„Jeg kan godt lide at hjælpe folk,“ siger Ivan, som er politimand i England. „Jeg følte mig tiltalt af det afvekslende ved jobbet. Mange er ikke klar over at kun 20-30 procent af politiarbejdet har med kriminalitet at gøre. Det er i høj grad et samfundsnyttigt arbejde. Når jeg er på patrulje, er det ikke ualmindeligt at jeg må tage mig af et pludseligt dødsfald, en trafikulykke, en forbrydelse eller en forvirret ældre person der har brug for hjælp. Noget der gør mig særlig glad, er når jeg kan bringe børn der er blevet borte, tilbage til deres forældre, eller når jeg kan hjælpe voldsofre med at tackle deres traumer.“

Politifolk — Undertrykkere eller beskyttere?

I BEGYNDELSEN af det 19. århundrede var mange englændere imod tanken om en professionel, uniformeret politistyrke. De frygtede at et bevæbnet korps i hænderne på regeringen ville være en trussel mod deres frihed. Nogle var bange for at det ville resultere i et netværk af politispioner i lighed med de franske under ledelse af Joseph Fouché. Alligevel var de nødt til at stille sig selv spørgsmålet: ’Hvordan skal vi klare os uden en politistyrke?’

London var på det tidspunkt blevet den største og mest velhavende by i verden, og den stadigt stigende kriminalitet var blevet en trussel mod forretningslivet. Hverken de frivillige natvægtere eller de professionelle Bow Street Runners, der blev betalt af privatpersoner for at fange tyve, magtede at beskytte folk og deres ejendom. Clive Emsley siger i sin bog The English Police: A Political and Social History: „Kriminalitet og uro blev i stadig højere grad betragtet som noget der ikke burde findes i et civiliseret samfund.“ Så londonerne håbede på det bedste og indvilligede i at få et professionelt politikorps under ledelse af sir Robert Peel.a I september 1829 begyndte de uniformerede politibetjente, The Metropolitan Police, at gå deres runder i området.