelige ændringer blevet tildelt Maria.

Det Andet Vatikankoncil opmuntrede til dyrkelse af „Den Velsignede Jomfru“. Pave Johannes Paul II er kendt for sin stærke hengivenhed for Maria. På sine omfattende rejser forsømmer han aldrig en lejlighed til at besøge Mariakirker som Den Sorte Madonnas Kirke i den polske by Częstochowa, og han har betroet hele verden i Marias varetægt. Det er derfor ikke overraskende at The New Encyclopædia Britannica under „modergudinde“ skriver: „Benævnelsen er også blevet hæftet på så forskellige figurer som stenalderens såkaldte Venus’er og Jomfru Maria.“

Men katolikkernes ærbødighed for Maria er ikke det eneste levn af denne dyrkelse af modergudinder. Besynderligt nok har tilhængere af kvindesagen publiceret meget om denne tilbedelse. De mener nemlig at kvinden er blevet undertrykt i vor aggressive, mandsdominerede verden og at dyrkelsen af et hunkønsvæsen afspejler menneskets længsel efter en mindre aggressiv verden. Tilsyneladende mener de også at dagens verden ville være bedre og fredeligere hvis den var mere feministisk orienteret.

Men modergudindedyrkelsen bragte ikke fred til oldtidens verden, og det vil den heller ikke gøre i dag. Desuden er Jehovas vidner, der tæller millioner og stadig vokser i antal, overbeviste om at det ikke er Maria der vil redde jorden, hvor højt de end respekterer og elsker hende som den trofaste kvinde der i det første århundrede fik den forret at føde og opdrage Jesus. Jehovas vidner tror heller ikke at kvindebevægelsen, hvor retfærdige nogle af dens krav end synes at være, kan indføre fred i verden. I stedet sætter de deres lid til den Gud som Paulus forkyndte for athenerne og efeserne, „den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den“. (Apostelgerninger 17:24; 19:11, 17, 20) Denne Gud, den Almægtige, hvis navn er Jehova, har givet løfte om en smuk ny verden „hvori retfærdighed skal bo“, og vi kan trygt stole på hans løfte. — 2 Peter 3:13.

Bibelens syn på kvindens stilling i forhold til Gud og manden vil blive uddybet senere i dette blad.

[Illustration på side 5]

ASTARTE Kana’ans frugtbarheds- og krigsgudinde

[Illustration på side 6]

ARTEMIS Efesus’ frugtbarhedsgudinde

[Kildeangivelse]

Musei dei Conservatori, Rom

[Illustration på side 7]

Kristenhedens modergudinde „GUDS MODER“

[Kildeangivelse]

Chartres-katedralen, Frankrig