En god nyhed alle har brug for

’Den gode nyhed er en Guds kraft til frelse.’ — ROM. 1:16.

1, 2. Hvorfor forkynder du den „gode nyhed om riget“, og hvilke aspekter af den fremhæver du?

’DET er en stor glæde for mig at fortælle andre om den gode nyhed.’ Sådan har du nok også tænkt eller sagt. Som et helhjertet vidne for Jehova ved du hvor vigtigt det er at forkynde „denne gode nyhed om riget“. Du kender Jesu profeti om denne forkyndelse og kan sikkert citere hans ord udenad. — Matt. 24:14.

² Ved at forkynde „den gode nyhed om Guds rige“ er du med i det arbejde som Jesus påbegyndte. (Læs Lukas 4:43). Et af de emner du uden tvivl fremhæver, er at Gud snart vil gribe ind i forholdene her på jorden. I den ’store trængsel’ vil han fjerne falsk religion og rense jorden for ondskab. (Matt. 24:21) Du fremhæver sikkert også at Guds rige vil genoprette Paradiset på jorden så der kan råde fred og lykke. Faktisk er den „gode nyhed om riget“ en del af den „gode nyhed“ der blev forkyndt for Abraham: „Ved dig skal alle nationerne velsignes.“ — Gal. 3:8.

3. Hvoraf fremgår det at apostelen Paulus i Romerbrevet lagde vægt på den gode nyhed?

³ Der er dog en vigtig side af den gode nyhed som vi måske lægger for lidt vægt på. I det brev apostelen Paulus skrev til romerne, omtalte han „Guds rige“ blot én gang, mens han brugte det græske udtryk for den „gode nyhed“ 12 gange. (Læs Romerbrevet 14:17). Hvilket aspekt af den gode nyhed var det Paulus henviste så ofte til i sit brev? Hvorfor er dette aspekt af vital betydning? Og hvorfor skal vi have det i tanke når vi forkynder „Guds gode nyhed“ for folk i vores distrikt? — Mark. 1:14; Rom. 15:16; 1 Thess. 2:2.

Hvad de kristne i Rom havde brug for

4. Hvilke emner talte Paulus om under sit første fangenskab i Rom?

⁴ Det er lærerigt at se hvilke emner Paulus talte om da han sad fængslet i Rom første gang. Vi læser at han, da han fik besøg af nogle jøder, ’aflagde et grundigt vidnesbyrd om (1) Guds rige og søgte at overbevise dem om (2) Jesus’. Hvad resulterede det i? „Nogle begyndte at tro på det der blev sagt; andre troede ikke.“ Videre i beretningen fortælles det at Paulus ’tog venligt imod alle som kom til ham, idet han forkyndte (1) Guds rige for dem og underviste i det der vedrører (2) Herren Jesus Kristus’. (Apg. 28:17, 23-31) Paulus rettede tydeligvis opmærksomheden mod Guds rige. Men han fremhævede også noget andet, noget der er centralt i forbindelse med Riget, nemlig Jesu plads i Guds hensigt.

5. Hvilket behov understregede Paulus i Romerbrevet?

⁵ Alle har brug for at få kundskab om Jesus og at tro på ham. Det understregede Paulus i sit brev til romerne. I begyndelsen af brevet skrev han at han ydede Gud hellig tjeneste „i forbindelse med den gode nyhed om hans søn“. Han tilføjede: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror.“ Videre i brevet omtalte han „den dag Gud gennem Kristus Jesus dømmer det skjulte hos menneskene, ifølge den gode nyhed jeg forkynder“. Han skrev også: „Fra Jerusalem og i en kreds helt til Illyrien [har jeg] fuldt ud . . . forkyndt den gode nyhed om Messias.“a (Rom. 1:9, 16; 2:16; 15:19) Hvorfor henledte Paulus de kristne romeres opmærksomhed på Jesus Kristus?

6, 7. Hvad kan vi sige om oprettelsen af menigheden i Rom, og hvem bestod den af?

⁶ Vi ved ikke hvordan menigheden i Rom opstod. Vendte nogle af de jøder eller proselytter der overværede pinsen i år 33, tilbage til Rom som kristne? (Apg. 2:10) Eller var det kristne købmænd og rejsende der bragte sandhedens budskab til denne by? Uanset hvordan det forholdt sig, var menigheden veletableret da Paulus skrev Romerbrevet omkring år 56. (Rom. 1:8) Hvem bestod menigheden af?

⁷ Nogle i denne menighed havde en jødisk baggrund. Paulus sendte hilsener til Andronikus og Junias og kaldte dem „mine slægtninge“, hvilket sandsynligvis sigtede til slægtninge der var jøder. Teltmageren Akvila og hans kone, Priskilla, var også jøder. (Rom. 4:1; 9:3, 4; 16:3, 7; Apg. 18:2) Men mange af de brødre og søstre som Paulus sendte hilsener til, var sandsynligvis ikkejøder. Nogle har måske hørt til „kejserens husstand“, hvilket kan sigte til trælle og underordnede embedsmænd der stod i kejserens tjeneste. — Fil. 4:22; Rom. 1:5, 6; 11:13.

8. Hvilken situation befandt de kristne i Rom sig i?

⁸ Hver enkelt kristen i Rom befandt sig i en ulykkelig situation, og det gør vi også. Paulus beskrev det på denne måde: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Rom. 3:23) Alle som Paulus skrev til, måtte tydeligvis erkende at de var syndere, og de måtte tro på det middel Gud benytter til at redde dem ud af deres vanskelige situation.

Alle må erkende at de er syndere

9. Hvad sagde Paulus at den gode nyhed kunne føre til?

⁹ I indledningen af sit brev til romerne pegede Paulus på det vidunderlige resultat som den gode nyhed han ofte omtalte, kunne føre til. Han skrev: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og så for græker.“ Ja, det var muligt at opnå frelse. Men med et citat fra Habakkuk 2:4 understregede Paulus den dybe sandhed at man må have tro. Han sagde: „Den retfærdige skal leve som følge af tro.“ (Rom. 1:16, 17; Gal. 3:11; Hebr. 10:38) Hvilken forbindelse er der mellem den gode nyhed som kan føre til frelse, og den sandhed at „alle har syndet“?

10, 11. Hvorfor er tanken i Romerbrevet 3:23 velkendt for nogle, men fremmed for andre?

¹⁰ For at kunne opdyrke en tro der fører til frelse, må man først erkende at man er en synder. Tanken om at vi er syndere, er som regel ikke fremmed for folk der tror på Gud og har et vist kendskab til Bibelen. (Læs Prædikeren 7:20). Uanset om de er enige eller ej i det Bibelen siger om synd, har de i det mindste en idé om hvad Paulus mente da han sagde: „Alle har syndet.“ (Rom. 3:23) Men i vores forkyndelse kan vi undertiden støde på folk der ikke forstår denne udtalelse.

¹¹ I nogle lande er tanken om at man er født som synder, eller har arvet synd, ukendt for mange. De erkender nok at de begår fejl, har uønskede karaktertræk og måske har handlet ondt. Men med den baggrund de har, forstår de ikke hvorfor de selv og andre er som de er. Når man på visse sprog siger at en person er en synder, kan det endda blive forstået sådan at vedkommende er en forbryder eller i det mindste en lovovertræder. En der er vokset op med en sådan baggrund, vil måske ikke uden videre betragte sig selv som en synder i den betydning Paulus anvendte ordet.

12. Hvorfor afviser mange tanken om at alle mennesker er syndere?

¹² Endog i såkaldt kristne lande har mange svært ved at acceptere tanken om at vi er syndere. Hvorfor? Selv blandt kirkegængere betragter nogle Bibelens beretning om Adam og Eva som en myte, en opdigtet historie. Andre er vokset op i et irreligiøst miljø. Eftersom de tvivler på at Gud eksisterer, forstår de ikke tanken om at et højere væsen har fastsat normer for mennesker, og at en overtrædelse af disse normer er en synd. I en vis forstand er de ligesom dem i det første århundrede der ifølge Paulus’ beskrivelse „intet håb“ havde og var „uden Gud i verden“. — Ef. 2:12.

13, 14. (a) Hvad er en af grundene til at de der ikke tror på Gud og ikke erkender at alle er syndere, er uden undskyldning? (b) Hvad har denne mangel på tro fået mange til at gøre?

¹³ I sit brev til romerne nævnte Paulus to grunde til at man ikke kan bruge sin baggrund som en undskyldning for ikke at tro på Gud og erkende at man er en synder. Den ene grund er at selve skaberværket er et vidnesbyrd om at der findes en Skaber. (Læs Romerbrevet 1:19, 20). Det stemmer med det Paulus skrev til hebræerne da han var i Rom: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ (Hebr. 3:4) Ifølge dette ræsonnement er der en Skaber som har bygget, eller frembragt, hele universet.

¹⁴ Det var derfor velbegrundet at Paulus skrev til de kristne i Rom at enhver — også blandt israelitterne i fortiden — som tilbad livløse gudebilleder, var „uden undskyldning“. Det samme kan siges om de mænd og kvinder der begik umoralske seksuelle handlinger der stred mod den naturlige brug af deres legeme. (Rom. 1:22-27) Paulus konkluderede meget rigtigt at alle mennesker, „såvel jøder som grækere“, var „under synd“. — Rom. 3:9.

Samvittigheden — en indre dommer

15. Hvem er udrustet med en samvittighed, og hvad har det resulteret i?

¹⁵ I det andet kapitel i Romerbrevet nævnes den anden grund til at mennesker bør erkende at de er syndere og har brug for at blive reddet ud af den ulykkelige situation de befinder sig i. Om den samling love Gud gav israelitterne i fortiden, skrev Paulus: „Alle som har syndet under loven, vil blive dømt ved loven.“ (Rom. 2:12) Paulus fortsatte sit ræsonnement ved at pege på at folk fra nationer eller etniske grupper der ikke kender Guds lov, ofte „af natur gør det loven siger“. Hvad er grunden til at sådanne mennesker almindeligvis forbyder incest, mord og tyveri? Paulus pegede på grunden: De har en samvittighed. — Læs Romerbrevet 2:14, 15.

16. Er dét at have en samvittighed ensbetydende med at man ikke synder?

¹⁶ Ikke desto mindre er det velkendt at selvom mennesker har en samvittighed der fungerer som en indre dommer, er det ikke altid ensbetydende med at de retter sig efter den. Det var for eksempel tilfældet med israelitterne. Til trods for at Jehova havde udrustet dem med en samvittighed og desuden givet dem specifikke love mod tyveri og ægteskabsbrud, handlede de ofte i strid både med deres samvittighed og med hans lov. (Rom. 2:21-23) De var strafskyldige i dobbelt forstand og derfor afgjort syndere — de levede ikke i overensstemmelse med Guds normer og vilje. Det skadede i høj grad deres forhold til Skaberen. — 3 Mos. 19:11; 20:10; Rom. 3:20.

17. Hvilken opmuntring finder vi i Romerbrevet?

¹⁷ Det vi her har set på ud fra Romerbrevet, synes måske at tegne et dystert billede af den situation vi mennesker befinder os i, nemlig at vi står som syndere over for den Almægtige. Men Paulus lod det ikke blive ved det. Idet han citerede Davids ord i Salme 32:1, 2, skrev han: „Lykkelige er de hvis lovløse gerninger er tilgivet og hvis synder er dækket; lykkelig er den mand som Jehova slet ikke tilregner synd.“ (Rom. 4:7, 8) Ja, uden at overtræde sine egne retfærdige normer har Gud gjort det muligt for mennesker at få tilgivelse for deres synder.

Den gode nyhed der drejer sig om Jesus

18, 19. (a) Hvilket aspekt af den gode nyhed fremhævede Paulus i Romerbrevet? (b) Hvad må vi erkende for at opnå velsignelserne under Guds rige?

¹⁸ ’Det er virkelig en god nyhed!’ tænker du måske. Og det er det bestemt. Dette fører os tilbage til det aspekt af den gode nyhed som Paulus fremhævede i Romerbrevet. Som allerede nævnt skrev han: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse.“ — Rom. 1:15, 16.

¹⁹ Den gode nyhed Paulus taler om her, drejer sig om Jesu plads i gennemførelsen af Guds hensigt. Paulus så frem til „den dag Gud gennem Kristus Jesus dømmer det skjulte hos menneskene, ifølge den gode nyhed“. (Rom. 2:16) Hermed bagatelliserede han ikke „Messias’ og Guds rige“ eller det som Gud vil gøre ved hjælp af Riget. (Ef. 5:5) Han viste at vi for at leve og opnå velsignelserne under Guds rige må erkende (1) at vi i Guds øjne er syndere, og (2) at vi må tro på Jesus Kristus for at få tilgivelse for vores synder. Når mennesker begynder at forstå og acceptere dette og finder ud af hvilken fremtid Gud vil lade dem få del i, vil de helt sikkert få lyst til at sige: ’Det er virkelig en god nyhed!’

20, 21. Hvorfor bør vi have det aspekt af den gode nyhed der fremhæves i Romerbrevet, i tanke når vi forkynder, og hvad kan det resultere i?

²⁰ Det er vigtigt at vi har dette aspekt af den gode nyhed i tanke når vi udfører vores kristne forkyndelse. Med henblik på Jesus sagde Paulus med et citat fra Esajas’ Bog: „Ingen som tror på ham vil blive skuffet.“ (Rom. 10:11; Es. 28:16) Det grundlæggende budskab om Jesus er måske ikke så fremmed for folk som har et vist kendskab til det Bibelen fortæller om synd. Men for andre kan budskabet måske virke nyt og ukendt. Efterhånden som de får tro på Gud og tillid til Bibelen, må vi fortælle dem om den vigtige plads Jesus indtager i Guds hensigt. I den næste artikel vil vi se hvordan den side af den gode nyhed uddybes i Romerbrevet, kapitel 5. Det du lærer af et sådant studium, vil uden tvivl være en hjælp for dig i din forkyndelse.

²¹ Det er til stor glæde for os at kunne hjælpe oprigtige mennesker til at forstå den gode nyhed der nævnes gentagne gange i Romerbrevet, den gode nyhed som er „en Guds kraft til frelse for enhver som tror“. (Rom. 1:16) Ja, det er dejligt at høre andre sige det som Paulus gav udtryk for da han citerede fra Esajas 52:7: „Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!“ — Rom. 10:15.

[Fodnote]

Gud anbefaler sin kærlighed til os

„Den ufortjente godhed [skal] herske som konge ved retfærdighed og føre til evigt liv.“ — ROM. 5:21.

1, 2. Hvilken gave betragter mange som værdifuld, men hvilken gave er af langt større værdi?

„ROMERNES . . . største gave til dem der efterfulgte dem, var deres lov og deres erkendelse af at livet bør leves lovmæssigt.“ (David J. Williams, bibeloversætter og professor ved University of Melbourne i Australien) Hvor rigtigt dette udsagn end måtte være, findes der en gave som er langt mere værdifuld, nemlig den mulighed Gud giver os for at blive betragtet som godkendte og retfærdige i hans øjne og opnå frelse og evigt liv.

² I en vis forstand var der nogle juridiske aspekter ved den måde Gud gjorde denne gave tilgængelig på. I Romerbrevet, kapitel 5, forklarede apostelen Paulus disse aspekter, men ikke i form af en tør og legalistisk afhandling. Nej, han indledte kapitlet med denne opmuntrende forsikring: „Lad os . . . , nu da vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro, have fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus.“ De der får Guds gave, føler sig motiveret til at gengælde hans kærlighed. Paulus var selv en af dem. Han skrev: „Guds kærlighed er blevet udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd.“ — Rom. 5:1, 5.

3. Hvilke spørgsmål vil vi gerne have svar på?

³ Men hvorfor var denne kærlige gave påkrævet? Hvordan kunne Gud give menneskene denne gave på en retfærdig måde og til gavn for alle? Og hvad skal vi som enkeltpersoner gøre for at modtage den? Lad os finde de svar som Bibelen giver på disse spørgsmål, og se hvordan de understreger Guds kærlighed.

Guds kærlighed kontra synden

4, 5. (a) På hvilken enestående måde har Jehova vist sin kærlighed? (b) Hvilken baggrundsviden hjælper os til at forstå Romerbrevet 5:12?

⁴ I sin store kærlighed sendte Jehova sin enestefødte søn til jorden for at hjælpe menneskene. Paulus udtrykte det på denne måde: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:8) Tænk et øjeblik over ordene: „Mens vi endnu var syndere.“ Alle mennesker har brug for at vide hvordan det gik til at vi blev syndere.

⁵ Paulus gjorde rede for dette og begyndte med at pege på følgende: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Rom. 5:12) Vi er i stand til at forstå dette fordi Gud har sørget for at der blev nedskrevet en beretning om hvordan livet begyndte her på jorden. Jehova skabte to mennesker, Adam og Eva. Skaberen er fuldkommen, og disse to mennesker, vores forfædre, var også fuldkomne. Gud opstillede kun én lov som de skulle overholde, og han fortalte dem at de ville blive straffet med døden hvis de overtrådte den. (1 Mos. 2:17) Men de valgte at ’handle ødelæggende’ ved at overtræde Guds rimelige lov, og derved afviste de ham som Lovgiver og Suveræn. — 5 Mos. 32:4, 5.

6. (a) Hvorfor døde Adams efterkommere, både de der levede før Gud havde givet israelitterne Moseloven, og de der levede efter? (b) Hvad kan den nedarvede synd sammenlignes med?

⁶ Det var først efter at Adam havde syndet, at han fik børn, og han gav synden og dens virkninger i arv til dem alle. Adams børn havde jo ikke overtrådt Guds lov sådan som Adam havde gjort, så de blev ikke anklaget for den samme synd; de havde heller ikke fået nogen lovsamling af Gud endnu. (1 Mos. 2:17) Ikke desto mindre arvede Adams efterkommere synden. Synd og død herskede således frem til den tid da Gud gav israelitterne en lovsamling, som tydeligt viste at de var syndere. (Læs Romerbrevet 5:13, 14). Den nedarvede synd kan til en vis grad sammenlignes med visse arvelige sygdomme eller defekter, som for eksempel hæmofili. Måske har du læst at Aleksej, søn af den russiske zar Nikolaj II og Aleksandra, led af den arvelige blødersygdom hæmofili. I en sådan familie er det dog ikke nødvendigvis alle børnene der får sygdommen, men de kan godt være bærere af den. Sådan er det ikke med synden fra Adam. Den synd eller defekt har ramt alle mennesker uden undtagelse. Den er altid dødelig, og den videreføres til alle børn. Ville den synd nogen sinde kunne overvindes?

Det Gud har tilvejebragt gennem Jesus Kristus

7, 8. Hvordan fik to fuldkomne mænds liv vidt forskellige udfald?

⁷ Jehova har i sin kærlighed gjort det muligt for mennesker at blive befriet for den nedarvede synd. Paulus forklarede at dette blev gjort muligt ved hjælp af en mand der var fuldkommen ligesom Adam havde været — i realiteten en anden Adam. (1 Kor. 15:45) Men disse to mænds liv fik vidt forskellige udfald. Hvordan det? — Læs Romerbrevet 5:15, 16.

⁸ „Det er . . . ikke med gaven som med overtrædelsen,“ skrev Paulus. Adam var skyldig i denne overtrædelse, og han fik med rette en ugunstig dom — døden. Men han var ikke den eneste der blev underlagt døden. Vi læser: „Mange døde ved den enes overtrædelse.“ Den retfærdige dom over Adam kom til at gælde alle hans ufuldkomne efterkommere, os indbefattet. Vi kan dog finde trøst i at vide at den fuldkomne mand Jesus kunne gøre noget der ville få det modsatte resultat. Hvilket resultat? Paulus svarer: „Følgen for mennesker af alle slags . . . [er] blevet at de erklæres retfærdige til liv.“ — Rom. 5:18.

9. Hvad betyder det når Gud erklærer mennesker retfærdige, som det siges i Romerbrevet 5:16, 18?

⁹ Hvilken betydning ligger der i de græske ord som er oversat med „retfærdighedskendelse“ og ’erklære retfærdig’? Bibeloversætteren David J. Williams, som er citeret i indledningen af artiklen, skriver: „Der er tale om en juridisk metafor, et udtryk med juridiske undertoner. Der sigtes til en forandring i en persons status i forhold til Gud, ikke til en indre forandring i personen . . . Metaforen skildrer Gud som en dommer der har truffet en afgørelse til gunst for den anklagede, der så at sige er blevet ført frem for Guds dommersæde, anklaget for uretfærdighed. Gud frikender den anklagede.“

10. Hvad gjorde Jesus som skabte grundlaget for at mennesker kunne erklæres retfærdige?

¹⁰ På hvilket grundlag kunne Gud, „den der dømmer hele jorden“ retfærdigt, frikende en der ikke var retfærdig? (1 Mos. 18:25) Som det første skridt sendte han i sin kærlighed sin enestefødte søn til jorden. Jesus gjorde sin Faders vilje til fuldkommenhed, på trods af fristelser, nedværdigende latterliggørelse og grov mishandling. Han bevarede sin uangribelighed, selv til døden på en marterpæl. (Hebr. 2:10) Ved at bringe sit fuldkomne menneskeliv som et offer tilvejebragte han en løsesum, en værdi der kunne genløse, eller udfri, Adams efterkommere fra synd og død. — Matt. 20:28; Rom. 5:6-8.

11. Hvad vil det sige at løsesummen er „en tilsvarende løsesum“?

¹¹ Et andet sted bruger Paulus udtrykket „en tilsvarende løsesum“. (1 Tim. 2:6) På hvilken måde er den tilsvarende? Adam fik milliarder af efterkommere som han bragte ufuldkommenhed og død over. Det er sandt at Jesus, som en fuldkommen mand, kunne være blevet far til milliarder af fuldkomne efterkommere.a Derfor er den tanke blevet fremsat at Jesu liv og alle hans potentielle efterkommeres liv tilsammen udgjorde et offer med en genløsende værdi der svarede til det fuldkomne liv som Adam satte over styr for sig selv og alle sine efterkommere. Bibelen siger imidlertid ikke at Jesu potentielle efterkommere ville udgøre en del af løsesummen. Romerbrevet 5:15-19 slår fast at udfrielsen alene er et resultat af at „det ene menneske“ døde. Ja, Jesu fuldkomne liv svarer til Adams fuldkomne liv. Løsesummen udgøres ene og alene af Jesus Kristus. Det der har gjort det muligt for mennesker af alle slags at modtage den frie gave og livet, er Jesu ’ene retfærdiggørelseshandling’, det at han forblev lydig og uangribelig indtil døden. (2 Kor. 5:14, 15; 1 Pet. 3:18) Hvordan finder denne genløsning, eller frikendelse, sted?

Frikendt på grundlag af løsesummen

12, 13. Hvorfor har de der erklæres retfærdige, behov for Guds barmhjertighed og kærlighed?

¹² Jehova Gud anerkendte det genløsningsoffer som hans søn bragte. (Hebr. 9:24; 10:10, 12) Jesu disciple på jorden, også hans trofaste apostle, var dog stadig ufuldkomne. De bestræbte sig for at undgå at handle uret, men det lykkedes ikke altid. Hvorfor ikke? Fordi de havde arvet synden fra Adam. (Rom. 7:18-20) Men det kunne Gud gøre noget ved, og det gjorde han. Som nævnt anerkendte han den „tilsvarende løsesum“ og var villig til at bruge den til gavn for de mennesker der tjente ham.

¹³ Det er ikke sådan at Gud skyldte apostlene eller nogen andre at bruge løsesummen til gavn for dem fordi de havde gjort nogle gode gerninger. Nej, han handlede i sin barmhjertighed og store kærlighed. Han valgte at frikende apostlene og andre for den dom der hvilede over dem, idet han nu betragtede dem som renset for nedarvet skyld. Paulus skrev rent ud: „Ved denne ufortjente godhed er I frelst ved tro; og det skyldes ikke jer; det er Guds gave.“ — Ef. 2:8.

14, 15. Hvilken belønning kunne de som Gud erklærer retfærdige, se frem til, men hvad måtte de blive ved med at gøre?

¹⁴ Tænk på hvor stor en gave det er når den almægtige Gud tilgiver et menneske både den synd det har arvet, og alle de urette gerninger det har gjort! Ingen kan tælle hvor mange synder en person har begået før han eller hun blev kristen, men på grundlag af løsesummen kan Gud tilgive alle disse synder. Paulus skrev: „Gaven der fulgte efter mange overtrædelser, blev en retfærdighedskendelse.“ (Rom. 5:16) Apostlene og andre der modtog denne store gave, at blive erklæret retfærdig, måtte naturligvis fortsætte med at tilbede Jehova Gud i tro. Og hvilken belønning kunne de se frem til hvis de gjorde det? „De der modtager denne overflod af den ufortjente godhed og retfærdighedens frie gave, [skal] have liv og herske som konger gennem den ene, Jesus Kristus.“ Ja, retfærdighedens gave ophæver virkningen af Adams overtrædelse. Denne gave udvirker liv. — Rom. 5:17; læs Lukas 22:28-30.

¹⁵ De der modtager denne gave, at blive erklæret retfærdig, bliver sønner af Gud i åndelig forstand. Som Kristi medarvinger kan de desuden se frem til at blive oprejst til liv i himmelen som egentlige åndesønner af Gud, og her skal de „herske som konger“ sammen med Jesus Kristus. — Læs Romerbrevet 8:15-17, 23.

Guds kærlighed omfatter også andre

16. Hvilken gave kan de der nærer et jordisk håb, modtage allerede nu?

¹⁶ Ikke alle der udviser tro og tjener Gud som loyale kristne, forventer at „herske som konger“ sammen med Kristus i himmelen. Mange nærer det samme bibelsk begrundede håb som Guds førkristne tjenere, nemlig håbet om at leve evigt i et paradis på jorden. Kan de allerede nu modtage den kærlige gave fra Gud at blive betragtet som retfærdige med udsigt til at leve på jorden? På grundlag af det Paulus skrev i Romerbrevet, kan vi glæde os over at svaret er ja!

17, 18. (a) Hvad resulterede Abrahams tro i? (b) Hvordan kunne Jehova betragte Abraham som retfærdig?

¹⁷ Paulus brugte det fremragende eksempel med Abraham, en mand der var kendt for sin tro, og som levede før Jehova gav Israel en lovsamling, og længe før Kristus åbnede vejen til himmelsk liv. (Hebr. 10:19, 20) Vi læser: „Det var ikke ved loven at Abraham eller hans afkom fik løftet om at han skulle blive arving til en verden, men det var ved retfærdigheden af tro.“ (Rom. 4:13; Jak. 2:23, 24) Gud regnede altså Abraham for retfærdig på grund af hans tro. — Læs Romerbrevet 4:20-22.

¹⁸ Det kan ikke betyde at Abraham var syndfri i alle de år han tjente Jehova. Nej, det var ikke i den betydning han var retfærdig. (Rom. 3:10, 23) Men det Jehova i sin store visdom tog med i sin bedømmelse, var Abrahams enestående tro og de gerninger den fik ham til at gøre. Af særlig betydning var Abrahams tro på det lovede „afkom“ som ville komme i hans slægt. Dette afkom viste sig at være Messias, eller Kristus. (1 Mos. 15:6; 22:15-18) Og derfor, på grundlag af „løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“, kan Gud som den store Dommer tilgive synder der blev begået i fortiden, og både Abraham og andre troende i førkristen tid vil få livet igen ved en opstandelse. — Læs Romerbrevet 3:24, 25; Sl. 32:1, 2.

Du kan blive regnet for retfærdig af Gud

19. Hvorfor kan Guds syn på Abraham være til opmuntring for mange i dag?

¹⁹ At kærlighedens Gud regnede Abraham for retfærdig, er noget som kan være til stor opmuntring for kristne i dag. Abraham blev ganske vist ikke erklæret retfærdig i samme forstand som dem der af Jehova bliver salvet med hellig ånd til at være „Kristi medarvinger“. Disse udgør en forholdsvis lille gruppe som er „kaldede til at være hellige“, og som er antaget som „Guds sønner“. (Rom. 1:7; 8:14, 17, 33) Men Abraham blev „Jehovas ven“, og det skete før genløsningsofferet var blevet bragt. (Jak. 2:23; Es. 41:8) Hvad så med den gruppe af kristne der nærer håb om at leve i det genoprettede paradis på jorden?

20. Hvad forventer Gud af dem han i dag betragter som retfærdige i lighed med Abraham?

²⁰ Disse har ikke modtaget „retfærdighedens frie gave“ og har ikke udsigt til at få himmelsk liv „gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“. (Rom. 3:24; 5:15, 17) Ikke desto mindre har de en stærk tro på Gud og den løsesum han har tilvejebragt, og de viser deres tro ved gode gerninger. Det gør de blandt andet ved at ’forkynde Guds rige og undervise i det der vedrører Herren Jesus Kristus’. (Apg. 28:31) Derfor kan Jehova betragte disse som retfærdige i samme forstand som han regnede Abraham for retfærdig. Den gave de modtager — venskab med Gud — er anderledes end den „frie gave“ som de salvede får, men det er i høj grad en gave de tager imod med taknemmelighed.

21. Hvordan nyder vi godt af Jehovas kærlighed og retfærdighed?

²¹ Verdens politiske ledere lover mangt og meget, men ikke noget der giver grundlag for et sikkert håb. Hvis det er dit håb at komme til at leve evigt på jorden, så lad det stå helt klart for dig at denne mulighed tilbydes dig ikke af noget menneske, men af universets øverste Hersker som en del af hans víse hensigt. Jehova har taget skridt til at gennemføre sin hensigt. De skridt han har taget, er ikke alene i overensstemmelse med sand retfærdighed, men er også et udtryk for hans store kærlighed. Som Paulus så rigtigt sagde: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ — Rom. 5:8.

[Fodnote]