-
’Søg først Guds rige’Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
-
-
’De stolede på Jehova af hele deres hjerte’
Claude Goodman besluttede at ’stole på Jehova af hele sit hjerte og ikke støtte sig til sin egen forstand’, så han valgte kolportørtjenesten som kristen evangelist i stedet for en verdslig karriere i forretningsverdenen. (Ordsp. 3:5, 6) Sammen med Ronald Tippin, der havde hjulpet ham til at lære sandheden at kende, tjente han som kolportør i England i godt og vel et år, og derefter, i 1929, meldte de sig til at rejse til Indien.c Sikken en udfordring!
I årene som fulgte rejste de ikke bare til fods og med passagertog og bus, men også med godstog, oksekærre, kamel, sampan, rickshaw og endda fly og privattog. Undertiden rullede de soveposerne ud i et venteværelse på en jernbanestation, i en stald, på græsset i junglen eller på et gulv af kogødning i en hytte; men det hændte også at de overnattede på fine hoteller eller i en rajahs palads. Ligesom apostelen Paulus lærte de hemmeligheden ved at være tilfredse uanset om de var langt nede med fornødenheder eller de havde rigeligt. (Fil. 4:12, 13) Som oftest havde de meget lidt af materiel værdi, men de havde altid det nødvendige. De erfarede på deres egen krop opfyldelsen af Jesu løfte om at de ville få deres materielle behov dækket hvis de søgte Riget og Guds retfærdighed først.
De blev ramt af alvorlige sygdomme, som dengue-feber, malaria og tyfus, men andre forkyndere tog sig af dem og plejede dem. De tjente i storbyerne med deres snavs og elendighed, som for eksempel Calcutta, og de forkyndte i teplantagerne i bjergene på Ceylon (nu Sri Lanka). For at dække folks åndelige behov tilbød de læsestof, spillede grammofonplader på de lokale sprog og holdt foredrag. Efterhånden som arbejdet gik fremad lærte Claude også at køre en trykkemaskine og at tage sig af arbejdet på Selskabets afdelingskontorer.
I sit 87. år kunne han se tilbage på et liv der havde været rigt på oplevelser i Jehovas tjeneste i England, Indien, Pakistan, Ceylon, Burma (nu Myanmar), Malaya, Thailand og Australien. Både som ugift ung mand og som ægtemand og fader lod han Riget komme først i sit liv. Han begyndte i heltidstjenesten mindre end to år efter at han var blevet døbt, og han betragtede den som sin livsgerning så længe han levede.
-
-
’Søg først Guds rige’Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
-
-
[Ramme på side 288]
„Hvor er de ni?“
Alle der i 1928 overværede højtiden til minde om Kristi død, fik en traktat med titlen „Hvor er de ni?“ Traktatens gennemgang af ordene i Lukas 17:11-19 appellerede til Claude Goodmans hjerte og fik ham til at begynde som kolportør (pioner) og holde ud i denne tjeneste.
-
-
’Søg først Guds rige’Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
-
-
[Illustrationer på side 288]
I sit lange liv i heltidstjenesten kom Claude Goodman til Indien og syv andre lande
-