Demokratierne fulgte udviklingen med bekymring. Storbritannien indførte almindelig værnepligt. I august 1939 overrumplede Tyskland og Sovjetunionen hele verden ved at underskrive en ikkeangrebspagt, der i realiteten var en stiltiende aftale om at dele Polen imellem sig. Hitler satsede på at de vestlige demokratier igen ville se til uden at gribe ind, og den 1. september 1939, klokken 4.45 om morgenen, flyttede han sine tropper ind i Polen.

Men denne gang gjorde han regning uden vært. To dage senere erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig. Den 17. september invaderede sovjetiske tropper Polen fra øst, og ved månedens slutning var det polske spørgsmål så godt som afgjort. Den anden verdenskrig var brudt ud, indledt af en hastig offensiv der fortjener den tyske betegnelse Blitzkrieg, „lynkrig“. I sin sejrsrus tilbød Hitler at slutte fred med vestmagterne. „Om han mente dette alvorligt,“ skriver den tyske historiker Walther Hofer, „er stadig et spørgsmål der står hen i det uvisse.“

De første krigsår bar præg af overraskelsesangreb der blev foretaget lynhurtigt og med ødelæggende resultater. Inden længe tvang Sovjetunionen Estland, Letland og Litauen til at have sovjetiske tropper stationeret på deres jord. Finland blev bedt om det samme, men nægtede, og blev angrebet af Sovjetunionen den 30. november 1939. Det følgende år i marts blev krigen, den såkaldte vinterkrig, bragt til ophør da Finland gik ind på Sovjetunionens krav.

I mellemtiden havde Storbritannien og Frankrig imidlertid overvejet at komme Finland til undsætning ved at gå ind i det neutrale Norge, men da Finland optog fredsforhandlinger med Sovjetunionen faldt denne begrundelse væk og planerne blev udsat. Den 8. april 1940 begyndte de allierede at udlægge miner i norsk territorialfarvand som en forberedelse til en senere landsætning af tropper. Dagen efter, mens nordmændene havde travlt med at protestere mod mineudlægningen, gik tyske tropper ganske uventet ind i både Norge og Danmark. Mindre end en uge senere rykkede britiske tropper ind i Norge, men efter flere sejre blev de tvunget til at trække sig tilbage på grund af foruroligende rapporter sydfra.

I månedsvis havde det store spørgsmål været: Hvornår og hvor vil Tyskland gå imod Frankrig? Tiden gik, og den militære aktivitet var stort set begrænset til søslag. På landjorden var freden uforstyrret. Nogle journalister begyndte at tale om at det var en skinkrig, en „Sitzkrieg“ mere end en „Blitzkrieg“.

Der var imidlertid ikke tale om noget skinangreb da tyskerne den 10. maj 1940 pludselig gik gennem Holland og Belgien, og den 12. maj overskred de Maginot-linjen, den fæstningskæde der bevogtede Frankrig ved grænsen til Tyskland. Den 14. maj var Holland faldet. Da de tyske tropper derefter rykkede ned gennem Nordfrankrig omringede de tusinder af engelske, franske og belgiske soldater der stod med ryggen mod Kanalen. Krigen var bestemt ikke længere en „Sitzkrieg“!

Den 26. maj begyndte en af krigshistoriens mest enestående redningsaktioner. På ti dage evakuerede marinefartøjer og hundreder af civile skibe omkring 340.000 soldater fra den franske by Dunkerque og bragte dem i sikkerhed på den engelske kyst. Men ikke alle undslap. Inden for tre uger tog tyskerne over en million krigsfanger.

Den 10. juni erklærede Italien krig mod Storbritannien og Frankrig. Fire dage senere faldt Paris for tyskerne. Inden månedens udgang blev en fransk-tysk våbenstilstandsaftale underskrevet. Storbritannien stod nu alene. Historikeren Walther Hofer beskriver situationen med disse ord: „Med et tempo som han end ikke selv havde troet muligt, var Hitler blevet Vesteuropas herre.“

I modsætning til hvad Hitler havde forventet, ville Storbritannien ikke kapitulere. Den 16. juli gav han derfor ordre til „Operation Søløve“, en invasion af de britiske øer. England forberedte sig på det lyn der snart skulle slå ned igen.