• England
    Jehovas Vidners Årbog 2000

    • En mammutopgave

      I juni 1982 tog Det Styrende Råd imod en indbydelse fra afdelingskontorets udvalg om at holde Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvanias årsmøde i England i 1983. Begivenheden ville blive endnu større fordi afdelingskontoret planlagde at indvi udvidelsen af Betel i London i samme weekend som årsmødet skulle holdes.

      „En morgen ved ottetiden ringede Peter Ellis fra Betel,“ fortæller Dennis Loft. „Han bad mig om at bestille De Montfort Hall til den 1. oktober.“ I denne hal havde man holdt et mindeværdigt stævne fra 2. til 10. september 1941 da bogen Børn blev udgivet. Dengang, midt under den anden verdenskrig da brødrene modigt holdt fast ved deres kristne neutralitet, var Albert D. Schroeder, der nu er medlem af Det Styrende Råd, afdelingstilsynsmand i England. Dette årsmøde ville give de ældre en fantastisk lejlighed til at gense trofaste tjenere for Jehova som de havde samarbejdet med for år tilbage!

      Årsmødet i 1983 var det første der blev holdt uden for Nordamerika. Man planlagde at transmittere programmet via en telefonforbindelse fra Leicester til stævnehallen i Dudley i The Midlands. På den måde kunne flere brødre få del i oplevelsen. De første der blev inviteret, var brødre og søstre som havde tjent Jehova i mindst 40 år. Der blev også sendt bud til afdelingskontorerne i hele Europa om at medlemmer af betelfamilierne var indbudt til weekenden. Inden længe viste det sig at der ikke var plads på Betel i London til alle gæsterne fra Europa. Derfor oprettede man en logiafdeling der skulle skaffe alle tag over hovedet.

      I mellemtiden havde broder Loft kontaktet byrådet i Leicester, blot for at få at vide at et af byens største firmaer holdt deres årlige firmafest i netop den weekend hvor han gerne ville bestille salen. En yderligere forespørgsel viste at festen faktisk skulle holdes den 30. september, men at salen også var bestilt til den følgende dag fordi der altid var så meget rengøring bagefter. „Hvis vi lover at gøre salen ren, kan vi så reservere den til den 1. oktober?“ spurgte Dennis. Det gik administratoren med til, og Dennis skrev under med et lettelsens suk. Men på det tidspunkt var han jo heller ikke klar over hvor stort et arbejde det skulle blive at gøre salen ren!

      Ved midnat den 30. september gik 400 brødre, organiseret i grupper med hver sin holdleder, i gang med at fjerne affaldet efter firmafesten. De flyttede også bordene ud og satte 3000 stole ind. Det var et enormt arbejde der skulle gøres på blot otte timer. Dennis fortæller: „Det særlige ved dette var at meget få af disse brødre var blevet indbudt til årsmødet, men blot det at have en lille andel i det, om det så bare var forberedelserne, er noget de taler om den dag i dag.“ Brødrene lagde tæppe på podiet og udsmykkede det med blomster. Og klokken 8 om morgenen var salen skinnende ren. Salens personale var ved at tabe både næse og mund. Brødrene forstod at dette møde kunne blive en skelsættende begivenhed. De blev ikke skuffede.

      Et uforglemmeligt møde

      Blandt de 3671 der overværede det åndelige festmåltid i Leicester, var 693 delegerede fra 37 andre afdelingskontorer. Mange af tilhørerne var salvede brødre og søstre. Reg Kellond fra Telford og Emma Burnell fra Paignton, der begge var 99 år, var de ældste delegerede fra England. Janet Tait fra Glasgow og Mary Grant, Edith Guiver og Robert Warden, der alle var i firserne eller halvfemserne, lærte sandheden at kende før den første verdenskrig. De havde alle et langt livs erfaring i tjenesten for Jehova! De havde deltaget i forkyndelsen mens antallet af Jehovas vidner i England steg fra nogle få tusind til 92.320. Og nu glædede de sig til at høre hvilke opmuntringer medlemmerne af Det Styrende Råd ville give dem.

      Albert D. Schroeder talte over temaet „Bliv ved med at håbe på Jehova så du ikke bliver træt“, og hans foredrag var bygget over Esajas 40:31. Han interviewede også nogle trofaste brødre: Robert Warden og Harold Rabson, der begge kommer fra Glasgow og blev døbt i henholdsvis 1913 og 1914; Robert Anderson, der havde været pioner i 51 år, og Ernie Beavor, der havde været kredstilsynsmand i 17 år, og hvis tre børn havde været missionærer. De fortalte alle begejstret om deres mange år i tjenesten for Jehova. Daniel Sydlik, et andet medlem af Det Styrende Råd, talte over temaet „Vi har endnu det bedste til gode“. Det var et foredrag som brødrene stadig husker.

      „Da vi fik vores indbydelse,“ skrev en broder, „vældede minderne frem om det vidunderlige stævne under krigen i De Montfort Hall i 1941. Dette stævne, der som ved et mirakel blev holdt mens krigen hærgede England, var helt sikkert det bedste vi havde overværet indtil da — alligevel ’havde vi stadig det bedste til gode’. Da vi tog hjem fra årsmødet, strømmede vore hjerter over af taknemmelighed mod Jehova, og vi var besluttede på at forblive loyale mod vor Skaber, mod hans konge, Jesus Kristus, og mod den organisation som han tydeligvis bruger.“

      Efter mødet tog mange af de delegerede til London for at overvære indvielsen af Beteltilbygningen. Programmet blev via en telefonforbindelse transmitteret til stævnehallen i Nordlondon, så mange flere fik mulighed for at høre indvielsesforedraget, der blev holdt af Frederick W. Franz, Selskabets daværende præsident.