-
Hvordan vejret kan ændre historiens gangVågn op! – 2011 | Juni
-
-
Da stormen blæste
I 1588 sendte kong Filip II af Spanien en flåde, kendt som Den Spanske Armada, mod England for at invadere landet. Men det gik ikke helt som planlagt, for vejret greb forstyrrende ind.
Da den spanske flåde sejlede ind i Den Engelske Kanal, blev den mødt af den engelske flåde. De mere manøvredygtige engelske skibe gik til angreb, men forrettede kun lidt skade på fjendens skibe. Den Spanske Armada ankrede derefter op nær Calais med ordre til at hente tropper til den planlagte invasion af England.
I nattens mulm og mørke satte englænderne ild til adskillige af deres egne skibe, og med hjælp fra vinden og en gunstig strøm sejlede disse ubemandede fartøjer direkte mod de spanske skibe som lå for anker. Besætningen på mange af de spanske skibe kappede anker for at undgå at blive ramt af de brændende skibe. Det spanierne her gjorde, viste sig senere at være katastrofalt for dem.
Efter denne hændelse ved Calais sejlede begge flåder med vinden ud i Nordsøen. På det tidspunkt havde den engelske flåde opbrugt sin forsyning af krudt og trak sig derfor tilbage til den engelske kyst. Eftersom der var en kraftig modvind og den engelske flåde lå i vejen, var den spanske flåde tvunget til at sejle nord om Skotland og derefter mod syd indtil den var fri af Irland, og så kunne spanierne endelig vende hjem.
Den spanske flåde var nu ved at løbe fuldstændig tør for mad og vand, og om bord på de beskadigede skibe var mange af sømændene sårede, og andre led af skørbug. Hele flåden blev derfor sat på sulteration, hvilket svækkede mandskabet yderligere.
Da flåden havde rundet Skotland, blæste en kraftig atlanterhavsstorm mange af skibene mod Irlands kyst. I en sådan situation kastede man normalt anker og ventede på mere gunstige vinde. Men eftersom mange af ankrene var blevet kappet ved sammenstødet med brandskibene, forliste 26 spanske skibe ud for den irske kyst, med et tab på 5-6000 mand.
Ved Armadaens hjemkomst havde næsten 20.000 mistet livet. Den egentlige grund til det store tab af menneskeliv og skibe må tilskrives vejret. Det mente hollænderne i hvert fald. De lod senere fremstille en medalje til minde om Den Spanske Armadas nederlag. Medaljen slog til lyd for den almindelige opfattelse at Gud er skyld i naturkatastrofer, og den fik denne indskrift: „Jehova blæste, og de blev spredt.“
-
-
Hvordan vejret kan ændre historiens gangVågn op! – 2011 | Juni
-
-
[Illustration på side 24]
Den Spanske Armada
[Kildeangivelse]
© 19th era/Alamy
-