Glæde over „Jehovas velsignelse“

Mange i England har været aktive Jehovas vidner i 20, 40, 50 år eller mere. Hvordan ser de på deres opgave? I Ordsprogene 10:22 står der: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ Titusinder af Jehovas vidner i England kan personligt bevidne at dette er sandt.

„Det største privilegium et menneske kan få betroet.“ Sådan beskriver Cornelius Hope fra Basingstoke, der nu er midt i halvfjerdserne, den kristne tjeneste efter at have deltaget i den i et halvt århundrede. Anne Gillam, der blev døbt for næsten 50 år siden, og hvis mand er kredstilsynsmand, omtaler forkyndelsen som sin „måde at vise kærlighed til Jehova og hans søn på“.

Dennis Matthews, der blev døbt i 1942, forklarer: „Jeg synes at forkyndelsen er ligesom mad — åndeligt styrkende. Det er en tilfredsstillelse at gøre Guds vilje, uanset om folk vil lytte eller ej.“ Hans kone, Mavis, tilføjer: „Jeg har tjent Jehova lige fra jeg var ung, og jeg føler ikke at jeg kunne have haft et bedre liv.“

Hvordan ser ældre forkyndere på mennesker i distriktet og deres måde at reagere på? Efter over 40 år i tjenesten for Jehova siger Muriel Tavener: „Folk har mere brug for os end nogen sinde før fordi de ikke får sand åndelig hjælp nogen andre steder fra.“ Hvad sker der når de tager imod denne hjælp? Hendes mand, Anthony, udtrykker det på denne måde: „At se mennesker tage imod sandheden og ændre deres måde at leve på er at se et mirakel, fordi Jehovas ånd drager mennesker til tilbedelsen af ham.“

Det er en stor tilfredsstillelse at fortælle andre om det håb som kun Guds ord kan give. Når Fred James, der er bytilsynsmand i Plymouth i Devon, og hans kone ser tilbage på de år de har forkyndt, kan de tælle over 100 som de har hjulpet frem til dåb. Mange af dem tjener nu som ældste, menighedstjenere og pionerer. Alle deres tre sønner blev pionerer da de gik ud af skolen, og tjener nu som ældste. En af dem, David, har været på Gilead og virker som missionær og medlem af afdelingskontorets udvalg i Pakistan. Broder og søster James har haft et meget rigt liv!

Mange års trofast tjeneste har givet gode resultater for mange forkyndere i England. Richard og Hazel Jessop har tjent Jehova i mindst 50 år, størstedelen af tiden i heltidstjenesten. De har hjulpet mange til at tage imod den forret at indvi sig til Jehova, og de holder meget af dem alle sammen. Studiet med Jack og Lyn Dowson var dog noget ganske særligt. Det begyndte med et venligt besøg hos nogle der havde samme baggrund som de selv. (Både Hazel og Jack kommer fra Nordøstengland.) Snart blev det til et bibelstudium. På et tidspunkt sagde Jack dog at de gerne ville holde pause fra studiet et stykke tid. Richard svarede: „Nej, det kan ikke lade sig gøre. I må først gøre bogen færdig, og så kan I standse der hvis I vil det.“ Da det kom til stykket, ’standsede de ikke der’. I stedet indviede de sig til Jehova, begyndte som pionerer og blev medlemmer af betelfamilien. Jack er nu medlem af afdelingskontorets udvalg.

Nogle unges reaktion på sandheden fra Bibelen har været til særlig stor glæde for andre. Robina Owler og hendes mand, Sydney, der er pionerer i Dundee-området i Skotland, har været meget glade for at se de fremskridt Paul Kearns har gjort. Han begyndte at komme i deres hjem for at studere Bibelen da han var 12 år. Sandheden slog hurtigt rod i hans hjerte, men da hans far forbød ham at studere Bibelen, ventede han med at fortsætte sit studium til han blev ældre og gik på college i Aberdeen. Han gjorde hurtigt fremskridt. Efter dåben blev pionertjenesten hans mål. I 1992 gennemgik han Skolen for Udnævnte Tjenere. Mens han virkede som ældste i Sheffield, gik han i gang med at lære spansk, og i 1998 blev han sendt til Panama som missionær.

Der er over 10.000 pionerer i England. De sætter stor pris på de velsignelser der følger med denne tjeneste. For eksempel havde Bill og June Thompstone været gift i over otte år og var pionerer da deres første barn blev født. Med tiden fik de tre døtre. De forsøgte at lade familielivet dreje sig om pionertjenesten. Hverdagen var travl, men ved at gøre alting sammen som familie klarede de det. „Vi tog os altid tid til pigerne,“ forklarer Bill. „Det ændrede sig ikke da de blev teenagere. Hvis de gerne ville løbe på skøjter, bowle, svømme eller spille bold, så gjorde vi det sammen med dem.“ Nu er de tre piger gift og er pionerer. De kan alle glæde sig over det Bill kalder „den bedste måde at leve på“.

I øjeblikket tjener 77 brødre (hvoraf de fleste er gift) som rejsende tilsynsmænd i England. Det er en tilværelse med en travl timeplan, uge efter uge, år efter år. Geoff Young virkede i rejsetjenesten indtil fremskreden alder og helbredsproblemer gjorde det nødvendigt at foretage nogle ændringer. Han og hans kone, Vee, boede i en kuffert og opholdt sig et nyt sted hver uge. Hvad syntes Vee om den måde at leve på? „Det var ikke så svært,“ svarer hun, „for vi fik en større kristen familie hver gang vi besøgte en menighed. Vi mærkede brodersamfundets varme hvor vi end kom hen. Uanset hvilke opgaver Jehova giver os, kan de kun gøre vort liv rigere.“ De glæder sig over det der sker her og nu, men ser med spændt forventning frem til hvad fremtiden vil byde på. Geoff siger: „Denne ordning er færdig nu. Den er så godt som borte. Derefter får vi den vidunderlige opgave at være med til at omdanne jorden til et paradis. Og der skal studeres med alle de opstandne — det bliver en kæmpemæssig opgave!“ Hans kone tilføjer: „Det er fantastisk at vide at intet kan hindre Jehova i at gennemføre sin hensigt.“

[Illustrationer på side 140, 141]

Nogle der kan se tilbage på mange års trofast tjeneste: (1) Sydney og Robina Owler, (2) Anthony og Muriel Tavener, (3) Richard og Anne Gillam, (4) Geoff og Vee Young, (5) Fred og Ruse James, (6) Cornelius og Riky Hope, (7) Dennis og Mavis Matthews, (8) Richard og Hazel Jessop