Et missionærdistrikt i vores hjemland

DE KRISTNE menigheder jeg besøger, bringer mig fra Portugal til Kina — ja, sådan virker det i hvert fald. Sandheden er imidlertid den at min hustru, Olive, og jeg aldrig forlader England.

Vi besøger det voksende antal fremmedsprogede menigheder af Jehovas Vidner der er spredt rundt omkring i England. Fra øen Jersey i syd, cirka 20 kilometer ud for Normandiets kyst i Frankrig, hvor vi har en portugisisk gruppe, til byen Sunderland i nord, hvor vi besøger nogle kinesisktalende interesserede, glæder vi os over at kunne virke i denne mangesprogede arbejdsmark med åndelig vækst og fremgang. Hvordan har vi fået denne usædvanlige arbejdsmark? Og hvad sker der i dette missionærdistrikt i vores hjemland? Lad mig forklare.

Olive og jeg har i omkring 20 år virket i rejsetjenesten og besøgt forskellige menigheder hver uge. Vore rejser har bragt os rundt i hele England, lige fra den ene ende af landet til den anden. Senest har vi besøgt vore kristne brødre på Middelhavsøen Malta, hvor vi oplevede meget stor gæstfrihed. (Jævnfør Apostelgerninger 28:1, 2.) Efter tre år på Malta begyndte vi at spekulere på hvor vi ville blive sendt hen næste gang. Vi forestillede os at vi sikkert skulle betjene et landdistrikt i England, og vi begyndte at vænne os til tanken. Men hvor blev vi overraskede da vi fik at vide at vi skulle virke i en ny kreds bestående af grupper og menigheder der taler 23 forskellige sprog.

Vi tænkte meget over hvordan vi skulle klare det. Bortset fra de erfaringer vi havde fået på Malta, var vores kendskab til folk med forskellig baggrund og kultur meget begrænset. Hvordan skulle vi kunne opmuntre nogle som kun forstår lidt engelsk? Og hvordan skulle vi tale med dem når vi ikke kan andre sprog? Hvad med maden og de fremmedartede skikke? Ville vi kunne tilpasse os? Sådanne spørgsmål optog os mens vi under bøn overvejede at efterkomme dette makedoniske kald. — Apostelgerninger 16:9, 10; 1 Korinther 9:19-22.

Sprogbarrieren

„I begyndelsen følte jeg mig ukvalificeret da jeg kun kan engelsk,“ siger Olive. „Jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle bære mig ad med at hjælpe søstrene. Så kom jeg i tanker om det ægtepar der i sin tid studerede Bibelen med os. De tilskyndede os til aldrig at sige nej til en opgave. De lærte os at Jehova aldrig beder os om noget som vi ikke kan klare.“ Vi tog derfor begge villigt imod vores nye distriktstildeling.

Egentlig tror vi at vores manglende kendskab til andre sprog har hjulpet os til at behandle alle ens. At overvære møder på et fremmed sprog hver uge har for eksempel lært os at forstå hvordan vore brødre har haft det når de har overværet engelske møder uden at kunne forstå særlig meget af hvad der foregik. Vi må forberede os virkelig godt til møderne for blot at få lidt ud af programmet. Olive svarer altid på et af spørgsmålene ved et møde. Hun forbereder svaret på engelsk og får en søster til at oversætte det og skrive det ned i lydskrift. Olive indrømmer at hun er noget nervøs når hun rækker hånden op for at kommentere. Nogle gange vækker hendes kommentarer latter, men det slår hende ikke ud. Hun siger: „Jeg ved at brødrene er glade for at jeg forsøger. Mine kommentarer tilskynder faktisk dem der er mere fortrolige med sproget end jeg er, til at deltage i mødet.“

For mig er det at holde foredrag også blevet noget helt andet, idet jeg skal huske at give oversætteren tid til at gengive hver sætning. Det er let at tabe tråden. Jeg må koncentrere mig meget mere end jeg plejer og skære væsentligt ned på indholdet, men jeg nyder det.

En afvekslende tjeneste

I mange byer i England er de fremmedsprogede indbyggere spredt rundt omkring, og der bor måske kun en eller to udlændinge på hver vej. Der er derfor ofte meget langt mellem besøgene. Men når man hilser på dem på deres eget sprog og ser deres reaktion, er det al besværet værd. Hvis den broder jeg følges med, fremholder Rigets budskab på den besøgtes eget sprog, er reaktionen ofte overordentlig positiv.

At arbejde i det fremmedsprogede distrikt er en af de mest spændende tjenestegrene vi har oplevet i de 40 år vi har forkyndt. Der er meget store muligheder for vækst. Der er ingen tvivl om at hvis interesserede lærer sandheden at kende på deres modersmål, vil de langt hurtigere og med meget større værdsættelse tage imod den. (Apostelgerninger 2:8, 14, 41) Det er rørende at se brødre og søstre sidde med tårer i øjnene efter et møde fordi de i nogle tilfælde for første gang har kunnet forstå hele programmet.

Når vi forkynder fra hus til hus, bestræber vi os for i det mindste at indlede på den besøgtes sprog. Det er dog ikke altid uden problemer. En almindelig hilsen på gujarati er for eksempel kemcho, hvilket ganske enkelt betyder „goddag“. Åbenbart kom jeg på et tidspunkt til at sige hilsenen på en sådan måde at det lød som om jeg reklamerede for et velkendt kaffemærke. Ved et andet hus smilede manden og konen da jeg hilste dem på gujarati, og de bød os straks indenfor på en kop kaffe. Det havde dog intet med min forkerte udtale at gøre. Det viste sig nemlig at de var i familie med nogle Jehovas vidner i den gruppe vi besøgte, og at de var oprigtigt interesserede i sandheden.

En engelsktalende søster har i en årrække afleveret blade hos en kinesisktalende dame. Søsteren har nu og da tilbudt damen et gratis hjemmebibelstudium, men hun har hver gang sagt nej tak. En søster der var ved at lære kinesisk, fulgtes en dag med forkynderen, og hun tilbød den interesserede dame bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden på hendes eget sprog, og hun tog med glæde imod den.a Nu da hun havde bogen på sit modersmål, ville hun gerne studere Bibelen. Disse få ord på damens eget sprog gjorde altså hele forskellen.

Forskellige kulturer

Vi vidste ikke at mænd i nogle kulturer ikke bryder sig om at deres koner går ud om aftenen alene. Dette gør det meget svært for mange søstre at overvære møderne om aftenen. I nogle asiatiske samfund viser en ung kvinde ringeagt for familien hvis hun vælger at forblive ugift og fortsætter med at bo hjemme. Da en ung søster nægtede at indgå ægteskab med den mand som familien havde valgt til hende, truede hendes far med at forgifte sig selv. Ja, sådanne søstre må udholde det mest utrolige. Men det er fantastisk hvordan sandheden indvirker på familierne, og hvordan søstrenes loyalitet over for Jehova gør indtryk på deres forældre.

I forbindelse med vores nye opgave har vi måttet foretage nogle forandringer. Før vi begyndte i denne form for rejsetjeneste, spiste jeg udelukkende traditionel engelsk mad. Men nu kan maden ikke blive krydret nok. Vi fortryder de mange år vi har ladet gå uden at have prøvet at nyde den varierede kogekunst der findes, lige fra rå fisk til karryretter.

Lovende udsigter

I mange områder er det tydeligt at tiden nu er inde til en stor vækst i det fremmedsprogede distrikt. Flere og flere publikationer er til rådighed på forskellige sprog. Man mærker Jehovas velsignelse idet nye menigheder bliver oprettet. Brødre med kendskab til andre sprog kommer desuden langvejsfra for at hjælpe til.

Man har for eksempel opnået meget gode resultater ved at forkynde den gode nyhed om Riget på fransk. I de senere år er der kommet mange fransktalende flygtninge fra Zaire og andre afrikanske lande til England. Da den første fransktalende menighed i London blev oprettet, bestod den af 65 forkyndere. Året efter var forkyndertallet steget til 117, og heraf virkede 48 på heltidsbasis som pionerer. Den voksende interesse gjorde at man inden længe måtte oprette endnu en menighed. Så nu kan man bedre tage sig af alle de interesserede, hvoraf 345 overværede mindehøjtiden i 1995. Tidligere gileadelever der har tjent i Benin, Elfenbenskysten, Marokko og Zaire, kan nu bruge deres erfaring i denne voksende arbejdsmark, og de opnår forbløffende resultater.

Da vi besøgte en af de fransktalende menigheder, blev jeg inviteret med på et bibelstudium med en ung afrikansk dame. Da vi skulle gå, bønfaldt den unge dame os: „Vil I ikke nok blive noget længere.“ Hun ville gerne vide noget mere. Hun mindede mig om Lydia fra det første århundrede. — Apostelgerninger 16:14, 15.

Til at begynde med bestod vores arbejde i at hjælpe de små fremmedsprogede grupper til at blive til menigheder. Der hvor brødrene holdt et ugentligt menighedsbogstudium, viste vi dem hvordan de én gang om måneden kunne holde en forkortet teokratisk skole. Det hjælper dem til at udtrykke sig bedre i tjenesten på arbejdsmarken. De arbejder så støt hen imod at holde alle ugens fem menighedsmøder. Vi har allerede nye menigheder som taler fransk, gujarati, japansk, kinesisk (kantonesisk), portugisisk, punjabi, tamil og wallisisk.

Vi har også haft den forret at overvære møder på tegnsprog. Det er rørende at se brødrene synge med hænderne. Når man tænker på at de kun har mulighed for at bruge tegnsprog i forkyndelsen af Riget, beundrer jeg virkelig deres helhjertede indsats. Der er endda nogle som tolker for dem der er både døve og blinde. Jehova skal nok sørge for at ingen bliver glemt.

Hvis vi skal komme med en særlig opfordring, vil vi sige som Jesus: „Bed . . . høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Mattæus 9:38) Mange af vore brødre tager udfordringen op og lærer et nyt sprog som de bruger når de forkynder for etniske grupper i deres menigheds distrikt. Vi er ikke blevet mirakuløst begavet med evnen til at tale forskellige sprog, men Jehova har sandelig åbnet op for forkyndelsen i dette missionærdistrikt i vores hjemland. Ja, denne arbejdsmark er moden til høst. (Johannes 4:35, 36) — Fortalt af Colin Seymour.

[Fodnote]