Om de græske ord der bruges til at betegne en grav eller et gravsted, siger A. T. Robertson følgende i værket Word Pictures in the New Testament (1932, bd. V, s. 87): „Tafos (gravsted) indeholder tanken om begravelse (thaptō, at begrave), som i Matt. 23:27; mnēmeion (af mnaomai, mimnēskō, at huske, erindre) er et mindesmærke (et gravmæle som monument).“ Mnēʹma, der er beslægtet med mnēmeiʹon, synes at have en tilsvarende betydning da det også bruges om „et minde om eller et monument over en ting eller en afdød, derpå et gravmæle og følgelig et gravsted“. — Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, 1981, bd. 2, s. 173.

Et sådant gravsted kunne være en grav i jorden eller, som det ofte brugtes blandt hebræerne, en naturlig hule eller et gravkammer udhugget i klippen. (Sml. Apg 7:16 med 1Mo 23:19, 20.) Som det fremgår af ovennævnte ordbøger, lægger ordet taʹfos (gravsted) vægt på tanken om begravelse, hvorimod ordene mnēʹma (grav) og mnēmeiʹon (mindegrav) fremhæver tanken om at bevare den afdødes minde. De sidstnævnte ord synes derfor i højere grad end taʹfos at formidle forestillingen om noget varigt eller blivende; de er beslægtede med det latinske ord monumentum.

I Guds erindring. I betragtning af at mnēmeiʹon indeholder tanken om erindring, virker det særlig velvalgt at det er dette ord (og ikke taʹfos) der er brugt i Johannes 5:28, hvor Jesus taler om opstandelsen af ’alle dem der er i mindegravene’, og det fremhæver den store modsætning der er mellem at blive husket af Gud og den fuldstændige forkastelse og totale udviskning af erindringen som ordet Gehenna står for. (Mt 10:28; 23:33; Mr 9:43)