Den rolle de højere myndigheder spiller

„Den er Guds tjener til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt.“ — ROMERNE 13:4.

1, 2. Hvordan er mange i kristenheden blevet indblandet i revolutionære aktiviteter?

FOR to år siden resulterede Lambeth-konferencen i London i en harmdirrende leder i avisen New York Post. Harmen skyldtes at man på dette møde, hvor over 500 biskopper fra den anglikanske kirke var forsamlet, vedtog en resolution der udtrykte forståelse for at folk „efter at have forsøgt med alle andre midler, vælger at gribe til våben som den eneste udvej for at opnå retfærdighed“.

² New York Post sagde at dette faktisk var en billigelse af terrorisme. Men biskopperne fulgte blot en tendens der synes at blive mere og mere fremherskende. De adskiller sig ikke fra den katolske præst i Ghana der har anbefalet guerillakrig som den hurtigste, sikreste og mest effektive måde at befri Afrika på. Eller fra den afrikanske metodistbiskop der har svoret at kæmpe „befrielseskrigen til den bitre ende“. Eller fra de mange missionærer i kristenheden der har kæmpet sammen med oprørere mod de siddende regeringer i Asien og Sydamerika.

Sande kristne ’modstår ikke myndigheden’

3, 4. (a) Hvilke principper bryder såkaldte kristne som støtter revolution? (b) Hvad har en mand opdaget hos Jehovas vidner?

³ I det første århundrede sagde Jesus om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Enhver såkaldt kristen der støtter en revolution, er i høj grad en del af verden. Han er ikke en discipel af Jesus, og han underordner sig ikke „de højere myndigheder“. (Romerne 13:1) Sådanne bør lytte til Paulus’ advarsel om at „den der modstår myndigheden, står Guds ordning imod; de som står den imod, vil pådrage sig dom“. — Romerne 13:2.

⁴ I modsætning til mange inden for kristenheden, tager Jehovas vidner aldrig del i væbnede konflikter. En mand i Europa som har bemærket dette, skriver: „Da jeg så hvad religion og politik har frembragt, viede jeg mig til at omstyrte den bestående orden. Jeg sluttede mig til en gruppe terrorister og blev trænet i brugen af alle slags våben; jeg deltog i mange væbnede røverier. Mit liv var konstant i fare. Som tiden gik, blev det klart for mig at vi kæmpede en kamp der var tabt på forhånd. Jeg blev frustreret, overvældet af livets håbløshed. Så bankede en forkynder på vores dør. Hun fortalte mig om Guds rige. Jeg holdt på at det var tidsspilde og foreslog min kone at lytte i stedet for. Det gjorde hun, og der blev oprettet et hjemmebibelstudium. Til sidst gik jeg ind på at være med til studiet. Ord kan simpelt hen ikke beskrive den lettelse jeg følte da jeg forstod hvilken kraft det er der driver menneskene til det onde. Det vidunderlige løfte om Riget har givet mit liv håb og hensigt.“

5. Hvorfor underordner kristne sig på fredelig vis de højere myndigheder, og hvor længe vil de gøre dette?

⁵ Kristne er Guds og Kristi ambassadører eller udsendinge. (Esajas 61:1, 2; 2 Korinther 5:20; Efeserne 6:19, 20) Som sådanne forholder de sig neutrale i denne verdens konflikter. Nogle politiske systemer synes ganske vist at have større økonomisk succes end andre, og nogle tilbyder mere frihed, men kristne foretrækker eller fremmer ikke én politisk styreform frem for en anden. De ved at alle styreformer er ufuldkomne. Det er „Guds ordning“ at disse systemer fortsætter med at eksistere indtil hans rige overtager styret. (Daniel 2:44) Det er grunden til at kristne på fredelig vis underordner sig de højere myndigheder mens de er optaget af at fremme andres evige velfærd ved at forkynde den gode nyhed om Riget. — Mattæus 24:14; 1 Peter 3:11, 12.

Lovlydige kristne

6. Hvorfor er mange menneskelige love gode når „hele verden ligger i den ondes magt“?

⁶ De forskellige landes regeringer opstiller et lovkompleks, og de fleste af disse love er gode. Skulle dette overraske os i betragtning af at „hele verden ligger i den ondes magt“? (1 Johannes 5:19) Nej, Jehova udstyrede vor første forfader, Adam, med en samvittighed, og denne medfødte fornemmelse af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert afspejles på mange måder i menneskers love. (Romerne 2:13-16) Den babyloniske lovgiver Hammurabi skrev følgende i indledningen til sin lovsamling: „Da nævnte de også mit navn, Hammurapi, den fromme fyrste der ærer guderne, mig, for at lade retfærdighed opstå i landet, for at tilintetgøre den onde og misdæderen, for at den stærke ikke skal skade den svage.“

7. Hvem har ret til at tildele straf hvis man overtræder loven, og hvorfor?

⁷ De fleste regeringer vil sige at deres love tjener en lignende hensigt: at fremme borgernes velfærd og den gode orden i samfundet. Derfor straffer disse regeringer asociale handlinger, såsom mord og tyveri, og de fastsætter vedtægter angående fartbegrænsninger og parkering. De der med vilje overtræder sådanne love modstår myndigheden og „vil pådrage sig dom“. Af hvem? Ikke nødvendigvis af Gud. Det græske ord der her oversættes med dom kan hentyde til borgerlige retssager frem for domme afsagt af Jehova. (Jævnfør Første Korintherbrev 6:7.) Hvis nogen bryder loven har de højere myndigheder ret til at straffe vedkommende.

8. Hvordan vil menigheden reagere hvis et medlem begår en alvorlig forbrydelse?

⁸ Jehovas vidner har ord for ikke at modstå de verdslige myndigheder. Hvis det sker at en person i menigheden overtræder loven, vil menigheden ikke hjælpe ham med at undgå straf. Hvis nogen begår tyveri, mord, voldtægt, eller gør sig skyldig i skattesvig, bedrageri eller bagvaskelse, tager illegale stoffer eller på anden måde modstår den retmæssige myndighed, vil vedkommende blive tugtet strengt af menigheden — og han bør ikke mene at der er tale om forfølgelse når han bliver straffet af den verdslige myndighed. — 1 Korinther 5:12, 13; 1 Peter 2:13-17, 20.

Frygt for myndighederne

9. Hvor kan kristne med rette søge hjælp hvis de trues af lovløse elementer?

⁹ Paulus fortsætter sin drøftelse af emnet de højere myndigheder med at sige: „For de herskende frygtes ikke af den gode men af den onde gerning. Ønsker du altså at være uden frygt for myndigheden? Så gør til stadighed det gode, og du vil få ros af den.“ (Romerne 13:3) Loyale kristne frygter ikke at blive straffet af myndighederne, men det gør lovovertrædere, de der begår ’onde gerninger’ eller kriminalitet. Når Jehovas vidner trues af sådanne lovløse elementer kan de med rette søge beskyttelse hos politiet eller militæret. — Apostelgerninger 23:12-22.

10. Hvordan har Jehovas vidner ’fået ros’ af myndighederne?

¹⁰ Om de kristne der holder de højere myndigheders love siger Paulus: „Du vil få ros af den.“ Som eksempel herpå vil vi gerne citere fra nogle breve som Jehovas Vidner i Brasilien har modtaget efter at de havde afholdt deres områdestævner. Lederen af et kommunalt kontor for sportsanliggender har skrevet: „I fortjener al mulig ros for jeres fredelige adfærd. I disse urolige tider er det glædeligt at vide at der stadig er så mange der tror på Gud og dyrker ham.“ En stadionleder har sagt: „Trods det meget store antal tilstedeværende fandt der ingen episoder sted der satte en plet på begivenheden, takket være den upåklagelige organisering.“ Et brev fra et borgmesterkontor lød: „Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at lykønske jer med jeres lovlydighed og fantastiske, tvangfri disciplin, og vi ønsker jer al mulig succes ved fremtidige arrangementer.“

11. Hvorfor kan forkyndelsen af den gode nyhed under ingen omstændigheder siges at være en ’ond gerning’?

¹¹ Med udtrykket ’gode gerninger’ henvises der til lydighed mod de højere myndigheders love. Vort forkyndelsesarbejde, som Gud og ikke mennesker har påbudt os at udføre, er ikke en ’ond gerning’, hvilket de politiske myndigheder bør indse. Det er en offentlig tjeneste der højner moralen hos dem der lytter. Det er derfor vort håb at de højere myndigheder vil beskytte vor ret til at forkynde for andre. Paulus appellerede til myndighederne for juridisk at stadfæste retten til at forkynde den gode nyhed. (Apostelgerninger 16:35-40; 25:8-12; Filipperne 1:7) På lignende måde har Jehovas Vidner søgt om og opnået juridisk anerkendelse i Østtyskland, Ungarn, Polen, Rumænien, Benin og Myanmar (Burma).

„Den er Guds tjener“

12-14. Hvordan har de højere myndigheder optrådt som Guds tjener (a) på Bibelens tid? (b) i nyere tid?

¹² Paulus siger videre om den verdslige øvrighed: „Den er Guds tjener til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde.“ — Romerne 13:4.

¹³ Nationale myndigheder har i visse tilfælde handlet som Guds tjener. For eksempel handlede Kyros som Guds tjener da han opfordrede jøderne til at vende tilbage fra Babylon og genopbygge Guds hus. (Ezra 1:1-4; Esajas 44:28) Artaxerxes var Guds tjener da han sendte Ezra af sted med et bidrag til genopbygningen af dette hus og senere bemyndigede Nehemias til at genopbygge Jerusalems mure. (Ezra 7:11-26; 8:25-30; Nehemias 2:1-8) Den romerske myndighed tjente også som Guds tjener da den udfriede Paulus fra en pøbelskare i Jerusalem, beskyttede ham da han havde lidt skibbrud, og sørgede for at han fik sit eget hus i Rom. — Apostelgerninger 21:31, 32; 28:7-10, 30, 31.

¹⁴ Også i nyere tid har verdslige myndigheder handlet som Guds tjener. I 1959, for eksempel, frifandt Canadas højesteret et Jehovas vidne som i Quebec var blevet anklaget for oprørsk og ærekrænkende virksomhed. Derved gik højesteretten imod de fordomme som den daværende premierminister, Maurice Duplessis, fremmede.

15. I hvilken anden henseende tjener øvrigheden som Guds tjener, og hvilken ret giver det den?

¹⁵ Desuden handler de nationale regeringer i generel forstand som Guds tjener ved at opretholde den offentlige ro og orden indtil Guds rige overtager denne opgave. For at kunne gøre dette bærer myndigheden ifølge Paulus „sværdet“, hvilket symboliserer at den har ret til at tildele straf. Dette omfatter sædvanligvis fængsling eller bødestraf, men i nogle lande kan det også omfatte dødsstraf.a På den anden side har mange lande valgt ikke at have dødsstraf, hvilket også er deres ret.

16. (a) Eftersom de højere myndigheder er Guds tjener, hvad har nogle blandt Guds folk da kunnet gøre med god samvittighed? (b) Hvilke former for arbejde vil en kristen ikke tage imod, og hvorfor ikke?

¹⁶ Den kendsgerning at de højere myndigheder er Guds tjener forklarer hvorfor Daniel, de tre hebræere, Nehemias og Mordokaj kunne påtage sig ansvarsfulde stillinger i de babyloniske og persiske regeringer. Dette gav dem mulighed for at henvende sig til myndighederne og tale Guds folks sag. (Nehemias 1:11; Ester 10:3; Daniel 2:48, 49; 6:1, 2) Også i dag er der kristne der arbejder for staten. Men eftersom de holder sig adskilt fra verden slutter de sig ikke til politiske partier, søger ikke politiske embeder og tager ikke imod stillinger i politiske organisationer som indebærer at de skal træffe politiske beslutninger.

Behovet for tro

17. Hvilke situationer kunne få nogle ikkekristne til at modstå myndighederne?

¹⁷ Men hvad nu hvis myndighederne tolererer korruption eller måske endog undertrykkelse? Bør kristne så søge at få den verdslige myndighed udskiftet med en der lader til at være bedre? Nu er uretfærdighed og korruption i administrationen jo ikke noget nyt. I det første århundrede billigede det romerske imperium uretfærdigheder som for eksempel slaveri. Det tolererede også korrupte embedsmænd. Bibelen taler om skatteopkrævere der snød, om en uretfærdig dommer og om en landshøvding der håbede på at modtage bestikkelse. — Lukas 3:12, 13; 18:2-5; Apostelgerninger 24:26, 27.

18, 19. (a) Hvordan reagerer kristne dersom myndighedspersoner gør sig skyldige i magtmisbrug eller korruption? (b) Hvordan har kristne hjulpet mennesker til at få et bedre liv, som understreget af en historiker og beretningen i hosstående ramme?

¹⁸ De kristne på den tid kunne have forsøgt at standse sådanne overgreb, men det gjorde de ikke. Paulus gjorde sig for eksempel ikke til talsmand for slaveriets ophævelse, og han gav ikke kristne slaveejere besked på at løslade deres trælle. Han vejledte i stedet slaverne og slaveejerne om at vise medfølelse i deres indbyrdes forhold. (1 Korinther 7:20-24; Efeserne 6:1-9; Filemon 10-16; se også Første Petersbrev 2:18.) De kristne lod sig heller ikke inddrage i oprørsvirksomhed. De var travlt optaget af at forkynde „den gode nyhed om fred“. (Apostelgerninger 10:36) I år 66 e.v.t. belejrede en romersk hær Jerusalem for derefter at trække sig tilbage. I stedet for at blive i byen sammen med dens oprørske forsvarere, flygtede de hebraiske kristne til bjergene i lydighed mod Jesu vejledning. — Lukas 21:20, 21.

¹⁹ De første kristne levede med tingene som de var, idet de forsøgte at forbedre det enkelte menneskes tilværelse ved at hjælpe det til at følge Bibelens principper. Historikeren John Lord har skrevet følgende i sin bog The Old Roman World: „Kristendommens sande sejre sås deri at den gjorde gode mennesker ud af dem der bekendte sig til dens lære, i stedet for udvortes at ændre folkekære institutioner, eller regeringen, eller lovene.“ Skulle kristne i dag handle anderledes?

Når staten ikke vil hjælpe

20, 21. (a) Hvordan undlod de verdslige myndigheder i ét tilfælde at handle som Guds tjener? (b) Hvordan bør Jehovas vidner reagere når de bliver forfulgt med statens billigelse?

²⁰ I september 1972 brød der en ondsindet forfølgelse ud mod Jehovas vidner i et centralafrikansk land. Tusinder blev frarøvet deres ejendele og udsat for andre grusomheder, deriblandt prygl, tortur og mord. Opfyldte de højere myndigheder deres pligt til at beskytte disse Vidner? Nej! I stedet opfordrede de til volden og tvang disse fredelige kristne til at flygte i sikkerhed i andre lande.

²¹ Burde Jehovas vidner ikke lade deres vrede komme til udtryk over for sådanne plageånder? Nej, kristne bør tålmodigt udholde sådanne krænkelser, og ydmygt efterligne Jesus: „Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ (1 Peter 2:23) De husker at da Jesus blev arresteret i Getsemane Have, irettesatte han en discipel der forsvarede ham med et sværd, og senere sagde han til Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36; Mattæus 26:52; Lukas 22:50, 51.

22. Hvilket godt eksempel har nogle af vore brødre i Afrika sat da de blev udsat for hård forfølgelse?

²² Med Jesu eksempel i tanke havde disse afrikanske Vidner mod til at følge Paulus’ vejledning: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Romerne 12:17-19; jævnfør Hebræerbrevet 10:32-34.) Vore afrikanske brødre har sat et opmuntrende eksempel for os alle. End ikke når myndighederne nægter at handle retskaffent vil sande kristne undlade at følge Bibelens principper.

23. Hvilke spørgsmål skal vi nu drøfte?

²³ Hvad kan de højere myndigheder så forvente af kristne? Er der grænser for hvilke krav de med rette kan stille? Dette vil blive drøftet i den næste artikel.

[Fodnote]

Vor relative underkastelse under de højere myndigheder

„Det er derfor nødvendigt at man underordner sig.“ — ROMERNE 13:5.

1. Hvilke vanskeligheder blev Jehovas vidner udsat for af de nazistiske myndigheder, og skyldtes dette at de ’gjorde det onde’?

DEN 7. januar 1940 blev Franz Reiter og fem andre unge østrigere henrettet i guillotinen. De var bibelstudenter (Jehovas vidner), og de døde fordi de af samvittighedsgrunde ikke kunne gå i krig for Hitlers „Tredje Rige“. Franz Reiter var et af de tusinder af Jehovas vidner der døde for deres tro under den anden verdenskrig. Endnu flere måtte udholde mange års ophold i koncentrationslejre. Fik alle disse de nazistiske myndigheders „sværd“ at føle fordi de ’gjorde det onde’? (Romerne 13:4) Absolut ikke! Paulus’ videre ord viser at disse kristne adlød Guds bud i Romerbrevet, kapitel 13, skønt de derved kom til at lide for myndighedernes hånd.

2. Hvorfor er det nødvendigt at underordne sig de højere myndigheder?

² I Romerbrevet 13:5 skrev apostelen: „Det er derfor nødvendigt at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld.“ I det foregående har Paulus nævnt at det at myndighederne bærer „sværdet“ er en god grund til at underordne sig dem. Nu fremsætter han imidlertid en endnu vægtigere grund, nemlig samvittigheden. Vi bestræber os for at tjene Gud „med ren samvittighed“. (2 Timoteus 1:3) Bibelen befaler os at vi skal underlægge os de højere myndigheder, og vi adlyder den fordi vi gerne vil gøre det der er ret i Guds øjne. (Hebræerne 5:14) Vor bibeloplærte samvittighed bevæger os til at adlyde myndighederne, også når ingen ser os. — Jævnfør Prædikeren 10:20.

„Det er jo også af den grund I betaler skat“

3, 4. Hvilket ry har Jehovas vidner, og hvorfor er det rimeligt at kristne betaler skat?

³ For nogle år siden opstod der uroligheder i Nigeria på grund af nogle skatter der var blevet pålagt befolkningen. Adskillige blev dræbt, og myndighederne indsatte hæren. Soldaterne trængte blandt andet ind i en rigssal hvor der blev holdt et møde, og ville vide hvad der foregik. Da de fandt ud af at det var et af Jehovas Vidners bibelske møder, beordrede den øverstbefalende officer soldaterne til at forlade bygningen idet han sagde: „Jehovas Vidner agiterer ikke for skattenægtelse.“

⁴ De nigerianske Jehovas vidner havde ry for at leve i overensstemmelse med følgende ord af Paulus: „Det er jo også af den grund I betaler skat; de er jo Guds offentlige tjenere der til stadighed tjener netop dette formål.“ (Romerne 13:6) Da Jesus sagde at man skulle ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’, talte han om betaling af skat. (Mattæus 22:21) Verdslige myndigheder sørger for veje, politibeskyttelse, biblioteker, offentlige transportmidler, skoler, postvæsen og mange andre tjenesteydelser. Vi gør ofte brug af disse ydelser. Det er kun ret og rimeligt at vi betaler for dem gennem skatten.

„Giv alle hvad der tilkommer dem“

5. Hvad menes der med udtalelsen: „Giv alle hvad der tilkommer dem“?

⁵ Paulus siger videre: „Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt, frygt; ham der kræver ære, ære.“ (Romerne 13:7) Med ordet „alle“ sigtes der til enhver verdslig myndighed som er Guds offentlige tjener. Der er ingen undtagelse. Vi betaler også skat selv om vi måske lever under et politisk system som vi ikke personligt bryder os om. Hvis trossamfund i et land er fritaget for at betale skat, kan menighederne benytte sig heraf. Og kristne kan ligesom alle andre borgere benytte sig af lovlige skattefradrag. Men ingen kristne bør på ulovlig vis undgå at betale skat. — Jævnfør Mattæus 5:41; 17:24-27.

6, 7. Hvorfor skal vi betale skat selv når pengene anvendes til noget som vi ikke billiger og selv om myndighederne måske forfølger os?

⁶ Men hvad nu hvis en bestemt afgift synes uretfærdig? Eller hvis en del af skattepengene går til at finansiere noget man ikke billiger, såsom fri abort, blodbanker eller noget der ikke er i harmoni med vort neutrale standpunkt? Så betaler vi alligevel vores skat. Det er myndighederne der må bære ansvaret for hvordan de bruger de indkomne midler. Vi har ingen bemyndigelse til at dømme myndighederne. Gud er „jordens dommer“, og han vil til sin egen tid kræve regeringerne til regnskab for hvordan de har brugt deres myndighed. (Salme 94:2; Jeremias 25:31) Indtil dette sker vil vi betale vore skatter.

⁷ Hvad så hvis myndighederne forfølger os? Vi vil alligevel betale skat for de daglige tjenesteydelser vi nyder godt af. Avisen Examiner, der udkommer i San Francisco, har skrevet følgende om Jehovas vidner i et afrikansk land hvor de er blevet forfulgt: „Man kan betragte dem som mønsterborgere. De betaler omhyggeligt deres skat, passer de syge, bekæmper analfabetisme.“ Ja, disse forfulgte Jehovas vidner betalte deres skat.

„Frygt“ og „ære“

8. Hvilken „frygt“ skylder vi myndighederne?

⁸ Den „frygt“ der omtales i Romerbrevet 13:7 er ikke fejhed, men snarere respekt for den verdslige myndighed, en frygt for at overtræde dens love. Man viser denne respekt på grund af den stilling den indtager, ikke altid på grund af den person der besidder stillingen. I en profetisk omtale af den romerske kejser Tiberius kalder Bibelen ham „en som må foragtes“. (Daniel 11:21) Men han var kejser, og som sådan måtte kristne vise ham frygt og ære.

9. På hvilke måder viser vi jordiske myndigheder ære?

⁹ Når vi viser andre ære følger vi imidlertid Jesu påbud om ikke at bruge titler der henviser til et menneskes religiøse stilling. (Mattæus 23:8-10) Men når det drejer sig om verdslige myndigheder har vi ikke noget imod at tiltale dem med den titel der kræves for at vise dem ære. Paulus brugte tiltaleformen „højtærede“ når han talte til romerske landshøvdinger. (Apostelgerninger 26:25) Daniel kaldte Nebukadnezar for „min herre“. (Daniel 4:19) I dag kan kristne anvende udtryk som „Deres Excellence“ eller „Deres Majestæt“. De kan rejse sig når en dommer kommer ind i et retslokale eller respektfuldt bøje sig for en regent hvis det er skik og brug.

Relativ underkastelse

10. Hvordan viste Jesus at der er grænser for hvad jordiske myndigheder kan forlange af kristne?

¹⁰ Når Jehovas vidner underkaster sig menneskers myndighed, hvorfor måtte Franz Reiter og mange andre da lide sådan som de gjorde? Fordi vor underkastelse er relativ og myndighederne ikke altid indser at der er bibelske begrænsninger for hvad de kan forlange. Hvis øvrigheden forlanger noget der er i modstrid med en oplært kristen samvittighed, går den ud over sine gudgivne beføjelser. Dette gjorde Jesus klart da han sagde: „Tilbagebetal . . . kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Når kejseren forlanger noget der tilhører Gud, erkender vi at Gud står øverst.

11. Hvilket princip som viser at der er grænser for hvad menneskelige myndigheder kan forlange, er almindeligt anerkendt?

¹¹ Er denne holdning samfundsnedbrydende eller forræderisk? På ingen måde. Der er i virkeligheden tale om et princip som de fleste civiliserede lande anerkender. I det 15. århundrede blev en vis Peter von Hagenbach retsforfulgt for at have indført et rædselsregimente i det område af Europa hvor han herskede. Han forsvarede sig med at han blot handlede efter ordre fra sin herre, hertugen af Burgund. Men dette blev afvist. Siden da har mange hævdet at personer der begår grusomheder ikke kan kræves til regnskab hvis de handler efter ordre fra en højere myndighed. Det bedst kendte eksempel er de nazistiske krigsforbrydere der brugte dette argument under Nürnberg-processen. Men hertil sagde den internationale domstol: „Den enkelte har forpligtelser der hæver sig over nationale skel og som går forud for den lydighed de enkelte lande måtte kræve af vedkommende.“

12. Hvilke bibelske eksempler er der på at Guds tjenere har nægtet at adlyde myndighedernes urimelige krav?

¹² Guds tjenere har altid forstået at der er grænser for i hvor vid udstrækning de med god samvittighed kan underkaste sig de højere myndigheder. Omkring det tidspunkt da Moses blev født i Ægypten, befalede Farao to hebraiske jordemødre at de skulle dræbe alle nyfødte hebraiske drengebørn. Jordemødrene lod imidlertid drengene leve. Var det ikke forkert at negligere Faraos påbud? Nej, de fulgte deres gudgivne samvittighed, og Gud velsignede dem for det. (2 Mosebog 1:15-20) Da Israel var i landflygtighed i Babylon befalede Nebukadnezar at alle hans embedsmænd, deriblandt hebræerne Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, skulle bøje sig for en billedstøtte som han havde ladet opstille på Durasletten. Dette nægtede de tre hebræere. Var det forkert af dem? Nej, hvis de havde fulgt kongens bud havde de overtrådt Guds lov. — 2 Mosebog 20:4, 5; Daniel 3:1-18.

’Adlyd Gud som hersker’

13. Hvilket eksempel satte de første kristne i forbindelse med relativt at underkaste sig de højere myndigheder?

¹³ Da de jødiske myndigheder påbød Peter og Johannes at holde op med at forkynde om Jesus, svarede de: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud.“ (Apostelgerninger 4:19; 5:29) De kunne ikke forholde sig tavse. Bladet The Christian Century gør opmærksom på et andet standpunkt som de første kristne indtog, dikteret af deres samvittighed: „De første kristne tjente ikke i nogen væbnede styrker. Roland Bainton bemærker at ’fra slutningen af den nytestamentlige periode frem til tiåret 170-180 er der ikke noget som helst vidnesbyrd om kristne i hæren’ (Christian Attitudes Toward War and Peace [Abingdon, 1960], siderne 67-8). . . . Swift siger at Justinus Martyr ’regner det som en selvfølge at kristne afholder sig fra voldshandlinger’.“

14, 15. Hvilke bibelske principper var blandt andet afgørende for de første kristnes relative underkastelse under de højere myndigheder?

¹⁴ Hvorfor gjorde de første kristne ikke tjeneste som soldater? De foretog uden tvivl alle et omhyggeligt studium af Guds ord og love og traf hver især deres personlige afgørelse på baggrund af deres bibeloplærte samvittighed. De forholdt sig neutrale idet de ’ikke var en del af verden’, og deres neutrale standpunkt forbød dem at tage parti i denne verdens konflikter. (Johannes 17:16; 18:36) Desuden tilhørte de Gud. (2 Timoteus 2:19) Hvis de satte deres liv til for staten ville det betyde at de gav kejseren det der var Guds. Desuden var de en del af et internationalt brodersamfund der var knyttet sammen i kærlighed. (Johannes 13:34, 35; Kolossenserne 3:14; 1 Peter 4:8; 5:9) De kunne ikke med god samvittighed gribe til våben da de derved kunne komme til at slå medkristne ihjel.

¹⁵ Hertil kom at de kristne heller ikke kunne deltage i de almindelige religiøse handlinger, såsom kejserdyrkelse. Som følge heraf blev de betragtet som „særdeles farlige mennesker, og den øvrige del af befolkningen mistænkte dem naturligvis“. (Still the Bible Speaks af W. A. Smart) Skønt de kristne blev opfordret af Paulus til at ’give ham der kræver frygt, frygt’, glemte de ikke at Jehova havde krav på langt større frygt eller respekt. (Romerne 13:7; Salme 86:11) Jesus sagde selv: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Mattæus 10:28.

16. (a) På hvilke områder må de kristne være påpasselige med at underordne sig de højere myndigheder? (b) Hvad viser rammen på side 27?

¹⁶ I dag står vi som kristne over for en lignende udfordring. Vi kan ikke tage del i nogen af nutidens former for afgudsdyrkelse ved for eksempel at gøre en tilbedende gestus over for et billede eller et symbol. Vi kan heller ikke tilskrive et menneske eller en organisation frelse. (1 Korinther 10:14; 1 Johannes 5:21) I lighed med de første kristne kan vi ikke gå på kompromis med hensyn til vor kristne neutralitet. — Jævnfør Andet Korintherbrev 10:4.

„Med mildhed og dyb respekt“

17. Hvilken vejledning giver Peter dem der lider for deres samvittigheds skyld?

¹⁷ Angående vort standpunkt skrev Peter: „Hvis nogen på grund af samvittighed over for Gud udstår genvordigheder og lider uretfærdigt, er det velset.“ (1 Peter 2:19) Ja, det er velset hos Gud når kristne holder ud trods forfølgelse. Dette vil desuden udvirke at den kristnes tro bliver styrket og forædlet. (Jakob 1:2-4; 1 Peter 1:6, 7; 5:8-10) Peter skrev endvidere: „Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld er I lykkelige. Og det de frygter, må I ikke frygte, og bliv heller ikke foruroliget. Men I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:14, 15) Dette er afgjort en god vejledning.

18, 19. Hvordan kan det være en hjælp at vise rimelighed og dyb respekt hvis myndighederne begrænser religionsfriheden?

¹⁸ Når der opstår forfølgelse fordi myndighederne misforstår den kristnes holdning, eller fordi kristenhedens religiøse ledere har talt dårligt om Jehovas vidner over for myndighederne, kan det måske lette presset at fortælle myndighederne kendsgerningerne. En kristen bekæmper ikke sine forfølgere med fysiske midler, men lægger mildhed og dyb respekt for dagen. Men han vil bruge ethvert til rådighed stående juridisk middel for at forsvare sin tro. Derefter lægger han sagen i Jehovas hånd. — Filipperne 1:7; Kolossenserne 4:5, 6.

¹⁹ At vise myndighederne dyb respekt vil sige at den kristne strækker sig så langt han kan for at adlyde dem uden at krænke sin samvittighed. Hvis for eksempel der bliver nedlagt forbud mod at afholde menighedsmøder, vil kristne benytte sig af nogle mindre iøjnefaldende metoder til fortsat at spise ved Jehovas bord. Den højeste Myndighed, Jehova Gud, siger til os gennem apostelen Paulus: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik.“ (Hebræerne 10:24, 25) Sådanne møder kan imidlertid holdes under diskrete forhold. Selv når der kun er nogle få til stede kan vi være forvissede om at Gud velsigner en sådan ordning. — Jævnfør Mattæus 18:20.

20. Hvad må kristne gøre hvis den offentlige forkyndelse af den gode nyhed bliver forbudt?

²⁰ Nogle myndigheder har også forbudt den offentlige forkyndelse af den gode nyhed. Kristne der er underlagt sådanne myndigheder husker at den højeste Myndighed gennem Jesus selv har sagt: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) Derfor adlyder de den højeste Myndighed uanset hvilke omkostninger det indebærer. Hvor det var muligt forkyndte apostlene offentligt og fra hus til hus; men der er også andre måder hvorpå man kan nå ud til folk, som for eksempel ved uformel forkyndelse. (Johannes 4:7-15; Apostelgerninger 5:42; 20:20) Som oftest blander myndighederne sig ikke i forkyndelsesarbejdet hvis man udelukkende bruger Bibelen — hvilket understreger behovet for at alle Jehovas vidner er godt oplært i at ræsonnere ud fra Skrifterne. (Jævnfør Apostelgerninger 17:2, 17.) Ved at være frimodige, og alligevel respektfulde, kan kristne ofte finde udveje for at adlyde Jehova uden at pådrage sig de højere myndigheders vrede. — Titus 3:1, 2.

21. Hvordan må kristne reagere hvis kejseren iværksætter en skånselsløs forfølgelse?

²¹ Nogle gange iværksætter myndighederne imidlertid en skånselsløs forfølgelse af de kristne. I sådanne tilfælde kan vi kun fortsætte med at gøre hvad der er ret. Den unge Franz Reiter blev stillet over for et valg: gå på kompromis eller dø. Da han ikke kunne holde op med at tilbede Gud, gik han modigt i døden. Aftenen før han døde skrev Franz følgende til sin moder: „Jeg skal henrettes i morgen tidlig. Jeg får styrke fra Gud, ligesom alle sande kristne altid har fået det før i tiden . . . Hvis I står fast indtil døden vil vi alle mødes igen i opstandelsen.“

22. Hvilket håb har vi, og hvilken kurs bør vi vælge indtil dette håb bliver en realitet?

²² En dag vil hele menneskeheden kun være underlagt én lov: Jehova Guds. Indtil da må vi samvittighedsfuldt underlægge os Guds ordning og relativt underkaste os de højere myndigheder idet vi adlyder vor suveræne Herre, Jehova, i alle ting. — Filipperne 4:5-7.